Casino Royale, der udkom i 1953, var den første af Ian Flemings romaner om den nu herostratisk berømte hemmelige agent James Bond med kodenavnet 007. En filmatisering af romanen fandt sted allerede i 1967, men uden for rækken af Eon-producerede og “officielle” Bond-film. 1967-udgaven af Casino Royale udspiller sig som en komedie og langt hen ad vejen som et tidligt eksempel på spoof-genren.
Ovenpå en retssag om rettighederne til James Bond-filmene, tilfaldt rettighederne til Casino Royale i 1997 MGM, og dermed var der, efter mange år, åbnet for en reel filmatisering af romanen, der dog først fandt sted i 2006 i forbindelse med castingen af Daniel Craig som den nye Bond.
Meget passende blev den første Ian Fleming-roman også baggrunden for producenternes reboot af hele serien, hvilket betyder at den ellers i øvrigt ganske tro filmatisering introducerer nogle elementer, der ikke findes i romanen – f.eks. at det først er Casino Royale-missionen, der giver Bond hans “license to kill” og 007-koden.
Kulørt skikkelse
James Bonds “far” Ian Fleming var en kulørt skikkelse, der i løbet af sit liv både arbejdede som journalist, bankmand, aktiehandler og efterretningsmand under Anden Verdenskrig. Særligt sidstnævnte blev vigtig for Flemings litterære virke.
Allerede under krigen havde Fleming ytret ønske om at skrive en spionroman, men der skulle gå nogle år, inden han fik ført sit ønske ud i livet. Fra 1945 havde Fleming haft et hus på Jamaica, efter at han havde forelsket sig i øen under et møde i 1942. De fleste, der ved en smule om Fleming, ved formentlig også, at husets navn var Goldeneye.
Navnet kan både være hentet fra en militæroperation, som Fleming var involveret i under krigen, og fra romanen Reflections in a Golden Eye fra 1941. Senere blev det naturligvis titlen på en film i James Bond-serien (nr. 17, 1995).
Fleming skrev Casino Royale i løbet af en måneds tid i 1952, idet han baserede sin hovedperson James Bond på en række af de forskellige efterretnings- og militærfolk, han havde mødt i løbet af krigen. Navnet på den hemmelige agent tog Fleming fra en bog om Vestindiens fugleliv, han havde liggende, af den amerikanske ornitolog James Bond. Den præcise baggrund for, at Fleming valgte navnet James Bond er en smule uvist, for Fleming har selv givet forskellige forklaringer.
Angiveligt skulle han havde sagt til ornitologens kone, at “[Det] slog mig, at dette korte, uromantiske angelsaksiske og alligevel maskuline navn var lige det, jeg havde brug for, og så var en anden James Bond født”.
Omvendt gav Fleming i et interview i The New Yorker i 1962 en anden og knap så flatterende forklaring: “Da jeg skrev den første i 1953, ville jeg have Bond til at være en ekstremt kedelig, uinteressant mand, som oplevede ting. Jeg ville have ham til at være et stumpt instrument. Da jeg ledte efter et navn til min hovedperson tænkte jeg ‘ved Gud, James Bond er det kedeligste navn, jeg nogensinde har hørt’.”
Kodenavnet er der formentlig knap så meget tvivl om. Det kommer fra den engelske matematiker, astronom og meget mere, John Dee (1527-1608), der også arbejdede som spion for den engelske dronning Elizabeth den første. Dee underskrev sine hemmelige dokumenter til dronningen med to nuller og et syvtal med en forlænget vandret streg.
Kvindeforagtende kyniker
Casino Royale begynder in medias res, og vi får introduceret Bond løbende uden at Fleming bruger unødigt meget plads på persontegning. Af og til får vi dog alligevel adgang til Bonds tanker, og her tegner figuren sig som en mere eller mindre kvindeforagtende kyniker, der sætter sin mission over alt andet.
Plottet i Casino Royale er ligetil. Bond er blevet sendt til den lille fiktive nordfranske by Royale-Les-Eaux. Her skal han udfordre den franske kommunist (og sovjetiske agent) Le Chiffre i Baccarat og forhåbentlig blanke ham af. Sagen er den, at Le Chiffre, som kasserer for en fransk fagforening, har kørt et økonomisk dobbeltspil, der har givet ham alvorlige pengeproblemer. Hvis russerne skulle opdage det, vil Le Chiffre blive likvideret og sat ud af spillet som russisk agent. Derudover vil det føre til massive forstyrrelser for de franske kommunister.
Hele sagen er udtænkt af lederen af S-afdelingen i den britiske efterretningstjeneste, men sat i værk af Bonds umiddelbare chef med kodenavnet M. Som kontaktperson mellem Bond og S-afdelingen sender briterne den smukke Vesper Lynd, som Bond indledningsvist foragter. Hør bare her:
“And then there was this pest of a girl. He sighed. Women were for recreation. On a job, they got in the way and fogged things up with sex and hurt feelings and all the emotional baggage they carried around. One had to look out for them and take care of them.”
I løbet af romanen præsenteres Bond som en kold og snarrådig, men bestemt heller ikke ureflekteret hovedperson. F.eks. har han i romanens sidste del alvorlige overvejelser om, hvorvidt han skal sige sit job op, fordi hele spillet mellem øst og vest langt fra er så enkelt, som han tidligere har ment. Det siger sig selv, at det ikke er det, romanen ender med.
SMERSH
Præcis hvordan romanens handling videre spænder af, skal jeg ikke sige for meget om. Hvis man har set filmatiseringen med Daniel Craig, har man en ret god idé om det, for faktisk er Casino Royale en ganske tro filmatisering af romanen.
En af de væsentligste forskelle ved romanen og filmatiseringen er naturligvis i tids- og fjendebilledet, og særligt når det gælder fjenderne er dette faktisk også noget, der gælder for de tidligste Bond-film. I de første Bond-romaner er det, helt i overensstemmelse med den tid, romanerne blev skrevet, Sovjetunionen og russernes agenter, der er Bonds hovedfjende.
Således er Le Chiffre agent for Sovjetunionen, og i romanen introduceres vi også for en organisation, der i en lang periode var Bonds primære fjende. Ikke SPECTRE – superskurkeorganisationen introduceres først i Thunderball (1961) – men den sovjetrussiske SMERSH-organisation.
SMERSH (en sammentrækning af de russiske ord “smert shpionam” – “død over spioner”) var faktisk et rigtigt sovjetisk efterretningsorgan, der blev stiftet i 1941 og som bl.a. havde til opgave at jage forrædere, desertører og russere, der havde siddet i tysk fangenskab. Indledningsvist var SMERSH en afdeling af den russiske efterretningstjeneste NKVD, men fra 1943 og indtil organisationen blev opslugt af MGB (det senere KGB) i 1946 fungerede det som et selvstændigt organ.
I Flemings romaner eksisterer SMERSH altså fortsat, men deres måde at operere på ligner mere den, vi kender fra andre portrætteringer af KGB. I de tidligste James Bond-film refereres der nogle få gange til SMERSH, men ellers er det i øvrigt SPECTRE, Bond sættes op i mod – måske i et forsøg på ikke at træde russerne over tæerne? Ellers hører vi i filmene ikke det store til SMERSH før The Living Daylights (1987), hvor “Smert Shpionam” refereres til som en KBG-operation.
Andre kendinge
Foruden Bond selv introduceres vi i romanen for en lang række karakterer, der dukker op igen senere, og som vi også kender fra filmene. Bonds chef M har allerede været nævnt, men også Miss Moneypenny og endda Bonds amerikanske kontakt, CIA-agenten Felix Leiter. Der er også en reference til Q, men vi møder ikke karakteren i Casino Royale (det sker faktisk først i den sjette Bond-roman, Dr. No fra 1958).
Næsten hele romanen er fortalt fra Bonds synspunkt, med undtagelse af et enkelt kapitel, der giver noget baggrundsinformation til læseren. Som sådan er det Bond, læseren ser handlingen igennem, og det er selvfølgelig også derigennem, at man kan tegne et portræt af Bond som en misogyn forfører, men også som en ganske reflekteret og koldblodig hemmelig agent. Med andre ord en karakter, som både har elementer, der fascinerer og frastøder læseren.
Den verden Bond bebor i Casino Royale er langt hen ad vejen den, vi kender fra filmene med kasinoer, hurtige biler og – til en vis grad – hurtige kvinder. Der er meget langt fra Bonds verden og de portrætter af international spionage, vi har fået fra bl.a. John Le Carrés hånd. Men samtidig må det siges, at Casino Royale langt fra er så eksotisk som senere indlæg i serien. Derudover er Vesper Lynd måske ikke helt så hurtig en kvinde som andre kvinder i Bond-universet, og hun er helt bestemt ikke så enkel.
Højkvalitets knaldroman
Casino Royale er fortalt i et kort, koncist og kontant sprog, hvilket også reflekteres af romanens længde på kun 181 sider. På mange måder har den sprogligt en hel del til fælles med samtidens kriminalromaner, og selv om Casino Royale på ingen måde tilhører noir-genren, er det næppe tilfældigt, at det er et Raymond Chandler-citat, der pryder bogens bagside.
Der er bl.a. sproget til fælles, men også den stedvise brutalitet, der i Casino Royale bl.a. manifesterer sig ved en grum torturscene. Samtidig er Fleming relativt direkte i sin reference til sex, når man tager bogens publikationsår i betragtning.
Casino Royale er en højkvalitets knaldroman. Den er pulpet som en anden kioskbasker, men bestemt heller ikke uden sine egne litterære kvaliteter. Og så er den særdeles underholdende og hurtigt læst. Som introduktion til det skrevne ords James Bond er Casino Royale klart anbefalelsesværdig uden på nogen måde at være et mesterværk.
Forfatter: Ian Fleming
Forlag: Jonathan Cape
Udgivelsesår: 1953
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2004
Forlag: Penguin Books (Modern Classics)
Format: Paperback
Sideantal: 181
Casino Royale er udkommet i adskillige udgaver på dansk, første gang i 1959 på forlaget Grafisk. Seneste danske udgave kom på forlaget Aschehoug i 2006.
Anmeldt i nr. 76 | 13/02/2012
Stikord: Filmatiseret, James Bond
