Batman Begins

De der har fulgt Christopher Nolans karriere, og som samtidig interesserer sig lidt for filmmusik, vil formentlig have bemærket, at Nolan er én af de instruktører, der ikke er den store fan af tematisk orienteret filmmusik.

Musikken i hans film er langt mere konstrueret omkring at bibringe en stemning ved hjælp af teksturer end melodier og temaer. I nogle tilfælde er det ekstremt effektivt, som f.eks. scoret til Nolans fine Insomnia (2002).

Nolans faste komponist fra spillefilmsdebuten Following (1998) og frem til og med Insomnia var briten David Julyan. Og mon ikke at Nolan egentlig gerne havde set Julyan levere musikken til Batman Begins?

Det var der nok høje herrer hos Warner Brothers, der havde andre meninger om, og i stedet endte projektet i hænderne på to af Hollywoods højst profilerede A-liste-komponister Nolan og Julyan arbejdede dog sammen igen senere, da Julyan stod bag scoret til The Prestige, 2006.

Samarbejde mellem to sværvægtere

Batman Begins er komponeret som et samarbejde mellem James Newton Howard og Hans Zimmer. Hver for sig er de nogle af Hollywoods absolutte sværvægtere inden for filmmusikken, men ifølge Zimmer havde de to altid haft lyst til at prøve at arbejde sammen.

Så da Zimmer blev tilbudt jobbet med at levere musik til Batman Begins, spurgte han Newton Howard, om han havde lyst til at komme med ombord.

Samarbejder mellem komponister er ingen ny ting – og da slet ikke for Hans Zimmer, der efterhånden sjældent komponerer et score helt alene, men jævnligt udliciterer dele af jobbet til sine protegéer, der er tilknyttet Remote Control Studios (selv her er Ramin Djawadi og Mel Wesson da også krediteret for “additionl music”).

Samarbejder mellem to sværvægtere som Zimmer og Newton Howard er der imidlertid langt imellem. Derfor kunne Batman Begins også være blevet et ekstremt interessant score, men når man lytter til det, er det desværre alt andet end interessant.

For det første er det ekstremt tydeligt, hvem der har haft bukserne på i samarbejdet! Batman Begins driver af Hans Zimmers stil, og Newton Howards mere klassiske sensibiliteter får kun stedvist lov til at skinne igennem. Det kan godt være, Zimmer påstår, at de arbejdede sammen om stort set hvert eneste cue, men i så fald har Zimmer i den grad tromlet hen over Newton Howard.

Ze talk of Hans Zimmer

I forbindelse med promotionarbejdet for Batman Begins gav Zimmer og Newton Howard en del interviews. Det var for det mest traditionelt rygklapperi, men i nogle interviews (blandt andet dette her) kom der også nogle ting frem om særligt Zimmers approach til opgaven – for det meste var det Zimmer, der did all the talking. Blandt andet argumenterede han for, hvordan han ønskede helt at skære de musikalske bånd over i forhold til de tidligere indlæg i serien:

“I thought of approaching it strictly from “This is a Chris Nolan movie” and completely forgetting that there were any other Batman movies before. You know what I mean? It’s boring. You don’t want to go and do what anybody else has done before.”

Det er alt sammen fint nok, og da Batman Begins er en reboot af hele serien, er der sådan set intet galt i, at Zimmer og Newton Howard helt undlader at citere fra de foregående scores – f.eks. ved at undlade at genanvende Elfmans hovedtema.

Mere problematisk bliver det, da Zimmer går lidt længere ned i materien med den konkrete approach:

“Stuff like that was, I thought, really interesting to do in this film. Where I didn’t need to sit there and write the big heroic theme because I wasn’t really writing about a big, oversized, heroic character. I was trying to write about a slightly psychologically damaged character. And I’m always better with those.”

Med andre ord argumenterer Zimmer for at bruge den mere realistisk funderede Batman og det mere realistiske univers, som Christopher Nolan forsøgte at etablere, som en nøgle til scoret: At undgå et traditionelt stort superheltetema til fordel for noget helt andet.

Heller ikke dette er der fra mit synspunkt noget galt i, netop fordi Batman Begins (altså filmen) helt klart er bedst i de dele, hvor der er skruet ned for den traditionelle superheltepatos. Problemet er, at det, Zimmer og Newton Howard leverer, ikke er musik til en “lettere psykologisk skadet karakter”.

Det vi får er i stedet musik, hvor store dele uden problemer kunne løftes ud af Batman Begins-scoret og indsættes, node for node, i film som Transformers eller andre film med musik af folk fra Zimmers musikfabrik. Jovist, det er måske en anelse mere dystert, men dystert alene tegner altså ingen portrætter af psykologisk skadede individer – superhelte eller ej.

Derudover kunne Batman-figuren også godt have brugt bare antydningen af et ordentligt tema, der også gerne måtte smage bare en smule af noget heroisk – psykologisk skadet eller ej, er han jo en helt. Men nej.

Det vi får er Zimmer på absolut autopilot, og så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan Zimmer i samme og andre interviews prøver at bilde folk ind, at Batman Begins er et nyskabende score. Det er det ikke.

Sparsomt forsynet med temaer

Batman Begins er meget sparsomt forsynet med temaer og motiver til fordel for de samme virkemidler, Zimmer og utallige af hans elever har benyttet i en del år efterhånden.

Det betyder, at strygerne spiller en fremtrædende rolle i lydbilledet, selv om blæsersektionen naturligvis kommer ind, særligt i actionsekvenserne. Rent strukturelt er vi også på velkendt Zimmer-territorium: Ofte lægger strygerne en bund, hvorover de øvrige instrumenter lejres – andre strygere, blæsere eller et udsnit af det ret omfattende arsenal af elektroniske effekter, Zimmer og Newton Howard tager i brug.

Når man har med Zimmer at gøre fristes man til at sige, at det nærmest er indlysende, at stort set alle analoge instrumenter har været igennem den elektroniske vridemaskine, så orkestret har en meget flad lyd, hvor orkestrets sektioner og undersektioner sjældent har en mulighed for at skinne igennem.

Et andet af Zimmers mest benyttede strukturelle kneb i de senere år bruges også i udstrakt grad. Det er den med at lægge en bund bestående af en rytmisk strygerostinato tilføjet overbygninger af forskellige instrumenter, der kommer med en stigende tone og fader bort igen.

Vi har hørt det mange gange efterhånden, og det betyder, at store dele af Batman Begins uden problemer kunne flyttes over i f.eks. Pirates of the Caribbean-filmene (2003, 2006, 2007), Inception (2010) eller dele af Steve Jablonskys Transformers-scores (2007, 2009, 2011), uden at det ville gøre nogen forskel.

Det er ikke fordi denne opbygning nødvendigvis er dårlig, for det er den som sådan ikke, og i f.eks. Inception bruger Zimmer den meget effektivt. Inception er bare et langt bedre score, fordi det rent faktisk – i modsætning til Batman Begins – bygger på nogle rigtigt fine idéer.

Derudover har vi efterhånden også bare hørt lige præcis denne opbygning nok – måske fordi den, sammen med Zimmers øvrige stiltræk, er diffunderet ud til alle de komponister, der er associeret med Remote Control Studios.

Newton Howards få øjeblikke

De bedste øjeblikke ved Batman Begins er de blide temaer, der bruges i forbindelse med Katie Holmes’ rolle og i flashbacksekvenserne til Bruce Waynes barndom. Her kommer der pludselig lidt regulær sjæl ind i scoret, og man har ærlig talt på fornemmelsen, at det er Newton Howards fortjeneste. F.eks. “Eptesicus” (nr. 2): en rigtig fin komposition for afdæmpede strygere og flygel, der giver mindelser om flere af Newton Howards scores, bl.a. Signs (2002).

Begyndelsen af “Macrotus” (nr. 7) er et andet godt eksempel på det samme – igen et af scorets helt afdæmpede tracks, hvor der endda er et regulært tema! Her er der i øvrigt slet ingen tvivl om, hvem der har været på spil – prøv bare at sætte Newton Howards score til I Am Legend (2007) på anlægget og sammenlign med “Macrotus”.

Der er vel også en slags “tema” for Batman himself, selv om tema er et meget stort ord at bruge. Motiv er endda også en generøs betegnelse at bruge, for i virkeligheden består Batman-“temaet” i Batman Begins kun af Zimmers ostinatobund, hvorover der lægges to stigende toner. Det høres gentagne gange i løbet af scoret, f.eks. i “Vespertilio” (nr. 1).

Jeg kan som sagt fint acceptere, at Zimmer og Newton Howard ikke ønskede at komponere et traditionelt stort superheltetema til den nye inkarnation af Batman, men kunne de da ikke have undt figuren et bare lidt mere udbygget tema – ét som måske endda kunne bruges de steder, hvor Batman trods alt opfører sig heroisk?! For alt andet lige er det da vigtigt at huske, at Batman Begins ER en superheltefilm og at Batman rent faktisk laver heroiske ting i filmen.

De heroiske handlinger sker i stedet til lyden af traditionel Zimmer-actionmusik, der jo er ganske velprøvet og effektivt, men alt andet end nyskabende – “Myotis” (nr. 3), anden halvdel af “Tadarida” (nr. 6) og “Molossus” (nr. 10) er fine eksempler. Enkelte steder er der i actionmusikken faktisk antydningen af et lidt mere udbygget tema, som det f.eks. sker i “Myotis”. Man spørger sig selv, hvorfor vi ikke måtte få lidt mere af den slags.

Generelt er scoret som sagt alt andet end tematisk orienteret, men bevares – underscoren er da effektiv, og man hører også stedvist idéer – om ikke temaer – knyttet til bestemte personer. Det sker f.eks. i midten af “Tadarida” , hvor man pludselig “hører” The Scarecrow i musikken. I øvrigt er den Scarecrow-relaterede musik ekstremt larmende på grund af de stor mængder elektroniske virkemidler, d’herrer Zimmer og Newton Howard smider i mixet. Ikke just behageligt, men meget velfungerende.

En sur gammel mand

Okay, måske er jeg bare en sur gammel mand, der er ved at være træt af den komplette dominans, Hans Zimmer og hans elever efterhånden har i Hollywood.

Sagen er den, at jeg faktisk har stor respekt for Hans Zimmer, for manden er en dygtig komponist! Det vidner mange af hans scores om, også inden for de senere år – The Da Vinci Code (2006), Pirates of the Caribbean: At World’s End (2007), Sherlock Holmes (2009) og Inception (2010) er alle fine scores. Men Zimmer må gerne snart begynde at variere sin stil igen i stedet for at falde tilbage på de virkemidler, han har brugt mange gange før.

Men måske har Zimmer i virkeligheden slet ikke været så inspireret eller begejstret, som han ellers gav udtryk for i de interviews, han og Newton Howard gav i forbindelse med Batman Begins. I hvert fald skinner begejstringen ikke igennem i musikken. Det er derfor også ekstra ærgerligt, at Newton Howards bidrag spiller så ubetydelig rolle i musikken som helhed.

Batman Begins opfylder sin rolle i filmen, men ikke mere, og udgør en fornuftig og relativt behagelig lytteoplevelse på CD, men ikke mere. Det er superærgerligt, især når man ved, hvad både Zimmer og Newton Howard er i stand til hver for sig – for ikke at tale om, hvad de burde kunne præstere i samarbejde.

Nummerliste:
1. Vespertillio (2:52)
2. Eptesicus (4:20)
3. Myotis (5:46)
4. Barbastella (4:45)
5. Artibeus (4:20)
6. Tadarida (5:06)
7. Marcrotus (7:36)
8. Antrozous (3:59)
9. Nycteris (4:26)
10. Molossus (4:49)
11. Corynorhinus (5:04)
12. Lasiurus (7:27)

Total spilletid: 60:30

Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011