Flesh+Blood

Flesh+Blood markerede første gang, Basil Poledouris leverede musik til en film af Paul Verhoeven. De to skulle kun arbejde sammen tre gange – foruden Flesh+Blood på RoboCop (1987) og Starship Troopers (1997) – alle tre scores er ekstremt vellykkede, og særligt Flesh+Blood må fremhæves som et fremragende eksempel på den alt for tidligt afdøde Basil Poledouris’ formidable evner som filmkomponist.

I 1985 var Poledouris’ karriere som filmkomponist først for alvor ved at tage fart. Han havde arbejdet inden for TV siden 1970 og havde også leveret musik til enkelte spillefilm op gennem 1970’erne, men Poledouris’ første større projekt var Randal Kleisers dengang kontroversielle The Blue Lagoon (1980).

I 1982 komponerede Poledouris så musikken til Conan the Barbarian – ét af alle tiders ubetinget bedste filmscores – og op igennem 1980’erne og 1990’erne markerede han sig som én af Hollywoods dygtigste komponister, selv om han aldrig for alvor fik den anerkendelse eller de projekter, som hans kolossale talent fortjente.

Gud ske tak og lov for budgetgrænser

Hvis Paul Verhoeven havde haft budgettet, havde Poledouris heller ikke fået lov til at komponere sit forrygende score til Flesh+Blood, for oprindeligt havde Verhoeven håbet enten at kunne få James Horner eller Jerry Goldsmith til at komponere musikken. Heldigvis var pengene ikke til det (Verhoeven skulle senere komme til at arbejde sammen med Jerry Goldsmith flere gange), og i stedet gik Verhoeven til Poledouris, baseret på sit kendskab til Poledouris’ Conan-score.

Selv om både Horner og Goldsmith utvivlsomt også kunne have fået et saftigt score ud af Flesh+Blood, kan vi i dag være glade for, at Poledouris fik lejlighed til at komponere musikken, for hans score til filmen rangerer som et af hans bedste. Det er ikke helt så godt som det afsindigt episke Conan the Barbarian, men det er utroligt tæt på!

Adskillige udgaver

Anmeldelsen her er baseret på den udgave af scoret, som det lille belgiske filmmusiklabel Prometheus Records udsendte i kun 3000 eksemplarer i 2002, og som udvider betydeligt på scoret i forhold til Varèse Sarabandes oprindelige LP-udgivelse fra 1985 (genudgivet i selskabets CD-club i 1992). Det oprindelige Varèse-album indeholdt i alt 39 minutters musik, mens Prometheus-udgaven har en spilletid på 68 minutter.

Albummet er skruet sådan sammen, at de første 11 numre er identiske med det oprindelige Varèse-album, mens den nye musik ligger som en række “bonusnumre” bagefter. Formentlig skyldes denne struktur de rettigheder, Prometheus har produceret albummet under, for et lignende fænomen gjorde sig gældende med mange af de udvidede Bond-scores, der udkom på Capitol/EMI for små ti år siden. Det er selvfølgelig lidt irriterende, at albummet dermed præsenterer scoret ude af kronologisk rækkefølge, men det er selvfølgelig bedre end kun at have de oprindelige knap fyrre minutters musik.

Endelig skal det nævnes, at filmmusikselskabet Intrada udgav endnu en udgave af Flesh+Blood (i kun 2000 eksemplarer) i 2010, hvor al musikken præsenteres i korrekt rækkefølge. Intrada-udgaven skulle også have bedre lydkvalitet end Prometheus-udgaven, og der er også lidt mere musik på Intradas udgivelse, idet Prometheus’ udgivelse indeholder to alternative versioner af cues, der optræder på albummet.

Det er interessant, at alle CD-udgivelser af Flesh+Blood har været “limited editions”: Varéses CD-club-udgave kom i 1500 eksemplarer og Prometheus- og Intrada-udgaverne som nævnt i henholdsvis 3000 og 2000 eksemplarer. Det betyder selvfølgelig, at alle udgivelserne i dag er udsolgt, men hvis man har lidt penge på kistebunden, kan det sagtens lade sig gøre at finde en brugt udgave.

Sammenlignet med Rósza

Det er der efter min mening også al mulig grund til at gøre, for Flesh+Blood er virkeligt et ganske fremragende score, hvor Poledouris både leverer nogle forrygende temaer og noget glimrende symfonisk actionmusik. Scoret er klassisk symfonisk og med lidt diskret synthesizer hist og her, men med undtagelse af enkelte percussioninstrumenter bruger Poledouris ingen historiske instrumenter til at understrege filmens setting i senmiddelalderen.

Den middelalderatmosfære, scoret alligevel har, skaber Poledouris igennem sit valg af harmonier og ved at lade sig inspirere af melodier fra folkemusikken. Derudover spiller han bevidst på de filmmusikalske klichéer, der betyder, at bestemte instrumenter og tonaliteter i dag associeres med middelalderen netop fordi Hollywoods filmkomponister har “lært os”, at det er sådan, middelalderen lyder på film.

Det er da derfor heller ikke tilfældigt, at Poledouris’ score er blevet sammenlignet med filmmusik fra Hollywoods guldalder og især med en komponist som Miklós Rózsa (1918-1989). At der er visse ligheder med Rószas musik var da også noget, Poledouris selv var klar over, og det var der i øvrigt også i hans score til Conan the Barbarian.

Temaer i massevis

Flesh+Blood er et stærkt tematisk orienteret og komplekst score, hvor Poledouris etablerer ganske mange temaer og motiver, mindre og større, og behændigt væver dem ind og ud af hinanden. De væsentligste temaer præsenteres på den del af albummet, der svarer til den oprindelige Varèse-udgivelse, men bonusnumrene gemmer også på nogle tematiske fremførsler, der ellers manglede på det oprindelige album.

Hovedtemaet, eller Martins tema, får vi allerede i åbningsnummeret “Main Title” (nr. 1), hvor Martins heroiske og bombastiske tema fremføres for fuld udblæsning. Det er et klassisk Poledouris-tema: stærkt melodisk, fængende og ekstremt ørehængende! Temaet dukker op i en del forskellige varianter i løbet af albummet. Det bruges selvfølgelig i sin rene form i actionmusikken, men derudover findes det også i nogle fine underspillede og nedtonede udgaver.

Det primære actiontema kommer i “Siege of the City” (nr. 2) – et stykke lige så klassisk Poledouris, når han er i actionmodus, og de, der kender hans score til Starship Troopers, vil bestemt kunne nikke genkendende til stil og struktur.

Det tredje af de vigtigste temaer er filmens kærlighedstema, der først dukker op i “Courtship and Mandrake” (nr. 3), men som får sin reneste fremførsel i “Martin and Agnes Love Theme”  (nr. 5). Det er et virkelig fint tema, der starter blidt og lyrisk, fremført hovedsageligt af træblæsere og fløjter, inden det udvikler sig til et storslået romantisk tema, fremført af hele orkestret, men med fokus på strygerne. Det er den slags temaer, som folk, der hader Hollywood, elsker at hade, men som alle, der holder af god filmmusik, elsker at elske.

Rent tematisk slutter det ikke her, for der er flere actiontemaer – bl.a. ét der introduceres i “Wagon Attack” (nr. 4) – og Agnes har også sit helt eget fine tema, der høres i “Agnes’ Wagon” (nr. 16) og som har et stærkt middelalderanstrøg gennem instrumentering og struktur. Derudover kommer yderligere mindst en håndfuld andre motiver og temaer, bl.a. et for Agnes og hendes oprindelige udkårne Steven samt et motiv, der er knyttet til den medaljon, Agnes går med.

Det rendyrkede følelsesmæssige drama

Højdepunkterne i actionmusikken kommer i de to lange cues “The Box” (nr. 8) og “Arnolfini Assault” (nr. 10). “The Box” indleder med krigerisk percussion og en generelt rytmisk struktur, inden cuet går over i energisk action, blandt andet med anvendelse af hovedtemaet. “Arnolfini Assault” er mere fokuseret omkring hovedtemaet, og er derudover også et virkeligt energisk actioncue.

Blandt scorets mere stille indslag bør nævnes det blide “Night Fires” (nr. 7), hvor særligt træblæserne får lov at komme til deres ret. Sammen med det tragiske “Water / The Undoing” (nr. 9), demonstrerer de to cues på fornem vis, hvor fint, Poledouris også mestrede det rendyrkede følelsesmæssige drama. Det er virkelig smuk, underspillet musik.

Det samme kan i øvrigt siges om det tragisk-dystre “Assault on Agnes”  (nr. 17), der på genudgivelsen fra 2010 har fået den mere direkte titel “The Rape”. Musikken fra den berygtede voldtægtsscene antager passende mørke toner, centreret omkring et faldende motiv på fem toner. Det er et sobert, tragisk cue, som Poledouris alligevel formår at gøre ganske smukt.

Topkarakter

Faktisk er det svært at øse superlativer nok ned over Poledouris’ musik til Flesh+Blood. I den form, musikken præsenteres på denne udgivelse, er det ikke helt oppe på siden af Conan the Barbarian, men det er godt nok tæt på! Og når man lige husker på, at scoret til Conan the Barbarian er helt oppe i den absolutte superliga blandt scores fra de sidste 30 år, siger det ikke så lidt om, hvor stærkt Flesh+Blood faktisk er.

Det betyder også, at Flesh+Blood alligevel scorer topkarakter herfra, bl.a. fordi jeg har stærkt på fornemmelsen, at den smule Flesh+Blood halter efter Conan the Barbarian indhentes på Intrada-udgaven fra 2010. Som tidligere nævnt mangler nemlig stadig noget af musikken på den udgave, der er anmeldt her, ligesom Intradas udgivelse præsenterer musikken i sin rene kronologiske rækkefølge.

Kort sagt: Alle der sværmer bare det mindste for klassisk, symfonisk filmmusik bør gøre sig den tjeneste at se, om de ikke kan få fingre i scoret fra Flesh+Blood, og det siger sig selv, at fans af Poledouris, der ikke allerede har albummet stående, bør få fingrene ud i en fart!

Nummerliste:
1. Main Title (2:35)
2. Siege of the City (3:28)
3. Courtship and Mandrake (4:10)
4. Wagon Attack (2:39)
5. Martin and Agnes Love Theme (1:27)
6. Castle Invasion (2:05)
7. Night Fires (2:25)
8. The Box (5:13)
9. Water / The Undoing (1:44)
10. Arnolfini Assault (5:51)
11. Denouement / End Titles (7:48)
12. The Box (edited version) (4:38)
13. St. Martin Leads the Way (2:00)
14. Driven From the City (1:16)
15. Cask and St. Martin (2:39)
16. Agnes’s Wagon (1:47)
17. Assault on Agnes (3:49)
18. The Feast (1:52)
19. The Locket (0:52)
20. Out of the Well (2:43)
21. Denouement / End Titles (alternate version) (7:22)

Total spilletid: 68:23

Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011