Lad mig som anmelder indlede med at prøve på at være så ærlig så mulig om min indgangsvinkel til værket. Jeg er, hvad man kan kalde en “Rutger Hauer-fan”. Eller “fan” er måske ikke det rigtige ord – i hvert fald ikke i den klassiske forstand med plakater af ikonet på væggen og en komplet samling af den dyrkedes værker på reolen. Det er måske mere rigtig at sige, at jeg er meget fascineret af Rutger Hauer og hans film .
Rutger-fan
På godt og ondt er jeg vokset op med Hauer i firserne, hvor han har gjort et uforglemmeligt indtryk i film som Ladyhawke (1985), Flesh+Blood (1985), The Hitcher (1986), Salute of The Jugger (1989) og, naturligvis, Blade Runner (1982).
Op gennem halvfemserne har jeg så ikke kunne lade være at leje et utal af Rutger Hauer-film eller købe dem, når jeg faldt over dem i tilbudsrodebunkerne. Stort set med samme resultat fra mine omgivelser hver gang: Himmelvendte øjne og udsagn om, at de ikke gad sidde glo igennem endnu en direct-to-video-rædsel med Rutger. Mit rygte som filmvælger til fælles videoaftener har på grund af denne Rutger-fetich lidt uigenkaldelig skade i min omgangskreds.
Jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor jeg har denne fetich. Jeg er helt enig i, at langt størstedelen af de film, Rutger var med i op gennem halvfemserne er dårlige på mange forskellige måder: Dårligt håndværk, dårlige historier, dårlige ideer, dårlig udførsel, ringe budget og dårligt skuespil. Samtidig har de også været dårlige i forskellig grad.
Fra ganske underholdende B-film med stort B som Split Second (1992), Survíving The Game (1994) og Crossworld (1997) over de ikke helt så vellykkede som Omega Doom (1997) og Bleeders (1997) til de rigtig slemme som Precious Find (1996) og Bone Daddy (1997). Alligevel har jeg ikke kunnet holde mig fra dem, og eftersom de altid har været fast inventar i butikkernes udlejningsafdeling, er jeg åbenbart ikke den eneste, der har haft det sådan.
Da Rutger Hauer aldrig rigtig er blevet nogen stor mainstreamstjerne, ja, så må jeg antage, at det er os Hauer-fetichister, bogen her er henvendt til.
Rutgers comeback midt i nullerne
Hauer har skrevet selvbiografien sammen med journalisten Patrick Quinlan, og overskuddet fra salget af bogen går til bekæmpelse af AIDS og HIV gennem Hauers egen organisation, Starfish Association.
Bogen fortælles gennem to handlingsforløb i Rutgers liv. Den indledes i første kapitel med, at Hauer i 2005 skal til casting med Christopher Nolan i forbindelse Batman Begins, hvori Hauer endte med at spille en ganske betydelig birolle. Derfra skifter den tilbage til Rutgers barndom og ungdom i Holland i 1950’erne og 1960’erne som søn af to omrejsende skuespillere, og følger hans karriere og liv nogenlunde kronologisk, hvor den engang imellem hopper tilbage til 2006-2007 – nutiden, hvorfra viewet gennem fortiden sker.
Den rastløse Rutger
Det lå bestemt ikke i kortene, at unge Rutger skulle blive skuespiller som far og mor, og hans egen rastløshed drev ham til søs som skibsdreng i en alder af 15 år. Et eventyrlystent, fysisk aktivt og ukonventionelt menneske er hvad bogen præsenterer Hauer som allerede fra sin tidlige ungdom.
Efter at have afprøvet mange forskellige former for jobs, ender Hauer alligevel med at begynde at tage aftenkurser i skuespil, og havner hos en eksperimenterende avantgarde-teatertruppe. Det er der, Paul Verhoeven finder ham og gør ham til stjerne i Holland ved at give ham hovedrollen i TV-serien Floris (1969) om den nationale helt af samme navn. Serien, der var en omgang middelalderramasjang med sværdkamp og jagtscener til hest, blev en overraskende succes i Holland.
Serien banede vejen for både Verhoevens og Hauers fremtidige karriere, hvor de senere lavede film sammen op gennem 70’erne med film som Katie Tippel (1974), Soldaat van Oranje (Soldier of Orange, 1979) og Spetters (1980), før de begge valgte at prøve lykken i USA i 80’erne.
En biografi over karrieren, ikke privatlivet
I Hauers selvbiografi fortæller han nok en del om sig selv og sine følelser, men alligevel er hans privatliv et område, vi egentlig ikke får så meget at vide om. Rutger har været gift med den samme kvinde, Ineke ten Kate (ja, hun er også hollandsk), siden 1985. Noget af det eneste, Hauer fortæller om deres privatliv, er, hvordan de siden 80’erne har haft en lille gård med heste som deres hjem og base i Holland, og hvordan Rutger selv tidligt i karrieren ombyggede en lastbil til en kæmpe camper med plads til to motorcykler eller en mindre bil i den bagerste del af traileren.
På den måde kunne hans kone og senere også deres datter være med, når Hauer skulle optage film i Europa, hvor de så havde deres hjem med. Det er selvfølgelig Hauer, der selv kører lastbilen rundt i hele Europa – ja, Rutger er en rigtig mand.
Men overordnet handler biografien om de film, Rutger laver, de karakterer, han spiller, og de folk, han møder den vej igennem, altså skuespillere og instruktører.
Stallone som bogens eneste røvhul
En af de meget få personer, som Hauer taler negativt om i bogen er Sylvester Stallone, som han spillede overfor i sin første Hollywood-produktion, Nighthawks (1981). Stallone skulle under optagelserne have været arrogant og utilnærmelig, måske på tidspunktet forblændet af sin på det tidspunkt meget nye stjernestatus.
Derimod fremhæver han Joan Chen, som han spillede overfor i David Peoples’ The Blood of Heroes (også kendt som Salute of The Jugger) og i Wedlock og Brion James (bedst kendt som Leon i Blade Runner), som Hauer spillede sammen med og overfor flere gange senere i halvfemserne som nogle af de folk i branchen, han har formet personlige venskaber med. All Those Moments er dedikeret til Brion James, der døde i 1999 af et hjertetilfælde.
”C-beams glitter in the dark near the Tannhäuser Gate..”
Hvis det ikke allerede er tydeligt ud fra biografiens titel og undertitel samt bogens forside, så er Rutger meget stolt af Blade Runner og sin medvirken i den. Næsten fire af bogens kapitler handler om Blade Runner, og dermed er det helt klart også den film, Rutger fortæller mest om i bogen.
Desværre kommer der for Blade Runner-fans ikke så meget nyt frem her; det er overvejende noget, man også kan læse andre steder. Ud over at man selvsagt får tingene bekræftet fra Rutgers egen mund. Så som hvordan Rutger mødtes med Ridley Scott, og de simpelthen klikkede. Eller rettere hvordan Rugter formåede at imponere/skræmme nok til at overbevise Ridley Scott om, at Rugter Hauer var den helt ideelle til rollen som übermensch-replikanten Roy Batty, der har fundet sine egne følelser og dermed sårbarhed.
Historien om, at det var Hauer, der selv kom med Battys legendariske dødsmonolog ved filmens afslutning er også kendt. Men derfor er Hauer selvfølgelig (med rette må man sige) stadig og tydeligvis stolt over det. Så stolt, at titlen All those Moments netop er hentet derfra, og at hele monologen, digtet eller hvad det nu er, er bogens indledning.
Blade Runner er den film, eftertiden vil huske Rutger Hauer for, og han ved det bestemt godt. Han spiller faktisk til fulde på det, så han må være ganske afklaret og have det godt med det.
Efter de omfattende Blade Runner-kapitler bliver der også plads til, at Hauer kan fortælle om flere af sine firserfilm og indspilningerne af dem. Både indspilningen af Ladyhawke, Flesh+Blood og Blind Fury (1989) bliver nævnt, og som Rutger forklarer, så har han i disse, ligesom ved Floris, den fordel, at han kan spille med sin fysik og sine færdigheder med sværd og heste.
Han får også nævnt den italienske kunstfilm La leggenda del santo bevitore (The Legend of the Holy Drinker), som han også indspillede i firserne (filmen er fra 1988). Hauer vandt priser for sin hovedrollepræstation som alkoholiker, og den betragtes af mange som hans ultimative toppræstation, omend det ikke er hans mest kendte film.
Wandering in the desert
Gennemgangen slutter ved indspilningen af David Peoples’ The Blood of Heroes, som foregik i den australske ødemark. Her fortæller Hauer om, hvordan han under en pause i indspilningen kører rundt alene i ørkenen på en motorcykel. Motorcykelen bryder sammen, og han er fortabt et stykke tid, alene i ørkenen og usikker på, om han kan finde tilbage. Hvilket også får ham til at reflektere over sit liv imens.
Efter dette hopper biografien i tid tilbage til nutiden (altså 2006-2007), hvor Rutger fortæller om, hvordan han kommer i kontakt med unge, fremadstormende instruktører og får strålende biroller i storfilm som Sin City (2005), Confessions of A Dangerous Mind (2002) og Batman Begins (2005) samtidig med, at han debuterer som instruktør med kortfilmen The Room (2000), som vinder priser på forskellige festivaler.
Rutger har så at sige en form for comeback, eller betragter det sådan, eftersom det kapitel, der handler om mødet med Christopher Nolan om rollen i Batman Begins, og som indleder bogen, har titlen ”The Day My Whole Life Changed”. Mindre kan åbenbart ikke gøre det.
Hvor er de dårlige film, Rutger?
Og det sidste kapitel om hans karriere hedder ”Wandering in the desert”, der som sagt slutter ved indspilningen af The Blood of Heroes i 1989, hvorefter der ikke er et ord om alle de (ikke helt så storslåede) film, han indspillede fra starten af halvfemserne og frem til 2002. Når man læser kapiteltitlerne på den måde og ser, hvor bogen lægger sit fokus, så er Hauer måske ikke så stolt af alt det, han lavede i halvfemserne, eller også er han og Patrick Quinlan bare blevet enige om, at det nok ikke interesserede så mange.
Det synes jeg er en skam, for jeg ville virkelig gerne have hørt mere om alle de film, som jeg har brugt/spildt min ungdoms penge og rygte på at leje og se. Dem som jeg for de flestes vedkommende har en underlig fascination af og ikke kan slippe, selv om jeg udmærket er klar over, at det på mange måder er dårlige og halvdårlige film.
Letlæst og underholdende
Hauers selvbiografi er letlæst og underholdende og er fortalt i et godt flydende sprog. Til tider kan Rutger Hauers små lommefilosofiske bemærkninger måske blive lidt for meget af det gode. Men efter at have mødt ham selv, så er det måske i det mindste ikke noget, Quinlan eller en smart forlagsredaktør har puttet ind, men et meget godt billede af, hvordan Hauer egentlig er og selv formulerer sig. Også ikke-Hauer-fans vil måske kunne finde bogen interessant, bl.a. på grund af dens beskrivelse af de kendte film, skuespillere og instruktører som omtales i bogen – specielt fans af Verhoeven vil nok finde noget at komme efter.
Men ellers er bogen mest for Hauer-fans, og selv om kernen i den er en bevidst positiv vinkel, så ville jeg ønske, at halvfemserne bare var taget lidt med. Var der så kommet noget mere bid med, tror jeg bestemt ikke, det ville have gjort noget. Det er ikke en dårlig selvbiografi. Men det kan kun blive til tre store stjerner, fordi de mørke halvfemsere mangler. Hvem ved, måske dukker de op i en revideret udgave engang? Det håber jeg. Rutger, over and out.
Forfattere: Rutger Hauer & Patrick Quinlan
Udgivet: 2007
Forlag: HarperEntertainment (HarperCollins)
Format: Hardcover
Sideantal: 272 sider
Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011
Stikord: Biografi
