The Island

Det ville være synd at sige, at Michael Bay er en subtil instruktør. Det understreges fint af et udsnit af hans oeuvre som instruktør, der tæller film som Bad Boys (1995), The Rock (1996), Armageddon (1998) og Transformers (2007).

Der er imidlertid én ting, det er svært at komme uden om, og det er, at Bay formår at underholde. Hans film er store, larmende og oftest himmelråbende snotdumme, suppleret af opulent musik fra én af de mange Hans Zimmer-kloner – hvis ikke Zimmer himself – men de fleste af dem er uforskammet underholdende.

The Island er også underholdende og lever derudover op til de fleste af de karakteristika, jeg lige har angivet. Men faktisk er The Island den af Bays film, der har den største mængde tankegods. Desværre lades dette helt i stikken, da filmen efter den første times tid skifter karakter og udvikler sig til traditionel actionfilm a la Bay.

Sterilt fremtidsmiljø

Første del af The Island udspiller sig i et sterilt fremtidsmiljø. Her bor en masse mennesker under opsyn af stedets leder Dr. Merrick (Sean Bean) og en masse bevæbnede vagter. Indbyggerne er klædt i ensartede hvide joggingdragter, kontrolleres i hoved og røv, må ikke dyrke sex, drikke alkohol eller andre sjove ting og laver kedeligt arbejde. Men i det mindste er de i live.

De er nemlig overlevende efter en uspecificeret katastrofe, der har gjort Jorden næsten helt ubeboelig (selv om den ud af vinduerne ser ret pæn ud). Kun ét sted på planeten er ikke kontamineret, og det er den paradisiske ø, som der holdes daglige lotterier om en billet til.

I fællesskabet af overlevende møder vi vores to hovedpersoner Lincoln Six Echo (Ewan McGregor) og Jordan Two Delta (Scarlett Johansson). De har et godt øje til hinanden – og også bedre end stedets allestedsnærværende vagter kan lide. Venskab er o.k. – fysisk nærvær er no-no.

Fodret med løgne (- spoilers i dette afsnit!)

Lincoln har i nogen tid lidt af mareridt, og som én af de få af indbyggerne på stedet, er han begyndt at stille spørgsmålstegn ved hele systemet. En dag besøger han én af sine venner, der arbejder som tekniker, og i det beskidte, industrielle teknikområde, finder han en sommerfugl. Det burde være umuligt, og det ansporer Lincoln til at undersøge sagen nærmere.

Han finder ud af, at han selv og alle de andre indbyggere, bliver fodret med løgne: I virkeligheden er Jorden ikke kontamineret, der er ingen paradisisk ø, og lotteriet er kun til for, at Dr. Merrick og hans folk kan hive nogle af indbyggerne ud af systemet efter behov. De er nemlig alle sammen kloner, der er fremavlet som menneskelige reservedelslagre eller i kvindernes tilfælde også som rugemødre.

Da Jordan Two Delta pludselig vinder lotteriet, må Lincoln handle, og de to flygter fra stedet, der viser sig at være en aflagt missilsilo i Arizonas ørken. Det er så her, at filmen ændrer karakter og bliver til en typisk menneskejagtfilm, idet Merrick indkalder lejesoldaten Albert Laurent (Djimon Hounsou) og hans team til at finde de to flygtede “produkter”.

Nerven forsvinder

Der er ingen grund til at referere mere af handlingen her, og det er næppe heller nødvendigt at bruge alt for meget tid på at forklare, at der nu følger eksplosioner, heftige actionsekvenser og veleksekveret underholdning fra Michael Bays hånd. Men nerven forsvinder, og det er ærgerligt.

Det er ikke fordi, The Island op til dette punkt har været nogen original film. Manuskriptforfatterne Caspian Tredwell-Owen, Alex Kurtzman og Roberto Orci har suget inspiration fra masser af dystopiske science fiction-romaner og -film, og særligt i ét tilfælde er de måske gået en anelse for tæt på kilden. I hvert fald blev DreamWorks sagtsøgt af instruktøren Robert Fiveson, der stod bag filmen The Clonus Horror (1979), der har et meget lignende koncept.

Derudover kan man pege på bl.a. Nineteen Eighty-Four (roman 1949; flere filmatiseringer) og Logan’s Run (roman 1967, film 1976) som inspirationskilder, og så er der vist heller ingen tvivl om, at manuskriptforfatterne har læst Robin Cooks roman Coma (1977) og/eller set Michael Crichtons fremragende filmatisering af den fra 1978. I hvert fald er idéen med at raske mennesker dræbes for at kunne bruges som organdonorer hentet næsten direkte fra Coma.

Spændende idéer afvikles ikke ordentligt

Men selv om begyndelsen på The Island ikke er synderligt original, så er det jo ingen skam at lade sig inspirere, så længe man lader sig inspirere af de rigtige. Og det har forfatterne helt sikkert gjort. Problemet er bare, at de kaster en masse spændende emner op i luften uden at de afvikler dem ordentligt.

I dag, hvor stamcelleforskning og kloning bliver mindre og mindre science fiction og mere og mere science fact, kunne en film som The Island været blevet til et meget mere intelligent stykke underholdning end den bliver i hænderne på de tre manuskriptforfattere og Michael Bay.

I The Island bliver klonerne lavet som fuldt udvoksede og givet bevidsthed og kunstige minder, fordi klonerne ellers ikke kan overleve (en nødvendig techno babble-forklaring, der naturligvis ikke giver nogen mening). Det er selvfølgelig langt fra det samme som at gro et menneskeligt organ i et laboratorium eller at kunne klone et får. Men science fiction er jo netop bedst der, hvor det tager nogle aktuelle muligheder og løber med idéerne og fremprovokerer “what if”-spørgsmålet.

Desværre taber The Island de mange muligheder, der findes i den fine præmis, på gulvet. Sean Beans rolle tegnes som en helt igennem ond skurk med gudekompleks, ligesom alle hans medarbejdere fremstilles som nogle pengegriske røvhuller. Det mest imponerende ved Dr. Merrick og hans forehavende er dog nok, hvordan de formår at holde hele operationen hemmelig med det enorme antal ansatte, der må kende til den dystre hemmelighed – for naturligvis påstår Merrick over for omverdenen, at klonerne aldrig opnår bevidsthed.

Solid underholdning

Men o.k. Vi har altså at gøre med en film, der taber et meget stort potentiale godt og grundigt på gulvet. Men hvad så med resten? Jo, det er dér, at Michael Bays evner til at underholde kommer ind i billedet. For selv om man bagefter sidder tilbage med skuffelsen over, at filmen ikke udnyttede sin præmis bedre, så er man stadig blevet solidt underholdt.

Ewan McGregor og Scarlett Johansson ser godt ud i de to hovedroller, og resten af filmens roller udfyldes også af solide folk – fra den desværre alt for typecastede Sean Bean til Steve Buscemi og Djimon Hounsou. Teknisk er filmen naturligvis utrolig vellavet, og et par af actionsekvenserne er helt formidabelt realiserede – her er Michael Bay virkelig på hjemmebane.

Godt nok er The Island mindst 20 minutter for lang, godt nok bliver man ind imellem en anelse træt af Bays ekstremt color gradede og gyldne scenerier, og godt nok bliver man også lidt træt af musikken af Steve Jablonsky (fra Hans Zimmers egen personlige klonfabrik). Men det er svært at løbe fra, at det er underholdende at se på.

Derfor er The Island heller ikke en film, jeg på nogen måde synes er ringe. Den har et enormt uforløst potentiale og føles lidt som to film, der er splejset uheldigt sammen, men i sidste ende var jeg forbandet godt underholdt alligevel. Og så har den givet mig lyst til at opsøge nogle af de mange værker, den helt klart er afledt af.

Anmeldt i nr. 73 | 13/11/2011

Stikord: Fremtiden, Kloning