The Elysium Commission

For et par måneder anmeldte vi antologien Viewpoints Critical (2008) af den amerikanske forfatter L.E. Modesitt, Jr. (f. 1943). Dengang gav jeg udtryk for, at jeg ved lejlighed godt kunne tænke mig at dykke længere ned i Modesitts univers(er), da han som fantasy- og science fiction-forfatter bestemt ikke er uden talent.

Nu kom så chancen med Modesitts seneste science fiction-roman The Elysium Commission, og det skal siges med det samme, at romanen, trods enkelte svagere punkter, bestemt er værd at læse.

En farlig sag

The Elysium Commission finder sted i en fjern fremtid på planeten Devanta. Her møder vi vores hovedperson Blaine Donne, der efter en karriere som medlem af specialstyrkerne nu ernærer sig som privatdetektiv. Donne har konstant flere sager i gang for at holde brød på bordet, og det kommer også til gælde i løbet af romanen, hvor Donne jonglerer med en række sager, hvoraf flere dog viser sig at hænge sammen.

Bindeleddet mellem flere af privatdetektivens sager viser sig at være en mystiske Elysium-sag (titlens “kommission”, der altså her anvendes i betydningen opgave). Donne bedes om at påtage sig at finde ud af, hvad forbindelse der er mellem to af Devantas rigeste og mest skruppelløse forretningsmænd, den mystiske videnskabsmand Judeon Maraniss og noget, der hedder “Elysium”.

Det skal vise sig at blive en både svær og farlig opgave – svær fordi de fleste af Donnes normale undersøgelsesmetoder gang på gang fører til blindgyder og døde spor; livsfarlig fordi Donne, snart efter, han har påtaget sig sagen, begynder at blive udsat for attentatforsøg. Tydeligvis er de to forretningsmænd, brødrene Legaar og Simeon Eloi, ikke interesseret i, at Donne finder ud af, hvad dette Elysium er, og der går da også meget længe, inden Donne formår et gennembrud i sagen. Før han når så langt har han trukket på alle sine ressourcer – inklusiv sin søster og hendes forretningspartner, Siendra, som Donne forelsker sig i.

I sidste ende er intet dog, som det lader til, og romanen slutter med et actionfyldt klimaks, hvor det er hele Devantas – ja måske galaksens og universets – skæbne, der står på spil!

Mange detaljer

Mere af handlingen er det ikke nødvendigt af afsløre her – og sandt at sige vil en stor del af handlingen være svær at referere, for The Elysium Commission er fyldt med intriger, masser af bipersoner og klassisk snusen omkring. Her er vi også ved én af romanens få decideret svage sider, nemlig de utroligt mange bipersoner, Donne møder, og ikke mindst de mange sager, han påtager sig i løbet af romanen. De forskellige sager ender nemlig med at være svære at holde styr på, og det samme gælder til dels for bipersonerne, så The Elysium Commission er ikke en helt nem læseoplevelse.

Disse svagheder opvejes imidlertid til fulde af Modesitts miljøskildringer, for lige som miljøskildringerne fascinerede i novellerne i Viewpoints Critical, er det samme tilfældet i The Elysium Commission.

Modesitt formår at skabe et spændende univers for Blaine Donne at færdes i. Der er ikke alt for meget techno-vrøvl, hvilket er skønt, for det er sædvanligvis bare kedeligt, men alligevel tilpas meget beskrivelse af fremtidens teknologi til, at science fiction-fans vil blive pirrede. Det er imidlertid ikke hardware-beskrivelserne, der for alvor fascinerer, men i stedet antydninger af den måde, fremtidens mennesker forholder sig til deres kroppe og udseende på. I The Elysium Commission styrer folk f.eks. selv, hvor mange pheromoner, de udskiller på et givent tidspunkt, og altså hvorvidt de biokemisk udsender signaler og seksuel tiltrækningskraft eller ej. Derudover beskriver Modesitt også et samfund, hvor radikale kropsændringer er uproblematiske, og hvor en person ikke nødvendigvis ser ud, som han eller hun gjorde sidste år – eller måske endda har skiftet køn!

Interessant miljøtegning

Elementer som ovennævnte er selvfølgelig med til at gøre livet surt for en privatdetektiv, men de fungerer ikke bare som plot-elementer. De er en integreret del af det billede, Modesitt tegner af universet i The Elysium Commission, og er med til at gøre romanen både interessant og farverig. Modesitt får disse elementer integreret i romanen på en ganske indirekte måde, uden klodset eksposition, og det gælder generelt for hans miljøskildring. Nogle ting er eksplicitte, andre må vi selv tænke os til, og det fungerer faktisk ganske glimrende. Det samme gælder for galaksens politiske forhold, hvor vi finder ud af, at Devanta er en del af en større sammenslutning af verdener, kaldet The Assembly, og at denne sammenslutning har ligget i krig med en anden gruppering, The Frankans. Intet af dette gås der særlig meget i dybden med – det antydes, og så må læseren ellers selv udfylde hullerne.

For at forankre universet – eller i hvert fald Devanta – i noget kendt, har Modesitt valgt at give mange af lokaliteterne i byen, Thurene, hvor hovedparten af handlingen foregår, franske og italienske navne, kombineret med lidt latin. Byens – og planetens – kvindelige lederskab omtales således som “Sorores”, mens én af Donnes bekendtskaber er den stenrige Principessa Tozzi. Denne forankring er tillige med til at understrege Devantas forbindelse til Jorden – det antydes sågar også, at hovedpersonen stammer fra den berømte engelske digter og præst John Donne (1572-1631) – og giver til dels settingen visse renæssanceanstrøg. Dette er helt i overensstemmelse med Modesitts beskrivelser af Devantas politiske forhold med intriger, der var renæssancen værdig.

Problemer med fortælleformen

Romanen er fortalt i første person – vel sagtens et forsøg fra Modesitts side på at tilnærme sig sproget og stemningen fra de klassiske hårdkogte detektivromaner i stil med Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Det virker til dels, og man kan tydeligt fornemme, at Donne er en fjern slægtning til Sam Spade og andre af noir-genrens detektiver. Naturligvis forstærkes dette indtryk af tilstedeværelsen af adskillige smukke – og måske farlige – kvinder, korrupt politi og andre elementer, man lige så vel kunne finde i en klassisk kriminalroman.

Fortælleformen, med anvendelse af første person-fortællerstemmen, er dog ikke helt uproblematisk, for man finder nemlig ud af, at også den mystiske Judeon Maraniss optræder som fortæller i enkelte af romanens kapitler – også i første person. Det medfører indledningsvist en del forvirring for læseren, inden man vænner sig til, hvordan Modesitt har konstrueret romanen. Her er der tale om noget af kunstgreb fra forfatterens side, og man kunne have ønsket sig, at han på én eller anden måde havde undgået to første person-fortællere eller på anden vis havde gjort det nemmere for læseren at finde ud af, hvem man har med at gøre. Endvidere er de små fraser og fyndord, Modesitt lader indlede hvert enkelt kapitel, lige en anelse for selvhøjtidelige for min smag, men det er en mindre anke.

Det er først til allersidst, man finder ud af, hvad den mystiske Elysium-sag egentlig går ud på, og det er selvfølgelig helt i genreforbilledernes ånd. Desværre må man her konstatere, at forlaget Tor Books har begået en brøler ved at afsløre mysteriet i det korte handlingsreferat, der findes på en af smudsbindets flapper. Minuspoint til forlaget for det! I øvrigt må man ikke lade sig afskrække af det frygtelige coverbillede!

På nær en lettere sukkersød konklusion på affæren, og den indimellem lidt forvirrende handling pga. de mange sager og bipersoner, er The Elysium Commission en fin detektivhistorie i en science fiction-setting. Min nysgerrighed, der blev grundlagt med novellesamlingen Viewpoints Critical, er bestemt kun blevet skærpet som følge af The Elysium Commission, og fans af science fiction- og noir-litteratur vil formentlig, lige som jeg selv, føle sig godt og grundigt underholdt.

The Elysium Commission er venligst stillet til rådighed af Tor Books.