Die Säge des Todes

Sammenlignet med hvad splatterfilm disker op med i dag, er Die Säge des Todes en noget blodfattig affære, men er heller ikke nær så grum som f.eks. Cannibal Holocaust (1980) eller Antropophagus (1980), der også begge var med på listen i sin tid, og det er selvom Franco disker op med en ret saftig halshugning og et enkelt dyredrab.

Jesus Franco er manden bag filmen, og kender man bare lidt til mandens film, ved man også, hvad man kan forvente af denne sag: Blod, sex, dårlig dubbing og masser af eurobabes. Og ganske rigtigt udspiller handlingen sig denne gang på en sprogskole for unge piger, der ikke er bange for at vise lidt hud – fantastisk.

Mystik på pigeskolen

Vi følger den unge pige Angela (Olivia Pascal), da hun er på vej til den omtalte sprogskole. På toget bliver hun dog overrasket af den vansirede Miguel (Alexander Waechter) som vi i prologen så slå en kvinde ihjel på selvsamme skole nogle år forinden. Angela ankommer trygt til skolen og finder sig hurtigt til rette blandt skolens andre elever, swimmingpools og palmetræer – men tanken om Miguel ligger stadig og ulmer.

Der går et par dage med tjant og fjas (en undskyldning for Franco til at vise nogle mere eller mindre halvnøgne babes), da Angela pludselig begynder at høre mærkelige lyde, og hendes veninder på mystisk vis forsvinder.

Som sædvanligt er der ingen, som vil lytte til vores stakkels hovedperson, og derfor må hun tage tingene i egne hænder og forsøge at nå til bunds i mysteriet. Hvad dette resulterer i, skal jeg ikke afsløre her, men jeg kan dog nævne, at Franco virker meget tændt på at forvirre publikum og lige twiste handlingen til sidst. Det falder lidt til jorden – personligt ville jeg have været ganske tilfreds med et godt gammeldaws stand-off imellem heltinde og morder.

Ikke særlig blodig

Die Säge des Todes flyder ikke med blod, indvolde og voldsorgier, som man måske ville forvente af en video nasty – og tilmed en film, der har den kulørte danske titel Sexmord på Pigeskolen. Faktisk er der kun to rigtig blodige scener, der står tilbage, når man har set filmen: en halshugning med en stor rundsav samt en slange, der får klippet hovedet af. Det er ikke meget at komme efter, så hvis man virkelig hungrer efter blod, skal man kigge andetsteds.

I et interview på skiven fra Severin Film fortæller Franco, at han sparede på chokeffekterne og blodsudgydelserne, da han mente, at det ville have meget større effekt, hvis det kun blev vist en gang imellem og ikke var en del af hver anden scene. Det kan han i og for sig også have ret i, da mange nok (mig selv inklusiv) hurtigt vil blive træt af den ene lemlæstelse efter anden igennem en hel spillefilm (se f.eks. Gurotesuko, 2009). Men så nærig på teaterblodet behøvede Franco nu heller ikke at have været.

Hvorfor det var netop Die Säge des Todes, der kom på listen over video nasties og ikke en af Francos mange andre produktioner, er lidt af en gåde for mig, men det kan selvfølgelig hænge sammen med, at forfølgelsen af splatterfilm var meget oppe i medierne lige omkring udgivelsen og at den derfor blev behandlet som en af de rigtig grumme film. Scenerne har måske virket ret hårde tilbage i start-80’erne, men ligefrem at forbyde filmen på grund af de få mordscener og de erotiske undertoner er lige voldsomt nok.

I dag vil filmen nok ikke tiltale mange, udover de mest hardcore Franco-, slasher- eller video nasty-publikummer. Yngre horrorfans vil nok kunne få en god griner ud af de forfærdelige dubbings, men heller ikke mere end det.

Mangler gejst

Efter flere gennemsyn er jeg stadig i tvivl om, hvorvidt jeg holder af filmen eller ikke kan fordrage den. Historien, skuespillet og tempoet trækker en del ned i den overordnede oplevelse, hvorimod naiviteten og de få blodscener faktisk trækker hele molevitten lidt op. Die Säge des Todes er ikke en film, jeg vil vende tilbage til ret mange gange, og jeg vil bestemt foretrække andre film fra listen, hvis jeg skulle vælge en klam video nasty.

Efter at have set flere af Francos film, mangler jeg stadig at blive overbevist om, at han virkelig er så god en instruktør, som mange af hans fans siger han er. Die Säge des Todes er tæt på at ende på tre stjerner, men den får alligevel kun to, da den mangler den gejst, der skal til, før jeg gider sidde igennem de 90 minutter én gang til.

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Stikord: Video Nasty