Makværket der i dag er kendt under titlen Snuff startede sin usle tilværelse under titlen Slaughter i 1971. Men efter en fejlslagen biografdistribution og mangel på publikum (hvilket nok skyldes den totale mangel på handling i filmen), tog produceren Allan Shackleton filmen op fem år senere og klistrede en ny chokscene på i slutningen for at sælge den som en “rigtig” snuff-film.
Denne scene, akkompagneret af et PR-stunt, sørgede for, at filmen fik usandsynlig meget opmærksomhed og pressedækning, og det er også den eneste grund til, at filmen har overlevet til i dag, 30 år senere.
Hvad handler det om?
Filmens egentlige handling, hvis man kan kalde det for en handling, kredser om en Charles Manson-lignende sekt, der bliver ledet af den dominerende Satan (Erique Larratelli), der omgiver sig med og manipulerer skønne og nøgne hippiekvinder.
Hans evner tillader ham at overtale kvinderne til at gøre alt for sig, og dette resulterer ofte i, at han sender dem ud for at dræbe rige folk. Nu siger jeg ”ofte”, for det står aldrig helt klart, hvad det er, sektens pointe er, og ej heller hvem deres ofre egentlig er, og om de slår dem ihjel, fordi Satan siger det, eller fordi de.. well.. who knows?
Der bliver faktisk ikke brugt ret lang tid på at give nogen forklaring på, hvad der egentlig foregår, og flere af scenerne virker som om, de er blevet filmet uden noget motiv. Det resulterer selvfølgelig i, at man sidder fortabt tilbage, da scenernes overgang sjældent hænger sammen, og man hopper ofte et godt stykke rundt i både tid og sted ved hvert eneste klip.
Denne anmelder har prøvet flere gange at spole filmen tilbage og, med tungen lige i munden, forsøgt at tolke historien, men ærlig talt er det alligevel så elendigt skrevet, spillet og filmet, at det hele faktisk er ligegyldigt.
De få ting, jeg dog har kunnet nå frem til, er, at sektens leder Satan ikke alene er liderlig efter hippiekvinder, men også efter penge! Derfor hypnotiserer/manipulerer han kvinderne til at myrde de rige og stjæle alle deres penge. Som sidehistorie følger vi skuespillerinden/modellen Terry (Mirtha Massa), der er i gang med at indspille en film. Uheldigvis bliver filmens instruktør myrdet under et karneval, og nu må hun så bo ved sin tidligere kæreste, der er meget rig.
Så vil jeg heller ikke røbe mere, men de snu læsere vil nok havde kædet de to historier sammen og kan nok gætte sig til, hvad der vil ske.
Den værste omgang lort
Jeg vil ikke længere danse rundt om den varme grød, men gå direkte til sagen og sige det kort: Snuff er og bliver den værste omgang lort, der endnu er blevet udgivet på DVD og så endda udgivet fra de ellers så pålidelige Blue Underground. Den bliver på intet tidspunkt spændende eller bare tilnærmelsesvis interessant, og det er uanset, om man ser på den som en underholdningsfilm eller et stykke filmhistorie.
Efter tre gennemsyn har jeg min tvivl om, hvorvidt instruktørerne har været ved deres fulde fem, eller om de selv har været på bevidsthedsudvidende stoffer og bare fjollet rundt i en kæmpe koger og leget film.
Det er helt tydeligt, som du nok kan læse fra resuméet og mit ordvalg, at filmen ikke er to potter pis værd. Havde den omtalte slutscene, der sørgede for at filmen blev genoplivet og fik en masse mediedækning, så bare været godt lavet, ville jeg til nød have set gennem fingre med filmens retarderede historie (eller mangel på samme) og dårlige billed- og lydside, men ak nej.
Meta-”lorte”-lag
Lige før filmen om Manson-sekten når sit ”klimaks”, går ”instruktøren” ind i billedet og råber ”tak”. Alt det vi lige har siddet og set har bare været en film (sikke et metalag), og nu ser vi, hvad der sker bag kameraet, og det må jo være ægte, når vi nu kan se både kameramanden og lydmanden, ikke?
Instruktøren ligger og kæler med sin kæreste på en seng, da han i en overspillet blodrus går amok og skærer hendes arm af og fortsætter med at parterre hende foran kameraet. Alt sammen er meget, meget dårlig eksekveret og ligner noget fra en dårlig H.G. Lewis-film. På intet tidspunkt køber man scenen, og jeg tvivler stærkt på, at publikum i 1976 troede på, at kvinden virkelig døde, da man kan se det er teaterblod og at kvinden tydeligvis ligger under en briks med hovedet stukket op under et tæppe.
Udgivelsen fra Blue Underground er uden undertekster, og det gør desværre, at man går glip af et par replikker i ny og næ, da lyden er utrolig ringe, faktisk næsten værre end billedsiden – og det siger ikke så lidt. Skuespillet er horribelt og undertegnede har grund til at tro, at skuespillerne ikke altid er helt klar over, hvor de er og hvornår, der bliver filmet. Læg dertil en dubbing der får selv den dårligste lydside på en spaghettiwestern til at stråle som en diamant, og du har lyden på Snuff.
Det argeste lort
Til trods for at være det argeste lort cirkulerede Snuff alligevel på BBFC’s liste over forbudte film i 80’ernes England, de såkaldte video nasties, hvilket igen nok skyldes den påklistrede ”snuff”-slutning.
Nu kan film her på Planet Pulp ikke få mindre end én stjerne, men selvom vi kunne give filmen nul, ville det ikke være nok til at udtrykke den rædderlighed, som Snuff er. Undgå for alt i verden at torturere dig selv eller andre med dette hæslige makværk, som knap nok kan betegnes som en film.
Instruktør: Michael Findlay, Horacio Frederiksson & Simon Nuchtern
Manuskript: Michael Findlay
Cast: Margarita Amuchástegui (Angelica), Ana Carro (Ana), Liliana Fernández Blanco (Susanna), Roberta Findaly (Carmela), Alfredo Iglesias (Horst’s Father), Erique Larratelli (Satan), Mirtha Massa (Terry London), Aldo Mayo (Max March), Clao Villanueva (Horst Frank)
Producere: Jack Bravman & Allan Shackleton
Foto: Roberta Findlay & Roberto Hertz Kowicz
Musik: Rick Howard
Spilletid: 80 minutter
Aspect ratio: 1.37:1
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Argentina/USA, 1976
Produktionsselskaber: August Films, Selected Pictures
Distributør (DVD): Blue Underground
Udgave/region: 0
Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011
Stikord: Metalag, Video Nasty