Don’t Go in the Woods

Video nasties – de forbudte film. Uanset hvor ringe en film end måtte være, så er det næsten et must see (for en horrorhund) alene af den grund, at den på et tidspunkt blev vurderet for voldsom og skadelig for befolkningen.

Desværre er mange af disse forbudte film forældede og set med nutidens øjne hverken særlig uhyggelige eller voldsomme (med et par undtagelser). Der er endda flere af titlerne, som man ligefrem kan undre sig over, hvorfor havnede på listen.

James Bryans Don’t Go in the Woods er én af disse titler. Filmen er faktisk mere en blanding af gys og komik (på den frivillige og ufrivillige måde), men forfølgerne af videovold så sig åbenbart vrede på gyserfilm, hvor ordet ”Don’t” indgår. Derfor blev følgende “Don’t”-titler også forfulgt og sortstemplet: Don’t Go in the House (1980), Don’t Go Near the Park (1981) og Don’t Look in the Basement (1973 – med originaltitlen The Forgotten).

Næppe skadelig for befolkningen

Det skulle selvfølgelig undersøges, hvorvidt Don’t Go in the Woods kunne leve op til sit rygte som forbudt voldsfilm – og det kan den desværre ikke. Filmen er en low-budget amatørproduktion og bliver aldrig helt sleazy og snusket, men holder sig på et hjemmevideo-niveau, der bare aldrig rigtig kommer helt op og ringe. Den har helt sikkert sin charme, men skadelig for befolkningen? Næppe.

James Bryan har tydeligvis været inspireret af survival horrorfilm som The Last House on the Left (1972), Deliverance (1972) og The Texas Chainsaw Massacre (1974), og historien er en god sammenblanding af disse film (dog knap så godt eksekveret) og med en stor portion mystisk komik – men mere om dette, efter at det tynde plot, lige er blevet kridtet op.

Jaget af vildmand

En gruppe på fire unge mennesker (Craig, Peter, Ingrid og Joanie) er på camping-/overlevelsestur i det fri, men desværre har de valgt den forkerte skov at traske rundt i. For i bjergene og skoven huserer en gammel vildmand (iklædt noget der er løgn), der har en trang til at stikke alle og enhver, han møder, ned med sit spyd!Samtidig følger vi et par uhjælpsomme politifolk, der ikke kan hitte hoved eller hale i vildmands-historien, men som prøver at løse mysteriet.

Uden at røbe for meget for dem, der ikke allerede har regnet det ud, så bliver vores fire backpackers nødt til at se frygten i øjnene og stå ansigt til ansigt med den farlige natur og den voldsomme vildmand.

Amatørlook

Som man nok kan udrede ud fra plottet, at det altså ikke er det mest originale eller opfindsomme manuskript, vi her har med at gøre, og alt taler faktisk også imod filmen. Lige fra de horrible skuespilpræstationer til lyssætningen, kameraindstillingerne og de grinagtige ”special effects” – alt er præget af et amatørlook, der gør, at man aldrig kommer til at tage noget af det seriøst.

Den uhyggelige bøh(vild)mand er mere latterlig end skræmmende med sin ”brutale” skrålen, og hans udklædning kan man bare ikke tage seriøst – hvad er f.eks. lige meningen med de perler, der hænger foran hans ansigt?

Hvordan nogen nogensinde har kunnet blive stødt over en film som Don’t Go in the Woods eller ment, at den kunne være skadelig for folk, er mig noget af en gåde. Umiddelbart vil jeg skyde på, at folkene hos BBFC (British Board of Film Censorship) ikke gad se filmen igennem, men blot valgte at forbyde filmen ud fra “Don’t”-titlen.

Det er faktisk slående, hvor mild en tone, der præger det meste af filmen, i forhold til at den er ment som en gyser eller sammenlignet med mange af de andre video nasties, som f.eks. Cannibal Holocaust (1980). Soundtracket består af et smadret synthesizet score, der til tider minder om en absurd blanding imellem et gammelt damplokomotiv og det uforglemmelige score fra Psycho (1960). Det bliver på intet tidspunkt uhyggeligt eller nervepirrende, men det vil helt sikkert gå de fleste på nerverne og/eller drive dig til vanvid, men det har alligevel sin hyggelige trash-charme.

Ingen anbefaling

Don’t Go in the Woods har siden premieren fået skabt sig noget af en fangruppe, der holder af filmen på grund af dens charme samt de underlige (og til tider malplacerede) komiske indslag, der præger det meste af filmen. Skuespillerne og deres replikker er i sig selv utilgiveligt latterlige, men det, der virkelig tager kegler i denne produktion, er vildmanden (Tom Drury) og hans evindelige prusten og mislykkes forsøg på at være uhyggelig.

Derudover kan nævnes de mærkværdige scener, hvor vi følger en mand i rullestol forsøge at bestige et bjerg (!) for blot at få hugget knoppen af, da han når til toppen – what the fuck? Hvordan hænger det sammen med resten af handlingen, og hvorfor er en så fjollet scene klippet ind i en gyser? Ja, svaret har jeg ikke, men det er nu meget herligt at se.

Alligevel får Don’t Go in the Woods ikke ligefrem nogen anbefaling her fra planeten, og det skyldes mest af alt, at den simpelthen er for kedelig og amatørpræget. Plottet er for tyndt og der bliver bare serveret alt for lidt af det, man egentlig kommer efter. De små lyspunkter hist og her er for få og det selvom filmen kun varer 83 minutter.

Fint ekstramateriale

Code Red har udgivet filmen uklippet på regionsfri DVD, fyldt med en masse ekstra guf for de, der skulle være interesseret. Her finder man bl.a. to kommentarspor, trailers og en lille feature omkring produktionen af Don’t go in the Woods, instrueret af Bryan selv.

Billedet er præget af mange ridser og er ofte ret mørkt, men det kan skyldes, at filmen er blevet opbevaret forkert. Man kunne også ønske sig muligheden for at sætte undertekster på, da lydsiden flere steder er ret utydelig, så man går glip af nogle replikker – men det er vel godt det samme, hvor indholdsrige kan de mon være?

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Stikord: Skove, Video Nasty