Arachnophobia

Jeg har sagt det flere gange før i forbindelse med filmmusik: At Hollywood ofte ikke formår at værdsætte ægte talenter. Case in point: Den sydafrikanske komponist Trevor Jones, der op gennem 1980’erne og 1990’erne leverede glimrende musik til film som Angel Heart (1987), Mississippi Burning (1988), The Last of the Mohicans (1992) og Cliffhanger (1993) for nu bare at nævne nogle stykker.

Jones’ sidste store gig i Hollywood var The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003, og de senere år har han primært arbejdet på sydafrikanske produktioner. Intet ondt ord om det, men en mand med Jones’ talenter fortjener at få større og bedre jobs. Men nu er Jones jo en rigtig komponist, og Gud forbyde at nogen skulle komponere musik til stor Hollywood-film, der ikke lyder som Hans Zimmer! Suk.

Solidt

Her har vi at gøre med Jones’ score til Frank Marshalls fine edderkoppegyserkomedie Arachnophobia (1990). Det er et score, der ikke vil gå over i filmmusikhistorien, men det er milevidt bedre end det meste, der kommer ud af Hollywood i dag, og et glimrende eksempel på Jones’ konsekvent høje kvalitet.

Arachnophobia-scoret, der er langt overvejende symfonisk, byder både på et fint, melodisk hovedtema, et attraktivt sekundært tema for familien Jennings, et morsomt og popjazzet tema for John Goodmans comic relief-karakter og et par effektive motiver for de allestedsnærværende edderkopper. Med andre ord er der tale om et særdeles solidt lille score fra en særdeles solid lille film.

Fine temaer

De der kender lidt til Jones’ filmmusik vil øjeblikkeligt genkende komponistens stil i det fine hovedtema, der dominerer første del af “Main Title” (nr. 1).

Det er et af Jones’ karakteristisk melodiske og robuste temaer, som suppleres af lidt junglerytmer og latin-inspireret guitar for at understrege prologens sydamerikanske setting og edderkoppernes sydamerikanske ophav.

Det fine familietema, der også er baseret på hovedtemaet, introduceres første gang i “The Casket Arrives” (nr. 4), men høres desværre ikke så ofte i løbet af scoret; dog vender det tilbage i fin form i “End Title” (nr. 15), der også byder på en rigtig fin udgave af hovedtemaet.

I “The Casket Arrives” gives familietemaet en fin behandling med både guitar og mundharmonika, hvilket forlener temaet med den rigtige stemning af small town Americana.

Af fuldt udviklede temaer er der endelig “Delbert’s Theme” (nr. 8), domineret af saxofon, piano og mundharmonika. Her er vi ovre i den humoristiske afdeling med et popjazzet feel, hvilket naturligvis skyldes den selvfede Delberts tilbagelænede attitude over for edderkopperne.

Delbert (Goodman) er filmens comic relief-sidekick, der dukker op ind imellem for at tage det værste af publikums nerver i løbet af den edderkoppe-kriblende handling.

Tager edderkopperne seriøst

Resten af musikken tager i øvrigt edderkopperne ganske seriøst, og her er der tale om solid, effektiv underscore, der stedvist inkorporerer hovedtemaet, og som derudover gør udstrakt brug af et par mindre motiver.

Det ene er et decideret motiv for edderkopperne; et langsomt og snigende lille motiv, der ofte fremføres af fagot, og som passer perfekt til de små, ækle krabater. Motivet høres mange steder på albummet, men indgår særligt prominent i “Under the Bleachers” (nr. 9).

Det andet tilbagevendende motiv er en form for “mysterie-motiv” på fire toner, fremført på klokkespil eller en anden form for idiofon.

Jones’ underscore er effektivt med fokus på en snigende og creepy stemning, der pludselig tiltager til decideret horror, når det er påkrævet. Med undtagelse af “Delbert’s Theme” undlader Jones at spille for meget op til filmens humoristiske elementer, og det er klogt, for det havde godt kunnet tage brodden af filmens effektive suspense- og horrorscener.

Anbefales ganske varmt

Som sagt er Arachnophobia ikke et score, der vil gå over i filmmusikhistorien, men man må alligevel anerkende, hvor effektiv musikken er, og hvor godt det fungerer i filmen. Desuden udgør det en fin lytteoplevelse som selvstændigt album.

Det skal dog påpeges, at der findes både en amerikansk og en europæisk version af albummet. Her skal man sørge for at anskaffe sig den europæiske udgave, idet den amerikanske indeholder adskillige sange, der ikke figurerer i filmen, ligesom der er mindre af Jones’ score på albummet. Endelig har den amerikanske udgave dialog på næsten alle score-tracks.

Den europæiske udgave indeholder kun tre popsange, hvoraf de to heldigvis ligger til sidst på albummet. Desværre ligger den tredje placeret som nummer fem på albummet, men det er dog et mindre problem. De tre sange varer til sammen ca. 13,5 minutter ud af albummets samlede spilletid på omkring 53 minutter. Det betyder, at der er omkring 40 minutter af Jones’ score, og det er en fin spilletid.

Alt i alt kan Trevor Jones’ Arachnophobia-score anbefales ganske varmt til fans af solid symfonisk suspense- og horrormusik, ligesom det fine hovedtema heller ikke trækker ned.

Nummerliste:
1. Main Title (5:39)
2. Photius Manlii (2:24)
3. Bob Hitches a Ride (4:19)
4. The Casket Arrives (1:54)
5. Blue Eyes Are Sensitive To Light (5:06) (Performed by Sara Hickman)
6. Molly’s Web (3:31)
7. Spider Lamp Shade (1:55)
8. Delbert’s Theme (2:33)
9. Under the Bleachers (2:06)
10. Along Came a Spider (2:26)
11. Bugs “B” Gone (3:05)
12. Canaima Nightmare (3:47)
13. Life in the Country (0:57)
14. The Cellar (1:18)
15. End Title (3:55)
16. Don’t Bug Me (3:28) (Performed by Jimmy Buffett)
17. Arachnophobia (4:49) (Performed by Brent Hutchins)

Total spilletid: 53:12 (heraf score: 39:49)

Anmeldt i nr. 71 | 13/09/2011