Senso ’45

5 minutters læsetid
Senso '45

Senso ’45 (dansk: Den sorte engel) er Tinto Brass’ nyfilmatisering af kortromanen Senso (c. 1882), der også lå til grund for Luchino Viscontis film af samme navn fra 1954. Kortromanen, af forfatteren og arkitekten Camillo Boito (1836-1914), foregår under den tredje italienske uafhængighedskrig, hvor Italien var i krig med Østrig. Her indlader den italienske komtesse Livia sig i et hedt forhold til den østrigske løjtnant Remigio med katastrofale konsekvenser.

Viscontis filmatisering foregår på den tid, kortromanen gør, men må derudover betragtes som en meget fri filmatisering af forlægget med væsentlige ændringer af både handling og roller. I Tinto Brass’ filmatisering er handlingen flyttet til Anden Verdenskrig, men er derudover langt mere tro over for forlægget end den tidligere filmatisering. Årsagen til, at Brass flyttede handlingen op i tid, skulle angiveligt være, at han ikke ønskede at konkurrere med det tidsbillede, Visconti formåede at male i sin film.

Italiensk kvinde og tysk SS-officer

Helmut Schultz.
Helmut Schultz.

I Brass’ version handler filmen om overklassekvinden Livia (Anna Galiena), der er gift med et højtstående medlem af den italienske regering. De har et kærlighedsløst og passionsløst ægteskab, hvor Livia fremstår nærmest frigid, fordi hun afskyr sin kedelige ægtemands liderlige tilnærmelser.

En dag møder Livia den unge SS-officer Helmut Schultz (Gabriel Garko), der lever det gode liv i Italien med kvinder og spil, mens han bestikker sig fra aktiv krigstjeneste. Schulz fremstår egoistisk og ubehagelig, men ikke som en nazistisk idealist – i øvrigt ét af filmens mindre troværdige elementer, da SS’erne om noget var ivrige nazister.

Hvorom alting er, så kaster de to sig ud i en hed affære. Livia bliver seksuelt besat af den unge tysker og kaster al fornuft og forsigtighed overbord for at kunne være sammen med ham. Det hele ender naturligvis katastrofalt, og udviklingen mod den uundgåeligt nedslående slutning udspiller sig passende nok på baggrund af det stigende kaos i Italien hen imod krigens slutning.

Seværdig, men ikke uden sine problemer

Livia.
Livia.

Senso ’45 er på mange måder en seværdig og fascinerende film, der dog heller ikke er uden sine problemer. Den historiske setting er det primære af disse problemer, for hvis man ikke kender noget til forlægget for filmen, vil man uvægerligt regne med, at krigen skal spille en større rolle for filmen end tilfældet er.

Som i Camillo Boitas kortroman er det naturligvis det grænseoverskridende ved at hovedpersonen har en affære med fjenden, der er baggrunden for, at Brass flyttede handlingen til Anden Verdenskrig og lod Livia have en affære med en SS-officer. Men ud over dette ene element, spiller hverken settingen eller Helmuts status som SS’er nogen væsentlig rolle for handlingen.

Med den enorme betydning, Anden Verdenskrig har for Europas historie og med SS’ernes rolle som Hitlers villige bødler virker det faktisk lidt forvirrende, at det netop er det miljø og netop den mandlige hovedperson, Tinto Brass har udvalgt sig, med mindre man på forhånd kender historiens præmis. For Senso ’45 er – i lighed med forlægget – ikke en historie om krig og forbudt kærlighed på tværs af fronter, men en historie om seksuel besættelse og hedonistisk ansvarsløshed.

Livia udlever den forbudte kærlighed.
Livia udlever den forbudte kærlighed.

Uden forhåndskendskab til historien, leder man længe og forgæves efter krigens og SS-officerens tematiske betydning for den fortælling, man er vidne til. Det tilmudrer fortællingen, samtidig med at det også forfladiger både Anden Verdenskrig og SS’ernes ondskab.

Ganske vist er Helmut Schultz ikke nogen fin fyr, men hans skurkagtighed ligger ikke i hans status som nazist, men i at han ganske enkelt er et egoistisk dumt svin, der udnytter alt og alle omkring sig. Som sådan kunne han være erstattet af en hvilken som helst anden egoistisk, storspillende skørtejæger.

Måske er det af præcis samme årsag, at Brass har set sig nødsaget til at inkorporere en dybt pinlig og overspillet orgiescene, der uden tvivl har været tænkt som en måde at udstille nazisternes og fascisternes dekadence. Men scenen er dybt pinagtig, ja ligefrem ufrivilligt komisk, og Brass’ forsøg på at gå Pier Pasolini i bedene falder alt andet end heldigt ud.

Oppustet spilletid

Fra den dybt pinlige orgiescene.
Fra den dybt pinlige orgiescene.

Et andet irritationsmoment ved filmen er den unødvendige rammehistorie – i sort/hvid – som filmens handling er pakket ind i. Rammehistorien handler om Livias rejse tilbage mod Venedig, hvor hun vil mødes med Helmut, og tæt på slutningen bliver rammehistorien til filmens primære handling (og bliver da i farve).

Rammehistorien kunne med fordel have været elimineret sammen med enkelte andre scener for at indskrænke filmens noget oppustede spilletid på 122 minutter.

Ellers er Senso ’45 som sagt en langt hen ad vejen ganske fascinerende film, der også generelt er præget af udmærkede skuespilpræstationer og en for det meste sober tilgang til det erotiske stof. Blandt skuespillerne har Anna Galiena den helt dominerende hovedrolle, og hun er også den, der gør den absolut bedste figur. Desværre er Gabriel Garko slet ikke i samme liga, og det hjælper heller ikke på troværdigheden, at han i filmen ligner det, han er: En italiensk skuespiller med affarvet hår. Her skulle Brass have skaffet sig en tysk skuespiller til rollen.

Det erotiske indhold præsenteres generelt afdæmpet og sobert – med undtagelse af den førnævnte orgiescene, der i kvalitet og indhold kunne være hentet fra en af de kvalitativt langt underlegne nazisploitationfilm, den italienske filmindustri spyttede ud tyve år tidligere.

Visuelt vellykket

Fra rammehistorien: Bemærk den uheldige pan & scan med to halve ansigter og et stort tomrum i midten.
Fra rammehistorien: Bemærk den uheldige pan & scan med to halve ansigter og et stort tomrum i midten.

Rent visuelt er Senso ’45 bestemt ikke ueffen, selv om man godt kan se, at filmen ikke har haft et kæmpebudget. Sidstnævnte kommer særligt til udtryk i de få scener, hvor Brass forsøger at male med den brede pensel i portrætteringen af Venedig i 1944-45. Men ellers er filmen i øvrigt visuelt vellykket og mange steder decideret flot.

Desværre har Another World Entertainment udsendt Senso ’45 i en meget uheldig pan & scan-udgave, der berøver filmens billedside meget af dens styrke. Ofte sidder man således og ser på et billede, hvor man har et halvt ansigt i hver side, og hvor hovedparten af billedet udgøres af tomrummet mellem de to personer.

Man må i øvrigt håbe, det blot er en fejl og ikke udtryk for spekulation, at der bag på DVD-coveret står, at filmen præsenteres i sin oprindelige aspect ratio 1.66:1. Dybt skuffende er det under alle omstændigheder.

Senso ’45 havde nydt godt af en 15-20 minutter kortere spilletid, og man får mere ud af filmen, hvis man kender lidt til forlægget. Senso ’45 er næppe det erotiske mesterværk, den udråbes til på DVD-coveret, men alligevel er filmen bestemt seværdig.

Senso ’45 er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner
Titel: Senso ’45
Dansk titel: Den sorte engel
Andre titler: Black Angel
Instruktør: Tinto Brass
Manuskript: Tinto Brass efter kortromanen Senso af Camillo Boito
Cast: Anna Galiena (Livia Mazzoni), Gabriel Garko (Helmut Schultz), Franco Branciaroli (Ugo Oggiano), Antonio Salines (Carlo)
Producere: Giuseppe Colombo (producer)
Foto: Massimo Di Venanzo & Daniele Nannuzzi
Klip: Tinto Brass & Fiorenza Muller
Spilletid: 122 minutter
Aspect ratio: 4:3 (original aspect ratio: 1.66:1)
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Italiensk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 2002
Produktionsselskaber: Cine 2000
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011

Stikord: Anden Verdenskrig, Erotik, Italian Cinema

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.