L’uomo che guarda

Tinto Brass er en kvalitativt meget ujævn instruktør. Hans film betragtes af nogle som kunst, mens andre mener, at han kun er minimalt bedre end de italienske skraldemænd, der kværnede exploitationfilm ud på samlebånd i 70’erne og 80’erne. Retfærdigvis skal det dog lige nævnes, at Brass ikke havde ansvaret for de indklippede hardcoresexscener i Caligola (1979), som uden tvivl er hans bedst kendte film.

Her på Planet Pulp har vi tidligere set nærmere på Brass’ svulstige Salon Kitty (1976) og i denne måned anmelder vi også den interessante men ujævne Senso ’45, der – som vanligt for Brass – blander drama og erotik.

L’uomo che guarda, som anmeldes her, er ikke ujævn; den er decideret klodset og pinlig, og den eneste formildende omstændighed ved den er Brass unægtelige talent for billeder, der bestemt ikke fornægter sig. Derudover er L’uomo che guarda en tåkrummende pinlig affære.

Spinkel handling

Den spinkle handling har at gøre med litteraturprofessoren Dodò (Francesco Casale), hvis lækre kone Silvia (Playboy– og pornomodellen Katarina Vasilissa, født Katarzyna Kozaczyk) har forladt ham til fordel for en anden mand. De er dog ikke skilt, og Dodò håber på atter at kunne finde sammen med damen. I mellemtiden begynder han at mistænke sin sengeliggende og invaliderede far (Franco Branciaroli) for at være den mand, Silvia har en affære med!

Dette setup er baggrunden for en række scener og tableauer, hvor Dodò opdager sine voyeuristiske tendenser, dels gennem flashbacks, dels gennem scener i filmens realtid. Det skal i den forbindelse nævnes, at Dodò bor i samme lejlighed som sin far, der plejes af den omvimsende sygeplejerske Fausta (Cristina Garavaglia). Vel at mærke en sygeplejerske, der har hang til ekstremt afslørende påklædning, hvor der er mere eller mindre frit udsyn til både det ene og det andet.

I løbet af filmen har Dodò både flere møder med sin kone, flashbacksekvenser med konen, et erotisk møde med én af sine studerende og adskillige scener, hvor han lurer på faderens sygeplejerske. Dertil kan sættes nogle helt igennem umorsomme komiske scener, hvor faderens ekstremt homoseksuelle fysioterapeut dukker op og fuldkomment tager luften ud af det, der i dramatisk henseende i forvejen er en rimelig slatten ballon.

Frit udsyn til både det ene og det andet

Man skulle ellers tro, at det grundlæggende setup – lækker kone er utro med farmand – skulle være garant for noget af et drama, men det hele forfalder til ekstremt uelegant, ja faktisk decideret klodset, erotik af den type, der hører til på en lummer kanal en sen aftentime. Dog skal det lige siges, at erotikken i L’uomo che guarda faktisk er en anelse mere eksplicit end den type softporn, der findes på sådanne kanaler. Det er ikke hardcore, men der er, som nævnt, frit udsyn til både det ene og det andet.

Det kan man så mene om, hvad man vil. Det behøver jo ikke være en dårlig ting, men i den klodsede udførsel, Tinto Brass her præsenterer os for, er det. Erotikken er ikke erotisk, men lummer og plat, og det lugter langt væk af, at Brass har fundet en kvindelig hovedrolleindehaver, der ikke har noget imod at vise varerne frem.

Det har han så pakket ind i en historie, hvis plot lægger op til et drama, men som nærmest totalt skyr dramatiske scener til fordel for rendyrket lummerhed. Dodòs voyeuristiske tilbøjeligheder er et andet væsentligt tema, der ikke udmønter sig i andet end hans tilbøjelighed til at tage erotiske billeder og at lure på faderens sygeplejerske. Og i øvrigt understreges stemningen af halvdårlig pornofilm af filmens ulidelige score, der ellers er komponeret af Riz Ortolani, som her leverer et score langt under hans vanlige niveau.

Pæne billeder

Som sagt er den eneste formildende omstændighed ved L’uomo che guarda billederne, der generelt er ganske flotte og indtagende. Men at filmen er pæn at kigge på, kan ikke ændre ved det grundlæggende faktum, at L’uomo che guarda er en pinlig affære. Ikke et drama, ikke en pornofilm, men et eller andet ubestemmeligt ind imellem, tilsat umorsomme komiske indslag.

Filmen er baseret på en roman af den italienske forfatter Alberto Moravia (1907-1990), og ifølge teksten bag på coveret af Another World Entertainments danske udgivelse af filmen forsøgte Moravias familie at stoppe Brass’ filmatisering. Man kunne have ønsket, at de havde haft held med sig, for L’uomo che guarda er hverken kunst eller exploitation. Havde den dog blot været det ene eller det andet.

L’uomo che guarda er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011

Stikord: Italian Cinema, Erotik, Softporn