Der Liebesschüler

Der Liebesschüler, som Another World Entertainment har udgivet under titlen Julia – den første gang, er en dybt underlig lille film. Ud fra DVD-coveret får man indtrykket af, at der nærmest er tale om en slags alpesexfilm, men det er den alt for sammensat og ujævn til at være.

Godt nok er der lagkagekomik i filmen, men der er også en noget mere dramatisk historie, der dog totalt udvandes – både af lagkagekomikken og af karakterernes generelt utroværdige psykologi.

Har de overhovedet set filmen?

Titlen Der Liebesschüler – “Kærlighedseleven” for de af vore læsere, der ikke er så stærke i tysk – refererer til filmens mandlige hovedperson. Man skal således ikke lade sig snyde af den danske titel og ej heller teksten bag på DVD-coveret, der fortæller, at hovedpersonen Pauli i filmen møder sin gamle nabo Julia. Hvem end der står bag teksten, har enten ikke set filmen eller kun set den med et halvt øje. Pigen hedder Andrea, og filmens internationale titel Julia refererer til en scene i filmen, hvor Andrea citerer nogle af Julies replikker fra Shakespeares Romeo and Juliet (1597).

Ved filmens begyndelse er den unge mand Pauli på vej i tog til Sydtyskland for at holde ferie sammen med sin fraskilte far. Han sidder i kupé med en lækker blondine og oplever, hvordan blondinen på toilettet raskvæk indlader sig i et engangsknald med en anden passager. Stor er derfor Paulis overraskelse, da han ved ankomsten opdager, at blondinen er ingen ringere end faderens nye kæreste Yvonne!

Efter ankomsten møder Pauli pigen Andrea (Sylvia Kristel, kendt fra Emmanuelle-filmene), der – i lighed med Pauli selv – er jomfru. Også den fælles ven Erhard har et godt øje til Andrea, men Erhards bestræbelser får dog en brat slutning, da han drukner i en nærliggende sø. Denne dramatiske sekvens, der kommer sig af, at de tre har røget sig vinde og skæve, får ikke anden konsekvens for filmen, end at Pauli surmuler lidt.

På en efterfølgende tur til Verona sammen med faderen, Yvonne og Andrea sker der ting og sager. Tilsyneladende har den lumre far også et godt øje til Andrea, men præcis hvad der sker, og om Pauli mister mødommen – og til hvem – må du selv finde ud af.

Fejler

Det er anden gang i denne måned, at vi ser nærmere på en film, hvor far og søn begge har noget kørende med den samme kvinde. Den anden film er Tinto Brass’ pinligt klodsede L’uomo che guarda (1994). Begge film forsøger også at koble en i bund og grund dramatisk historie sammen med komik. Og begge film fejler i forsøget.

I Der Liebesschüler består komikken primært af Paulis overvægtige, operakomponerende onkel og hans biseksuelle kone (der har nogle erotiske intermezzi med den smukke italienske stuepige) samt den halvdemente farmor. Er de komiske scener så sjove? Nej, det er de ikke. Lukker de luften ud af alle tiltag til dramatik? Ja, det gør de.

Men det er der også andre ting, der gør. For det første opererer stort set alle filmens væsentlige karakterer – faderen, Yvonne, onklen og tanten – i en verden, hvor erotikken er givet helt fri. At Yvonne har kneppet en vildt fremmed på toget lader ikke til at oprøre far Ralph, og at far Ralph har noget kørende med Andrea lader ikke til at oprøre Yvonne stort. Ligeledes hengiver den italienske stuepige sig frit til erotiske løjer med den biseksuelle tante oven på den operakomponerende onkels flygel – mens han sidder og komponerer, vel at mærke.

Det er ikke fordi, jeg vil stille mig kritisk over for moralsk frisind i forhold til erotik, men i filmens kontekst tror det da fanden, at den stakkels Pauli bliver en smule forvirret. Det tegner selvfølgelig heller ikke det mest flatterende portræt af far Ralph, der, selv om han godt ved, at sønnike er forelsket i Andrea, selv gør sit bedste for at få dyppet snablen i den unge godte.

Så ja, der kunne have været lagt op til en seriøs omgang far-søn-drama, men det går totalt fløjten, fordi alt er relativt. Når alt kommer til alt, skal Pauli jo bare have et knald, uanset med hvem, og så skal alt nok blive godt. Det er i hvert fald filmens morale, og det kan man jo så mene om, hvad man vil.

Olie og vand

Denne tvivlsomme basis for en fortælling giver en film, der er helt igennem uforudsigelig, men desværre på den dårlige måde. Den dramatiske fremdrift er hakkende og uklar, og præcis hvordan Pauli egentlig er en “Liebesschüler” henstår også lidt i det dunkle i og med, at han ikke lærer meget om kærlighed og kun meget lidt om at bolle.

Instruktøren Siegfried “Sigi” Rothemund, der står bag dette rod, stod i 1970’erne bag en række softpornfilm under pseudonymet Siggi Götz. Siden har han instrueret både julekalendre og TV-krimier og er i øvrigt stadig aktiv. Men det er nu heller ikke Rothemund, der egentlig skal have skylden for, at Der Liebesschüler er en omgang forbasket rod; den hænger manuskriptforfatteren Wolfgang Bauer på.

Hvorfor Bauer har ment, at en sprængfarlig idé, som far-søn-pige-trekanten lægger op til, skulle mudres til af upassende komik og ekstremt uklare psykologiske profiler, kan man kun gisne om, for hvis intentionen var at lave en lystig sexfilm, hvorfor så ikke droppe de dramatiske prætentioner og bare skrive et lummert manus? I hvert fald er de forskellige elementer, der udgør Der Liebesschüler som en omgang olie og vand. De er svære at blande, og når det endelig lykkes, er resultatet sjældent særlig godt.

Ikke en god blanding

Skuespillerne prøver det bedste, de kan, men med det manus er der ikke noget at sige til, at de har haft en svær opgave. Ekkehardt Belle (ja, det hedder han faktisk) som Pauli og Sylvia Kristel som Andrea prøver alt det, de har lært, men ethvert forsøg på ærligt skuespil saboteres lynhurtigt af de andre medvirkende – på nær faktisk faderen Ralph, spillet af Jean-Claude Bouillon (ja, det hedder han faktisk). Alle tre er i øvrigt stadigt aktive som skuespillere, så det burde være muligt at finde ét eller andet i deres respektive karrierer, der er bedre end det her.

Alpesexfilm og seriøst drama er ikke en god blanding, og det er Der Liebesschüler et klasseeksempel på. Gå i en stor bue uden om denne her og se hellere den ægte vare. I den forbindelse kan jeg som en service meddele, at Another World Entertainment har udsendt et par af Sigi Rothemunds andre film under de lystige danske titler Liderlige Bukke i Bangkok (1976) og Munter sextur på alpehotellet (1977). Se det er da den ægte vare.

Der Liebesschüler er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011

Stikord: Softporn