3 dev adam

5 minutters læsetid
3 dev adam

Nej, tyrkisk film har aldrig rigtig været kendt for at berige verden med de store mesterværker. Deres største succes er Yilmaz Güney og Serif Görens Cannes-vinder Yol (1981), og den blev endda forbudt i Tyrkiet. Ellers har tyrkerne koncentreret sig om at producere film, som udelukkende bliver vist i deres hjemland, og med Onar Films udgivelse af 3 dev adam kan vi så få et lille indblik i, hvordan en tyrkisk kultfilm fra 70’erne ser ud.

3 dev adam er bestemt ikke nogen god film, men til gengæld er det en helt forrygende omgang underholdning. Vi har her en film, der på fornemste vis blander kriminalfilm med superhelte og wrestling. Dertil kan man så tilføje en uhjælpelig dårlig stil, frygteligt skuespil og en sand kavalkade af overskæg i alle mulige afskygninger.

Desuden har filmen en tilpas mængde af 70’er-lummerhed og bestialske mord. Filmen har også en spilletid på lidt over en time, hvilket gør, at den aldrig bliver kedelig. Men lad os tage et lille kig på den helt forrygende handling.

Spider-Man, Captain America og Santo

Kort før en kvinde dræbes af skruen på en motorbåd.
Kort før en kvinde dræbes af skruen på en motorbåd.

I Tyrkiet, nærmere bestemt Istanbul, er en forbryderorganisation ved navn The Spider godt i gang med underminere den internationale kunstverden. Forbryderne bliver ledet af den frygtede Spider – som er en afskygning af den rød/blå Spiderman, vi kender så godt i vesten, bare med en rød/grøn dragt og et par markante øjenbryn, som truer med at springe ud af masken.

Spider og hans kumpaner stjæler kostbar kunst og sælger det for derefter at købe det tilbage med falske penge. Så de får både kunst og penge med i købet. Det er blevet for meget for den tyrkiske regering, som har bedt USA og Mexico om hjælp, da disse to lande ligger inde med datidens største helte: Captain America og den mexicanske fribryder og superhelt Santo.

Vores to helte ankommer til Istanbuls lufthavn.
Vores to helte ankommer til Istanbuls lufthavn.

De to helte, i deres civile påklædning, ankommer til Tyrkiet, hvor de straks påbegynder jagten på Spider. I sig selv er denne handling jo helt forrygende, men det bliver bedre. Ved det første møde konstaterer den lokale politichef, at de to helte snakker overraskende godt tyrkisk, og der får vi så forklaringen på, hvorfor der snakkes tyrkisk i filmen: Af uransagelige årsager snakker både Captain America og Santo nemlig flydende tyrkisk.

En modbydelig herre

'Ja! Jeg er ganske imponeret over, at I taler flydende tyrkisk!'
‘Ja! Jeg er ganske imponeret over, at I taler flydende tyrkisk!’

I mellemtiden følger vi Spider, som viser sig at være en ganske modbydelig herre. Vi ser ham dræbe en kvinde med motoren til en speedbåd, og en anden kvinde myrder han med sin lommekniv. Og da en af hans håndlangere skuffer ham, placerer han et rør foran hans hoved, hvori han lader et par mus kravle ind for at bide hans ansigt i stykker. Dette ser man naturligvis ikke eksplicit, men man ser dog, at mandens hoved begynder at bløde.

Langsomt lykkes det for vores to helte, der med jævne mellemrum hopper i deres kostumer for at tæske skurke, at stramme nettet om Spider. Og det ender naturligvis med et stort opgør, hvor jeg ikke vil afsløre udfaldet.

Et studie i dårlig smag

Captain America i aktion!
Captain America i aktion!

3 dev adam er på mange måder et studie i dårlig smag. For det første er filmen meget grim at se på – hvilket til dels kan tilskrives den kopi, som DVD’en er lavet over, men som efter sigende er den bedste, der findes. Men uanset hvad har filmen heller ikke været pæn, da den blev lavet. Der er kluntede kameravinkler, umotiveret zoom, og en frygtelig klipperytme. Men det gør nu ikke så meget, da det blot gør filmens charme mere tydelig.

Det helt absurde ved filmen er og bliver handlingens udgangspunkt. Vi kender alle Spider-Man og Captain America, og de fleste har nok hørt om Santo. Men at sætte dem sammen i samme film, og tilmed lade Spider-Man være en bestialsk morder, er et scoop ud over det sædvanlige.

Santo gør sig klar til kamp.
Santo gør sig klar til kamp.

Udover at blande kendte superhelte ind, er det helt tydeligt, at manuskriptforfatteren har set mange Bruce Lee-film. Gang på gang kommer vores helte i slagsmål fordi de “tilfældigvis” støder ind i skurke. Efterfølgende giver de dem tæsk i bedste Bruce Lee-ånd, selvom filmens kampkoreografi ikke helt kan følge med de idéer, som manuskriptforfatteren har ønsket at få frem. De er pinligt dårligt lavet, og kampscenerne i eksempelvis Slap af, Frede! (1966) er mesterlige i forhold til dem, vi ser i 3 dev adam. Men igen giver det kun filmen mere charme.

Instruktøren T. Fikret Ucak kan jeg ikke fortælle andet om, end at han har lavet 26 tyrkiske film og døde i 2003. Manuskriptforfatteren er efter sigende stadig i live, og har med 3 dev adam lavet sit eneste filmmanuskript. Men Aytekin Akkaya, der spiller Captain America, er trods alt én, vi kender her på Planet Pulp. Han spillede nemlig rollen som Ali i Dünyayi kurtaran adam (1982), som vi har anmeldt tidligere her på siden. Han er da også helt forrygende dårlig, og sammen med Yavuz Selekman, der spiller Santo, kunne de godt være ét af de mest frygtelig makkerpar i filmhistorien. Men samtidig er det jo kun charmerende.

Tilbage til overskæggene

Et af filmens mange flotte overskæg.
Et af filmens mange flotte overskæg.

Og så vil jeg lige vende tilbage til de overskæg, som jeg nævnte i indledningen. For det første var forskellige afarter af overskægget ganske moderne i 70’erne. Og for det andet skal man huske, at overskægget altid har været, og stadig er, meget populært i Tyrkiet.

I 3 dev adam er det stort set kun vores to helte, der ikke har overskæg, mens vi blandt resten af filmens mandlige medvirkende kan se overskæg til overflod. Det er ret forrygende, og hvis du overvejer at anlægge dig et lille moustache, kan jeg kun anbefale, at du ser 3 dev adam som inspirationskilde – jeg har efterhånden fået en stærk mistanke om, at min egen far har set filmen, før han fik overskæg.

Brutalt overskud af charme

Spider - bemærk de flotte øjenbryn.
Spider – bemærk de flotte øjenbryn.

Man kan nok fornemme, at 3 dev adam har et brutalt overskud af charme, som gør den til en helt fortryllende film at se. Når en film gang på gang, og på alle leder og kanter, er så frygtelig og handlingen så far out, er det ikke ensbetydende med, at en sådan skodfilm har charme og at den underholder. Langt fra.

3 dev adam er dog en film, hvor alt lortet tilsammen skaber en smagfuld oplevelse. Her skal man dog huske, at den charme, jeg omtaler, nok i manges øjne vil kunne sidestilles med grimhed. Men for mig er 3 dev adam en smuk lille film, som fik mig til at grine og forundres konstant.

3 dev adam er venligst stillet til rådighed af Onar Films.

1 stjerne
Titel: 3 dev adam
Andre titler: 3 Mighty Men, Captain America and Santo vs. Spider-Man, Three Giant Men
Instruktør: T. Fikret Ucak
Manuskript: Dogan Tamer
Cast: Aytekin Akkaya (Captain America), Yavuz Selekman (Santo)
Producere: Ridvan Tual (producer)
Foto: Orhan Kapki
Klip: Hüsamettin Üren
Musik: Ikke opgivet
Spilletid: 81 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Dolby Stereo
Sprog: Tyrkisk
Undertekster: Græsk, engelsk
Produktionsland, år: Tyrkiet, 1973
Produktionsselskaber: Renkli
Distributør (DVD): Onar Films
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Rip-off, Superhelte, Turkish Cinema

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.