The Fantastic Four

Mine damer og herrer, lad mig præsentere en film, der giver nye dimensioner til begrebet “skodfilm”. The Fantastic Four er omtrent noget af det dårligste, jeg nogensinde har set, og jeg har set en del! Men man skal huske, at den er så dårlig, at den faktisk er helt forrygende morsom, og det er lang tid siden, jeg har grinet så meget af en film, der rent faktisk ikke engang er en komedie.

Aldrig udgivet

Superheltegruppen The Fantastic Four blev oprindeligt skabt af legenderne Jack Kirby og Stan Lee tilbage i 1961. Den arketypiske gruppe med alt godt fra havet til hele familien. Der er kærligheden, teenageoprøret, udstødelsen, komikken og kampen mod det onde.

Der er knyttet en del mystik og rygter til denne film, som blev produceret tilbage i 1994 af den legendariske Roger Corman, og som rent faktisk aldrig blev udgivet, selv om plakater og PR-arbejdet var i fulde omdrejninger. Et af rygterne går på, at filmselskabet aldrig havde haft nogen intention om, at filmen skulle udgives, og at man blot lavede den for at kunne beholde licensen til produktet.

En anden, og nok mere plausibel, historie går på, at filmen aldrig blev udgivet, da den viste sig at være noget værre lort. Og da man kun havde skudt to millioner dollars i projektet, var det heller ikke nogen katastrofe rent økonomisk. Man skal i denne sammenhæng også have in mente, at Marvelfilmatiseringer som The Punisher (1990) og Captain America (1991) var blevet store fiaskoer, så Marvel havde nok ikke helt lyst til endnu en film i den boldgade.

Efter at have set filmen forstår jeg godt, hvorfor den aldrig kom ud, og det er derfor også dejligt befriende, at man nu kan se filmen på DVD. Starten af 90’erne var ikke noget gunstigt tidspunkt for superhelten, som man derimod må konstatere har fået til overflod af succes de sidste syv år med Spider-Man– og X-Men-serierne som de to store bølgebrydere. Så The Fantastic Four blev lavet i en tid, hvor superheltene havde trange kår i Hollywood, og det er måske meget godt for alle involverede, at den først kommer ud nu.

Origin-historie

Handlingen i The Fantastic Four er i al sin enkelhed historien om, hvordan superheltegruppen skabes, og filmen skildrer deres første konfrontation med den onde Doctor Doom – filmen leder rent faktisk op til en fortsættelse, som af gode grunde aldrig blev lavet.

Reed Richards og hans gode ven Viktor har planer om at lave et banebrydende forsøg, men alt går galt – selv den computereffekt, der skaber forsøget – og Viktor forbrændes. På hospitalet får Reed at vide, at han er død, og en skummel portør kører Viktors “lig” ned i kælderen. Så springer vi 10 år frem i tiden, og Reed er denne gang klar til en rejse ud i rummet for at færdiggøre det forsøg, han og Viktor påbegyndte.

Reed får følgeskab af sin gamle ven Ben og søskendeparret Susan og Johnny Storm. Men en vis herre ved navn Doctor Doom sørger for, at forsøget går galt – Reed og hans besætning bliver udsat for stråler, og styrter ned. Men de overlever, og skæbnen har spillet deres gener et pus.

Reed bliver i stand til at strække sine lemmer meget langt, Susan kan gøre sig selv usynlig, Johnny kan lave sig selv om til en levende flamme, og Ben er blevet et meget stærkt monster med stenhud. Men hurtigt tages vores venner til fange af Doom på dennes slot, der ligger i et malerisk landskab af bjerge – og her skal man tage det maleriske bogstaveligt, da det er tydeligt, at det er en malet kulisse, vi ser.

De flygter, og så begynder kampen med Doom, som har planer om at ødelægge New York med en laserstråle. Langt hen ad vejen lyder dette da også som en god omgang Golden Age superhelteaction, men det er det langt fra – det er nærmere en omgang 90’er-lort af den værste skuffe.

Sideløbende med at heltene får deres kræfter, kommer der naturligvis problemer – specielt for Ben, der ikke helt kan håndtere, at han er blevet et grimt papmachémonster. Og mere vil jeg faktisk ikke røbe af den forrygende films handling.

Skrækkelige skuespillere

Filmen er til overflod fyldt med slette elementer, og det er faktisk svært at udpege én ting som det værste, da det er summen af fejltrin, der skaber makværket. Men lad os tage et kig på nogle af elementerne.

For det første er manuskriptet en pinlig omgang, hvor end ikke den simple historie formidles ordentligt. Den meget simple historie bliver gjort unødvendigt knudret, og forskellige mellemspil har ingen som helst betydning for handlingen. Læg dertil at replikkerne er helt hen i hegnet.

Og det kan lede os frem til skuespillerne, som nærmest træder hinanden over tæerne for at komme med den ene dårlige præstation efter den anden. Alex Hyde-White som Reed Richards får heller ikke meget hjælp fra make-up-afdelingen, hvor hans grå stænk i siderne ligner noget, der er påført med spraymaling. Det giver ham et komplet utroværdigt look og gør ham komplet blottet for charme, selv om han faktisk prøver. Hyde-Whites sammenspil med Rebecca Staab som Sue og deres kærlighedshistorie har jeg set bedre i mange kummerlige danske TV-serier fra 80’erne.

Et andet stort problem for både Michael Bailey Smith som The Thing og Joseph Culp som Doctor Doom er, at man stort set ikke kan høre, hvad de siger gennem deres masker. Det peger igen tilbage på filmens minimale budget, hvor der åbenbart hverken har været råd til ordentlige masker eller noget effektivt lydsynkronisering i redigeringsrummet.

Men den værste skuepiller er uden tvivl Jay Underwood, der spiller Johnny Storm. Han ligner noget, der er løgn med sit blonde hår og tåbelige frisure – ja, selv Ian Ziering som spillede Steve i Beverly Hills 90210 ser godt i sammenligning med Underwood. Desuden har han ikke det, der minder om talent for skuespil, og man kunne tro, han var taget ud af en af de utallige skrækkelige Morten Korch-filmatiseringer, som blev spyttet ud på samlebånd i 50’erne og 60’erne.

Mange af problemerne med skuespillerne må dog pege tilbage på filmens instruktør Oley Sassone, som åbenbart har haft for travlt med alt muligt andet, da det slet ikke virker som om, skuespillerne har fået nogen form instruktion.

Tvivlsom visuel side

Og så lad os da kigge lidt på filmens visuelle side, som er mildest talt tvivlsom. For det første er de anvendte kulisser horrible, kostumerne frygtelige og lyssætningen ligner noget, der er løgn. Endelig må man konstatere, at de visuelle effekter er så elendige, at sci-fi film fra 40’erne ser smukke ud, når man sammenligner med The Fantastic Four.

Og det kan faktisk godt virke lidt besynderligt, at man ikke har fået mere ud af effekterne. Vi er trods alt fremme i 1994, altså tre år efter at Terminator 2: Judgment Day (1991) for alvor introducerede computereffekterne til filmen. Men de computereffekter, der er i The Fantastic Four ligner noget, min fætter lavede på sin Commodore 64 for snart ret mange år siden.

Det er så pinagtigt ringe, at jeg ikke helt begriber, hvad der er gået galt. Det bliver helt pinligt for effektfolkene, da Johnny laver sig om til en flamme, og man tydeligt kan se, at der er tale om tegnefilmeffekter, hvilket alt andet lige bryder den i forvejen skrøbelige illusion.

Men værre står det faktisk til med stop motion-effekterne, som er helt forfærdelige. At kameraarbejdet, klipningen og lyden også er meget ringe, er heller ikke noget plus. Men musikken er nærmest et kapitel for sig selv. Scoret er bygget op om et simpelt kærlighedstema, som så bruges, hvad enten der er action eller følelser i omløb. Musikken bliver i ens hjerne noget tid efter filmen er slut – først frygter man, at man har fået tinnitus, men så går det op for en, at man bare går rundt og nynner det skrækkelige tema fra The Fantastic Four.

En mesterlig omgang lort

Alt i alt er The Fantastic Four en mesterlig omgang lort, som du bestemt bør anskaffe dig. For her er der vitterligt tale om en film, som vil vække glæde sammen med en masse øl og dine gode venner, og de vil takke dig for at have set filmen.

The Fantastic Four er venligst stillet til rådighed af Antimatter Multiverse.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: So Bad It’s Good, Superhelte