Valhalla 3: Odins Væddemål

Efter den noget bløde og barnlige start med Ulven er løs (1979), og den efterfølgende lige-ud-ad-landevejen, men også meget underholdende, Thors Brudefærd (1980), kommer Valhalla-serien for alvor i gang med Odins væddemål, der udkom i 1982.

Her finder vi til fulde de elementer, som siden hen har gjort serien så stærk og langtidsholdbar: Den sprælske satire, det forrygende persongalleri, de fine introduktioner til den nordiske mytologi og sidst men ikke mindst den ganske frække måde at opbygge historierne på.

Væddemål

Odins Væddemål begynder med, at vi ser valkyrierne bringe faldne krigere til Valhalla. Her kan de leve som konger indtil den dag, hvor Odin skal bruge dem under Ragnarok. I Madsens version er disse krigere en broget flok, som mest af alt minder om en stor forsamling af fordrukne AGF-fans.

Det går helt galt, da Odin vil inspicere sine nye rekrutter, der er i gang med et masseslagsmål. I kampens hede flyver en hjelm direkte ind i fjæset på Odin, som efterfølgende eksploderer i et raserianfald. Han konfronterer de tre valkyrier, som er ansvarlige for den seneste “sending” og fortæller dem, hvor utilfreds han er. De tre snedige kvinder går ham på klingen og postulerer, at Odin ikke selv kunne gøre det bedre. Og hvis der er noget den nærtagende olding ikke kan tage, så er det at blive sat på plads på den måde.

Det ender naturligvis med et væddemål, hvor Odin må drage til Midgård og finde tre helte, der er værdige til at være i Valhalla. Der er dog et lille aber dabei, der består i, at Odin ikke må bruge sine guddommelige evner, da kvinderne ser det som snyd.

Vanvittige brødre

Odin drager nu til Midgård som en helt “almindelig” mand. Man tror så, at dette er historiens kerne, og at vi nu skal følge Odins rejse. Det skal vi til dels også, men den egentlige historie går først i gang, da Odin tager af sted. For åbenbart er guderne nogle dovne og uopfindsomme hunde, og det hele går næsten i stå, da Odin er væk.

Rygterne om Odins udflugt spreder sig hurtigt til de mørkeste afkroge af Asgård, og således kommer rygtet også frem til Odins to smågale brødre Vile og Ve – smågale er måske i underkanten, da de faktisk er rablende vanvittige. De begiver sig mod Valhalla, da de mener det er deres pligt at passe stedet i gudefaderens fravær.

Det viser sig dog at gå helt galt, da de laver om på alt og blandt andet fjerner Heimdal fra hans stilling som gudernes vagtpost og indsætter en hær af jætter til at bevogte Valhalla. Sideløbende med dette følger vi Odins strabadser med at finde passende helte, der viser sig som nemmere sagt end gjort. Hjemme i Valhalla bliver Vile og Ves vanvid dog for meget for Thor, Loke og Balder, og de udtænker en sindrig plan. Mere skal der ikke røbes her.

Uforskammet underholdende

Odins Væddemål er uforskammet underholdende. Historien er godt opbygget, humoren – specielt når Vile og Ve er til stede – er ganske forrygende, og den måde hvorpå dele af den nordiske mytologi inddrages er godt fundet på. Men, som det gælder for serien generelt, står og falder albummet med, om man kan lide Peter Madsens streg og hans humor.

Stregen er blevet bedre og mere fuldbyrdet i dette tredje bind, så hvis man er til Madsen, er Odins Væddemål rent guf. Samtidig begynder man at få et tilhørsforhold til de forskellige karakterer. Der er den skælmske Loke, den stærke Thor, som i Madsens udgave slås med både problemer i familien og jætter, og så er der naturligvis den liderlige og nærtagende Odin. Det er disse tre personer der er de bærende kræfter, men de er naturligvis omkranset af et hav af spændende og sjove bipersoner.

Som i Thors Brudefærd er der flere små metakommentarer, og den sjoveste finder man i slutningen af albummet. Vile og Ve har beordret tronsalen malet, men netop som den er malet færdig, beordrer en sur herre at det skal gøres om. Man ser nu de to malere udveksle følgende ord: “Nu var det ellers færdigt. Hvorfor skal vi lave det om?”. Hvorefter den anden svarer: “Kæft Håkan!”. Det sjove er her, at albummets farvelægger hedder Søren Håkansson.

Flere centrale myter

Men det er som sagt i fortællingen, at albummet er stærkest. For det første er det en god idé med væddemålet som et spændingsbærende element, men det virkelige smarte træk fra Madsens side er at flytte fokus væk fra væddemålet og over på de to brødre, og så derefter at vende tilbage til væddemålet, da det herved bliver klart, at Odin har mere at miste end et væddemål, hvis han ikke snart får sin røv tilbage til Valhalla.

Igennem den konkrete spændingshistorie bliver vi som læsere ført igennem flere centrale myter, legender og elementer fra den nordiske mytologi. Vi møder nornerne, lindormen, Starkad, Regnar Skindbuks og meget andet.

Hvor de to første bind i serien for mig havde utroligt meget biblioteksnostalgi forbundet med sig, husker jeg faktisk ikke dette album særligt godt fra min barndom. Det skyldes to ting; for det første har jeg helt konkret ikke lånt det særligt mange gange, og for det andet er det langt mere komplekst i sin fortællestruktur, og derfor har jeg nok ikke rigtig fattet det dengang.

En lille perle

I dag fremstår Odins Væddemål som en lille perle, hvor de tre stærkeste kort er fortællingen og dernæst Vile og Ve: De to galninger er sexgale, den ene har endda antydningerne af en affære med Odins kone Frigg, og deres totale mangel på situationsfornemmelse får mig til at klukke af latter.

Alt i alt er Odins Væddemål et betragteligt værk i selve serien og samtidig noget af det sjoveste, jeg har læst blandt dansk producerede tegneserieudgivelser.

Valhalla 3: Odins Væddemål er venligst til til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: Nordisk Mytologi