Tomes of the Dead: Death Hulk

Death Hulk er første bind i serien Tomes of the Dead fra Abaddon Books og er dybest set en blanding af Master and Commander (2003), Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl (2003) samt indslag fra mange forskellige zombiefilm.

Det lyder ikke videre originalt, hvilket det bestemt heller ikke er, men Matthew Sprange har leveret det hele med stor fortælleglæde, god timing i handlingen og en grundig research i det maritime, og han har alt i alt skrevet en ganske underholdende bog.

Glad for det maritime

Navnet Matthew Sprange vil vække genklang hos rollespillere, hvor han har været med til skrive og designe mere end 20 udgivelser, heriblandt Judge Dredd, Babylon 5 og Starship Troopers samtidig med, at han også er direktør for forlaget Mongoose Publishing. Death Hulk er hans anden roman, hvor den første med titlen Visions of Peace meget passende forgår i Babylon 5-universet.

Der kan ikke herske tvivl om, at forfatteren Matthew Sprange er svært glad for det maritime og for store søslag. Så det kommer ikke som nogen overraskelse, at han lader Death Hulk foregå under Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet.

Det var tiden for de store søslag, hvor England og Frankrig var i krig med hinanden, og hvor resten af Europa enten var tilknyttet den ene eller den anden fraktion. Det var tiden før flyvemaskiner og andre moderne våben og derfor en tid, hvor de store krigsskibe var de vigtigste faktorer i slaget på havene.

Når man kigger på den maritime genre eller mere præcist den maritime setting indenfor både litteraturen og filmen, falder værkerne ofte i to forskellige grøfter. Der er de meget præcise historiske skildringer af sørejsen og de store søslag på den ene side og den mere fjollede piratversion på den anden side.

Den første er repræsenteret ved eksempelvis Patrick O’Brians saga på 21 bind om den engelske flådekaptajn Jack Aubrey eller Roger Donaldsons film The Bounty (1984). Den anden kender vi eksempelvis fra Robert Siodmaks The Crimson Pirate (1952), Renny Harlins Cutthroat Island (1995) og den moderne monstersucces Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl af Gore Verbinski og dens to efterfølgere. Det er tydeligt, at Matthew Spange har hentet inspiration hos Patrick O’Brian, men også hos Verbinski og dennes tilførsel af det okkulte i det maritime.

Ingen zombier de første 100 sider, men så…

Den første del af Death Hulk er dybest set en klassisk maritim historie med søslag, rejsebeskrivelser, optakter til mytteri og alt det, vi er vant til fra den front. Man kan nærmest mærke skumsprøjtene og føle, når de tunge kanoner fyres af og skibe bordes, mens mandskabet langsomt går mere og mere i opløsning og kun holdes i ave af deres retskafne kaptajn.

Når man ser bogens cover og læser bagpå, bliver man faktisk lidt overrasket, når man går i gang med bogen. For i løbet af de første 100 sider, og det er meget når bogen kun er 276 sider, er det ikke noget uhygge og slet ingen zombier. Men faktisk gør det blot bogen bedre, da vi derved både får tid til fine beskrivelser af sørejsen, og samtidig bliver vi introduceret til nogle ganske gode karakterer.

Men for at få en ting på plads med samme, så bliver dem, der venter med spænding på død, splat og zombier ikke skuffet, som romanen skrider frem. Det vigtige i denne sammenhæng er, at Sprange formår at gøre sit univers troværdigt, og man tror faktisk på de overnaturlige elementer, hvilket på ingen måde var tilfældet med den lettere fjollede og opkørte Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl.

Kaptajn Aubrey… øh Havelock

Da jeg et stykke inde i bogen fik et déjà vu, var det ikke helt tilfældigt. De første 100 sider er en næsten tro kopi af handlingen, man ser i Peter Weirs stemningsfulde Master and Commander, som er baseret på Patrick O’Briens serie om kaptajnen Jack Aubrey og hans ven, lægen Stephen Maturin, og deres eventyr på de syv verdenshave, og som for øvrigt også foregår under Napoleonskrigene.

En stor del af den engelske flåde ligger for anker ved Spithead i Sydengland, hvor de mange krigsskibe venter på ordre til at sejle ud for at bekæmpe franskmændene. Og her finder vi også HMS Whirlwind, en fregat som med sin hurtighed og forholdsvise kraftige skyts er perfekt til jage og indfange fjendtlige skibe. Mandskabet ombord på Whirlwind er dog er ved at være trætte af den konstante venten, og ønsker blot at stikke til søs og nedkæmpe fjenden.

Ombord på skibet er kaptajnen James Havelock og hans officerer opmærksomme på, at mandskabet er tæt på at gå i hundene, og derfor kommer det som en kærkommen nyhed, at Whirlwind får til ordre at jagte den franske fregat Elita, som har sunket mange engelske handelsskibe omkring Kap det Gode Håb.

James Havelock kommer fra en fin familie, og hans bedstefar Edward Havelock var admiral i den engelske flåde. Havelock har også siddet til bord med selveste Lord Nelson, som Jack Aubrey ligeledes har i Master and Commander, og han ser denne jagt som sin gyldne vej mod at blive admiral. Ved sin side har han sin trofaste førsteløjtnant Corbin og sine to andre løjtnanter Wynton og Hague. Som sit bindeled til mandskabet har han sin bådsmand ved navn Kennedy, som både er mandskabets bedste ven og værste fjende, når han skal udføre de straffe, som ulydige personer skal have.

Under dæk blandt kanonmandskabet stifter vi hurtigt bekendtskab med de to erfarne sømænd Bryant og Murphy samt deres unge hjælper Brooks. Det er er disse otte personer, der er historiens hovedpersoner med Havelock som den vigtigste.

Starten på et mareridt

Whirlwind finder frem til Elita, som viser sig at være en betydeligt mere magtfuld fregat end Whirlwind med både flere kanoner og et mere talstærkt mandskab, men heldigvis har englænderne Kaptajn Havelock, som viser sig at være en overlegen taktiker. Ved skibenes første træfning overrasker englænderne det franske skib, og kun derfor kan de trække sig væk som midlertidige sejrherrer. For begge skibe bliver hårdt beskadiget, og det bliver nu et kapløb med tiden om hvem, der først kan få repareret deres fartøjer før det næste slag.

Whirlwind sender både ind til fastlandet for at finde forsyninger og materiale til at reparere skibet. Frem til dette punkt er handlingen stort set identisk med den i Master and Commander, men så sker der så ellers også ting og sager. På land deles mændene op i mindre grupper, og da folkene skal samles ved stranden, mangler der en gruppe, som er blevet dræbt af noget, der minder om rovdyr. Ligene ligger i en stor bunke af blod og indvolde, og det bliver starten på et sandt mareridt.

Kort efter at Whirlwind igen rider på bølgerne, kommer de i kontakt med et andet fransk skib, som de beslutter sig for at angribe. Da de kommer tættere på det enorme og meget gammeldags krigsskib, begynder en grum sandhed at gå op for Havelock, men da er det for sent. Skibet viser sig at være et spøgelsesskib ved navn Deja – der hurtigt døbes Death Hulk af mandskabet – som er vendt tilbage fra havets bund med en besætning bestående af zombier.

Whirlwind bordes, men efter et blodigt slag, hvor det går op for englænderne, at deres fjender naturligvis kun kan dø ved at få deres hjerne smadret, lykkes det for dem at kappe rebene og slippe af sted med livet i behold. Og nu er gode råd dyre. For ikke nok med at Havelock og hans besætning har et skib fyldt med zombier i hælene, så ligger der også et andet fjendtligt skib i nærheden og venter på dem.

Det viser sig, at kaptajnen på Deja er en vis Kaptajn Dubois, som i sin tid havde et mellemværende med Havelocks bedstefar, og nu vil han have hævn over barnebarnet og hans besætning. I stedet for at stikke hælene mellem benene beslutter Havelock sig for at gå i offensiven med en dristig plan, og mere vil jeg ikke røbe her.

Underholder som bare fanden

Den første del af bogen virker som en introduktion til datiden, søfarten og personerne ombord på Whirlwind. Og da anden halvdel går i gang med blod og død, bliver man grebet, når nogle af de personer, man har lært at kende, dør.

Det der gør Death Hulk anbefalelsesværdig er, at den både er meget underholdende, og forbliver troværdig indenfor fiktionens rammer, samtidig med at den er dybt uoriginal – men det er ikke noget problem, når de gammelkendte formularer fungerer og leveres med et sprogligt overskud.

Sprange har et fint og meget kortfattet sprog, som leder tankerne hen på klassisk pulplitteratur. Der er skåret ind til benet, og samtidig har han et talent for at skabe stemning og er meget dygtig til at skildre kamp, som det er nødvendigt for at en historie som Death Hulk kan fungere. Desuden har Sprange heldigvis valgt at udlade fladpandet humor i historien, ja Death Hulk er stort set blottet for humor, hvilket er vigtigt for den grumme historie og for, at de utroværdige elementer kan forblive troværdige.

Jeg er meget spændt på næste indslag i Tomes of the Dead-serien, og håber bare, at den er lige så underholdende som Death Hulk, der bestemt ikke er stor litteratur, men som underholder som bare fanden.

Death Hulk er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: 1800-tallet, Zombier