De fleste kender fremtidsfilmen med den meget bombastiske titel Total Recall (1990) med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Men de færreste har nok læst den novelle, som filmen er bygget på. På engelsk hedder den We Can Remember It For You Wholesale, og det er i den fremragende danske oversættelse blevet til Erindringer Engros, og novellen er at finde i antologien Filmatiserede Noveller.
En helt almindelig mand
Hvor filmen har actiondelene som det centrale – sådan som det nu engang er, når man vælger Arnold som hovedrolleindehaver – er det den spidsfindig historie, der er det vigtige i Erindringer Engros. Men når man har set filmen, er det tydeligt, at den har fået de vigtige dele med fra novellen, og så har man ellers tilsat alle de ting, der kendetegner blockbustere fra de sene firsere og tidlige halvfemsere.
I novellen møder vi Douglas Quail, der er bosat i Chicago. Han er en helt almindelig og kedelig lønmodtager, der altid har haft en drøm om at besøge Mars. Vi skal huske, at vi er i Philip K. Dicks fremtidsunivers, hvor Mars er beboet.
Quail har gentagne drømme om Mars, selvom hans vrisne kone Kirsten kalder ham en dagdrømmer og i stedet foreslår ham, at de kunne besøge et aqua-feriested og komme på eventyr på havets bund. Men det er ikke nok for Quail, og netop den morgen, vi kommer ind i historien, beslutter han sig for at gøre noget ved det.
GENKAL A/S
Han opsøger firmaet GENKAL A/S, der kan give kunstige minder i bytte for penge. Derved kan Quail i sit hoved have rejst til Mars, uden at hans fysiske krop har været der. På GENKAL A/S møder han den karismatiske driftsleder McClane, som Quail for nylig har sendt brev til vedrørende sine ønsker om turen til Mars.
McClane udlægger de forskellige pakkeløsninger, og Quail har på forhånd besluttet sig for at ville være hemmelig Interplan-agent. McClane forsikrer Quail om, at han ikke vil kunne kende forskel på sine virkelige erindringer og dem, der vil blive implanteret af GENKAL A/S. Han fortæller, at der endda vil blive skjult ting i hans hjem, som er håndgribelige minder fra hans tur på Mars. Endvidere forsikrer McClane Quail om, at han vil få alle pengene tilbage, hvis han husker det mindste om mødet med GENKAL A/S.
Quail betaler, og operationen kan gå i gang. Men noget går helt galt. Under narkosen begynder Quail at tale om sin tid på Mars, og det er før, de fiktive implantater er blevet tilføjet! De ansatte går i panik, da de godt er klar over, at den Douglas Quail, der ligger på deres briks, er en vaskeægte hemmelig agent. McClane beslutter sig for, at de ikke skal pille ved noget, giver Quail pengene tilbage og sender ham af sted i en taxa.
En sindrig plan
Da han kommer hjem, er Quail i vildrede, fordi hans “nye gamle” erindringer presser sig på, og da han spørger Kirsten, om han har været på Mars, skrider hun. Men gemt i lejligheden er der et par Interplan-agenter. De truer ham med pistoler og fortæller ham, at de har holdt øje med ham, lige siden han var deres agent på Mars.
En sender er plantet i Quails hjerne, så de har kunne læse hans tanker. Alt i imens de snakker til ham, begynder Quails hukommelse at vende helt tilbage, og han husker, at han var en specieltrænet lejemorder, der slog en politisk leder på Mars ihjel. Da agenterne opsnapper, at den “gamle” Quail er tilbage, beslutter de sig for at likvidere ham, men det er nemmere sagt end gjort. For med erindringerne er også hans gamle evner vendt tilbage, og han undslipper nemt.
Men hvad skal Quail nu gøre? Interplan-agenterne vil altid vide, hvor han er, og han har ingen steder at tage hen. Men en sindrig plan dukker op i Quails hoved, og en meget overraskende slutning går os i møde, hvor der igen bliver vendt op og ned på, hvad der er rigtige og falske erindringer.
Et djævelsk puslespil
Med sine kun 22 sider er Erindringer Engros en kompakt lille sag, som nok kræver to gennemlæsninger, før man har det hele med. Det bliver leget med virkelighedsopfattelse fra Dicks side, og det er et djævelsk lille puslespil, han får spredt rundt på siderne.
Quail er en klassisk Dick-antihelt, der lever som en helt almindelig mand i den store metropol. Han har et ønske om noget mere, og det får han til fulde opfyldt. Det gode ved novellen er, at man aldrig er helt sikker på, hvad der er virkelighed og hvad, der er fantasi for Quail. For måske er det hele bare en drøm eller en falsk erindring fra GENKAL A/S.
Hvor det i mange af de andre noveller er individets kamp mod samfundet, der skildres, er der her mere tale om en kamp mod sin egen hukommelse. Novellen er dybt original og muligvis det bedste, jeg indtil videre har læst fra Dicks hånd.
Mesterlig lille novelle
Sproget er som vi kender det hos Dick: Kort, præcist og meget kontant. Hans beskrivelser er gode, den brugte sci-fi-teknik holdes til et minimum, og man tror på historien. Alt i alt en mesterlig lille novelle, som har fået en noget hårdtpumpet fætter i sin filmatisering.
Men de to, novellen og filmen, fungerer faktisk både separat og sammen, selvom de på mange måder er så forskellige som nat og dag. Og det skyldes, at folkene bag filmen har ramt ånden i novellen frem for kun at fokusere på detaljer i fortællingen, som det har været tilfældet med nogle af de andre Phillip K. Dick-filmatiseringer, vi har set på.
Originaltitel: We Can Remember It For You Wholesale
Forfatter: Philip K. Dick
Oversættelse: Ulla Meyrick
Sideantal: 22
Novellen udkom oprindeligt i The Magazine of Fantasy & Science Fiction i april 1966. Anmeldelsen er baseret på den oversatte udgave af novellen, der udkom i antologien Filmatiserede noveller på forlaget Rosenkilde i 2003.
Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007
Stikord: Filmatiseret, Fremtiden