Chakushin ari 2

Personligt har jeg et meget ambivalent forhold til J-horrorfilmene. På den ene side synes jeg, at historierne er dybt banale, og at de gentager sig selv konstant, men på den anden side har filmene mange scener, der virkelig skræmmer mig, som få andre film kan gøre det.

Gedigne gysereffekter og eksotisk islæt

Chakushin ari 2 er ikke videre original, men den formår at trykke på alle de rigtige knapper, som giver mig gåsehud, og får mig til at vandre hvileløst rundt i stuen, mens filmen kører over skærmen.

Det skyldes nok en blanding af de gedigne gysereffekter og samtidig det eksotiske islæt, som japansk film har for mig som europæer. Det hele er bare lidt mere underligt, end hvad man er vant til. Det er netop dette eksotiske særkende, som går tabt i de ferme og velproducerede amerikanske remakes, der i mine øjne kommer til at fremstå som ligegyldige stiløvelser, og det er sådan set det samme, der sker, når Hollywood eksempelvis vælger at genindspille europæiske gysere, komedier og actionfilm.

Det kan eksemplificeres med Ole Bornedals fremragende Nattevagten (1994) og Luc Bessons stilfulde Nikita (1990), der med Nightwatch (1997) og Point of No Return (1993) er blevet til helt ligegyldige remakes uden det specielle europæiske touch, der gjorde de to originaler så tiltalende.

Når man ser på J-horror rent økonomisk, er det en ren guldgrube, og det skyldes mest af alt forbandelsen, som er det centrale træk i filmene, hvad enten det sker over videoen, mobilen eller et hus. Med det menes der, at når vi taler om forbandelser, slutter filmene aldrig rigtigt, da historien ikke er centreret om én central morder, men om noget, der kan gå videre fra person til person – i Chakushin ari 2 konstaterer en politimand tørt, at gerningsmanden ikke er noget menneske.

Derfor ser vi også, at stort set alle J-horrorfilm får mindst en og ofte to, tre eller fire efterfølgere. Så når en film er afsluttet, kan pengemændene bare brygge videre på myten og vupti, så har man materiale til et utal af sequels.

Ringetonefilm

Kyoko overtales af sin veninde Madoka til at droppe studierne for en aften og gå i byen. De går på den restaurant, hvor Kyokos kæreste Naoto arbejder. Og så ringer en mobiltelefon. Ja, vi er tilbage i mobil-J-horrorland, hvor Takashi Miike forsøgte at tilføje J-horrorbølgen noget nyt med sin fascinerende og noget rodede Chakushin ari (2003). Og selvfølgelig skulle der komme en efterfølger, ja faktisk hele to, hvor også den tredje og sidste af ringetonefilmene Chakushin ari final (2006) er anmeldt i denne måneds opdatering af Planet Pulp.

Men telefonen, der i første omgang ringer, tilhører restaurantejeren Wangs datter Mei-feng. Og sjovt nok er det Mei-feng, der ringer til sin egen telefon, som vi også så det i Chakushin ari. Hun siger, at man ikke må stille olien tæt på komfuret, og så begynder hun ellers at skrige, og kendere af genren ved med det samme, at vi om lidt får en fed dødsulykke, hvor ingredienserne er et komfur, noget olie og en pige, der skriger.

Men før det sker, sender Mei-feng sit nye mobilnummer til både Kyoko og hendes veninde, og så ved vi godt, hvad klokken er slået. Kort efter ringer Madokas mobil med den ringetone, vi kender fra den første film, og hun konstaterer da også, at hun ikke har downloadet den ringetone.

Kyoko siger, at hun har hørt melodien før – for omkring et års tid siden, hvor hende pigen på TV døde – en af de centrale scener i Chakushin ari. Mens pigerne snakker, leder Naoto efter Wang i køkkenet. Han finder ham ligge død og forbrændt ved komfuret! Og det kommer faktisk som lidt af en overraskelse, da man havde forventet, at det var den skæbne, Mei-feng skulle udsættes for tre dage ude i fremtiden.

Ånden har ændret stil

Der følger et intermezzo, hvor en betjent fra den første film mødes med en kvindelig rapporter ved navn Takako uden for restauranten. Takako vil vide, om der var et rødt bolche i munden på den afdøde – igen en henvisning til Chakushin ari, og ingen kan nu være i tvivl om, at mobil-morder-ånden er tilbage, og det der skete for et år siden, er nu blevet til en vandrehistorie, hvor man taler om, at folk dør i en tilfældig orden fra mobilens opkaldsliste – altså den mobil, der i første omgang fik det mistede opkald.

Takako opsøger Naoto med sin teori om, at Wang blev dræbt i stedet for sin datter – wow, ånden har ændret stil. Og for dem, der ikke kan huske den anden film, skærer Takako det ud i pap ved at vise Naoto en sagsmappe med mordene fra det foregående år. Vi ser i flashsekvenser dødsscenerne fra den første film, og så kan selv arveprins Knud følge med.

Kort efter dør Madoka, og så ringer Kyokos telefon fra tre dage ude i fremtiden med den kendte ringetone, og så er gode råd dyre. Med følgeskab af hendes trofaste kæreste og Takako begynder Kyoko et kapløb med tiden for at finde frem til en løsning, inden de tre dage er gået, og naturligvis er politiet endnu engang ikke til den mindste hjælp, da de jo ikke kan bekæmpe ånder.

Sporene peger mod Taiwan, hvor der bliver begået lignende mord, så mobilsygen er gået ud over Japans grænser – så måske kan snart heller ikke vi føle os sikre i Danmark. Hvis din telefon ringer med en tone, du ikke kender og du begynder at se ansigtsløse, sorthårede kvinde er det på tide at ringe til Ghostbusters.

Mere ordinær end etteren – på den gode måde

Filmen er spækket med uhyggelige scener, men en af de bedste er der, hvor Kyoko har en videosamtale over mobilen med Madoka. Bag Madoka dukker der en langhåret kvinde op – de skal jo være der – men da Kyoko beder Madoka om at vende sig om, ser hun intet. Men Kyoko ser, hvorledes den mystiske kvinde ligger hænderne om halsen på Madoka, som dog ikke opfatter, at der er nogen ved hende. Og så går mobilskærmen ellers i sort og Kyoko smider sin mobil på gulvet.

Her viser instruktøren Renpai Tsukamoto, at han på trods af sin fortid som dokumentarfilminstruktør har fingeren på spændingspulsen. Scenen er snigende ubehagelig og fik mig til at kigge mig over skulderen en ekstra gang. Kort efter myrdes Madoka i en bestialsk brusebadsscene af en langhåret kvinde.

Hvor Miike med Chakushin ari forsøgte at give genren nyt liv med sine metalag og samfundssatire, er Chaskusin ari 2 en mere ordinær gyser. Og det er faktisk også filmens største styrke. For selve plottet er en forvrøvlet omgang sludder, men filmen er eksekveret med fornemmelse for timing, og så er gysereffekterne ret eminente.

Mere helstøbt end sin forgænger

Desuden har filmen nogle små modbydelige detaljer, som f.eks. en pige med en sammensyet mund, der nok skal vække glæde hos en del Planet Pulp-læsere, der elsker det perverse og modbydelige. Vi kommer også tættere på en forklaring på myten bag forbandelsen, der hærger de unges mobiltelefoner gennem nogle ganske ubehagelige flashbacksekvenser, hvor forskellige personer giver deres besyv om sagen. Endvidere er filmen rent visuelt meget flot og effekterne er i topklasse.

Hvor skuespillet i den første film var noget man bed mærke i på den positive måde, er der her tale om en film uden de store skuespillere, og rollerne er også tyndere end i Chakushin ari. Men Chakushin ari 2 er mere helstøbt end sin forgænger, og vil nok falde i god smag hos et publikum, der bedre kan lide gentagelser end forandring. Personligt var jeg ganske godt underholdt, mest på grund af de fede gysersekvenser samt de rent investigation-prægede passager, der fungerer ganske godt, og hvor specielt sporene, der peger mod Taiwan, er spændende.

Alt i alt har Chakushin ari 2 ikke den friskhed, som dens forgænger har, men som rendyrket og stilren gyser fungerer den tæt på optimalt. Hvis man elsker J-horror er det med at skaffe sig filmen, da den er en af de bedre af slagsen, men derudover er der ikke noget nyt at komme efter her. I øvrigt byder filmen på et helt forrygende klimaks, og hele slutningen er meget uhyggelig, så god fornøjelse herfra!

Chakushin ari 2 er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: 2’er, Forbandelser, Fortsættelse, J-Horror, Japan, Mobiltelefoner