Conan the Destroyer

Hvor alt klingede smukt i den mesterlige Conan the Barbarian (1982), er det en lidt anden oplevelse, man har med efterfølgeren Conan the Destroyer, som på mange måder kan betegnes som sin forgængers infantile lillebror.

Dog har filmen tre åbenlyse kvaliteter: Arnold, musikken og så det faktum, at den er røvhamrende underholdende. Det bør dog lige nævnes, at både Arnold og musikken var bedre i den første Conan-film, men underholdningsværdien er helt i top – det er bare på en lidt anden skala end i Conan the Barbarian.

En ny mission for Conan

Instruktøren med det meget indbydende navn Richard Fleischer, som de tyskkyndige vil vide betyder Richard Slagter, skulle året efter gå videre og lave endnu en film, der foregår i Conan-universet, nemlig den noget tvivlsomme Red Sonja. Men ellers er Fleischer, der for øvrigt døde sidste år, mest kendt for to Kirk Douglas-film fra 1950’erne, nemlig 20000 Leagues Under the Sea (1954) og The Vikings (1958).

Ved filmens indledning finder vi Conan, der knæler foran et alter, alt imens hans følgesvend Malak (Tracey Walter) vimser rundt og snakker om deres seneste kup. Pludselig angribes de af en bunke krigere, som Conan dog ikke har problemer med at nedkæmpe. Men med krigerne er den onde dronning Taramis (Sarah Douglas), og hun overtaler Conan til at tage med hende til hendes slot, hvor hun har en opgave til ham.

Hvis Conan løser opgaven vil Taramis med sin magtfulde magi bringe Conans elskede Valeria tilbage fra dødsriget (Valeria døde i slutningen af Conan the Barbarian). Conan får til opgave at eskortere Taramis’ niece Jehnna – spillet af Olivia d’Abo, som de fleste nok vil genkende som Kevin Arnolds storesøster i serien The Wonder Years (Mine glade 60’ere) fra 1988-1993 – på en større rejse. Formålet med rejsen er, at finde frem til et magisk horn, som efter sigende vil kunne vække guddommen Dagoth til live.

En skummel plan

Hvad Conan og Jehnna ikke ved – og som Taramis fortæller til krigeren Bombaata (Wilt Chamberlain), som skal med på rejsen – er, at Jehnna senere skal ofres i ritualet for at vække Dagoth, og at Conan skal dø, så snart hornet er fundet. Med disse intriger i baghovedet følger vi vores helte på deres færd, og de får senere følgeskab af krigerkvinden Zula (Grace Jones) og troldmanden Akiro (Mako) – ham der er Conans historiefortæller, og som også er med i Conan the Barbarian.

Deres rejse fører dem forbi en magiker, en mystisk ø, en krypt og meget andet, mens der følger den ene kampscene efter den anden. Det hele leder frem til filmens stort anlagte klimaks, men mere af handlingen vil jeg ikke røbe.

For pænt

At filmen på mange måder mangler den brutalitet og den ”grimhed”, som Conan the Barbarian havde, kan på mange punkter tilskrives filmens visuelle side. Filmen er fotograferet af den legendariske englænder Jack Cardiff – nogle vil måske huske, at han fik en Oscar i 2001 for sit livslange arbejde som filmfotograf.

Cardiff er en fotograf af den gamle skole, hvilket i sig selv ikke er noget problem, men da han skulle visualisere Conans univers, kom han til kort. Det hele er simpelthen for pænt, og det gælder alt fra lyssætning til billedkompositioner. En af grundene til, at det bliver et problem, er også, at man ikke kan undgå at sammenligne filmen med dens forgænger, som havde et helt andet grimt og beskidt look. Så pointen er, at Conan the Destroyer simpelthen er for pæn og kedelig.

Og man må sige, at manuskriptet trofast støtter op om dette. Selve historien er dybt uoriginal og mangler den episke og tragiske dimension, som løftede Conan the Barbarian op på et – for sin genre – uhørt højt niveau. Man mærker tydeligt, at Conan the Destroyer på mange måder er et samlebåndsprodukt, hvor alt er tilrettelagt for at nå det størst mulige publikum. Vi har ”the comic sidekick”, fjollet magi, store kulisser, fjollet humor og alt det, som kendetegner de metervare-fantasyfilm, som Hollywood igennem årene har spyttet ud.

Irriterende humor

Kampscenerne kan meget præcist betegnes som o.k. og ikke mere. Der er ikke nok blod, liderlighed og mørke. Det hele – lige fra kulisserne til replikkerne – er for glatpoleret og ligger meget langt fra den hårde tone, som Conan the Barbarian slog an.

Men det værste er nok alligevel al den humor, som manuskriptforfatteren har tilsat historien. Det er frygteligt, og specielt Malaks kække kommentarer er til at brække sig over. Selv Conan kommer med fjollede indslag og bemærkninger, som er sjove på en falden-på halen-agtig måde, som ikke klæder hverken Conan, historien eller filmen.

Det betyder i sidste ende, at filmen mangler ånd og nerve, både i udtryk og indhold. Derfor bliver Conan the Destroyer heller ikke til andet end en ordinær fantasyfilm, som er meget underholdende, men ikke udnytter det potentiale, der er i Conans univers.

Belastende skuespillere

Helt ekstraordinært står alle skuespillerne – undtagen Arnold naturligvis – på ryggen af hinanden for at være den mest belastende i filmen. Jeg nævner i flæng (og lader det op til den enkelte at bedømme, hvem der er værst): Tracey Walter som den trælse tyv og Conans comic sidekick, Wilt Chamberlain som Bombaata, Mako som troldmanden Akiro, som man har lyst til at sparke i nosserne, og sidst men ikke mindst den frygtelige Grace Jones som krigerkvinden Zula.

Kendere vil vide, at Grace Jones havde et forhold med Arnolds gode bodymakker Svend-Ole Thorsen – Sven-Ole har for øvrigt en lille rolle som vagtkaptajn i filmen – og at hun også var sammen med selveste Dolph Lundgren i over fire år. Wilt Chamberlain kendes bedre som basketballspiller, hvor han med sin imponerende højde på 2.16 m, havde en glorværdig karriere i NBA. Han døde i 1999, og rollen som Bombaata i Conan the Destroyer blev hans eneste filmoptræden.

Med hensyn til Arnold Schwarzenegger, så har han altid været – og vil altid være – et ikon frem for en skuespiller eller for den sags skyld politiker. Men i barbarfilmene kommer Arnold til sin ret. Han har meget få replikker – som er ganske svære for ham at levere – men hans fysiske fremtoning er det vigtigste.

Som Conan er Arnold en sand kæmpe, og det lange hår og det store sværd klæder ham godt. At det så er ganske pinligt at se ham drikke sig fuld, er en helt anden sag, og at historien i Conan the Destroyer lægger lidt for meget op til humor – hvilket ikke var tilfældet i Conan the Barbarian – er en helt tredje.

Som et middelmådigt rollespilsscenarie

Helt overordnet virker Conan the Destroyer som et middelmådigt rollespilsscenarie med dårlige rollespillere. Vi har den klassiske fantasysetting, det meget lineære plot uden de store overraskelser, og så har vi de seks hovedpersoner – rollespilsgruppen – hvor de forskellige karakterer udfylder deres rolle i gruppen.

Malak er gruppens klassiske tyv, Zula er krigerkvinden, der er med for at vise, at Conan gjorde det rigtige i at redde hende, magikeren Akiro hjælper med sin trolddom, Jehnna er med som den smukke og naive pige, der introduceres til den brutale verden, hun lever i, Bombaata er krigeren som giver historien et twist, og så er der naturligvis selveste Conan.

Sammen går denne gruppe grueligt meget igennem og løser naturligvis scenariet, som bliver fortalt af den noget fraværende spilleder/instruktør Richard Fleisher. Enkelt, ordinært og meget ligegyldigt, men samtidig ganske underholdende – og derfor fortjener filmen trods alt en plads i din DVD-samling tæt sammen med Conan the Barbarian og Red Sonja.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: 2’er, Barbarer, Fantasy, Fortsættelse