Silent Hill

En kvinde løber hastigt ned ad en øde gade, hvor aske falder som dun fra himlen. Alt er dækket i et hvidt slør, som var der faldet sne. De små butikker er forladte, og der er ikke en sjæl i nærheden. Nærmest som var der tale om en spøgelsesby.

Langt nede ad gaden ser kvinden en lille pige løbe om et hjørne. Kvinden råber hendes navn og følger efter. Hun kommer til en trappenedgang, hvor pigen må være løbet ned. Kvinden stopper op, og med forsigtige skridt begynder hun sin nedstigning. Pludselig bliver stilheden brudt af lyden af en fjern sirene og alt bliver mørkt.

Da kvinden får tændt sin lighter, og det svage lys begynder at give omgivelserne konturer, er der sket noget mærkværdigt. Hun er i den samme trappenedgang og så alligevel ikke. Noget har ændret sig, og omgivelserne er blevet industrielle og mærkværdige, nærmest som om overfladen er blevet skrællet af.

Magisk, grotesk og horribelt univers

Silent Hill er en canadisk/japansk/amerikansk/fransk co-produktion, instrueret af en franskmand, filmet af en dansker, skrevet af en canadier, produceret af en marokkaner og med en australsk skuespillerinde i hovedrollen. Endvidere er filmen baseret på det ekstremt dystre og populære japanske computerspil Silent Hill fra 1999.

Efter at have set filmen i biografen forlod jeg salen fuld af beundring og med en knugende fornemmelse i maven. Jeg har selv spillet Silent Hill og husker det spil som noget af det mest uhyggelige, jeg har oplevet. Mest af alt fordi det på forunderlig vis kunne gengive fornemmelsen af at være til stede i et mareridt, hvor man aldrig kan vide sig sikker på noget.

Filmen er en visuel perle – muligvis den flotteste gyser jeg til dato har set – og samtidig indfanger den mareridtsstemningen på fornemste vis. Computereffekterne er troværdige, dog brydes noget af illusionen når man ser filmen på en lille TV-skærm, hvor dele af effekterne kommer til at fremstå kunstige. Men det er kun en bagatel, for filmen er jo lavet til det store lærred.

Det vigtigste er, at den rammer en ånd og en stemning, som jeg sjældent har set gengivet så sublimt på film. Et mindre problem er historien, der bliver for meget af det gode til sidst, men hvis man ser bort fra dette og lader sig blive ført ind i Silent Hills magiske, groteske og horrible univers, så har man en oplevelse ud over det sædvanlige foran sig.

Spøgelsesby

Der er noget helt galt hos familien Da Silva. Rose og Christopher Da Silvas lille datter Sharon har det ikke godt. Hun går i søvne og snakker om en by ved navn Silent Hill. Christopher tager det hele med ophøjet ro, mens Rose er ved at gå i panik. Så en dag da Christopher kommer hjem fra arbejde, er både hans datter og kone væk.

Han ser at computeren er tændt og finder ud af, at konen har været inde på Google og søge på Silent Hill. En mindre by, der for år tilbage var ude for en ulykke, hvorefter den blev forladt og nu ligger afskåret som en spøgelsesby. Rose har taget bilen og er kørt mod Silent Hill med Sharon. Vi finder ud også af, at Sharon er adopteret, og at hun har en relation til Silent Hill.

På en tankstation i nærheden af Silent Hill vil politikvinden Cybil stoppe Rose, men Rose trykker på speederen og kører væk. I en malerisk scene ser man på afstand, hvordan bilen skærer igennem det kuperede terræn, og hvordan politikvinden jager Rose og hendes datter. Rose kører igennem en afspærring, og kort efter træder en skikkelse ud foran bilen. Rose kører galt, besvimer og alt bliver sort. Da hun vågner op, er Sharon væk, og Rose begiver sig ud i Silent Hills gader.

Fanget i Silent Hill

Så er vi tilbage ved trappenedgangen. Rose kigger sig om og åbner en dør. Hun kommer ud i det der må være en baggård, men alt ser meget mystisk ud. Der er gitre og alt muligt andet metal. Det hele ligner noget, der er taget ud af et mareridt. Pludselig jages hun rundt af nogle mærkværdige skabninger – noget der ligner en blanding af børn og dyr – og må flygte ind i en bygning.

Der hviler en form for forbandelse over Silent Hill, som man ikke kan forlade, når man først er der – nogen kan i hvert fald ikke komme væk, mens andre underligt nok kan. Rose får følgeskab af den uheldige politikvinde Cybil, og sammen forsøger de at finde Sharon og optrevle, hvad der er sket i Silent Hill. Men nogen vil dem til livs, og hver eneste gang at sirenen lyder, er det som om en port til Helvede åbnes og skabninger, der ikke burde være til, gør deres entré.

Sideløbende med dette er Christopher taget af sted for at finde sin kone og datter. Han får følgeskab af politimanden Thomas Gucci – en mand der oprindeligt kom fra Silent Hill. De tager sammen op til byen, der ser helt anderledes ud end den “udgave” af Silent Hill, som Rose og Cybil befinder sig – på trods af at den også ligner.

Og da vi ser Christopher gå rundt i den samme skole, som Rose befinder sig i – og der krydsklippes til Rose – og man tror at de skal til at gå ind i hinanden, sker der blot ingenting. Vi bliver klar over, at der er noget helt galt. Rose er fanget i Silent Hill – vel og mærke en Silent Hill, der ligger i noget, der må være en anden dimension; en form for skærsild, som man senere finder ud af.

Mere vil jeg ikke røbe af den noget mystiske handling, som løber lidt løbsk hen mod slutningen. Jeg vil dog pointere, at man skal lægge alle former for logik og rationelle forklaringer på hylden, før man ser filmen og leve sig helt og holdent ind i filmens univers. For handlingen er mildest talt en tynd kop the, der lever i kraft af filmens visuelle overskud og den fantastiske stemning.

Visuel forståelse

Silent Hill er instrueret med overskud og indlevelse af den franske instruktør Christophe Gans, som nok er mest kendt for sin visuelt overlegne, barokke og blodige Le pacte des loups (2001), udsendt i Danmark under titlen Pagten. Men kendere af gyserfilm og H.P. Lovecraft vil måske vide, at han også har instrueret den ene af de fire episoder i filmen Necronomicon (1994).

Hans varemærke er en utrolig føling for det stemningsfulde, en visuel forståelse som siger spar to til alt og en hang til det overlæssede. Nogen stor personinstruktør kan man ikke kalde ham, men skuespillerne i Silent Hill gør dog alle et habilt stykke arbejde. Specielt Laurie Holden som Cybil og Kim Coates som Thomas er gode, mens Sean Bean er noget fejlcastet som Christopher.

Men det er dog Radha Mitchell – de fleste vil nok kende hende fra enten Pitch Black (2000) eller Man on Fire (2004) – der som Rose fortjener et ekstra bifald. Hun har den klassiske svære rolle at virke troværdig i. Men man tror oprigtigt på hendes smerte og hendes søgen efter sin datter, og det giver filmen et menneskeligt aspekt, som lyser som et fyrtårn i den ellers umenneskelige film.

Dygtige Dan

I Danmark kan vi være stolte over at have en fotograf som Dan Laustsen. Herhjemme er han mest kendt for sit arbejde på Nattevagten (1994), og i udlandet har han bl.a. filmet Mimic (1997) og Darkness Falls (2003) – to tvivlsomme film, som dog rent visuelt er meget specielle.

Gans brugte også Laustsen på Le pacte des loups, og man kan godt se, at deres sammenarbejde kan skabe visuelle mesterværker. For det er lige netop det, Silent Hill er. Udover at være en meget uhyggelig gyser, er den så flot og stemningsfuld, at det næsten gør ondt, og stilen er da også bedre, end hvad filmens handling fortjener.

Mesterværk

Men hvis man som jeg har gennemført spillet, er der også mere at komme efter. Man kan genkende steder, personer og handlingsdele, mens man kan overraskes over, hvor godt det er lykkedes at overføre spillets visuelle særtegn til film. Under alle omstændigheder er Silent Hill er fantastisk film, der både er meget blodig, underholdende og hamrende uhyggelig.

Næppe alle mine medskribenter her på Planet Pulp vil være enige i dette, men jeg vil gerne udråbe den til et mesterværk og indrømme, at jeg var lige ved at skide i bukserne af skræk, da jeg så den – og kald mig bare en tøsedreng hvis I vil, jeg kan godt tage det.

Men noget man ikke kan komme uden om – hvad enten man ikke kan lide filmen eller ej – er, at den rent visuel er ganske unik, og at man ikke har set noget lignende før. De varmeste tanker fra mig til folkene bag Silent Hill.

Silent Hill er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Film baseret på computerspil