Resident Evil: Apocalypse

Efterfølgeren til Resident Evil (2002) begynder præcis der, hvor dens forgænger sluttede. Den tvivlsomme Paul W.S. Anderson er blevet udskiftet – han ville hellere instruere det fatale makværk AVP: Alien Vs. Predator (2004).

Han er blevet afløst af den ukendte og måske endnu mere tvivlsomme debutinstruktør, Alexander Witte. Dog er det stadig Anderson, der har skrevet såvel som produceret filmen, og man mærker hans klamme fingre på det færdige produkt.

Isoleret i Raccoon City

Det var med store forventninger, jeg gik Resident Evil: Apocalypse i møde. Resident Evil havde – på trods af sine åbenlyse svagheder – sat en god præmis for eventuelle efterfølgere. Det var blevet forklaret hvorfor den frygtede T-Virus var sluppet fri, og der var blevet lagt i ovnen til en god gang zombieuhygge, hvor Raccoon City bliver overrendt af de levende døde.

Men filmen skuffer fælt samtidig med, at den også underholder; lidt som at tisse i bukserne. Meget rart mens man gør det, men bagefter er det ikke specielt fedt.

Resident Evil: Apocalypse begynder med en montagesekvens, der ganske kort og effektivt giver et resumé af handlingen i Resident Evil. Så langt så godt, og nu kan alle være med. Den egentlige handling starter da en gruppe forskere – dumme som de nu engang er – vil genåbne The Hive.

Vi husker nok, hvordan stedet så ud af da Alice og hendes venner forlod stedet sidst: Fyldt op til randen med sultne zombier. Og snart har T-Virusen da også spredt sig til Racoon City, som Umbrella-virksomheden ser sig nødsaget til putte i karantæne, for at smitten ikke skal spredes til resten af USA. Dette sker ved hjælp af den militære fraktion af Umbrella, der med våben, afspærringer og alt muligt andet godt lægger en jernring om byen.

Før dette sker, bliver en del vigtige forskere evakueret, deriblandt Dr. Ashford, manden der har designet T-Virusen, i et forsøg på at gøre sin handicappede datter i stand til at gå. Problemet er så, at netop datteren ikke når at komme væk. På en måde der er meget langt ude – og fyldt med logiske mangler – får Dr. Ashford samlet nogle af de overlevende, som stadig er i Racoon City.

Deriblandt er Alice, politikvinden Valentine, elitesoldaten Olivera og hustleren L.J. Han lover den lille gruppe at hjælpe dem ud af byen – i filmen lader det til, at det er helt umuligt at komme ud af byen, hvilket virker meget fjollet – hvis de finder hans datter og får hende med ud. Alt imens dette sker, prøver den nederdrægtige Umbrella-leder Cain at stoppe vores helte.

Deadline

Det hele tilspidses da Alice fortæller hendes nye bedste venner, at Umbrella vil “rense” Raccoon City ved daggry. Dette vil de gøre ved hjælp af en lille bitte atombombe. Så nu har vores helte – udover at de er omringet af zombier – også en deadline, de skal overholde.

Samtidig har de skumle Umbrella-ledere besluttet sig for at afprøve deres nyeste våben, Nemesis, der en stor dræber-zombie-robot. Det er naturligvis Matt – miljøaktivisten fra Resident Evil, der er blevet til Nemesis. Om de redder Dr. Ashfords datter og kommer levende ud, vil jeg naturligvis ikke afsløre, men jeg kan dog sige, at Resident Evil: Apocalypse – som sin forgænger – lægger op til endnu en film.

Fyldt til bristepunktet med klichéer

For kendere af Capcoms Resident Evil-spil, er der flere ting man kan nikke genkendende til. Mest tydelig er scenerne taget fra spillet Resident Evil: Nemesis, der er overført direkte til filmen. Her jagter Nemesis også helten rundt i byen, og scenen hvor Alice flygter ind i en bygning med Nemesis lige i ryggen, er genskabt både stilistisk og narrativt som sin virtuelle forgænger.

Det er meget sjovt, når man kender spillene, men for alle andre er det nok bare endnu en ligegyldig actionscene. Desuden er der gjort et stort stykke arbejde i finde de rette locations; det er bare ærgerligt, at de ikke bruges bedre. Filmen hopper rundt i handlingen med en sådan hast, at der ikke er tid til at nyde de enkelte sekvenser.

Filmen er fyldt til bristepunktet med klichéer. Udover de klassiske genreting og post-Matrix (1999) slowmotion-/bullettime-stilsekvenser, har den dog også en scene, som rent narrativt næsten plagierer The Terminator (1984). Scenen hvor Nemesis angriber en politistation er næsten identisk med den lignende scene i James Camerons film, hvor Arnold også angriber en politistation. Lettere pinligt. Endvidere har designerne udstyret Nemesis med en gatling gun og lædertøj, så lighederne med Arnolds Terminator-figur er til at føle på.

Lidt mere brutal end sin forgænger

Rent stilistisk er det mest frygtelige den forbandede strobeeffekt, som et par kreative klippere har puttet på filmen i klipperummet. Effekten bruges konsekvent igennem hele filmen – ofte når der er action og zombiebevægelse – og det er mildest talt nedbrydende at se på. Som når man står på et diskotek og stroboskoplyset er på. Måske meget sjovt når man er fuld og skal danse, men på film er det en uskik, der nok bruges for at holde det yngre publikum ved ilden.

På plussiden kan man sige, at Resident Evil: Apocalypse er lidt mere brutal og blodig end sin forgænger. Men det er stadig ikke nok. Desuden er der nogle ret forrygende enkeltscener, hvor den bedste blandt andet inkluderer en sindssyg præst, der fodrer en nonnezombie med menneskekød. Eller scenen med et klasselokale fyldt op med zombiebørn.

Det er creepy stuff, men desværre er det kun få scener, der ikke kan redde hele filmen. Mike Epps som the comic sidekick fungerer også ganske fint, specielt i den scene hvor han kører galt, fordi han ser et par nøgne zombier – og de er faktisk ganske lækre, uden at jeg vil lyde som en nekrofil. Her viser han en fin situationskomik, og hans galgenhumor virker flere steder ganske godt.

Jeg havde helst fraset mig det komiske indslag, men når det nu endelig skal være der, så er det slet ikke så tosset udført. Skuespillet er helt til rotterne. Milla Jovovich er om muligt endnu mere belastende end i Resident Evil. Hun skriger, overspiller, råber og løber. Jeg har mest af alt lyst til at se en zombie fjerne kødet fra hendes knogler!

I de andre roller har vi at gøre med stereotyper, der sjovt nok spiller dårligere end de computerskabte karakterer, man ser i diverse filmsekvenser i eksempelvis Resident Evil-spilserien. Hvem ved, måske har det været meningen? Men uanset om det har, så fungerer det altså ikke.

Skamklippet

Actionscenerne er larmende og rodede. Dette skyldes nok at klipperen har været på speed, så han har klippet det i et tempo, som kun hans påvirkede sind kan følge med i. Og det er ærgerligt, for det ses, at flere af scenerne er skruet godt sammen og effekterne er ganske overbevisende. Det hjælper bare ikke når man ikke kan følge med i hvad der sker.

Skam dig klipper, du har ødelagt filmen! I bund og grund er manuskriptet – når man nu tager højde for, at det er baseret på et computerspil – ganske udmærket. Det er bare ærgerligt, at stilen skal være med til at ødelægge historien. Resident Evil: Apocalypse er et godt eksempel på overdreven stil, der ikke giver coolness, men tværtimod giver filmen et kaotisk og hjernedødt udtryk.

Fesent forsøg

Det helt store problem er nok også, at zombierne i sidste ende får for lidt tid på skærmen. De reduceres blot til “statister”, mens det, der begynder som en gyser, bliver en helt traditionel og moderne actionfilm. Jeg bryder mig heller ikke om den moderne, tech-zombiefilm. Det er simpelthen for plat og rent faktisk ikke det mindste uhyggeligt.

Uhyggen dukker dog momentvis op i Resident Evil: Apocalypse, men det hele drukner i larm og ligegyldig action. En satans skam, og det er lige ved at jeg håber, at der ikke kommer flere fortsættelser, for min tålmodighed er ved at være brugt op med den gode hr. Anderson og hans fesne forsøg på at begå sig i zombiegenren.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Fremtiden, Zombier