Suspiria

Sidste måned havde vi her på Planet Pulp et møde med Lucio Fulcis mesterværk E tu vivrai nel terrore – L’aldilà (The Beyond) fra 1981. Nu er turen kommet til Dario Argentos Suspiria, der verden over bliver udråbt som hans ultimative mesterværk. Og efter at have set filmen, kan jeg kun erklære mig enig; Suspiria er en enestående film.

Argento vil for de fleste være synonym med giallo-genren, men med Suspiria har vi at gøre med noget helt andet, selvom instruktørens giallo-rødder ikke lader sig fornægte – der er masser af knive, et mysterium der skal løses og identiteten på “skurken” afsløres først i filmens sidste fem minutter.

Desuden er Argento en af den italienske gyserfilms ukronede konger, hvilket Suspiria er med til at understrege. Her er grafisk vold, specielle kameravinkler, et obskurt soundtrack og en voldsom visuel stil, der går op i en højere enhed. Men før vi ser på, hvad der skaber et filmisk mesterværk, vil vi tage et kig på handlingen.

Blodigt mord indleder

Den unge amerikanske kvinde Suzy er taget til Tyskland for at gå på den anerkendte balletskole Tham-akademiet. Da hun går ud af lufthavnen, bryder et voldsomt uvejr løs, og den stakkel Suzy bliver komplet gennemblødt, før en skummel taxachauffør samler hende op og kører hende ud til den afsidesliggende skole.

Her bliver den unge dame vidne til noget meget mystisk: Hun ser en ung, fortvivlet kvinde komme ud af skolens hoveddør, hvorefter kvinden skriger mystiske ting, som der imidlertid fortager sig i vindens susen. Herefter løber kvinden ud i natten, og Suzy ringer på døren, men ingen vil lukke hende ind. Herefter får hun taxaen til at kører hende tilbage til byen. På vejen hjem ser Suzy kvinden fra før løbe fortvivlet rundt i skoven der ligger omkring skolen.

Der klippes nu pludseligt til et værelse, hvor to piger står og snakker. Den ene er pigen fra den foregående scene; hun er drivvåd og fortvivlet. Den anden forsøger at trøste hende, men går kort efter i seng. Og så finder filmens første og stort anlagte mordsekvens sted. En rude knuses af en dyrelignende arm, og snart bliver kvinden stukket brutalt ned. Hele otte gange og vi ser det i nærbilleder. Til sidst er hjertet blotlagt og kniven penetrerer dette.

Vi ser aldrig morderen, men fornemmer, at det ikke er et menneske. Derefter hænger dræberen et strik om halsen på pigen og smider hende ned gennem et glasloft, hvorunder den anden pige befinder sig. Den anden pige omkommer kort efter, da tre store, faldende glasstykker brutalt ødelægger hendes krop.

En mærkelig skole

Hele denne indledning tager omkring 15 minutter, og pulsen er helt oppe, da scenen skifter til den efterfølgende dag og Suzy på ny ankommer til skolen, hvor hun denne gang lukkes ind. Her introduceres vi til den diabolske lærerinde Miss Tanner – med en maskulin krop, gråt jakkesæt og håret sat op – samt den buttede vicebestyrerinde Madame Blanc. Hvor stedets forstanderinde befinder sig, er der ingen af eleverne der ved, men der går dog mange rygter om hende.

Suzy skrives ind, og efter nogle misforståelser får hun sit værelse, som hun deler med den paranoide Sara. Skolen er et overdådigt og barokt sted: Store haller med svulstig udsmykning. Lange gange med rødt tapet og flotte lamper. Store malerier og gobeliner. Som var det tager ud af et eventyr. Men sådan er det ikke, for stedet bærer på en frygtelig hemmelighed, der langsomt går op for Suzy.

Vi møder også den underlige altmuligmand, der ligner en vanskabning. Desuden er der en abelignende kvinde, der fungerer som rengøringskone og en mystisk lille knægt render også omkring på stedet. Alt er bestemt ikke, som det skal være.

Samlingssted for hekse, satandyrkelse og okkulte videnskaber

I løbet af filmens første time afløses det ene absurde og ubehagelig optrin af det næste. Men da Sara myrdes, beslutter den ellers skrøbelige og handlingslammede Suzy sig for at tage affære. Hun opsøger psykiateren Frank Mandel – spillet med charme af en ung Udo Kier – der kender til Sara. Han fortæller hende, at balletskolen i sin tid blev grundlagt af den græske kvinde Helena Markos.

Der gik dengang rygter om, at hun var en heks – Mandel omtaler hende som Den Sorte Dronning – og at hun var kommet til Tyskland for at leve i eksil og havde derved grundlagt Tham-akademiet: På overfladen en balletskole, men også med virke som samlingssted for hekse, satandyrkelse og okkulte videnskaber. Ifølge historien døde den gamle heks i 1905, og stedet blev ledet videre af hendes yndlingselev, denne gang kun som balletskole.

Herefter overlader Mandel Suzy til den aldrende professor Milius, som også fortæller det skræmte pigebarn om hekse og hvordan man gør det af med dem. Meget belejligt, når man ved, at filmen nærmer sig sit klimaks. Med nyt mod begiver Suzy sig tilbage til skolen, hvor den grufulde sandhed går op for hende, og pigens chancer for at overleve bliver mindre og mindre, som de sidste sekunder nærmer sig. Hvad der ender med, skal naturligvis her stå hen i det uvisse.

No rest for the wicked

Selve filmens historie er som sådan ikke videre ophidsende, men det er måden, hvorpå Argento formidler denne, der tager kegler. Den første time – og det er meget, når filmen kun varer 90 minutter – er som ét langt mareridt uden fokus på handlingen. Da Suzy opsøger Mandel, sker dette, da filmen nærmer sig sin afslutning. I gyserfilm vil efterforskningsdelen ofte finde sted langt tidligere, men det er en genistreg fra Argentos side at lade Suzy gennemgå et langt mareridt, før hun går i gang med at optrevle hvad der sker på stedet.

Derved får vi som tilskuere aldrig mulighed for at stoppe op og trække vejret. Det skyldes også et andet kneb, som Argento benytter sig af. I en typisk gyser vil de ubehagelige scener blive afbrudt af små pusterum, hvor noget almindeligt og behageligt kan ske. Altså en spændingskurve, der forløber i retning af ubehag-ro-ubehag-ro-ubehag og så endeligt klimaks, efterfulgt af en udtoning. Det fantastiske ved Suspiria er, at de scener, hvor man tror, at der kommer ro, ofte bliver de mest ubehagelige.

Desuden er Argento en mester i at levere de mest basale chokeffekter, og han leger let og elegant med tilskuerens forventninger om, hvad der nu skal ske. Dette illustreres meget godt med scenen, hvor den blinde pianist Daniel myrdes. Han går på en forladt plads med sin hund, hvor store bygninger peger op mod den natsorte himmel. På den ene af bygningerne ses en statue, der ligner en djævel.

Herefter bevæger kameraet sig i voldsom hast ned mod Daniel, og vi tror, at en bevinget skabning vil tage ham. Men nej. Tempoet falder, og ud af den blå luft springer den ellers trofaste hund op i hans strube og bider ham ihjel. Alle disse elementer er i sig selv nok til at lave en solid gyser, men vi er stadig langt fra et mesterværk. Men filmen har også meget mere end det.

Fantastisk billed- og lydside

Den visuelle stil er pågående og meget effektiv. Der veksles mellem close-ups af besynderlige genstande og hurtige kamerabevægelser. På intet tidspunkt lader Argento os slappe af. Det mareridtsagtige understreges af filmens farveholdning, der skifter mellem de helt varme, rødlige farver og de helt kolde, blålige toner.

Aldrig har jeg set en film, hvor farven rød er så fremtrædende, og alle scener – og jeg mener alle – har noget rødt over sig. Hvad enten det er rød neglelak, en rød badedragt, et glas rødvin, en rød bil eller blodets røde farve. Det er mesterligt tænkt og ikke bare en visuel gimmick, som man kunne have frygtet, men er med til at løfte filmen op på et niveau, hvor de færreste instruktører kan følge med.

Lydsiden er intet mindre end overrumplende. Når man ser italienske gyserfilm, er man vant til at musikken er komisk frem for uhyggelig. Men konstellationen af avantgarde-rockgruppen Goblin og Argentos egen musik er intet mindre en skræmmende god. Derudover er filmen fyldt med underlige lyde, som er med til at skabe det samlede indtryk.

En af de bedste gysere nogensinde

Skuespillet er – når man tager genren i betragtning – i top. Flavio Buccis manierede overspil fungerer optimalt, når han spiller den blinde Daniel, og Alida Valli er dejlig ond som Miss Tanner. Men Suspiria er, rent skuespilmæssigt, Jessica Harpers film. Hun ser tilpas skrøbelig ud som vores hovedperson Suzy, og hendes indlevelse gør rollen troværdig.

I mange italienske gysere spiller det ufrivilligt komiske – hvad enten det er i lyden, stilen, skuespillet eller historien – ofte en stor rolle. Vi kan lide filmene, fordi de er som de er. Vi griner, når de er dårlige på den gode måde osv. Men med Suspiria overrasker Argento os, og det blivende indtryk er, at man har været vidne til en mesters værk, hvor alt er gået op i en højere enhed.

Så ja, Suspiria er uden tvivl Argentos mesterværk, men den er på alle måder også en af de bedste gyserfilm, der nogensinde er lavet. En film der hæver sig både over den italienske gyserfilm og gyserfilm generelt. Både i stil, indhold og skræmmeeffekt. Personligt er det muligvis den mest skræmmende film, undertegnede har set, og det siger en del.

Så hvis du – som jeg før denne anmeldelse – aldrig har set Suspiria, har du noget af en oplevelse, der venter på dig i mørket. Og tro mig, det er ikke en film, du har lyst til at se en mørk aften, hvor underlige lyde kan få dig til at fare sammen som var du en gammel dame.

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/08/2006

Stikord: Hekse, Italian Cinema, Satanisme