La sanguisuga conduce la danza

Irland, 1902. Den belevne grev Marnack opsøger en lille teatertrup, og inviterer dem ud på sit slot, der ligger på en ø. Teatertruppen består af fire unge kvinder og den underkuede altmuligmand Samuel. Af de fire kvinder er de to åbenlyst lesbiske, mens den tredje er den letlevende Cora, som Samuel er forelsket i, men som absolut intet vil have at gøre med Samuel. Den fjerde er den jomfruelige Evelyn.

Blodig familiehistorie

Vel ankommet til grevens slot møder de fem gæster grevens tjenestefolk. Det er blandt andet den unge husbestyrer Mary, der er tydeligt forelsket i greven, den skumle altmuligmand Gregory og den religiøst vanvittige butler Jeffrey.

Nu får gæsterne blandt andet indsigt i grevens familiehistorie, der bl.a. omhandler, at både grevens far og bedstefar kappede hovedet af deres kone (med den samme kniv), inden de smed sig i havet. Grevens egen kone er dog ikke blevet myrdet, forsikrer greven; hun forlod ham blot en dag. Men gæsterne er ikke inviteret helt tilfældigt. Evelyn finder snart ud af, at hun har en uhyggelig lighed med grevens forsvundne kone, og naturligvis er greven blevet forelsket i hende.

Og så er der jo også lige den vanvittige morder, der huserer på slottet, og politiinspektøren (i øvrigt spillet ukrediteret af sleaze-instruktøren Luigi Batzella) der optrevler hele plottet på nul komma nul.

Hvor er blodsugeren?

La sanguisuga conduce la danza er udsendt på dansk med den festlige titel Blodsugerens rædselsnat, mens den på engelsk er kendt som The Bloodsucker Leads the Dance – i øvrigt en nogenlunde direkte oversættelse af den oprindelige italienske titel.

Her kan man virkelig tale om en film, hvis titel lover mere end den kan holde! Uden at jeg vil afsløre præcis, hvad der foregår, kan jeg roligt fortælle, at der ikke optræder nogen blodsuger. Og i virkeligheden er der vel tale om mere end én rædselsnat, men lad nu det ligge.

I stedet er La sanguisuga conduce la danza en gotisk kriminalfilm, der giver seeren et hav af mulige mistænkte, inden den helt latterlige afsløring kommer. Afsløringen kommer i øvrigt meget pludseligt, da der klippes og politiinspektøren pludselig står i stuen og er i fuld gang med at lave en Hercule Poirot på de forskellige tilstedeværende.

Det er næsten som om, noget mangler i filmen, men det tror jeg nu ikke, der gør. Jeg tror nærmere, at Alfredo Rizzo, der både har skrevet og instrueret, ikke rigtigt har vidst, hvad der mere skulle ske, og så kunne han jo lige så godt afslutte historien.

Jammerlig handling

La sanguisuga conduce la danza er ikke et splitsekund bare det mindste uhyggelig. Den er til gengæld ret lummer – med en hel del bare bryster og lidt lesbisk lir mellem de to skuespillerinder. Handlingen er ret beset jammerlig, så det er bestemt ikke af den grund, man skal se filmen. Det kan man i stedet vælge at gøre, fordi den trods alle sine dårligdomme er mærkeligt charmerende med sin discountgotik og enkelte helt overgearede roller.

Særligt morsomme er den underkuede mandsling Samuel, der fik mig til at klukle adskillige gange undervejs, og butleren Jeffrey, der tror at de blodige begivenheder er Guds straf over de syndige kvinder, greven har inviteret ud på sit slot. Jeffrey holder flere dundertaler til de øvrige ansatte på slottet samt enetaler for sig selv – temmelig underholdende, faktisk!

Deres overspil bliver bare endnu mere festligt på grund af den engelske eftersynkronisering, hvor særligt Samuels museagtige ydre slet ikke passer med den stoute engelske stemme, han har fået i versioneringen.

Man kan i øvrigt kun undre sig over, hvorfor filmen skulle foregå i Irland! I hvert fald er hverken omgivelserne eller slottet udpræget irske at se på – meget naturligt, når nu filmen uden tvivl er optaget i Italien. De fleste stemmer er i øvrigt nydeligt britiske, hvilket yderligere gør hele den irske vinkel ekstra absurd.

Ingen særlig god film

La sanguisuga conduce la danza er ingen særlig god film, men den formåede alligevel at underholde mig ganske solidt på den måde, som halvdårlige film med en charmerende stemning og mange ufrivilligt komiske elementer ind imellem kan. De, der har det som mig, kan roligt se La sanguisuga conduce la danza. Skal der mere til for at underholde, bør man nok springe den over.

La sanguisuga conduce la danza er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 69 | 13/07/2011

Stikord: Italian Cinema