La guerre du feu

La guerre du feu er næppe den mærkeligste film, vi har anmeldt på Planet Pulp, men det er helt sikkert én af de mest spøjse. Filmen, hvis danske titel er Kampen om ilden, foregår i stenalderen med en flok neanderthalere som hovedpersoner – og filmen er indspillet helt uden forståelig dialog!

Filmen er en filmatisering af romanen af samme navn fra 1911, og faktisk har man brug for at læse lidt om bogens handling for at få styr på, at det i det hele taget er neanderthalere, der er filmens hovedroller. På nær en ganske kort tekst, der indleder filmen, foregår alt nemlig på det visuelle plan, og publikum gives ingen information om den konkrete handling.

Neanderthalerne har godt nok en form for primitivt sprog, men det udarter sig mere som grynt og støn. De homo sapiens, vore tre hovedpersoner løber ind i, har et mere udviklet sprog, men også dette er uforståeligt volapyk – vistnok en blanding af creeindiansk og moderne inuit.

Anderledes fortalt eventyrfilm

At filmen er baseret på en bog fra 1911 betyder også, at der er sket nogle ting i forståelsen af menneskets udvikling siden da, og det betyder at filmen måske nok tegner et lige lovlig primitivt portræt af neanderthalerne. Ligeledes postulerer filmen at foregå for 80000 år siden, hvor mennesket endnu ikke havde lært sig at lave ild: I dag menes mennesket at have haft kontrol over ilden længe før det.

Men sådan er der så meget, og i virkeligheden skal man heller ikke se La guerre du feu som en film, der forsøger at tegne et historisk korrekt billede af denne fjerne forhistorie. Man skal derimod se filmen som en eventyrfilm, der blot er fortalt på en meget anderledes måde, end vi er vant til. Filmen er instrueret af Jean-Jacques Annaud, der syv år senere sjovt nok skulle komme til at lave endnu en film helt uden dialog, nemlig L’ours (dansk: Bjørnen) fra 1988.

Jagten på ilden

Filmen begynder, da en lille gruppe neanderthalere overfaldes af nogle endnu mere primitive væsner, der i romanen skulle være Homo erectus – her er disse tidlige mennesker imidlertid portrætteret mere som halvaber. Under angrebet går den dyrebare ild ud, som neanderthalerne møjsommeligt har holdt brændende. Derfor sendes tre af stammens mænd ud for at finde ild påny og bringe det tilbage.

De tre mænd spilles af Everett McGill, Ron Perlman og Nicholas Kadi. McGill kender danske seere formentlig bedst som Big Ed Hurley i Twin Peaks (1990-91), og Ron Perlman behøver vel ikke nogen introduktion. Kadi har haft biroller i et utal at TV-serier, bl.a. Alias (2001-06) og 24 (2001-10). De rejser igennem et vildt og uvejsomt landskab – filmet så forskellige steder som Canada, Skotland, Island og Kenya – og møder både andre neandethalere og repræsentanter for Homo sapiens.

Sidstnævnte er blandt andet i form af en ung kvinde (Rae Dawn Chong fra bl.a. Commando, 1986), der slutter sig til vore tre hovedpersoner, og som Everett McGills neanderthaler forelsker sig i. De tre neanderthalere når også frem til kvindens landsby, hvor de bl.a. lærer selv at lave ild.

Mere er der ingen grund til at beskrive af filmens ret beset sparsomme handling, for som sådan er det ikke handlingen, der gør La guerre du feu til en ret fascinerende film. Det er hele konceptet, den manglende dialog og den deraf følgende fortælleform, hvor billederne skal bære filmen næsten helt alene.

Irritationsmomenter

La guerre du feu blev en stor succes, da den kom ud, og på den ene side er det ganske fortjent, for det er en flot og ganske modig film. Alligevel er der en række irritationsmomenter, der for mig trækker ned i det samlede billede. Neanderthalerne bliver simpelthen portrætteret for primitivt, selv hvis man ser bort alt hvad der hedder historisk korrekthed. Det er nemlig svært ikke at finde det ufrivilligt grinagtigt, når deres kropssprog og opførsel lægger sig endog meget tæt op ad det, man ser i naturfilm om gorillaer og chimpanser.

Dertil kommer, at handlingen er relativt udynamisk: Vi har at gøre med en langsomt fortalt film. Dette er der intet i vejen med i sig selv, men La guerre du feu balancerer hårfint på grænsen mellem “langsomt fortalt” og “halvkedelig”, og stedvist falder den altså til den forkerte side.

Dette hænger måske også sammen med, at filmen sagtens kunne være endnu flottere end tilfældet er. Rent visuelt befinder vi os i samme territorium som Annauds senere Der name der Rose (dansk: Rosens navn) fra 1986: Farverne er meget afdæmpede, og grå og brune toner er fremherskende. La guerre du feu kunne have draget fordel af en mere mættet farvepalette. Det ville have gjort billederne endnu smukkere, og en smuk billedside kan gøre meget for at bære en film, der er langsomt fortalt og lidt tynd i historieafdelingen.

Seværdig

Alligevel er La guerre du feu en seværdig film. Man skal ikke forvente eksplosiv eventyrunderholdning a la Emmerichs 10,000 BC (2008). Annauds hulemandsfilm har til gengæld en stemning af historisk korrekthed, der fascinerer – selv om den historiske korrekthed bestemt står til diskussion.

La guerre du feu er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 67 | 13/05/2011