Coffy

I mainstreamkredse er blaxsploitation uden tvivl den mest kendte exploitation-genre, og de fleste filmfans vil nok kunne nævne i hvert fald én eller to film inden for genren – måske ikke mindst fordi Paramount tilbage i 2000 gav Shaft (1971) the remake treatment. Det gjorde genren kortvarigt fashionabel igen, selv om det var en kortvarig trend.

Blaxploitation som filmgenre opstod i begyndelsen af 1970’erne, selv om der er uenighed om, hvilken film der skal have æren som den første rigtige blaxploitationfilm. Selve udtrykket er naturligvis en sammentrækning af “black” og “exploitation”, og skal være opfundet af den tidligere leder af NAACP i Los Angeles, Junius Griffin. NAACP står for National Association for the Advancement of Colored People, og har siden 1909 arbejdet for sortes rettigheder.

Selv om udtrykket blaxploitation i dag anvendes neutralt som et genrebeskrivende begreb, var dets oprindelse bestemt ikke neutralt, og NAACP var da også bare én blandt flere organisationer, der i 1970’erne kritiserede genren for at forstærke stereotypiske forestillinger om sorte mennesker.

Det til trods var genren primært møntet på et sort publikum, primært med sorte skuespillere, men dog ofte med hvide bag kameraet – og bag pengene, ikke mindst. Sidstnævnte var også tilfældet med Coffy, der er produceret af det legendariske American International Pictures.

Angiveligt blev filmen lavet i en fart, da AIP mod forventning ikke fik rettighederne til Cleopatra Jones (1973), hvis producenter i stedet gik til Warner Brothers. I den rette exploitationånd ville AIP ikke lade Warner være eneste spiller på markedet, og instruktøren Jack Hill blev derfor sat til at skrive og instruere en film i samme stil. Det blev til Coffy.

Filmen blev et hit og satte for alvor gang i Pam Griers karriere – selv om Coffy ikke var Griers første film. Exploitationkendere vil vide, at Grier tidligere havde medvirket i både Russ Meyers Beyond the Valley of the Dolls (1970) og flere Women In Prison-film – hvoraf et par i øvrigt var instrueret af Jack Hill.

Sygeplejerske på selvtægtstogt

Handlingen i Coffy er ganske enkelt den, at sygeplejersken Coffy (egentlig er hendes efternavn Coffin) har set sig rigtig gal på byens narkohandlere. Både hendes storebror og hendes kun 11-årige lillesøster er junkier, og nu kan det fandme være nok! Hun har derfor indledt sin egen hævnaktion mod byens udskud, og i filmens begyndelse ser vi, hvordan Coffy tager livet af en bagmand og én af hans pushere. Bagmanden blæser hun hovedet af med et oversavet jagtgevær, og pusheren får en overdosis. Sådan!

Helt så enkelt er det naturligvis ikke at sætte sig op mod byens underverden, der naturligvis har korrupte pansere i lommen. Da Coffys gode ven, den “rene” politibetjent Carter, afslår at tage imod bestikkelse, bliver han slået til plukfisk af maskerede gerningsmænd. Coffy beslutter sig derfor at gå direkte til ondets rod – alfonsen og narkobagmanden King George og hans bagmand, den Las Veganske mafiaboss Vitroni.

I mellemtiden er vi også blevet introduceret til Coffys kæreste, den ambitiøse politiker Howard, der netop er i færd med at skyde sin valgkamp til Senatet i gang.

Bare bryster, oversizede afroer, stereotypiske alfonser og meget mere

Coffy byder både på bare bryster, pigekamp, oversizede afroer, stereotypiske mafiosi, endnu mere stereotypiske alfonser (King George er helt forrygende i sit afsindige pimp-outfit!) og diverse (naturligvis stereotypiske) henchmen. Langt hen ad vejen er det aldeles farverigt (utilsigtet ordspil!) og med en høj underholdningsværdi.

Alligevel har filmen en tendens til at gå en lille smule død i passager, og man kunne godt ønske, at Jack Hill virkelig havde ladet Coffy gå amok i en ægte selvtægtsblodrus. Selvfølgelig får hun taget skurkene af dage, men body countet er i sidste ende relativt småt.

Coffy er dog ikke udelukkende underholdning med stereotypiske skurke og funky musik på soundtracket. Filmen har en klar holdning til narko, der også kommer til udtryk i en sekvens, hvor politikeren Howard skyder sin valgkamp i gang. At Howard ikke nødvendigvis mener det, han siger i sin tale, er så en anden sag – for selve talen er sådan set regulær nok og udstiller problemet præcist, som man kunne forestille sig en sort politiker gøre det i en tid, hvor borgerrettighedsspørgsmål stadig var højaktuelle i USA.

Seværdig

Coffy er Pam Griers film, og birollerne befolkes primært af TV-skuespillere, hvoraf de bedste kendte nok er Sid Haig og Allan Arbus. Haig spiller en af mafiabossen Vitronis henchmen, og har siden 1990’erne primært medvirket i film – bl.a. i Tarantinos Jackie Brown (naturligvis med Grier i hovedrollen) fra 1997 samt Rob Zombies House of 1000 Corpses (2003), dens fortsættelse The Devil’s Rejects (2005) og også Zombies remake af Halloween (2007). Arbus er af danske seere nok bedst kendt for sin tilbagevendende birolle som psykolog i TV-serien M*A*S*H (1973-83).

Alt i alt er der tale om en temmelig underholdende lille blaxsploitationfilm, der måske nok står i skyggen af både Shaft (1971) og Pam Griers senere Foxy Brown (1974), men som ikke desto mindre er klart seværdig – især for de, der i forvejen har et svagt punkt for genren.

Coffy er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 66 | 13/04/2011

Stikord: Blaxploitation, Narko, Selvtægt