Bikini Girls On Ice

En flok labre damer i bikinier, en bus der bryder sammen, en forladt benzinstation og en psykopatisk tankpasser. Så er der lagt i ovnen til en virkelig kulørt omgang ramasjang, ikke? Med den titel?! Det må der da være!

Desværre nej. Den debuterende instruktør Geoff Klein har skrevet manuskriptet sammen med den ligeledes debuterende forfatter Jeff Ross, og til trods for gode intentioner har de to ikke formået at bruge den ellers farverige idé til noget godt.

Ikke meget historie

Der er ikke meget historie i Bikini Girls On Ice. To fyre skal sørge for, at en flok lækre collegestudiner når frem til et velgørenhedsarrangement på en strand, hvor de skal vaske biler kun iklædt bikinier. Desværre går deres bus i stykker lige ved en forladt benzinstation, hvor vi allerede i prologen fandt ud af, at der huserer en gal morder.

Mens den ene af fyrene arbejder på at reparere bussen, begynder pigerne at vaske de biler, der tilfældigvis kommer forbi på vejen og holder ind ved benzinstationen. Alt imens går den blodtørstige tankpasser Moe i aktion og tager livet af pigerne (og fyrene) én for en.

Ikke meget stil

En tynd historie er ingen hindring for at lave en seværdig film. Det er vel nærmest slasherfilmgenrens mantra. Se bare på Halloween (1978) eller den første Friday the 13th (1980). Så længe filmskaberne er i stand til at skabe en intens atmosfære, uhyggelige scener og gerne spektakulære mord, kan vi som publikum sagtens se igennem fingre med, at historien er tynd.

Desværre formår Bikini Girls On Ice ikke at gøre nogen af delene, og så nytter det ikke meget, at vi har en flok særdeles kønne unge damer kun iklædt bikinier.

Der er flere årsager til, at Bikini Girls On Ice ikke fungerer særlig godt. For det første er der ikke tale om en traditionel slasher. Klein og Ross har tydeligvis skelet kraftigt til The Texas Chainsaw Massacre (1974), og det er der sådan set intet galt i. Skal man lade sig inspirere, kan man lige så godt lade sig inspirere af det bedste, der findes. Men desværre begrænser inspirationen sig til settingen, der har den samme forladte og nedslidte langt-ude-på-landet-æstetik som Tobe Hoopers klassiker.

Selve begivenhederne (læs: mordene) er på langt mere konventionel slasher-territorium, men her begår Klein og Ross en anden eklatant fejl ved at vise os morderen fra filmens begyndelse. I film som Halloween eller de fleste Friday the 13th-film er der intet forgjort i, at vi ved, at morderen er Michael Myers eller Jason Voorhees. Myers er med sin hvide maske en skræmmende, spøgelsesagtig figur, når han dukker op, og i Friday the 13th-filmene forlener Jasons hockeymaske figuren med en vis uhyggelig anonymitet.

I modsætning til de to klassiske bussemænd, er tankpasseren Moe derimod bare et frådende dyr, der udelukkende skal være skræmmende på grund af sin fysik. Det fungerer bare ikke, og man skræmmes ikke, når Moe dukker op for at hente endnu et offer.

Ved at lade os kende morderens identitet fra begyndelsen, mister Klein og Ross desuden muligheden for at lege med publikums forventninger. Ikke engang nogle få, effektive POV-shots undes der os i løbet af filmens godt og vel 80 minutters spilletid.

Når vi nu, som i hovedparten af de mange Friday the 13th-film, godt ved, hvem morderen er, kunne man godt forvente, at Klein og Ross i det mindste ville diske op med nogle opfindsomme mord – én af de eneste formildende faktorer ved en dårlig slasherfilm. Og man skulle jo tro, at en forladt tankstation ville byde på en lang række muligheder for at tage ofrene af dage. Men selv her skuffer Klein og Ross. En kniv her og en stor hammer der; det er hvad det kan blive til.

Sætter sig mellem to stole

Tankpasseren Moe er hverken en ny Michael Myers, en ny Jason eller en ny Leatherface. Klein og Ross vil tydeligvis gerne have, at han skulle være lidt af det hele, men i stedet får vi et tyndt opkog af nogle klassiske figurer og en film, der er forbløffende kommunefarvet og mekanisk. Hvis man endelig vil lave en slasherfilm med hovedsageligt afklædte damer, hvorfor så ikke lave en all-out bubblegum-slasher og lade det foregå i et farverigt strandmiljø – som det sted, pigerne er på vej til?

Selve settingen er såmænd atmosfærisk nok, selv om inspirationen fra Texas Chainsaw måske er lige lovlig til at tage at føle på, men den er helt uegnet til den type sjov, titlen og ofrene lægger op til. Her sætter Klein og Ross sig mellem to stole, og man kan næsten mærke, hvor meget de har været i tvivl om, hvilken type film, de gerne ville lave: Sjov, kulørt slasherunderholdning eller grum, støvet inbred-horror.

Uinspirerende metervareblanding

Rent teknisk er der sådan set intet at udsætte på Bikini Girls On Ice. Den er tydeligvis indspillet på et begrænset budget, men for opfindsomme talenter er det jo ingen hindring i dag, og det har det heller ikke været her. Lokaliteten er som sagt stemningsfuld, og hverken kameraarbejde eller andre tekniske aspekter bærer præg af amatørisme. Skuespiltalentet hos de medvirkende er særdeles begrænset, men det er helt ligegyldigt – for det første er rollerne stereotyper og for det andet er pigerne der jo bare for at se godt ud og for at være cannon fodder.

Det er i selve historiens set-up og udførsel, at Bikini Girls On Ice fejler. Jeg er på ingen måde i tvivl om, at Klein og Ross er i stand til at lave en kapabel slasherfilm. I udarbejdelsen af manuskriptet til Bikini Girls On Ice har de har bare ikke kunnet glemme deres glæde for The Texas Chainsaw Massacre og i forlængelse af den – forståelige – fascination, har de glemt det gamle råd, der hedder kill your darlings.

Det har desværre ført til en helt igennem uinspirerende metervareblanding af en slasherfilm og en Texas Chainsaw-wannabe. Det bedste ved hele filmen er dens tagline: These girls are so hot, a maniac must put them on ice! Det er da lidt griner.

Bikini Girls On Ice er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 66 | 13/04/2011

Stikord: Slasher