Dreams of Inan: Stealing Life

En postmoderne cyberpunkhistorie med noir-tendenser, der foregår i en fantasyverden, hvor teknologien har gjort sit indtog, men dog stadig eksisterer side om side med magien. Hvor helten er en topprofessionel tyv på storbysamfundets skyggesider, der uvidende roder sig ud i et spil, hvori han blot er en lille brik mellem de storpolitiske og skruppelløse spillere.

Lyder det som en ægte sammenblanding af (nørd)genrer, en stor pærevælling af alt muligt, lidt for meget af det gode eller en lille skæv genistreg? Det er i hvert fald de grundlæggende præmisser og den overordnede handling i Antony Johnstons debut på det nystartede, britiske forlag Abaddon Books.

Abaddon Books

Rebellion-forlaget, som vi ellers kender fra deres udgivelser af 2000 AD har nemlig søsat et nyt og ambitiøst projekt. De har startet et regulært bogforlag, Abaddon Books, der er begyndt at udgive romaner, der tematisk bevæger sig i grænselandet mellem sci-fi, horror, alternativ historie og dark fantasy, ligesom moderorganet 2000 AD selv. Præcis som i 2000 AD er alle de involverede forfattere bag bøgerne naturligvis også britiske.

En del af de lovede, nye romanudgivelser fra Abaddon lægger sig op ad licenser fra Rebellion Games. For eksempel er der kommet en bogserie, der foregår i computerspillet Sniper Elites 2. Verdenskrig-univers. Men der bliver også lavet serier uden computerspilstilknytning. Blandt andet Tomes of the Dead, der betegner sig selv som “Zombie-fiction”, sat i andre, mindre traditionelle historiske tidspunkter.

Antony Johnstons meritter

Generelt er Abaddon-forfatterne nogle, man har set før i nærtbeslægtede steder i det britiske miljø, så som forfattere til Games Workshops Black Flame/Black Library-bøger eller i selve 2000 AD-bladet. Dette gælder til dels også for forfatteren til Stealing Life, Antony Johnston, der har en del erfaring som tegneserieforfatter.

Han har blandt andet skrevet for den ærkebritisk spiontegneserie Queen & Country, der sjovt nok udgives af det amerikanske undergrundsforlag Oni Press. Ligeledes har han også lavet den meget britiske Spooked i samarbejde med den amerikanske tegner Ross Campbell, kendt for punkgirls/Southern gothic-kombo-tegneserierne Wet Moon og The Abandoned. Alt dette er ligeledes udgivet af Oni Press.

Johnston har også arbejdet sammen med den britiske tegneseriescenes absolutte stjerne Alan Moore i tegneserierne Yoggoth Creatures og Yoggoth Culture. Derudover har han skrevet den meget roste og prisbelønnede Frightening Curves, der var hans romandebut i 2002. Stealing Life er altså kun Antony Johnstons anden regulære roman trods hans erfaring indenfor tegneserier. Og jeg må sige, det gør han sgu’ ret godt.

Page-turner

Jeg var, ærlig talt, på forhånd rimeligt skeptisk indstillet. Hele Abaddon-projektet lød lidt meget af at være en cash-cow for Rebellion, hvor de kunne tjene nogle hurtige penge på at sprøjte ligegyldige licensromaner ud, massebåndsproduceret uden de store udgifter.

Samtidig lød Stealing Life gennem sin foromtale som et skrækkeligt, klassisk, overkogt nørdprojektet, hvor man bare har taget alt det, man nu synes var fedt ved sine forskellige yndlingsgenrer og kombineret dem i en skrækkelig monster-pærevælling. Det er jo noget, man ser i utallige rollespil og deres follow-up romanudgivelser. Men jeg må sige, at mine meget ringe forventninger blev gjort til skamme.

For Antony Johnston behersker virkeligt både sproget og timingen i fortællingen. Allerede efter de første par sider, var jeg helt hooked, og Stealing Life viste sig at være en regulær og særdeles fornøjelig page-turner. Jeg ikke var i stand til at lægge den fra mig igen, før der ikke var mere at læse.

En intro til Inan

Hovedpersonen i Stealing Life er den unge, topprofessionelle indbrudstyv Nicco Salarum, der lever og dyrker sit håndværk i metropolen Azbatha. Som sagt udspiller bogens handling sig i et fiktivt fantasy-gone-high-tech-univers, der bærer navnet Inan.

Azbatha er en del af en større øgruppe kaldet Turith, der i mange århundreder har ligget i krig med fastlandet Varn, men nu er den århundredelange krig for nyligt overstået, og der vejres morgenluft. Forklaringen på krigen og dens afslutning skulle så vidt, jeg har kunnet læse mig til, være omdrejningspunktet for det første bind i Dreams of Inan-serien, A Kind of Peace af Andy Booth, uden at jeg dog har læst denne. De to bøger skulle ikke have meget mere tilfælles, ud over at foregå i samme univers, og begge kan derfor læses separat.

Forskellen mellem Turith og Varn er i al væsentlighed, at øboerne på Turith-øerne traditionelt har satset mere på teknologi end magi, og at Varn traditionelt har satset omvendt, uden at det ene dog er helt udelukket i forhold til det andet nogen af stederne. Bogen starter som nævnt handlingen i byen Azbatha i Turith, der består af enorme skyskrabere i beton, glas og stål, hamret ned i havbunden, med hvad dertil hører af flyvende biler mellem kæmpebygningerne og neonbelyste, overfyldte gader.

Generelt virker Azbatha på de fleste områder til at være lidt længere fremme end det tyvende århundrede i deres teknologi, men ikke meget. Her er antigraviationsbælter, luftskibe, holografiske billeder, “skycomms” (en form for mobiltelefoner) og computerterminaler med holografiske “touch screen”-interfaces, der har adgang til gigantiske biblioteker og datanetværk. Omvendt er der ingen intelligente computere i Turith, eller i hvert fald ikke i historien.

I lort til halsen

Vores helt Nicco er selv en blanding, halvt turithin og halvt vanir, eftersom hans afdøde mor var en prostitueret i Azbatha og hans far, som han aldrig har kendt, var fra Varn. Hans søgen efter sin egen og farens identitet er en af bogens handlingsmæssige omdrejningspunkter, uden at være selve hovedhandlingen.

Da vi først møder Nicco, står han i lort til halsen. Han er af vanvare kommet til at skylde gangsterbossen Wallus Bazhanka en masse penge, hovedsageligt fordi han dumpede et større parti af Bazhankas varer i havet, mens han var på flugt fra politiet. Nicco har fået en ubehagelig afbetalingsordning, men eftersom hans sidste bræk viste sig at være en stor fiasko, er han nu ikke i stand til at betale sit afdrag, hvilket gør, at han VIRKELIG er ude at skide nu.

Det er da, at Nicco på lettere ubehagelig vis bliver opsøgt af troldmanden Xandus, der har en opgave til ham. Xandus ønsker nemlig, at Nicco stjæler en magisk halskæde fra guvernøren i en af provinserne i Varn – og guvernøren er netop på besøg i Azbatha. Meget modvilligt tager Nicco mod denne farlige og ret besværlige, men godt betalte, opgave, eftersom det er hans eneste mulighed for at betale sin gæld til Bazhanka tilbage.

Det afleder selvfølgelig et intenst eventyr i sig selv, men efterfølgende viser det sig naturligvis, at hverken Xandus, guvernøren eller den magiske halskæde er, hvad de giver sig ud for at være, og Nicco ender med at stå i endnu mere lort, og han bliver kastet ud i endnu flere halsbrækkende begivenheder.

Mellem noir og cyberpunk

Som nævnt er det alt i alt et stykke virkelig god underholdning, der drøner derudad. Og når man først lige er kommet ind i historien, fungerer kombinationen af fantasy, cyberpunk og magi faktisk meget gnidningsløs. Jeg nåede hurtigt et punkt, hvor jeg acceptere hele cocktailen og ikke tænkte så meget mere over den (til min egen overraskelse faktisk).

Men man må sige, at selve historien i sin kerne er et sted mellem noir og cyperpunk. Faktisk er cyberpunkhistorier, sådan som genrens far William Gibson lavede dem, egentligt bare hardboiled, noir-historier, som vi kender dem fra Hammett, Chandler, Cain og MacDonald, tilsat en dosis sci-fi.

Nicco er også en klassisk noir-helt, en underdog, der egentlig bevæger sig i lovens skygge, men som har et hjerte af guld og sin personlige integritet, selv om alt andet fejler og han må inkassere en uhyrlig mængde tæsk for det. For ligesom noir-helte skal, så får Nicco det ene læs tæsk efter det andet, uden at kunne gøre så meget ved det. Faktisk bliver de omgange, han får, voldsommere og voldsommere, jo længere man når gennem bogen.

Fantasyverdenen giver mening

Der er sikkert nogle derude der vil spørge: “O.k., hvis dette er en så fandens god noir/cyperpunk-fortælling, hvorfor så ødelægge den ved at proppe den ned i et fantasymiljø? Hvorfor netop ikke gøre den ekstra kontant og aktuel ved at lade den foregå i en mulig nutid eller en ikke så fjern fremtid?”

Dette har jeg naturligvis også selv tænkt i starten, men efterfølgende er jeg begyndt at se fantasyverdenen som en styrke. Her på fiktionens overdrev kan Anthony Johnston tage ting op, som ellers ikke ville være mulig i en mere “realistisk” verden. Nøjagtig som de fleste af 2000 AD-bladets serier ikke foregår i universer, der overordnet er tæt på læserens dagligdagsunivers, men alligevel konstant er fyldt med referencer og problematikker derfra. For eksempel dukker der religiøse “fanatikere” op, der laver bombeanslag eller i hvert fald beskyldes for det.

Men ikke bare er dette godt næsten-cyperpunk, for da historien sammen med Nicco gør en afstikker til det mere magiprægede Varn-fastland, så dukker der elementer op, der er mere klart fantasy, og her kan Johnston bestemt også nogle tricks. Ellers bliver magi mest af alt brugt på samme måde som teknologi i bogen.

God cyberpunk, god sword and sorcery

Hvis man skulle tage de forskellige elementer særskilt, så er det lang tid siden, jeg har læst så god cyberpunk af en nyere forfatter, og lang tid siden, at jeg har læst så sprudlende sword and sorcery af en nyere forfatter, og begge elementer glider overraskende godt sammen her.

Så jeg tror, vi kan forvente os mere godt af samme kaliber fra både Antony Johnston og Abaddon Books. Måske endog indenfor Dreams of Inan-serien, og måske endog med Nicco som hovedperson igen. Hvem ved? Man kan i hvert fald kun håbe.

Stealing Life er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Cyberpunk, Fantasy, Magi, Noir