Nu har vi her på Planet Pulp en række anmeldelser af engelske tegneseriealbums med kelterbarbaren Sláine, men da han faktisk også på et tidspunkt er blevet udgivet på dansk, hvad ville så være mere nærliggende end at benytte lejligheden til at kigge nærmere på de forgangne, danske Sláine-udgivelser?
Ét samlet værk
Det var det hollandske tegneserieforlag Arboris, der i den sidste halvdel af halvfemserne udgav de danske Sláine-albums. Arboris har også udgivet en række andre 2000 AD-serier i albumformat på dansk, heriblandt Dommer Dredd, ABC Warriors og Durham Red.
De fem Sláine-albums udgør en samlet fortælling med en begyndelse, midte og afslutning, og bør derfor læses som ét samlet værk. Den oversatte historiecyklus hedder oprindeligt The Horned God, både da den udkom som føljeton i 2000 AD-bladet i årene 1989 til 1990 og i efterfølgende albumudgivelser. Den er på engelsk senest blevet genoptrykt af Titan Books i 2002 og er altså stadig til at skaffe den vej igennem, hvis man hellere vil læse den på originalsproget.
Stilskabende
Grundene til at Arboris valgte at udgive netop denne del af det forholdsvis store Sláine-bagkatalog er nok flere. For det første indeholder de første afsnit en ganske god indledning til Sláine, hans univers samt Sláines forhistorie indtil da. For det andet er Bisleys udgave af Sláine en af de første, der blev udgivet i farver, og Arboris udgiver mig bekendt slet ikke sort/hvid-albums.
Bisleys tegninger til denne del af Sláine-sagaen har da også været meget stilskabende, og det var første gang, at Pat Mills, forfatteren til samtlige Sláine-historier og Sláines skaber, over så lang en periode kun arbejdede sammen med én illustrator – så han må have følt sig godt tilpas ved Bisley.
Der er dog endnu en grund til, at det lige skulle være Bisleys Sláine-historier der blev valgt af Arboris. Bisley var nemlig ret hot i midthalvfemserne. Hovedsageligt fordi at tegneserien Lobo virkelig var blevet et hit, også herhjemme, og Bisley havde tegnet en del af de mest kendte Lobo-historier, hvilket inkluderer de danske Lobo-udgivelser fra Interpresse, der udkom i 1994-1995.
Sláine har da også en del ting til fælles med Lobo, så som nærmest matchende ansigtstatoveringer/maling og strithår, men foruden udseendet ligner de også hinanden rent attitudemæssigt, med samme fandenivoldskhed og vulgaritet. Desuden synes de begge at foretrække at bruge overdrevet store våben til deres udpenslede voldshandlinger.
Morsom sidekick og fortæller
Det første album indledes af en aldrende Ukko, der hele vejen igennem albummene fungerer som fortæller, mens han er i gang med at skrive sagaen om Sláine ned for eftertiden. For dem, der ikke på forhånd ved det, så er dværgen Ukko Sláines faste følgesvend og sidekick. Ukko er blandt de mest underholdende indslag i Sláine, fordi han er tyvagtig, klynkende, svinsk, grisk, liderlig, krysteragtig, egoistisk og nærmest blottet for moral.
Alt fortælles altså ud fra en aldrende Ukkos synsvinkel, hvor Ukko er blevet sat til at nedskrive historien om Sláine og hans oplevelser sammen med ham, efter at Sláine er “gået bort” for lang tid siden. Ukko er den sidste, der husker denne tid. Ind i mellem må Ukko dog irettesættes af præstinden Nest; en kvinde der overvåger, at Ukko får gjort arbejdet.
De små hop og afbrydelser i den store fortælling om Sláine og hans krige, tilbage til tiden efter Sláine, hvor det drejer sig om den aldrende Ukkos luner, anfald af dovenskab, klynkerier og ugidelighed, fungerer virkelig godt, og er både med til at bevare spændingen og løse op, når selve Sláine-historien måske har været lidt for højtravende.
Dødsgudens tilhængere
Selve fortællingen om Sláine starter med et kort resumé af Sláine og Ukkos bedrifter indtil da. Sláine er vent hjem til sin egen stamme efter mange eventyr, og er endog endt med at blive stammens konge. Der er dog stadig problemer. Sláine har fået en søn, Kai, med Niamh, som han tydeligvis stadig elsker, men hun er stadig vred på ham, fordi han forlod hende, og har derfor giftet sig med en anden af kelterstammernes konger.
Mere overordnet trues Sláines stamme af Drune-herrerne, anført af den urgamle og onde Slough Feg, der ønsker at underlægge sig jordgudindens stammer og ødelægge alt levende til ære for deres gud Crom Cruach, dødsormen, der til sidst vil fortære alt! Slough Feg har derudover allieret sig med fomorianerne, en race af nær-menneskelige monstre, der konstant hærger kysterne ved kelterstammernes område.
Slough Feg, den hornede, var oprindeligt jordgudindens gemal og tilbeder, men han blev gammel, bitter og forblændet, sådan at han nu kun tilbeder forfaldet, døden og råddenskaben. Slough Feg har forræderen Medb blandt Sláines rækker. Sláine og Ukko reddede hende ellers fra blive ofret som brandoffer i en stor vidjemand lavet af Slough Feg til Crom Cruach. Men faktisk var denne død netop, hvad hun ønskede, og derfor hader hun Sláine lige så meget, som hun elsker den rådnende Slough Feg. Drunerne er Slough Fegs præsteskab, der prædiker en forvansket og mørk udgave af den oprindelige druidelærdom.
Det afgørende slag
Men faktisk har Sláine så mange problemer med druide-præsteskabet, der står på hans side, og deres stive, restriktive og mandschauvinistiske regler, at han til sidst bliver nødt til at gå ned i den hellige kedel for at stige ned i Gudindens egen verden og personligt tale med hende. Efter en del overtalelse – og et knald – lykkes det Sláine at overbevise hende om, at han har, hvad der skal til for at blive hendes nye forsvarer.
Gudinden indvilger i at give ham sin velsignelse; Sláine skal genoplive det aspekt af Den Hornede Gud, som Slough Feg oprindeligt har perverteret: “Latteren i Skoven”; en livsglad og blomstrende kaostisk gudeskikkelse, der er mand nok til at lade gudinden herske og tage tingene, som de kommer.
Sláine stiger atter op af den magiske kedel og vender tilbage til den virkelige verden. Han underkender druiderne og deres regler og vil som den første samle alle de keltiske stammer mod Slough Feg og fomorianerne med ham selv som højkonge. Ikke for at han kan herske over alle, men således, at han kan bruge alle de af jordgudindens magiske våben, som hver stammes konge vogter over og med deres fælles kraft betvinge Slough Feg og hans støtter.
Sláine og hans følge må derfor rejse rundt til hver enkelt af de fire kelterstammers konger for at bede om tilladelse til at bruge netop deres magiske genstand og spørge, om de vil følge Sláine i kampen mod den hærgende overmagt. Dette er naturligvis meget lettere sagt end gjort, men jeg tror dog ikke, at jeg afslører for meget ved at sige, at det til sidst lykkes for Sláine.
Han må nu, som leder og højkonge for alle kelterne, kæmpe det sidste og afgørende slag mod Slough Feg og hans allierede på issletten. Et slag der kommer til at forme fremtiden i den grad, og intet igen bliver det samme.
Forfatter på toppen
Alt i alt er Pat Mills i topform her. Hans helt specielle stil med “Sláine-ificering” af alle mulige keltiske myter og historier kommer her til udtryk på absolut fineste vis. Med det udtryk mener jeg, at han tager en masse keltiske myter, historier og andet materiale og bruger det som inspirationskilder til Sláine og hans verden. Men på en sådan måde, at Sláine-historierne sætter sig selv op som forklarende for, hvordan det virkelig var, alt imens de historier, vi nu kender blot er de forvaskede og overleverede rester fra den præhistoriske urtid, som Sláine levede i.
Det virker faktisk virkelig godt. Både den, der intet kender til myternes indhold, og den, der kender lidt til kelterne, kan more sig med at se, hvordan Mills drejer rundt på myterne og blander dem sammen til sit eget. En gang i mellem sidder man og siger “nå det er sådan, han kommer derhen”, når Mills lægger op til, hvordan myterne så efterfølgende har formet sig.
Nok er det hele storladent og i et “grand scale”, men mellemsekvenserne med den aldrende Ukko og Sláines personlighed som den skæmtende “Latteren i Skoven” hjælper med til, at det ikke kammer over på et alt for højt plan. Desuden er de forskellige karakterers monologer til tider også ret underholdende i sproget, specielt überskurken Slough Feg.
Hvad angår sproget er det her rimeligt at sige noget om oversættelsen af Ole Steen Hansen. Sproget i den engelske udgave af Sláine har altid været en kombination af moderne, britisk talt slang og ord og begreber fra keltiske myter og historier. Derfor har Ole Steen Hansen haft sin sag for i oversættelsen, men man må sige, han klarer det med bravur. Han er i stand til at skabe danske udtryk for ord, som ikke normalt bliver oversat til dansk – så som at “Warp-spam” bliver til “forkvaklingen”, når det rammer Sláine – uden at disse lyder unaturlige og u-danske.
Samtidig opfinder han ikke for meget og ved, hvornår han skal begrænse sig til ikke at oversætte udtryk, men måske bare droppe dem, såsom Lord Weird Slough Feg, hvor Lord Weird for det meste ikke bliver oversat. Desuden er der i hvert album en ordliste, der introducerer læseren til de allermeste basale dele af Sláines univers og de rent keltiske ord, som bliver brugt, f.eks. ogham-alfabetet og fomorianerne, eller hvad den store gudinde er.
Smukke illustrationer
Simon Bisleys illustrationer fortjener også speciel opmærksomhed. Som sagt er det første gang, at kemien mellem Pat Mills og en tegner virkelig virker, og det må man sige også kan mærkes. Bisley er senere blevet et varmt navn netop på grund af denne serie. Det var trods alt også hans arbejde med Sláine, der fik ham videre til hans arbejde med den meget lignende “helt” Lobo.
Bisley tegner faktisk ikke, han maler, og forskellen kan tydeligt ses. Hans teknik skulle være en kombineret brug af traditionel oliemaling og airbrush. Hans billedkompositioner er eminente og er med til at skabe nogle illustrationer, som tydeligvis har rumsteret rundt i den store fælles nørdunderbevidsthed lige siden. For når man ser nogle af billederne, vil man kunne genkende flere af motiverne fra senere 25 mm fantasyfigurserier, som har ladet sig mere end voldsomt inspirere af Bisleys illustrationer.
Dette gælder en del af figurerne fra firmaerne I-Kore/Iron Mammuts Celtos-serie, spanske Gamezones figurer og dele af franske Rackhams Confrontation-serie. Men man plejer jo at sige, at den største form for hyldest er imitation, og Bisley har fortjent al mulig hyldest for sit arbejde på Den Hornede Gud-/The Horned God-serien. Bisleys stilskabende illustrationer er grund nok i sig selv for den tegneseriehistorisk interesserede til at læse denne albumserie – men er bestemt ikke den eneste grund.
Ifølge forlaget Arboris’ egen hjemmeside lagerfører de ikke mere Sláine-albummene, men det betyder ikke, at de er svære at få fat i. De skulle være til at finde med en smule søgen, og de sidste par år har man kunnet få dem alle samlet i den københavnske tegneseriebutik Faraos Cigarer for den ringe sum af 100 kr. Jeg kan kun anbefale alle at gøre dette røverkøb.
Seriens titel: Sláine: Den Hornede Gud
Seriens originaltitel: Sláine: The Horned God
Forfatter: Pat Mills
Tegner: Simon Bisley
Dansk oversættelse: Ole Steen Hansen
Forlag, år: Arboris, 1996, 1997, 1997
Albumlængde: 40 sider pr album
Sláine: The Horned God udkom på engelsk første gang i 2000 AD progs 626-635, 650-664 og 688-698 i 1989-90.
Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007
