Udtryk som ”Not all ET’s are friendly” og ”When Tony grows up, he’s going to be just like Daddy!” var en del af markedsføringen af filmen Xtro (1982). Og selv om fællesnævneren for både Steven Spielbergs venlige lille alien-blockbuster og Harry Bromley Davenports væmmelig lille splattergyser er en fortælling, der involverer et rumvæsen og en dreng, holder lighedspunkterne op lige der!
Xtro var tæt på at få den tvivlsomme ære at blive kåret som den anden britisk producerede “video nasty” i firserne, i en tid hvor de britiske myndigheder forsøgte at censurere film med voldeligt indhold.
Grusom voldtægtsscene og andet gøgl
Grunden til at Xtro overhovedet nærmede sig listen, der ellers var domineret af lowbudget-gys fra Italien og USA, var en grusom voldtægtsscene, der involverede et rumvæsen og en lyshåret kvinde, der kulminerede med en traumatisk fødsel af en fuldvoksen mand med døden til følge for den ufrivillig rugemoder!
Denne scene og resten af den, på mange måde, herlige lille B-film, kan nydes på ny af et dansk sci-fi-publikum takket være Another World Entertainments DVD-udgivelse. Filmen er 86 minutter lang, og der går ikke mere end 10 minutter, før splatteren udfolder sig i fulde drag.
Manden, der er ”born again”, er Sam (spillet af Philip Sayer); en familiefar der forsvandt udenfor familiens sommerbolig for tre år siden. Hans forsvinden, i et hav af lys, blev overværet af sønnen Tony (spillet af Simon Nash), der imens faderen Sam er ”between worlds” lider af mareridt og afsavn.
Rachel (spillet af Bernice Stegers), Tonys mor, erstatter den forsvundne Sam med fotografen Joe (spillet af danny Brainin). En sexet fransk barnepige, Analise (spillet af Bond-baben Maryam d’Abo), er også flyttet ind, og livet fortsætter for den lille familie indtil en aften, hvor Tony vågner op badet i blod. Det viser sig at blodet ikke engang er hans eget, og hans forklaring er at ”Daddy sent it…I just felt sticky…” Hmmm, en oplevelse der nok må regnes for en våd drøm af værste skuffe. Daddy er også lidt sticky, post fødsel, men bider resolut sin egen navlestreng over og fortsætter sin mission med at vende tilbage til den familie han forlod tre år tidligere.
Sam, i alien-form, når at slå et ægtepar ihjel, efter de tror, at de har kørt “noget” over, og fejlagtigt standser bilen for at undersøge sagen. Sam stjæler ægtemandens tøj, så han kan se nogenlunde præsentabel ud, inden han vender tilbage til sit gamle hjem. Rachel køber Sams forklaring om, at han ikke ved, hvor han har været og ingenting kan huske. Joe er, forståeligt nok, ikke just overbegejstret for eksmandens tilbagevenden.
Tony viser sig at være sin fars søn og udvikler mystiske kræfter og evnen til at trylle sit legetøj om til dræbermaskiner. Det erfarer familiens ubehagelige underbo, Mrs Goodman, efter hun slår Tonys kæledyr, slangen Harry, ihjel: Hun får kærligheden at føle i form af en 80’er Action Man i menneskestørrelse bevæbnet med en bajonet!
En ægte B-film
Filmen bygger op til sin slutning med flere underlige tiltag i plottet, som jeg ikke vil afsløre her. Xtro har flere WTF-momenter. Med sit potpourri af væmmelige scener, bizarre plot og chokeffekter, er Xtro en sand “cheesy” britisk B-film. Logikken følger ikke altid med fortællingen og selv om der ikke er de store spændingsmomenter, er der et par gyselige øjeblikke i filmens første 10 minutter – scenen hvor ægteparret undersøger, hvad de har kørt over er ret spooky.
Filmens force ligger ganske enkelt i, hvordan de ækle effekter og scener, herunder alien porn, er flettet ind i et kedeligt familiedrama. Effektmanden på Xtro, Francis Coates, har arbejdet hårdt for at tilføje rumvæsnet detaljer og uforudsigelige egenskaber, der overrasker, og det fungerer ganske glimrende.
Spoiler alert!
De første forstyrrende scener, hvor Sam myrder sin vej tilbage til familielivet i form af et firbenet rumvæsen med mange vorter, topper med den berømte fødsel, der ledsages af blodige klumper og slim. Scenen får en ekstra væmmelig drejning, da kvindens hund begynder at spise rumvæsnets efterladte krop, der ligger spredt ud på gulvet ved siden af den døde kvinde.
Forvandlingens grusomme vej ”fra alien til mand” afløses af den langsomme ”familie i opløsning”-situation. Her går tempoet i stå med et jalousidrama og Sam, der er nødt til at indrømme over for sin søn, at han er ikke som de andre.
Så kommer gearskiftet, hvor de underholdende, syrede og ofte absurde scener udspiller sig op mod slutningen. Det er her, det bliver så weird, og der er tale om “good trash”. Tony boltrer sig løs i en tilstand, der omhandler, hvordan man bedst kan bruge de magiske kræfter, som man nu besidder som morderisk rumvæsen med farmand som forbillede og vejleder.
Med opgaven fuldført, ved hjælp af fortryllet legetøj, og artens fremtid sikret i form af udklækningsfabrikken på badeværelset, forsvinder far og søn i en sky af blændende hvidt lys. Her er der ingen der “ringer hjem”, og slutscenen efterlader mere spor fra Alien end E.T.
Underholdende
Trods fejl, forvirring og mangler er Xtro stadig underholdende, især set i lyset af de økonomiske og tekniske restriktioner fra den tid, filmen er lavet i. Hvad den mangler i struktur og logik, kompenserer den for med en pose underlige idéer og effekter.
Ekstramaterialet på DVD’en viser en alternativ slutning, hvor Rachel kommer tilbage til lejligheden og opdager seks Tony-lignende aliens. Hun beslutter sig for, at hun vil passe på dem, som om de var hendes egne. How cute is that? Xtro spawnede hele to sequels: Xtro II: The Second Encounter (1991) og Xtro 3: Watch the Skies (1995). De skulle begge, efter sigende, være elendige.
Xtro er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Instruktør: Harry Bromley Davenport
Manuskript: Iain Cassie & Robert Smith
Cast: Philip Sayer (Sam Philips), Bernice Stegers (Rachel Philips), Danny Brainin (Joe Daniels), Maryam d’Abo (Analise Mercier)
Producere: Mark Forstater (producer), Robert Shaye (executive producer)
Foto: John Metcalfe
Klip: Nicolas Gaster
Musik: Harry Bromley Davenport
Spilletid: 85 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Storbritannien, 1983
Produktionsselskaber: Amalgamated Film Enterprises
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 65 | 13/03/2011