Wishmaster

En ond, humoristisk og til tider ufrivillig komisk lampeånd (Andrew Divoff) er spærret inde i en krystal. En irriterende hysterisk blondine ved navn Alexandra Amberson (Tammy Lauren) vækker ånden og kan med sine tre ønsker enten dømme hele verden til trældom eller sende den såkaldte “djinn” tilbage til krystalland.

Filmen igennem jagter djinnen, som har påtaget sig menneskelig skikkelse og det platte navn Nathaniel Demerest, den handlekraftige Alexandra. Hendes tredje ønske er af stor betydning for Nathaniel, da dette kan gøre ham til en altdominerende gud. Nathaniel spilder ikke tiden mens han søger efter Alexandra, og hans udskejelser som sjælesamler og interesse for at fordreje folks ønsker til mord, selvmord og andre ulykker er på en gang underholdende og direkte platte.

Han er en udødelig satan på vej mod toppen – hans eneste magiske grænse (og svaghed) er, at folk skal ønske, før han kan trylle. “Be Careful what you wish for” er filmens tagline, og denne afslører på fornemste vis, hvordan den morderiske lampeånd skal bekæmpes. Hjernen slår musklerne.

Billige tricks

Overstående kunne lyde som starten på en lidt negativ anmeldelse, hvilket det kun til dels er. Her er tale om noget så spændende som en vaskeægte B-film-wannabe med alt, hvad en sådan stempling medfører. Wishmaster er en hyldest til alle de gyserfilm, som på ingen måder skræmmer en garvet seer – de film som ikke tager sig selv højtidelige, stjæler med arme og ben og for hvis skabere, ordet manuskript rimer på lokumspapir.

Filmen vil én ting – underholde – og den er ikke for fin til at bruge billige tricks for at opnå dette. Wishmaster er ment som en hyldest til sin genre og er spækket med kvalmende hovedrystende grin, løse ender, et interessant plot, som bliver forulempet, og ligegyldige hovedpersoner. En film, som ikke tager sig selv alvorligt og på ingen måde forstyrrer nattesøvnen. Hvis man vel at mærke tilhører filmens målgruppe – gyserfilmsnørder.

Forklædt som B-film

Wishmaster er altså en “ordentlig” film forklædt som en B-film. At filmen ikke er, hvad den udgiver sig for, lægges der ikke skjul på. Filmen er velproduceret og spækket med flotte og gennemførte effekter. Lige netop effekterne og deres kreatører, henholdsvis CGI- og special effects-firmaerne ComputerCafe og Digital Magic samt makeup artisterne Howard Berger, Gregory Nicotero og Robert Kurtzman, er også filmens sande stjerner.

Kurtzman er i øvrigt også filmens instruktør. At skulle forholde sig til instruktøren på en film som denne er temmelig besværligt. Er filmen dårlig instrueret som en del af dens image? Eller burde Kurtzman simpelthen bare holde sig til special effects og makeup effects, som han i nyere filmhistorie har bevist, at han mestrer?

Wishmaster er hans anden film ud af fire som instruktør; hans første var den pinligt dårlige The Demolitionist. Kurtzman er i det hele taget kendt for ikke at holde sig tilbage, og uanset om man synes om ham eller ej, må man tage hatten af for hans efterhånden brede vifte af filmkundskaber, som går lige fra producer og fotograf til manuskriptforfatter. Han var blandt andet en af idémændene til From Dusk Till Dawn. Bedst er han dog, når det kommer til effekter, og han er én af kanonerne, når det kommer til special makeup effects.

Brillerer på billedsiden

Navnet Wes Craven sælger, og derfor er filmens fulde titel Wes Craven’s Wishmaster. Craven har begået frygtelige film både som instruktør og producer. Dog formår han i ny og næ at stråle. Scream må, hvad enten man kan lide det eller ej, siges at være en af 90’ernes største gysersucceser og begyndelsen på 90’ernes teen-pop-slasher fænomen. Wishmaster er en af hans bedre bedrifter som producent, og på trods af at være vanvittig forudsigelig, småkikset og temmelig plat, er den også gennemført og malerisk.

Filmen brillerer på sin billedside. Den nærmest tegnefilmsagtige opbygning gør genren ære. Specielt interessant er den spøgelsestogslignende scenografi i scenerne inde i Nathaniels krystal. Det er nemt og billigt lavet, men det virker. Samspillet mellem de flotte effekter og den Marvel-agtige verden gør, at filmen konstant føles som en B-film eller, endnu værre, en TV-film. Kameraarbejdet er billigt og fantasiløst og understøtter dermed også dette.

På billedsiden er det værd at bemærke den lille henvisning i starten af filmen til The Exorcist. Én af skulpturerne i samleren Raymond Beaumonts (i øvrigt velspillet af Robert Englund) samling er statuen af Pazuzu – den modbydelige dæmon i The Exorcist.

Elendigt manus

Manuskriptet matcher udmærket filmens koncept; det er virkelig elendigt. Peter Atkins har ikke været for heldig igennem tiden. Således har han været inde over flere af de pinlige efterfølgere til Hellraiser (1984) samt de tre efterfølgere til Wishmaster. Der er ganske vist komiske elementer i manuskriptet, men som seer hæfter man sig mere ved de løse ender.

På skuespillersiden er Wishmaster interessant, da den, som en del af hyldesten, har samlet flere af de største skurke inden for branchen til mindre roller. Heriblandt er Robert Englund (A Nightmare on Elm Street-serien), Kane Hodder (flere af Friday the 13th-filmene) samt Tony Todd (Candyman-filmene) at finde i større eller mindre roller.

Ted Raimi, bror til den vidtfavnende gyserinstruktør Sam Raimi er med i nogle få sekunder. Skurken må dog siges at være den mest gennemtrængende. Andrew Divoff spiller med øjnene til den store guldmedalje. Hans stemme er karakteristisk ondskabsfuld både med og uden tekniske virkemidler. Tammy Lauren leverer det, hun nu engang skal til en film som Wishmaster – men hun er og bliver TV-serieskuespiller.

Wishmaster er en underholdende og på effektsiden visuelt rigtig flot film. Om det er lykkes for folkene bag filmen at skabe en flot B-film er op til den enkelte. Jeg vil nu mene, at en ægte B-film er en dårlig film, og sådan én er Wishmaster, trods alle dens dårligdomme, faktisk ikke.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007