Dahmer

Lad det være sagt med det samme, Dahmer er ikke typisk Planet Pulp-materiale. Dahmer er en psykologisk dramathriller (med lidt gys og splat), som vælger at fokusere på det skræmmende indeni os frem for det åbenlyse.

Det er en lille men yderst seværdig film, som grundet sin simple og direkte handling sætter skuespillet i højsædet. Jeremy Renner er ualmindelig god i rollen som den sindssyge seriemorder Jeffrey Dahmer. Alene Renners præstation gør filmen anbefalelsesværdig.

Skræmmende profil

Handlingen er bygget op omkring Jeffrey Dahmers ungdom og forholder sig udelukkende til hans mentale udvikling, og på flotteste vis skildrer Renner Jeffrey Dahmers kaotiske pubertet som fuldstændigt fejlslagen.

Uden andre effekter end Christina Agamanolis, Mariana Bernoskis og Willow Williamsons dystre og stemningsfyldte underlægningsmusik samt Chris Manleys fortællende kameraarbejde, skaber Renner en skræmmende profil af en sårbar og ensom stakkel, hvis underkuede seksualitet er blevet en besættelse. Dahmer fortæller om en mand, hans sind og om hvorfor han blev morder, hvilket gør den til en klog lille film.

Tager man den voldsomme historie i betragtning, der ligger bag virkelighedens Jeffrey Dahmer (1960-1994), som fandt glæde i at rive lemmerne af folk i levende live samt at udøve nekrofili og kannibalisme, kan man som Planet Pulp-skribent ærgre sig lidt over, at filmens skabere ikke valgte at arbejde med et mere visuelt brutalt udtryk. Dette tilgives dog hurtigt da Dahmers psykiske angreb er mindst lige så brutale som Mickeys og Mallorys (Woody Harrelson og Juliette Lewis) udskejelser i Natural Born Killers (1994).

Høj klasse af Jeremy Renner

Vi følger ikke Jeffrey Dahmer i hans “storhedstid”, men tiden før hans udøvelse af kannibalisme. Om han dyrker nekrofili i filmen, er svært at vurdere. Dahmer fremstiller en seriemorder i stor konflikt med sig selv. Hans ensomhed og mangel på sociale egenskaber driver hans syge sind til mord, når han egentligt bare vil skabe venner, kærlighedsforhold samt udforske sin egen seksualitet. Han bliver simpelthen voldelig imod sin vilje.

Da han som ung ikke modtager hjælp bliver drabet hans levevej og hans måde at begå sig på. Igennem en række flashbacks får vi indblik i hans kamp mod sig selv og ikke mindst hans selvhad og selvfrygt.

Filmen formår, igen igennem Renners høje klasse samt et kunstnerisk eksperimenterende, men vellykket kameraarbejde, at give os et indblik i morderens kamp for at finde sig selv. Jeffrey Dahmer udøvede nærmest omvendt pæderasti i håb om at finde viden og mening med tilværelsen. For at blive i det oldgræske kan vi tilføje at morderens senere trang til at ernære sig på sine ofre skyldes hans selvhad og ønske om at blive ét med det altid kønne offer.

Alle disse følelser mærker vi, og det må efterhånden stå som en sjældenhed i film, at man som seer fornemmer en karakters følelser, i dette tilfælde afmagt, uden at det blive fremstillet visuelt hele vejen.

Ingen falder udenfor

Artel Kayáru er velvalgt til rollen som den unge, glade og imødekommende Rodney. En fuldstændig modsætning til Jeffrey Dahmer, som han falder for. Begge har de dog det tilfælles, at de kæmper for at finde sig selv og acceptere deres homoseksualitet.

Kayáru leverer varen og spiller flot op til Renner. Rollen bliver spillet med en renhed, uvidenhed og en “form for uskyld” der gør, at man ikke kan andet end at holde af knægten. Som seer er man, på tidspunktet hvor de to mødes, klar over, hvad vores morder er i stand til, og det er lykkes instruktøren og manuskriptforfatteren David Jacobson at skabe en karakter i Rodney, hvis liv man virkelig føler og frygter for.

Rodney er dog, vel at mærke, ikke nogen historisk karakter. Bruce Davison, som de fleste nok kender fra X-Men (2000) spiller rollen som Jeffrey Dahmers far, Lionel Dahmer; en mindre rolle som vi kun støder på i filmens flashbacks. Ikke desto mindre har den en stor betydning for vores forståelse af Dahmers udvikling.

Davison spiller udmærket som faderen, der bliver skilt, misforstår sønnens signaler og lukker øjnene for problemerne. Han kommer dog ikke i nærheden af filmens to betydeligt yngre ovenfor nævnte skuespillere. Rollerne i filmen er få. Men hvad gør det, når ingen af de medvirkende falder uden for. Dahmer er yderst velcastet af Ricki Maslar og det er tydeligt, at instruktøren Jacobson har haft tid til selv de små detaljer.

Spænding og intensitet

Jacobson har været heldig med sine to hovedpersoner, der begge er vanvittigt talentfulde. Renner, som var serie- og TV-skuespiller før Dahmer, har nu medvirket i flere blockbusters som S.W.A.T. (2003), North Country (2005) og 28 Weeks Later (2007) og der er flere på vej. Kayáru instruerede sin første succesfulde kortfilm The Smile of an Angry Man (2006) i en alder af 23, vel at mærke fire år efter, Dahmer blev produceret.

En instruktør bliver ofte bedømt ud fra skuespillernes præstationer. Det ville være for let med en film som Dahmer. Den er Jacobsons anden spillefilm, også som manuskriptforfatter, og man kunne frygte, at en biografisk film om en hadet mand ville være en for stor mundfuld.

Men Jacobson har formået at genskabe en profil af en morder uden at tage noget parti. Desuden er det interessant at se, hvordan han har gjort historien til en filmisk mulighed indenfor det budget, han nu engang stod med. Ved at kombinere facts med fiktion har han skabt en historie, som passede perfekt ind i den lille dagligstue, hvor store dele af filmen finder sted.

Det er værd at bemærke, at Jacobson turde inddrage et af USA’s politis største fejltrin i filmen. Det lykkedes for et af Jeffrey Dahmers ofre at stikke af, i filmen Khamtay (fint portrætteret af Dion Basco), men politiet leverer imidlertid ofret tilbage til den endnu ukendte Dahmer i den tro, at Khamtay var dybt beruset. Manuskriptet er fængende og filmens dialoger mellem Jeffrey og Rodney såvel som Jeffrey og Lance (velspillet af Matt Newton) er fyldt med spænding og intensitet.

Undervurderet og overset

På billedsiden er Dahmer, som resten af filmen, temmelig simpel. Men det er kun en force, da det hjælper den til at bevare det virkelighedstro billede og dermed filmens ønske om at skabe et produkt, der er tro overfor den sande historie. Manley benytter sig stort set af fast kamera i hele filmen, men filmer fra vinkler, som giver seeren en følelse af nærvær og væmmelse for de ellers uskyldige billeder vi i 95 % af filmen bliver præsenteret for.

Dahmer spiller på de symbolske effekter som farvesymbolik og stroboskopisk lys. Bipasha Shoms klipning er heller ikke kompliceret, men fokuserer på det relevante. Det samme gør sig gældende for Eric Larsons production design. Selv Agamanolis, Bernoskis og Williamsons musik, eller manglen på samme, er simpel og stort set kun tilstede som stemnings- og underlægningsmusik – men det virker, og er perfekt for netop denne film.

Dahmer er en undervurderet og overset fin genistreg, som på pragtfuld vis minder os om, at man sagtens kan lave rigtig gode film med simple virkemidler, små penge og et stort set ukendt hold både foran og bag kameraet. Filmens eneste minus er, at den bedst forstås hvis seeren på forhånd har erhvervet sig lidt viden om den skræmmende Jeffrey Dahmer. Søg på nettet, læs, se filmen og fryd dig over denne lille perle.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Seriemordere