The Inhumans er en menneskelignende race af superhelte, der stammer helt tilbage fra Marvels guldalder. De blev skabt af Stan Lee og Jack Kirby, og havde deres debut som gruppe i 1965 i Fantastic Four nr. 45.
The Inhumans startede som underordnede til Fantastic Four, og optrådte i en lang række forskellige numre af både Fantastic Four og Avengers, men i 1975 fik de deres egen serie på 12 numre.
I 1998 blev Inhumans imidlertid igen taget op som selvstændig serie. Der sker under Marvel Knights-linjen og resulterer i endnu en serie på 12 numre, skrevet af Paul Jenkins og Jae Lee. Denne serie genskabte så at sige Inhumans og blev en stor succes – den vandt endog en Eisner Award for bedste nye serie.
Som opfølger på denne succes er De Udstødte: Skæbnetime seneste kapitel i Inhumans’ historie, og som næsten alt i Marvel-universet har The Inhumans en lang og meget kompliceret historie. Deres baggrund berører ret centrale dele af Marvel-universets mytologi.
Skabt som soldater
De Udstødte, som The Inhumans hedder på dansk, blev skabt af det krigeriske, intergalaktiske Kree-imperium ved at manipulere med terrestrisk DNA, da de besøgte vores solsystem for lang tid siden, i menneskehedens tidligste barndom.
De blev skabt med det formål at være en slags supersoldater i Kree-imperiets hær, men blev i sidste ende efterladt og tilsyneladende glemt af Kree-imperiet. De Udstødte lever i deres skjulte technopol Attilan, ukendt for menneskeheden, bortset fra De Fantastiske Fire og enkelte af Jordens andre superhelte.
De regeres af deres konge, den ultrastærke og tavse Sorte Lyn. Selv hans mindste hvisken har ufatteligt destruktivt potentiale. Rundt om sig har Sorte Lyn den kongelige familie, heriblandt hans kone og tolk Medusa, kvinden med det bevægelige hår og den store skønhed; Karnak, der kan finde de svage punkter i alting; Gorgon med bukkebenene, der er stærke nok til at skabe jordskælv og Triton, amfibiemanden, der kan teleportere.
Den kongelige familie tilhører alle den lille del af De Udstødte, der igennem det utroligt kraftige mutagen, Terrigen Tågerne, har fået endnu større kræfter. Den resterende del af De Udstødtes befolkning er godt nok stærkere end almindelige mennesker, men har ikke superkræfter som sådan, selv om de har potentialet.
Rum-eksil
Historien åbner den nat hvor De Udstødtes gamle herrer kommer tilbage efter dette potentiale. Kree-tropperne indtager hurtigt Attilan, ikke uden kamp, men i sidste ende har de ellers så formidable Udstødte ikke nogen chance mod dem, der skabte dem. Anført af deres leder, Ronan Anklageren, hvis svorne mål er at genoprette Kree-racens storhed, betvinger de fremmede tropper De Udstødte, og selv den magtfulde Sorte Lyn må give op.
Ronan bemægtiger sig således Attilan og ved at snylte på Sorte Lyns ufattelige kræfter, vrister Kree-folkene Attilan fri af Himalayabjergene, hvor den lå skjult, lader byen blive til et gigantisk rumskib, og fører således de nu trælbundne Udstødte ud på et langt og blodigt eventyr i rummet.
Sorte Lyn og hans familie tvinges, med Attilans folk som gidsler, til at blive brikker i et intergalaktisk komplot med det formål at lade den faldne Kree-race vende tilbage til fordoms magt. Herefter udfoldes den kringlede historie om De Udstødtes rum-eksil, og hvordan de tvinges til at blive krigere for Kree-folket.
Skurken driver plottet
De Udstødte: Skæbnetime er skrevet af Carlos Parcheco, der er en meget populær tegner, nok bedst kendt for hans Avengers Forever (1998-2000) og hans arbejde på både X-Men og Fantastic Four. Her er han i rollen som forfatter, hvor han ikke helt kommer op på samme niveau, som når han tegner.
Selve beretningen om De Udstødtes tvungne eventyr i rummet udmønter sig i et glimrende mysterium, men plottet har en tendens til at være overkompliceret, eller i hvert fald svært at følge, fordi visse ting ikke forklares. Det er måske med vilje, men det ender med at blive mere forvirrende end mystisk.
Den egentlige svaghed i forhold til Inhumans-serien er dog nok, at det i bund og grund ikke handler om De Udstødte selv. Men hvor selve plottet måske bliver en smule uinteressant, på trods af flere interessante detaljer og finurligheder, så fungerer historien om Sorte Lyn og det dilemma, han står i, ganske fint: Han er, for at redde sit folk, nødt til at gøre ting, der strider mod hans moral.
Som det er klassisk for superheltegenren er det skurken, der driver plottet. Ronan Anklageren er skrupelløs og skånselsløs, men samtidig en mand af ære, der ikke er decideret ond. Han tror blot fuldt og fast på sin races ret til at bruge det, som han ser som deres ejendom, og ligeledes tror han på sin races overlegenhed – han pines bitterligt af deres storheds fald.
Ronan danner dermed et glimrende modstykke til Sorte Lyn, som er en stoisk, ædel og forpint helt, og det er især Sorte Lyns store patos, der, fordi den er formidlet så godt i tegningerne, giver historien dens dystre og lettere tragiske stemning.
Tegningerne bærer albummet
Det er dog frem for alt José Ladrönns fremragende tegninger, der bærer dette album, og gør det til noget særligt. Ladrönns vidunderlige, naturlige streg, veksler på bedste måde mellem knivskarp og løs. Det er en stil, der nærmest kan betegnes som en blanding af europæiske og amerikanske tegneserietraditioner med mindelser om både Kirby og Moëbius.
De smukke og detaljerede tegninger er holdt i en afdæmpet, nærmest douchet palette med eminent lyssætning og effekter, der passer perfekt til De Udstødtes højteknologiske univers. Desværre tegnede Ladrönn kun tre ud af de fire oprindelige hæfter, efter sigende fordi han ikke kunne holde sine deadlines.
Derfor tog Lucas over i det sidste bind, og selvom det er ærgerligt, at Ladrönn ikke gjorde arbejdet færdigt, så gør Lucas det også ganske glimrende. Hans streg er mere mudret og konventionel, men det lykkes ham at formidle de store følelser blandt hovedpersonerne og få historien kørt hjem.
Meget små frames
Hvis man skal udsætte noget på det grafiske, er det, at selve layoutet præges af nogle til tider meget små frames, hvor man næsten skal frem med luppen. Samtidig er sammenhængen mellem de forskellige frames ikke altid lige klar og kunne have været meget mere filmisk og fortællende. Men dette er ikke noget, der for alvor trækker ned i oplevelsen af tegningerne.
Selve bogen er en lækker paperback med et godt tryk på glittet papir af en god kraftig kvalitet, og med et solidt cover, der er behageligt at røre ved. Alt i alt er De Udstødte: Skæbnetime et glimrende kapitel i Inhumans-sagaen men også i sig selv en god tegneserie, der i høj grad kan nydes alene for sine tegninger, men desværre knap så meget for sin historie.
De Udstødte: Skæbnetime er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.
Originaltitel: Inhumans
Forfatter: Carlos Pacheco & Rafael Marin
Tegner: José Ladrönn & Jorge Lucas
Forlag, år: G. Floy Studio, 2005
Forlag, år (originaludgivelse): Marvel, 2001
Albumlængde: 96 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup
Udkom i USA i 4 dele i 2000.
Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006
Stikord: Rummet, Superhelte
