Basket Case

Har man en trang til gyserfilm, der er lavet på et ultralavt budget, fyldt med dårlig smag og uden store Hollywood-skuespillere, vil Basket Case uden tvivl falde i ens smag! Filmen er lavet af en stor fan af de lowbudget/sex-film, man kunne se i de berømte grindhousebiografer på New Yorks 42nd Street, og filmen foregår da også i dette område. Hvis man derimod ikke er så godt kendt i disse afkroge af filmverdenen, bør man nok holde sig væk.

Kort sagt falder Basket Case i samme kategori som mange af H. G. Lewis’ film, som f.eks. Blood Feast (1963) – med groteske scener, vanvittige mord, ketchupblod og dårligt skuespil. Der er næsten 20 år imellem de to film, men hvad stemning angår mærker man det ikke.

Tidligere siamesiske tvillinger

Filmen handler om den tilsyneladende flinke unge mand Duane Bradley (Kevin Van Hentenryck), som går igennem New Yorks gader med en stor kurv under armen. Han lejer sig ind på et snusket hotel for et par dage – læg blandt andet mærke til det bundt penge, Duane bærer rundt på: Ifølge filmens instruktør Henenlotter, var hele filmens budget!

Det viser sig, at Duane bærer rundt på sin deforme tvilling, Belial, i kurven. De var født som siamesiske tvillinger, men skilt fra hinanden som små, da deres far ikke kunne tåle synet af den deforme bror, som sad fast i siden på Duane. Efter operationen blev Belial smidt væk som affald, men han døde ikke. Det finder Duane ud af, og sammen planlægger de hævn over de mennesker, som separerede dem.

Idéen er godt nok hovedsageligt den sindssyge Belials, men han har brug for Duane til at bære sig rundt. De to tvillinger har med tiden fået et telepatisk bånd imellem sig, så de hver især føler, hvad den anden gør, og kan snakke sammen igennem telepati.

Belial og Duane finder de læger, som i sin tid var med til at skille dem ad – det vises i et ret så blodigt flashback – og de får en blodig død. Men imens Belial render rundt og dræber læger, forelsker Duane sig i en af lægernes sekretær, som viser ham rundt i New York. Belial kan mærke, at Duane prøver at snyde ham for at gå ud med denne pige – så derfor opsøger Belial pigen og dræber hende for derefter at voldtage hende! Hvad filmen slutter med vil jeg ikke røbe, men kan sige, at Henenlotter også lavede Basket Case 2 (1990) og Basket Case 3: The Progeny (1992).

Skuespil på forventeligt lavt niveau

Skuespillet er, som man kan forvente det af en lowbudget splatterfilm, ikke særlig godt, men til tider er det til gengæld ufrivilligt morsomt, som da en af hotellets beboere kaster sig ud i nogle mærkelige sætninger som “All alone in this cold, cruel world!”. Hertil kan blot siges, at hvis man har stiftet bekendtskab med nogle af H.G. Lewis’ film som Blood Feast, Two Thousand Maniacs (1964) og Color Me Blood Red (1965), vil man ikke blive skræmt væk af de dårlige skuespillerpræstationer.

Da filmen blev udgivet, blev mange af de mere ulækre scener klippet ud, så filmen kunne sælges som en komedie i stedet for en ren splattergyser. Det solgte dog ikke så godt – hvilket jeg godt forstår – så derfor blev den senere udgivet med alle scenerne intakt. Dette gjorde sit til, at filmen for mange blev en kultklassiker, og at den stadig har det liv og ry, som den har i dag.

Effekterne er som de skal være, når vi snakker lowbudget: Ikke ret gode, men der spares ikke på de røde safter. Mange af de opfindsomme mord er faktisk okay lavet og ganske sjove. Men bedst af alt er de små stop motion-scener, hvor Belial render rundt udenfor sin kurv. Scenerne oser af, at de er filmet i al hast, og at budgettet ikke har været stort nok til at lave det ordentligt – dette gør dog ikke noget, da det er ret sjovt at se på.

Kan ikke gå galt i byen med Basket Case

Der gik lang tid, før Henenlotter lavede film igen efter Basket Case. Det var faktisk ikke før 1988, at han lavede Brain Damage om en fyr, der bliver afhængig af en rum-orms safter. Henenlotter har generelt ikke mange film på sit CV, hvilket er en skam, da hans fantastiske univers er svært at blive træt af.

Jeg kan ikke anbefale Basket Case nok til fans af mærkelige film og til dem, der ikke har dykket ned i de dybere lag og ydre afkroge af filmverden: I kan ikke gå galt i byen med Basket Case.

Anmeldt i nr. 28 | 13/02/2008

Stikord: New York, Splat, Trilogi, Tvillinger