Det er ved at være mange år siden, vi så Steven Spruills vampyrroman Mørkets Herskere på dansk. Det var tilbage i 1998, tre år efter at den originale engelske udgave var udkommet. Fortsættelsen Daughter of Darkness udkom i 1996, men meget passende, så skulle der gå lidt over 10 år, før vi så den på dansk. Passende fordi historien finder sted 10 år efter handlingen i den første bog.
Vampyrer
Hæmofager er en menneskelignende race, der lever iblandt os “normale”. De kan blive over 1000 år gamle og minder mere om vampyrer end om mennesker. De er stort set udødelige, sult er næsten det eneste der kan dræbe dem, og selv dette vil tage et par år. De har således slet ikke de normale vampyrsvagheder, som dagslys, kors, hvidløg og heller ikke noget med at sove i kister – faktisk sover de slet ikke.
I Mørkets Herskere fulgte vi hæmofagen Merrick. Ulig andre hæmofager har han ændret sin livsstil og lever uden at dræbe, men ikke nok med det; han jager også andre hæmofager og spærrer dem inde, til de dør af sult. Hans ærkefjende er hans egen søn, som han har jaget i 500 år. Det lykkedes ham imidlertid at fange og indespærrer Zane efter en lang hård kamp.
En human vampyr
I Mørkets Datter følger vi fra starten Jenn, som er barn af Zane og derved Merricks barnebarn. Vi blev præsenteret for hende i Mørkets Herskere, hvor hun var 12 år og lige havde gennemgået “transformationen” til hæmofag. De lever nemlig deres første år af deres liv som mennesker, men gennemlever så en leukæmilignende sygdom, hvor deres kroppe begynder at kræve blod.
Jenn er opvokset hos et ægtepar, der troede, hun var deres datter. Hun er dog egentligt produktet af en voldtægt, hvor Zane bedøvede Jenns mor, så faktisk ved hverken Jenns mor eller far noget om Zane eller voldtægten. Det var Zane, der første gang gav hende blod, men ellers er det Merrick, der har stået for hendes opvækst som hæmofag, hvilket betyder at hun ikke dræber. Hun er faktisk så menneskelig og human, at hun har uddannet sig til læge.
En dag Jenn kommer hjem fra arbejde, finder hun et lig i sin lejlighed; et lig der har fået struben flået op. Hun kontakter Merrick, der hjælper hende af med liget. De er begge rystet over situationen, også fordi dette ligner en hilsen fra Zane som burde være død. De tager ud til krypten, hvor Zane blev indespærret for 10 år siden, og hvor han nu burde ligge død, men krypten er tom…
Farmand er tilbage
Det viser sig, at Zane slap ud kort efter sin indespærring. Han har dog holdt sig skjult af frygt for Merrick, men efter at have set Jenns billede i en avis, kan han ikke lade være med at opsøge hende i håbet om at hun vil følge ham.
Hvad Zane ikke ved er, at han ikke længere behøver frygte Merrick. Merrick har fundet en metode, hvorved han kan ældes og derved blive gammel og dø sammen med sin nuværende hustru Katie. Dette betyder dermed også, at han har mistet de fleste af sine hæmofagkræfter. Nu hvor Zane er tilbage er det dog nødvendigt ikke at vise denne svaghed af frygt for, hvad Zane vil kunne finde på, hvis han ikke længere skal frygte Merrick.
Jenn og Merrick sætter jagten ind på Zane, men Jenn er draget af Zane, da hun ikke kan komme ud over, at han er hendes rigtige far og at han reddede hendes liv for 10 år siden. Det er således både af nysgerrighed, familiefølelse og frygt, at hun lader Zane komme tæt på sig.
Glimrende fortsættelse
Mørkets Datter er en glimrende fortsættelse til Mørkets Herskere. Det vil dog være en rigtig god idé at have læst Mørkets Herskere, inden man kaster sig over romanen, da den ikke forklarer meget om, hvad der skete i den første bog, men tager det som en forudsætning, at man ved dette.
Generelt for begge bøger kan det siges, at det er velfortalte vampyrhistorier, og det gør dem kun bedre, at de ikke “bare” arbejder videre med de normale vampyrmyter, men skaber sine egne. Ingen tvivl om, at hvis man kunne lide Mørkets Herskere så må man bestemt ikke snyde sig selv for Mørkets Datter.
Mørkets Datter er venligst stillet til rådighed af Donovan Comics.
Forfatter: Steven Spruill
Forlag, år: Doubleday, 1997
Anmeldte udgave:
Titel: Mørkets Datter
Forlag, år: Donovan Comics, 2007
Format: Paperback
Sideantal: 313
Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007
Stikord: 2’er, Fortsættelse, Vampyrer