“My reputation precedes me. Otherwise I would be late for all my appointments.” Citatet stammer fra John Candy-fjollefilmen Who’s Harry Crumb? (1989), og har absolut intet at gøre med The Toolbox Murders. Undtagen lige det med at have et ry, der løber én i forkøbet. Eller i dette tilfælde nok nærmere rygte.
The Toolbox Murders er nemlig lige præcis én af de film, som mange har hørt om, men som færre har set. Lidt som tilfældet også er med The Texas Chainsaw Massacre (1974), som mange, der ikke er genrefilmfans, stadig tror er en splatterfilm.
Video Nasty
The Toolbox Murders har vundet sit blakkede rygte, fordi det var én af de film, BBFC satte på fy-fy-listen, populært kendt som Video Nasty-listen. Ræsonnementet bag briternes videovoldshysteri var “abe gør som abe ser”, og i dette tilfælde nok noget i retning af: Hvis man har en videomaskine, har man også en værktøjskasse. Og hvis man har både en videomaskine og en værktøjskasse, så giver The Toolbox Murders én lyst til at tage værktøjskassen under armen og tage på murder spree.
Hør lige her mine fine britiske venner: Tak for Anden Verdenskrig, men nu må I fandme lige tage jer lidt sammen.
Hvad er hele hysteriet så omkring? Jo, de første femten-tyve minutters tid af The Toolbox Murders går med at en uset morder fiser rundt i et stille lejlighedskompleks i L.A. (som taget ud af Melrose Place) og myrder tilsyneladende tilfældige beboere med indholdet i hans værktøjskasse. Er det blodigt? Efter tidens standard såmænd nok. I dag ikke så meget. Men der er en pæn body count i begyndelsen af filmen. Derefter er det så som så med antallet af mord.
Vi regner ret hurtigt ud, hvem morderen er. Og efter at vi har regnet det ud, går der ikke så længe, inden filmen selv afslører det for os. Morderen bortfører nemlig en ung pige i lejlighedskomplekset, og hendes bror indleder så selv en efterforskning, fordi politiet (i bedste giallostil) er fuldstændig helt og aldeles inkompetente.
Onkel Mord
Brormand er ven med en anden ung fyr, hvis onkel ejer lejlighedskomplekset, og de to tjener lidt skejser på at rydde op efter morderen i lejlighederne – altså at få malet og den slags. Da de skal hente maling i onklens hus ser vi noget, vi godt ved er vigtigt, men som hverken brormand eller hans kammerat ved er vigtigt.
Det er nu ikke fordi filmen udvikler sig til klassisk krimigyser eller investigation. Den tager i stedet en ganske bizar drejning, hvor vi får indblik i, hvorfor morderen (og ja, det er onklen) gør, som han gør, og hvorfor han har kidnappet pigen. Hans datter er nemlig for nyligt omkommet i et trafikuheld, og den kidnappede pige er så uheldig at ligne datteren en hel del. Manden er gået helt fra forstanden af sorg – og det hjælper nok ikke meget, at han i forvejen lader til at have været lidt af en kristen fanatiker. Det viser sig selvfølgelig også, at de personer, han myrdede, var nogle, han anså som syndige.
Så ja, vi ser et mord med en boremaskine, ét med en skruetrækker og det bedste: Ét med en sømpistol. Men i anden del af filmen går en stor del af tiden med at høre onklen tale til den kidnappede pige, som han har bastet og bundet i datterens seng. Han er så wacko-wacko, at han delvist tror, at den kidnappede pige rent faktisk er hans datter, og tøsen er smart nok til at spille med på legen.
Da brormand efterhånden kommer på sporet af Onkel Mord, tager hele handlingen dog lige en ekstra drejning, inden tøsebarnet kan stavre væk fra huset indsmurt i blod. Hvis blod og hvorfor vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her.
En ret mærkelig film
The Toolbox Murders er en mærkelig film. Den er helt klart en exploitationfilm, og sådan set ikke én af de dårligere, men den er på den anden side for løjerligt sammensat til at være virkelig god. Den lægger ud som blodig og effektiv slasher og minder i sin opbygning med det inkompetente politi og broderens efterforskning også lidt om de italienske gialli. Men disse elementer glider i baggrunden, da filmen beslutter sig for at afsløre morderen og vise os hans vanvid.
Sidstnævnte minder lidt om den to år senere Maniac (1980), der dog er en betydeligt bedre og mere interessant film. Alligevel må Cameron Mitchell, der spiller den morderiske onkel Vance, have ros for faktisk at spille ret godt i scenerne med den kidnappede pige. Det til trods vil jeg måske ikke ligefrem sige, at der tale om “en bevægende karakterundersøgelse”, sådan som Claus Reinhold skriver i den ellers udmærkede booklet, der følger med DVD’en. De øvrige skuespillere er langt fra så gode, og især brormand Joey (Nicolas Beauvy) er alt andet end overbevisende.
Som sagt er mordene efter nutidens torture porn-standarder ikke ligefrem noget, man kan hidse sig op over, og i lighed med de fleste andre video nasties er det lidt svært – for ikke at sige kropumuligt – at sætte sig ind i englændernes hysteriske reaktion. Hele indledningen er dog ganske vellavet, og kunne fint have været indledningen til en exploitationklassiker. Helt så godt skulle det dog ikke gå.
Habilt skruet sammen
Fra et teknisk synspunkt er The Toolbox Murders habilt skruet sammen uden på nogen måde at være prangende. Skuespillet kunne som sagt være bedre, bortset fra Cameron Mitchell, og manuskriptet lader hele molevitten noget i stikken ved at skifte kurs og fokus som det gør.
Der er da heller ikke nogen af manuskriptforfatterne, der har fået den helt store karriere. Den mest succesfulde er Ann Kindberg, der siden har arbejdet som producer inden for TV-branchen og bl.a. fungeret som co-producer på The Shield (2002-2008) og Grey’s Anatomy (2005-).
The Toolbox Murders var instruktøren Dennis Donnellys første og hidtil eneste spillefilm. Han har til gengæld været en ekstremt produktiv TV-instruktør på serier som The Streets of San Francisco (1972-1977), Dallas (1978-1991), Hawaii Five-O (1968-1980), Charlie’s Angels (1976-1981), The A-Team (1983-1987) og Falcon Crest (1981-1990).
Fint at få udgivet
Er man stor fan af 1970’ernes exploitationfilm, slasherfilm og andet guf fra skuffen, eller er man bare nysgerrig efter at se, hvad det var, der kunne få de indavlede paraplyaber fra den anden side af Nordsøen helt op i det røde felt, kan The Toolbox Murders skam sagtens gå an på en regnfuld eftermiddag.
Man skal bare hverken forvente sig noget blodorgie eller en grindhouseklassiker. Det er The Toolbox Murders simpelthen for ujævn til. Til gengæld er det aldeles glimrende, at gutterne fra AWE har udgivet den (naturligvis uklippet) på det danske marked, for sådan én som mig skal selvfølgelig have den ind på hylden.
The Toolbox Murders er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Instruktør: Dennis Donnelly
Manuskript: Neva Friedenn, Robert Easter & Ann Kindberg
Cast: Cameron Mitchell (Vince Kingsley), Pamelyn Ferdin (Laurie Ballard), Wesley Eure (Kent Kingsley), Nicolas Beauvy (Joey Ballard)
Producere: Tony DiDio (producer)
Foto: Gary Graver
Klip: Nunzio Darping, Skip Lusk (ukrediteret)
Musik: George Deaton
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 1.66:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1978
Produktionsselskaber: Cal-Am Productions, Tony DiDio Productions
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 64 | 13/02/2011
Stikord: Video Nasty