Psycho

Bemærk! Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Selv om Hitchcock regnes som en af de seriøse filmskabere og var en del af Hollywoods establishment gennem langt den største del af sin karriere, har vi sleazedyrkere meget at takke den gamle mester for. Hitchcocks største fortjeneste var at rendyrke spændingselementet i filmsproget, så enhver der ser en Hitchcock-film sidder neglebidende på stolekanten i frygt for hvad der vil ske.

Mange af de instruktører, hvis film vi har anmeldt her på Planet Pulp, har stjålet med arme og ben fra de klassiske Hitchcock-film fra den gyldne periode i fyrrerne og halvtresserne og ikke mindst fra hans mere end 100 geniale TV-fortællinger, der løb over de amerikanske tv-skærme i halvtresserne og tresserne.

Skulle være billig

Psycho var ikke Hitchcocks første livtag med horrorgenren, men hidtil havde Hitchcock mest eksperimentet med decideret horror i sine kortere TV-film. Men nu skulle det være. Spændingens mester havde med stigende undren observeret, hvordan billige sort/hvid-gysere af tvivlsom kvalitet fyldte biografer på stribe, og indspillede kassen til producenterne. Hitchcock tænkte, at hvis en ordentlig instruktør (ham selv, selvfølgelig) kastede sig over genren, måtte det være opskriften på en stensikker succes.

En anden ting var, at Hichcock var ved at rage uklar med sit gamle filmselskab, Paramount, fordi hans sidste film North by Northwest (1959, på dansk Menneskejagt), havde været en temmelig dyr fornøjelse, og ikke blev den succes man regnede med.

Derfor var Paramount heller ikke særligt interesserede i at poste alt for mange penge i et nyt Hitchcock-projekt. Filmen skulle med andre ord være billig. Hitchcock lod derfor sit eget TV-produktionsselskab, Shamley Productions, stå bag filmen. Dermed reducerede han omkostningerne til 800.000$; et også dengang latterligt lavt beløb for en film.

Tyveriet

Filmens oplæg er romanen af samme navn af Robert Bloch. Filmens handling lægger sig ret tæt op ad bogens, men adskiller sig dog også på nogle punkter. Filmen begynder i Phoenix, Arizona, hvor vi med Hitchcocks kamera kommer ind bag persiennerne på et usselt hotelværelse, der sikkert er lejet på timebasis. Her møder vi det hemmelige kærestepar Marion Crane (Janet Leigh) og Sam Loomis, (John Gavin), der har benyttet Marions frokostpause til et hastigt stævnemøde.

Marion er træt af at mødes med Sam på denne måde, og vil giftes. Sam skylder penge til højre og venstre, og afslår enhver snak om ægteskab, før han er gældfri, og kan forsørge hende ordentligt. Skuffet går Marion tilbage på arbejde, og Sam må køre tilbage til sin isenkræmmerforretning i Fairvale, Californien.

Tilbage på arbejdet er Marions chef ved at afslutte en større ejendomshandel, og da kunden insisterer på at betale i kontanter, ser Marion sit snit til at hugge de 40.000$, som vil kunne bringe Sam ud af sin gæld. Marion begiver sig nu i bil af sted mod Californien og sin elskede Sam. Da natten falder på lægger hun sig til at sove i sin bil, hvor hun bliver vækket af en særdeles emsig betjent, der absolut ikke har fidus til hende. Da Marion endelig får lov til at køre, følger den mistænksomme betjent efter hende.

At Marion er en elendig skurk går hurtigt op for seeren. I den nærmeste by beslutter hun sig for at købe en ny bil for at slippe for yderligere forfølgelse. Hun formår dog ikke at sløre sine spor. Tydeligt nervøs får hun vakt bilforhandlerens mistanke om, at noget er galt, og for at gøre ondt være kommer betjenten forbi igen, og observerer hele det bizarre optrin. Hitchcock viser her, hvor meget spænding han er i stand til at vise med klipning.

Den utrænede tyv, Marion, bliver betragtet af betjenten og bilhandleren, mens hun klumrer rundt, og langsomt rykker de tættere og tættere på hende og de 40.000$. Klipningen skaber den samme form for klaustrofobi, der rammer Marion. Det er kun et spørgsmål om tid, før det går helt galt.

Da Marion endelig slipper væk fra bilhandleren i sin nye bil plages hun af dårlig bondeanger, og føler, at nettet strammes. Stemmer fra chefen, kollegaen, kunden, der har mistet sine penge, betjenten og bilhandleren blander sig i hinanden og langsomt lægger de to og to sammen.

Velkommen til Bates Motel

Da det er blevet aften bryder et skybrud ud, og stakkels Marion tror, at hun stadig har langt til Fairvale. Til alt held kommer hun forbi det afsidesliggende Bates Motel, hvor hun kører ind. Tilsyneladende er der ingen til at passe receptionen, men bag motellet ligger et stort mørkt hus, hvor hun ser en kvindeskikkelse i vinduet.

Pludselig dukker en ung mand op. Dette er den unge Norman Bates (Anthony Perkins), der driver motellet og ellers bor med sin mor oppe i huset. Bates Motel virker i første omgang som et fredeligt sted, der blot er blevet glemt af omverdenen, men hurtigt finder vi ud af, at noget ikke er, som det skal være. Norman Bates inviterer Marion til at spise med sig oppe i huset, men mens hun gør sig klar, overhører Marion et højlydt skænderi mellem moderen og Norman.

Norman kommer i stedet ned til hende med aftensmad, som hun spiser i den lille dagligstue, der gemmer sig bag receptionen. Her udspiller der sig en samtale, hvor det viser sig, at Norman ikke er helt normal. Der tegner sig et billede af en underkuet dreng, der bliver holdt i korte tøjler af sin mor. Under scenen ændrer Norman karakter fra at være en kejtet, men charmerende ung mand, til at være lettere truende overfor Marion. Samtalen får dog Marion til at indse, at hun må se at gøre noget ved sin egen situation, hvis ikke hun skal vikle sig ud i noget hun ikke kan styre.

Tilbage på værelset har Marion taget beslutningen om at levere pengene tilbage. Hvad hun ikke ved er, at Bates lurer på hende gennem et hul i vægen fra sit kontor. Igen bliver Marion observeret af sine omgivelser, og selv om hun nu har truffet beslutningen om at levere pengene tilbage og begynde på en frisk, er der alligevel noget i vejen, men denne gang skyldes det ikke en situation, hun har bragt sig selv i, men den underlige og underkuede mr. Bates.

Igen kan vi nyde Hitchcocks sublime billedsprog. Hele sekvensen mæles der ikke et ord, men man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at Marion vil forsøge at gøre det hele godt igen. For at understrege, at Marion begynder på en frisk, beslutter hun stig for at tage et bad – et brusebad.

Mordet

Mens Marion står i badet og nyder de rensende stråler bliver forhænget pludselig revet til side, og vi ser konturerne af en formørket kvindeskikkelse løfte en dolk til hug. Dette er indledningen til filmhistoriens mest berømte mordscener. Akkompagneret af Bernard Herrmanns skrigende violiner, viser Hitchcock i en 45 sekunder lang montage på 78 klip, hvordan Marion Crane brutalt og kynisk dolkes ihjel.

Scenen er umådelig brutal, men også mesterlig, fordi Hitchcock får os til at tro, vi ser en masse, vi ikke ser. Første gang jeg så scenen, så jeg tydeligt hvordan kniven flere gange trængte gennem Marions hud, og især så jeg hendes hoppende bryster. Men det ser man bare ikke.

I den lange montage er der ikke en eneste frame, der viser et bryst, og kun tre frames, i alt 1/8 sekund, viser en kniv, der penetrerer hud. Scenen var det mest brutale, der var sluppet gennem Hollywoods berygtede censur, og derfor virkede den ekstra voldsom på det uforberedte publikum, der troede de så en lowbudget-thriller om en forvirret dame.

Efter tre kvarter er fortællingen blevet frarøvet sin hovedperson, der ligger i en blodpøl i en bruser. Hitchcock snød sit publikum. Janet Leigh var i 1960 en af Hollywoods største stjerner. Et ikon på linie med Marilyn Monroe og Audrey Hepburn. Ved at lade hende spille Marion Crane var publikum overbevist om, at Psycho handlede om hende og hendes 40.000$. Pengene kunne imidlertid ikke være mere ligegyldige.

Efter mordet ligger Cranes afsjælede lig i bruseren og vi hører en forfærdet Norman Bates skrige op oppe fra huset, da han tilsyneladende opdager sin blodindsmurte mor. Som den samvittighedsfulde søn skynder han sig over på Marions værelse, og sletter alle spor fra ugerningen. Liget og alle Marions sager inklusiv de 40.000$, som Norman ikke opdager, bliver stuvet ind i hendes bil og skubbet i det nærmeste mosehul.

Curiosity killed the cat

Filmen slutter naturligvis ikke her. Uafhængigt af hinanden opsøger Marions søster Lila Crane (Vera Miles) og privatdetektiven Arbogast (Martin Balsam) efter et par dage Marions kæreste, Sam Loomis. Lila er bekymret for Marion, og Arbogast er hyret af Marions chef for at finde hende og de 40.000$. De tre slår pjalterne sammen for at finde ud af, hvad der er sket.

Til sidst lykkes det Arbogast at snuse sig frem til Bates Motel. Norman er selvfølgelig ikke videre samarbejdsvillig, men det lykkes alligevel Arbogast at finde ud af, at Marion har indskrevet sig hos ham under falsk navn. Dette ringer han og fortæller Lila og Sam over telefonen, og fortæller samtidig, at han vil tilbage for at snakke med Bates’ mor.

Dette viser sig at være en dårlig idé. Arbogast kommer godt nok ind i det store hus, men når kun lige op af trappen til 1. sal, før døren til moderens soveværelse går op, og en kvindeskikkelse går løs på den chokerede Arbogast, der tager turen ned af trappen med en masse dolkestød i maven.

Tilbage i Fairvale venter Lila og Sam utålmodigt. Til sidst tager Sam ud til motellet, hvor Norman står og kigger ud over mosen hvor han som sædvanlig har anbragt lig og bil. Slukøret vender Sam tilbage, og kan fortælle, kun moderen var derude, men ikke ville åbne døren. Sammen opsøger Lila og Sam byens sherif. Han har ikke megen fidus til detektiven Arbogast, som han mener, er stukket af. Han ringer endda til Norman for at få bekræftet sin teori. Herefter breder uhyggen sig, da sheriffen kan fortælle, at Normans mor har været død i over ti år.

Til slut beslutter Lila og Sam sig for selv at tage ud for at undersøge motellet. Lila er overbevist om, at der er noget muggent ved denne Norman, og at moderen, eller hvem det nu er, er nøglen til gåden. Sammen indlogerer de sig på motellet, og mens Sam opholder Norman, snuser Lila rundt oppe i huset. Til sidst finder Lila frem til kælderen, men hvad Lila finder der, og hvad der videre sker her i filmens klimaks og afslutning, skal jeg ikke afsløre.

Drabet er vendepunktet

Som tidligere nævnt er Psycho et mesterværk. Den begynder som en thriller og ender som rendyrket horror. Ikke alene ændrer Hitchcock filmens præmis midt i det hele. Han gør det ved at dræbe filmens stjerne og hovedrolleindehaver og bogstavelig talt skylle hende helt ud i kloakken. Hitchcock leger med vores forventninger til handlingen og personerne, men gør det så subtilt, at man ikke savner Marion, efter hun er død. Nu gælder det om at finde ud af, hvad det er med filmens nye hovedperson, Norman Bates, og hans mystiske mor.

Det er netop drabet, der er filmens vendepunkt. For at resten af filmens fortælling kan fungere, må det nødvendigvis være udpenslet, og tilsyneladende meningsløst. Chokket over mordets voldsomhed skaber behovet for at vide hvorfor. Skide være med de 40.000$. De har sat handlingen i gang. Skide være med Marion Crane. Det kunne være hvem som helst, der blev stukket ned i brusekabinen. Vi vil vide, hvad Bates Motel er for et sted, og hvad der foregår der.

Filmens stærkeste kort er den visuelle side. Hitchcock kunne som få fortælle en historie udelukkende med billeder og opbygge spændingen gennem klipning. For os, der elsker den eksplicitte og grafiske udpensling af mord og vold, har Psycho haft uvurderlig betydning.

Brusebadsscenen gjorde op med Hollywoods berygtede, selvpålagte production code. Selv om man rent faktisk ikke ser eksplicit vold eller nøgenhed, spiller scenen på nogle meget voldsomme og seksuelle elementer, der åbnede døre for, hvad eftertidens filmskabere kunne vise. Som en biting kan nævnes, at Psycho også er den første amerikanske film, hvor man ser et toilet. Endda flere gange, og der bliver rodet rundt i det.

Psycho er anerkendt som et af filmhistoriens største mesterværker, og det ikke uden grund. Heldigvis var det ikke sidste gang, Hitchcock prøvede kræfter med gysergenren. To år senere instruerede han den ligeså uhyggelige, men også mere retliniede The Birds (1962, dansk Fuglene).

Psycho er og bliver dog Hitchcocks horrormesterværk. Hvor Fuglene bygger på effekter og frygt for det uforklarlige, bygger Psycho på visuel historiefortælling, suspenseklipning og umådeligt gode skuespilpræstationer. Hvis du ikke har set Psycho før, er det på høje tid at få det gjort. Hvis du har set den, så smæk den i DVD-afspilleren igen, og nyd at opdage alt det, du ikke så første gang. Den bliver mere og mere uhyggelig for hver gang, du ser den.

Lidt om billedformatet i Psycho

For filmfreaks er det vigtigt at købefilm er udgivet i det billedformat, de er optaget i. Alt for ofte ser man, at en film er beskåret fra sit oprindelige biografformat, oftest 1.85:1 eller 2.35:1, til det gamle TV-format 1.33:1, hvorfor den billedæstetik, instruktøren har tænkt filmen i går tabt.

Alfred Hitchcock planlagde og optog Psycho med sit TV-hold. Derfor er Psycho storyboardet og optaget i TV-formatet 1.37:1. Filmen var dog hele tiden tænkt som en biograffilm, og derfor fik den endelige version bjælker i top og bund, så den passede til biografformatet 1.85:1.

Denne beskæring var godkendt af Hitchcock, og er også det gængse format, filmen er udgivet i på video og DVD. Da Psycho blev bearbejdet til TV, skete det på baggrund af den originale negativudgave, så publikum fik mulighed for at se filmen som den oprindelig var tænkt.

Der er tydelig forskel på de to udgaver. I 1.37:1-versionen giver visse blikretninger, samt fugle- og frøperspektiver bedre mening, da man nu kan se, hvad karaktererne kigger på. Begge versioner må dog betragtes som den rigtige, da beskæringen var godkendt af Hitchcock, men filmen tænkt i TV-format. Så uanset om du finder filmen i 1.37:1 eller 1.85:1, er det det rigtige format. Desuden kan du slippe for at ærgre dig, hvis du ser den i TV, og billedet fylder hele skærmen.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Filmatisering, Genindspillet