På dobbelt-DVD-udgivelsen The Early Days præsenteres vi for historien om Iron Maiden, fra dannelsen juleaftensdag 1975 til afslutningen af World Piece Tour i 1983. Det er denne næsten otteårige periode, Iron Maiden bruger på at konsolidere sig selv som verdens største og bedst sælgende heavy metal band.
Historien dokumenteres på den første DVD gennem tre koncertoptagelser fra bandets tidlige dage. På disc 2 finder vi en 90 minutter lang dokumentarfilm, der fortæller den kronologiske historie om bandet. Derudover rummer disc 2 en sjælden Channel 4-dokumentar fra 1980 om opblomstringen af heavy metal i London, med udgangspunkt i miljøet omkring Iron Maiden samt en koncertoptagelse, Live at the Ruskin Arms. Det er en gammel sort/hvid hjemmevideooptagelse af en velgørenhedskoncert, bandet gav på East End-pubben The Ruskin Arms i april 1980 for at fejre udgivelsen af deres første album.
Koncerterne
De tre koncerter på disc 1 viser et band i konstant vækst, men også et band i konstant forandring. Den første koncert er hele den gamle VHS salgskassette Live at the Rainbow fra efteråret 1980. Iron Maiden er på dette tidspunkt et engelsk fænomen. Et mindre band, der spiller den forkætrede heavy metal, som de snedige folk fra EMI lurer, at der er penge i. Derfor produceredes denne halvtimes video, der viser et virkelig professionelt og energisk liveband og selvfølgelig bandets uundværlige maskot Eddie the Monster.
Iron Maiden har allerede skiftet guitaristen Dennis Stratton ud med Adrian Smith, der i løbet af firserne skal vise sig at blive en af bandets væsentligste kreative kræfter. Næste koncert er afslutningen på Iron Maidens første verdensturne, hvor de selv headlinede, The Beast on the Road Tour, der skulle promovere succesalbummet Number of the Beast (1982).
Vi befinder os stadig i London, men er rykket til en noget større scene, den legendarisk Hammersmith Odeon. Forsangeren Paul Di’Anno er blevet skiftet ud til fordel for Bruce Dickinson. Der er ingen tvivl om, at Iron Maiden 1982 er et ganske andet band end Iron Maiden anno 1980. Alene scenestørrelsen, det langt mere professionelle lys og sceneudsmykning er klare tegn på dette. Det er dog Bruce Dickinsons tilstedeværelse, der for alvor fortæller om en forandring.
På trods af alle Paul Di’Annos kvaliteter er Bruce bare en meget bedre sanger og meget bedre på en scene. Bruce er ikke i tvivl om, at det er forsangerens opgave at indfange publikum og føre dem gennem koncerten. Det var tydeligvis ikke gået op for bandets grundlægger og egenrådige chef, bassisten Steve Harris, og derfor kan man godt fornemme en indbyrdes kamp for opmærksomhed og pladsen på midten af scenen mellem de to.
Eddiedrabet
Den sidste koncert er afslutningen på Iron Maidens næste verdensturne World Piece Tour. Denne gang er det trommeslageren Clive Burr, der er blevet udskiftet til fordel for Nicko McBrain. Der var virkelig lagt i ovnen til at brag af en koncert. Iron Maiden havde på turneen givet 180 udsolgte koncerter over hele verden på stadioner, festivaler og kæmpehaller. Lys, lyd og scene var det største, bandet nogensinde havde prøvet, og der var nu mere tale om shows end koncerter i traditionel forstand.
Afslutningskoncerten var blevet anlagt som en stor mediebegivenhed. Den blev afholdt i Tyskland i den gigantiske Westfalenhalle, og bandets manager, Rod Smallwood, havde solgt TV-rettighederne til tysk fjernsyn. Det hele skulle kulminere under afslutningsnummeret, hvor bandet ville dræbe deres mangeårige maskot Eddie.
Da den gigantiske Eddie kommer på scenen, griber Bruce fat i ham, og giver ham det hvide snit med de bare næver, og samtidig går den ellers stilfærdig guitarist Dave Murray amok og begynder at gennemprygle den hjælpeløse mand, der er fanget i det store Eddie-kostume med sin guitar. Dette var lidt for stærk kost for det tyske TV-publikum i 1983, og koncerten blev aldrig sendt. Det herostratiske Eddiedrab findes nu kun dokumenteret i ganske korte brudstykker.
Dokumentarerne
Den lange dokumentar på disc to fortæller bandets historie gennem en række interviews med alle, der på den ene eller anden måde har haft noget at gøre med Iron Maiden i denne periode, og det er virkelig mange mennesker, det drejer sig om. I halvfjerdserne var der installeret en svingdør i bandet, og musikere vandrede ind og ud. Det er en spændende historie, der fortælles om Steve Harris’ drøm om Iron Maiden, der går i opfyldelse gennem hårdt arbejde.
Der fortælles mange morsomme anekdoter undervejs. Men man sidder også tilbage med indtrykket af Steve Harris som en mand, der brutalt og nådesløst udnytter og slider de mennesker op, der omgiver ham for at forfølge sit mål. Det er tankevækkende, at det Iron Maiden, der debuterer på plade i 1980, ikke er det Iron Maiden, filmen forlader i 1983.
Kun Steve Harris og Dave Murray er tilbage. Ingen andre af de oprindelige medlemmer var i stand til at følge med. Vejen til succes har ikke været nogen dans på roser. Som der bliver sagt på et tidspunkt, er Iron Maiden Steve Harris’ drøm, og nogen er heldige at udleve den med ham.
Den korte dokumentar på disc to er – ligesom bandets gamle musikvideoer – et morsomt tidsbillede. Der fortælles om heavy metal-miljøet i London, og fansene, der følger deres yndlingsband til koncerter og ellers går på rockdiskoteker i weekenden. Noget af det sjoveste er den dille, som en rigtig heavyfan tilsyneladende gik meget op i omkring 1980. Man fandt et stort stykke pap, og skar sig en silhuet af en elguitar ud af det, som man kunne have med til koncert eller på disko, og så ellers give den som den store guitarhelt. Det skal jeg helt klart prøve, næste gang jeg skal til dødsmetalkoncert nede på Voxhall i Århus.
Uomgængelig for fans
The Early Days henvender sig mest til fans af Iron Maiden, men for dem er den også uomgængelig. Selve filmen om Iron Maiden er godt fortalt. Selvfølgelig forherliger den bandet, men alligevel ikke mere, end man kommer til at tænke over de menneskelige konsekvenser, Iron Maiden har haft for nogle af de personer, der har været involveret i projektet. Koncertoptagelserne på disc 1 og ekstramaterialet er rent guf, som de fleste fans vil savle over.
Alt i alt må man sige et The Early Days giver et godt billede af bandets vej fra grundlæggelsen og de første dårligt betalte koncerter i Londons East End til at være et verdensomspændende fænomen i 1983. Man kan nu kun glæde sig til fortsættelsen, The Golden Era, som der på nettet går rygter om kommer til næste år med en efterfølgende turne.
Udgivet: UK 2003
Producer: Sanctuary
Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006
Stikord: Dokumentar
