Himlen må vente – i Iron Maidens fodspor

Tre guitarer, en rungende bas, en virtuos galning bag trommerne og en mand der holder det ekstatiske publikum i sin hule hånd. Mine damer og herrer: Lad os præsentere det største, bedste og mest respekterede heavy metal-band. Det band, der omkring 1980 gav heavy metal en saltvandsindsprøjtning.

Bandet der viste vejen for nye såvel som etablerede navne inden for genren, og tilførte musikken fornyet kunstnerisk kvalitet, så vi endnu i dag har et levende og verdensomspændende metalmiljø, der fortsat spytter spændende projekter ud. Et band, der trods mere end tredive år på bagen og en gennemsnitsalder på over 50, stadig er still going strong, og endnu udgiver plader af høj kvalitet.

Men også et band, der er blevet forkætret og forhadt. Et band der af genrens svorne modstandere er blevet beskyldt for alt lige fra satanisme, eksponenter for dårlig smag til moralsk fordærv af ungdommen, men også er blevet lagt for had internt i heavy metal-miljøet. Anklager om kommercialisme, kunstnerisk sell out og hvad der er værre, er ofte blevet hvæset af harme musikerkolleger og fans, der har følt sig for gode til at blive slået i hartkorn med – ganske rigtigt – ingen ringere end: Iron Maiden.

Her på Planet Pulp mener vi, det er på tide at give et af heavy metal-scenens allerstørste fænomener en kærlig behandling. Her følger en introduktion af Iron Maiden og de tanker, det medfører om bandet, heavy metal-musikken og hvad der ellers falder ind under en gennemgang af vores allesammens Maiden.

De tidlige år

Historien om Iron Maiden tager sin begyndelse i Londons East End omkring juleaftensdag 1975. Steve Harris, en talentfuld ung bassist, har lige forladt sit band Smiler på grund af musikalske uoverensstemmelser. Steve Harris er bitter over at de andre i bandet ikke vil spille hans numre, som de finder for lange og komplicerede på grund af de tempo- og melodiskift, der kendetegner dem. Derfor danner Harris Iron Maiden, der med skiftende besætninger bliver Steves skæbne, og opfyldelsen af hans personlige drøm om musikalsk succes.

Iron Maiden adskiller sig fra så mange andre bands ved, at det helt fra begyndelsen er Steve Harris’ projekt. Hvor de fleste bands er resultatet af en speciel kemi mellem en bestemt gruppe mennesker, drejede Iron Maiden sig om at få spillet Steve Harris’ numre, og numrene skulle spilles perfekt. Steve Harris var og er perfektionist til fingerspidserne. Derfor var der ikke så meget fokus på det personlige og venskaber i Iron Maiden. Steve Harris gik benhårdt efter de bedste musikere, og duede de ikke, var det bare ud igen.

I Iron Maidens tidlige år vandrede der derfor en lind strøm af musikere ind og ud af gruppen. Først omkring 1977 kom der en stabil kerne af fire musikere. Først og fremmest er der Steve Harris på bas, der er bandets frontfigur og sangskriver. Dave Murray på guitar er det eneste medlem, der har været med siden begyndelsen. Dave var ikke, som de fleste tror, med til at grundlægge bandet, men kom med et par måneder efter, og formåede faktisk også at blive fyret for et par uger i 1976.

Paul Di’Anno, bandets forsanger fra 1977 og frem til de to første plader, tilførte med sin stil og stemme bandet en råhed og en farlig kant. Paul var ikke en del af Londons heavy metal-undergrund, men kom fra et mere punket miljø, og havde ikke rigtig nogen sangererfaring, da han kom med. Han var i modsætning til alle andre i bandet og folk i miljøet korthåret. Det var ligeledes Paul, der indførte lædertøjet og nitterne, som helt klart var hentet fra punkscenen.

Doug Sampson bliver af mange regnet som den oprindelige Iron Maiden-trommeslager, men kom også først med efter diverse mislykkede forsøg på trommepladsen. Doug forlod Iron Maiden kort før deres pladedebut på grund af helbredsproblemer.

Bandet turnerede mere og mere intenst i løbet af 1979 og det hårde turnéliv som upcoming band, hvor diæten som regel bestod af junkfood, masser af øl og smøger, kombineret med at bandet sov i bag i deres varevogn var simpelthen mere, end Doug Sampson kunne klare, så han forlod Iron Maiden, lige inden det blev rigtigt spændende.

“Hvem var så det femte medlem?”, vil de snedige nok spørge, for alle ved, at Iron Maiden er et femmandsband. Ja det er rigtigt. Sådan var Iron Maiden tænkt af Steve Harris, og det var også bandets ambition at være fem, men sådan var realiteterne bare ikke. I denne periode var der hele tiden guitarister til audition, men enten duede de ikke eller opgav at være med efter et par øvegange eller en enkelt koncert. Langt de fleste koncerter, Iron Maiden spillede i denne periode var med firemandsbesætning.

Denne lidt specielle situation betød, at Steve Harris udviklede et meget specielt basspil. Numrene var skrevet til to guitarister, men eftersom der kun var Dave til at varetage guitaren, spillede Steve Harris ofte andenstemmen på bas, og udviklede derfor en meget melodisk måde at spille bas på. Egentlig ret ironisk, for oprindeligt ville Steve have været trommeslager, men han havde ikke råd til et trommesæt, og valgte derfor bassen på grund af dens rytmiske kvaliteter.

Endelig en pladekontrakt

I slutningen af 1979 får Iron Maiden langt om længe tilbudt den pladekontrakt, der har været bandets ambition siden begyndelsen. Som trommeslager har bandet fået Clive Burr med; en dynamisk og knalddygtig musiker, der varetager pladsen på bandets tre første plader. Besætningen bliver ydermere forstærket med en ekstra guitarist, Dennis Stratton, der får lov til at være med et lille års tid.

Med en plade i udsigt skulle numrene indspilles med to guitarstemmer. I sig selv ikke noget problem, for med pladestudiets lyksaligheder kunne Dave Murray sagtens indspille begge stemmer selv, hvilket også er tilfældet på de to første singler Running Free og Sanctuary og den legendariske demo The Soundhouse Tapes fra 1979. Problemet var, at publikum skulle have, hvad de hørte på pladen, når de var til koncert med Iron Maiden. Derfor skulle man have en guitarist mere her og nu.

Dennis Stratton, der ligeledes er en superguitarist, fik derfor den noget utilfredsstillende rolle at komme med i mangel af bedre. Ydermere fik han lov til at spille guitarstemmer som Steve Harris og Dave Murray havde fundet på. Ikke videre spændende, hvilket nok er svaret på, hvorfor samarbejdet ikke fungerede mere end et lille år.

Musikalsk og kommercielt var Iron Maidens selvbetitlede debut en kæmpesucces. Bandets selskab EMI så Iron Maiden som lidt af et eksperiment, for ingen i pladeselskabsverdenen troede på heavy metal. Genren blev ganske enkelt betragtet som død, og noget der hørte fortiden til.

Bands som Black Sabbath, Deep Purple og Led Zeppelin, der havde skabt heavy metal i begyndelsen af 1970’erne, var alle ved at gå mere eller mindre i opløsning, og selv om bands som Kiss og Judas Priest havde deres tilhængere, var der ingen, som troede at heavy metal havde en fremtid i 80’erne.

Det eneste selskaberne for alvor troede på var punk og synthesizerpop. Faktisk havde Iron Maiden tidligere fået tilbudt pladekontrakter, hvis de ville klippe deres hår kort og spille punk, men heldigvis holdt de fast i deres oprindelige idé.

Den eneste, der var utilfreds med den første Iron Maiden-plade, var den notoriske perfektionist Steve Harris. Lyden var ikke hård nok til Steves smag. Og ganske rigtigt er det denne Iron Maiden-plade, der skiller sig mest ud i bandets samlede produktion (minus to, men mere om dem senere).

Steve Harris har ret i én ting omkring debutpladen. Lyden er anderledes end Iron Maidens sædvanlige. Der er noget simpelt og minimalistisk over lyden. Det er ikke den samme klare lyd som på f.eks. Judas Priests samtidige Killing Machine, men en lyd der hører halvfjerdserne til. Lyden er nu slet ikke så dårlig, bare lidt mere gammeldags.

Det spændende ved denne plade er valget af numre. Sjovt nok finder man på debutpladen flere numre, som er atypiske for Iron Maiden. Bandet havde ikke skrevet nogle numre specifikt til denne plade. Gruppen havde masser af numre fra de sidste fire år på lager, så udvalget afspejler bandets favoritter, og de numre som EMI troede ville sælge.

Blandt de sidste findes numre som “Prowler” og “Running Free”, selve nummeret “Iron Maiden” samt singlen “Sanctuary”. Disse numre adskiller sig ved at være meget mere simple i deres opbygning end den typiske Iron Maiden-sang, men det er de numre, der kommer tættest på tidens punkdille.

Og så er vi tilbage ved lyden igen. For med den minimalistiske lyd og valget af numre, var det lykkedes at fremstille Iron Maiden som en slags crossover mellem den moderne punk og den gammeldags halvfjerdsermetal, hvilket nok i virkeligheden er det, der irriterer Steve Harris ved debutpladen. Blandt publikum blev pladen dog godt modtaget, og den dag i dag er numre som “Sanctuary”, “Running Free” og selvfølgelig “Iron Maiden” ofte på med på sætlisten når Maiden giver koncert.

Ind og ud af Iron Maiden

Med gruppens andet album, Killers, der udgives i 1981, kommer der andre boller på suppen. Numrene på pladen kommer stadig fortrinsvis fra Iron Maidens gamle materiale. Steve Harris skriver kun to numre til den nye plade, deriblandt “Killers” i samarbejde med Paul Di’Anno. Forskellen fra debuten ligger i, at Iron Maiden på Killers har fået langt friere tøjler. Selv om de fleste numre er skrevet samtidig med dem på debutpladen, virker numrene på Killers langt mere gennemarbejdede og gennemarrangerede.

Samtidig var det lykkedes Iron Maiden at få et samarbejde op at stå med den allerede legendariske producer Martin Birch, der havde produceret klassiske albums for Deep Purple, Rainbow og Black Sabbath. Birch var absolut ikke interesseret i at producere pseudopunk, da han indledte samarbejdet med Maiden.

Martin Birch hvilede ikke på laurbærrene – tværtimod. Der er intet vintage eller bagstræberisk i produktionen. Lyden er klar, moderne og viser, hvordan den nye heavy metal skal lyde. Takket være de mere udfordrende arrangementer og Martin Birchs moderne produktion, rangerer Killers som det første i rækken Iron Maidens mesterværker. Martin Birch var gruppens faste mand i producerstolen frem til Fear of the Dark i 1992.

Med Killers røg guitarist Dennis Stratton ud, og ind kom Adrian Smith. Samarbejdet med Stratton fungerede ganske enkelt ikke. Steve Harris følte, at Stratton ikke bidrog med noget, og på den anden side følte Stratton, at han stod i skyggen af Dave Murray og kun var med i mangel af bedre. Adrian Smith og Dave Murray var gamle barndomsvenner, og Steve havde altid ønsket at få Adrian med. Samtidig gik det ikke særlig godt med Adrians band Urchin, så tiden var moden til at prøve noget nyt.

Adrian Smith havde meget at byde på i forhold til Dennis Stratton. For det første blev han hurtigt bandets mest aktive sangskriver, næst efter Steve. For det andet var og er hans guitarspil helt anderledes end Dave Murrays, og sammen supplerer de hinanden fantastisk. Dave Murrays guitarspil er bluesinspireret, og præget af en meget direkte tilgang til musikken. Han er typen, der hiver et riff ud af ærmet så let som ingenting, og altid improviserer sine soloer ved at bygge dem op over hurtige løb og bluesinspirerede licks.

Adrian Smiths spil er derimod kendetegnet ved at være ekstremt kontrolleret og gennemtænkt. Han har også altid været det mest musikalsk eksperimenterende af gruppens medlemmer. I langt de fleste tilfælde er Adrians soloer komponerede, og hver eneste tone spiller en rolle i sammenhæng med resten af nummeret. Det er kombinationen af Daves ligefremme og Adrians stramt kontrollerede spil, der tilfører bandet en stor del af sin dynamik.

Albummet Killers fik for alvor Iron Maiden og heavy metal frem i rampelyset. Iron Maiden tog på turne med Kiss og Judas Priest, og blev nu for alvor kendte blandt det store publikum. Sammen med Judas Priest var Iron Maiden i årene omkring 1980 med til at bane vejen for en ny type metal, kendt som The New Wave of British Heavy Metal. Iron Maidens succes banede vejen for bands som Def Leppard, Motörhead, Saxon og Venom, der alle lå og lurede i den britiske undergrund, men som ingen turde satse på.

Desværre var succesen ikke uden omkostninger for Iron Maiden. Forsanger Paul Di’Anno kunne ikke klare presset fra det heftige turnéliv, og samtidig følte han, at han fik for lidt plads i gruppen. Han var ganske enkelt ikke klar på springet fra at være kongen af East Ends rockklubber til at være en verdensstjerne. Dette førte til en selvdestruktiv livsstil, hvor Di’Anno røg ud i et heftigt alkohol- og narkomisbrug, der ofte gik ud over hans sceneoptræden.

Selvfølgelig fik dette konsekvenser i forholdet til Steve og resten af bandet. Steve Harris tillod ingen slinger i valsen med hensyn til professionel optræden. Alt skulle være i orden. En trist spiral begyndte, hvor Paul ødelagde mere og mere for sig selv med sit misbrug, og hvor Steves tålmodighed blev mindre og mindre. Et brud var uundgåeligt, og i efteråret 1981 fik han det spark ud af Iron Maiden, han måske selv havde ønsket at få.

Hvorfor vælger et band at skille sig af med sin frontfigur? Forklaringen i Iron Maidens tilfælde er, at en forsanger aldrig kan blive frontfigur i traditionel forstand, for Iron Maiden er Steve Harris’ personlige projekt, og i bandets selvforståelse er det Steve Harris, der er chefen og den egentlige frontfigur. Derfor har det ikke været nær så dramatisk at skille sig af med forsangeren, som det ville være for andre bands.

Det eneste andet vellykkede eksempel på en udskiftning af forsangere, jeg umiddelbart kan komme på er Black Sabbath, men her gik der trods alt et par år mellem Ozzys sidste album Never Say Die (1978) og Ronnie James Dios debutalbum med Black Sabbath, Heaven and Hell (1980). Samtidig var Black Sabbath tvunget til at genopfinde sig selv med ny stil og ny lyd, så der næsten er tale om et nyt band i forhold til det gamle Black Sabbath med Ozzy i spidsen.

Det første mesterværk

For Iron Maiden gik udskiftningen af forsangeren problemfrit på den kunstneriske front. Alle ventede med spænding bandets tredje album med den nye sanger, Bruce Dickinson, som Iron Maiden havde gaflet fra det kaotiske projekt Samson, hvor Bruce Dickinson for øvrigt gik under det fjollede kunstnernavn Bruce Bruce (tag den, Peter Peter!). Den tredje plade, The Number of the Beast (1982), kom allerede et år efter Killers, og markerer et nyt højdepunkt i Iron Maidens karriere. Bandet havde sluppet for den svære toer, fordi der ikke skulle skrives nye numre til Killers. Prøven kom for alvor med det tredje album, hvor både helt nyt materiale og en ny forsanger skulle introduceres.

Ingen tvivler vist på, at Iron Maiden bestod testen. The Number of the Beast er i dag en af heavy metal-genrens største klassikere. Selv Paul Di’Anno anerkender pladen som den bedste, og Bruce som den rigtige Iron Maiden-forsanger. Bruce Dickinsons markante stemme og operaagtige sangstil blev med ét bandets nye kendetegn. Publikum var vilde med Bruce, hvilket salgstallene for Number of the Beast beviser. Pladen var det til dato bedst sælgende Iron Maiden-album. Men også live indvarslede Bruces entré ny en æra for Iron Maiden.

Til Steve Harris’ store ærgrelse var han ikke længere scenens midtpunkt. Han kunne ganske enkelt ikke hamle op med den ekstremt karismatiske Bruce Dickinson. Bruce er det naturlige midtpunkt for alt, hvad han beskæftiger sig med. Hans ego er enormt. Det er ligefrem blevet sagt om ham, at hans personlighed går to meter foran ham. På tidlige koncertoptagelser med Bruce kan man til stor morskab følge med i, hvordan Steve forgæves forsøger at skubbe Bruce væk fra midten af scenen.

Dette medførte, at Bruce altid rendte rundt på scenen med mikrofonen siddende i stativet, og han fik samtidig monteret ekstra lange ben på det, som altid blev holdt i Steves retning. Langt om længe havde Steve mødt sin overmand, og det kunne aldrig gå at fyre Bruce. Det ville skade bandet mere at smide den nye sanger ud, som fans, kritikere og pladeselskab var så vilde med.

For Bruce betød skiftet fra Samson til Iron Maiden en ny kunstnerisk tilfredsstillelse. Bruce har beskrevet Samson som et band præget af god stemning, masser af potentiale og gode idéer, der aldrig formåede at realisere noget som helst fordi alle – inklusive ham selv – altid var totalt stenede af druk og stoffer.

I Iron Maiden var situationen en ganske anden. Her kom han ind i et toptunet, professionelt orkester, hvor ingen tog stoffer, og druk var noget, man gjorde i fritiden. Alt drejede sig om musikken. Til gengæld var stemningen ofte spændt og ondskabsfuld, når de tre stærke sangskrivere Steve Harris, Adrian Smith og Bruce selv skulle have musikalske idéer og ambitioner til at gå op i en højere enhed.

Number of the Beast betød et velkommen til Adrian som sangskriver. Hans væsentligste bidrag til pladen er “22 Accacia Avenue” og “The Prisoner”. Mange af numrene på Number of the Beast er nemme at gå til. Det drejer sig om sange som “The Prisoner”, “Number of the Beast” og “Run to the Hills”, der er stærkt melodiske, medrivende og går rent ind første gang man hører dem. Af højdepunkter skal også nævnes den episke “Hallowed be Thy Name”. I det hele taget er pladen spækket med udødelige klassikere, men en del af glæden ved dette overordentligt vellykkede album blev overskygget af de beskyldninger om satanisme, der fulgte i kølvandet på titelsangen “Number of the Beast”.

Sangen er inspireret af et mareridt Steve Harris havde om filmen The Omen (1976). Det var især i USA og Sydamerika, at radikale kristne kredse var ude med riven. Der blev arrangeret offentlige afbrændinger af pladen, og Iron Maiden var nødt til at bruge mange kræfter på at afvise beskyldningerne. Efterhånden blev bandet dog mere og mere ligeglade, efterhånden som det gik op for dem, at de kristne udelukkende brugte beskyldningerne til at skaffe sig selv omtale på bekostning af Iron Maidens rygte.

I det hele taget har man alt for ofte set en trist tendens til at fundamentalistiske kristne ganske samvittighedsløst benytter enhver lejlighed til at opnå omtale ved at slå med satanismehammeren på subkulturer og kunstarter, som de grundlæggende ikke fatter en skid af. Både heavy metal og rollespilsmiljøet har måttet kæmpe mod et forkert image, skabt af kristne grupper, der rask væk fordømmer alt og alle, fordi de ikke ejer evnen til at beskue verden i en anden optik end deres egen.

I kølvandet på Number of the Beast tog Iron Maiden på deres hidtil største turne, The Beast on the Road. Det var første gang Iron Maiden selv headlinede en verdensturne. Denne gang var det Clive Burrs tur til at bukke under for livet som rockstjerne.

Det var hverken stoffer eller druk, der fik Clive Burr til at gå ned med flaget. Det var ganske enkelt manglende lyst til at være en del af Iron Maiden. De andre medlemmer kunne i løbet af turneen fornemme en dalende interesse fra Clive Burrs side. Da turnéen var slut, fik han en betænkningstid på tre måneder til at finde ud af, hvad han ville. Da de tre måneder var gået, var han endnu ikke kommet til en afklaring, og Steve så sig nødsaget til at skrive endnu en fyreseddel.

Som erstatning for Clive Burr fandt Iron Maiden trommeslageren fra det franske band Trust, som Clive Burr efterfølgende blev trommeslager for. Trusts trommeslager var langt fra et ubeskrevet blad. Nicko McBrain havde siden de tidlige halvfjerdsere slået sine folder som session- og studiemusiker i London, og i kortere perioder spillet med i diverse bands.

Som det eneste medlem af Iron Maiden har Nicko McBrain altid levet af at være musiker, og spillet alle mulige stilarter. Han har spillet med på alt lige fra bodegablues til svulstige gospelhymner, og grunden til at Nicko kastede sin kærlighed på heavy metal-musikken, var den simple, at det var her, han fandt den største udfordring.

Nicko er ofte blevet hyldet som en af verdens dygtigste trommeslagere og med god grund. Under arbejdet med at skrive sange til det kommende album, Piece of Mind (1983), udfordrede Steve og Nicko konstant hinanden musikalsk. Til sidst var Nicko i stand til med sin stortromme at følge Steve Harris karakteristiske galopperende basgange. Det skortede ikke på opfordringer fra bandet til at bruge to stortrommer, hvilket Nicko altid har nægtet. Men det er heller ikke nødvendigt med den forbløffende teknik, han besidder.

Alene åbningsnummeret på Piece of Mind, “Where Eagles Dare”, var bevis nok for fansene til, at der var kommet kompetent afløsning i trommestolen. Det arbejde Nicko leverer her, er noget de fleste trommeslagere godt kan glemme alt om, selvom det lyder legende let. På pladen vender bandet mere tilbage til de komplekse og melodiske strukturer, der kendetegnede Killers. Guitarharmonier og temposkift præger pladen hele vejen igennem.

Den gyldne tid

Med Piece of Mind havde Iron Maiden langt om længe fundet frem til det line up, der bliver regnet som det rigtige. Steve, Bruce, Dave, Adrian og Nicko. Det utrolige er at bandet har kunnet holde sammen med så stor en udskiftning. Ved gruppens fjerde plade er det kun Steve og Dave, der også var med på debutalbummet, så hvordan kan det være, at det rigtige line up først kommer på den fjerde plade? Svaret må være, at hvert nyt medlem af bandet har haft noget nyt at tilføje.

Adrian kom med sit eksperimenterende, progressive guitarspil og sin evne til at skrive gode sange. Bruce er bandets karismatiske publikumsforfører, og Nicko er bare Nicko. Udover at være en virtuos trommeslager er Nicko også en komplet galning. Ingen ved hvad der sker, når han er i nærheden. Han tilførte bandet et strejf af vanvid og uforudsigelighed.

Sagen er, at ved udgivelsen af Piece of Mind, var Iron Maiden ikke længere blot et band, men noget, der havde ikonisk status. Iron Maiden var blevet et begreb. Årsagen skal findes i begrebet branding. Grunden til at EMI turde kaste sig ud i noget så usikkert som at udgive et nyt heavy metal band i 1980 er, at Iron Maiden er en ønskedrøm for enhver der skal markedsføre et produkt.

For det første besidder musikken, der i sidste ende skal sælge bandet, uomtvistelige kvaliteter, men ofte er god musik ikke nok til at sælge et nyt band. Iron Maiden kom selv med alt, hvad ellers skulle til for at promovere gruppen. Enhver heavy metal-fan kan spotte en Iron Maiden-plade på miles afstand. Det skyldes to ting. Den særlig Iron Maiden-skrifttype og selvfølgelig Eddie the Monster.

Indtil videre har denne artikel drejet sig mest om selve bandet, men hvad havde Iron Maiden været uden sin maskot Eddie? Der er mange historier om, hvordan Eddie er opstået. Nogle mener, at der i Iron Maidens tidligste dage var en fan, der fulgte dem i tykt og tyndt, som var ufattelig grim. Da bandet begyndte at spille andre steder end i London, fik de lavet en gipsafstøbning af hans hoved, de kunne have med sig på job. Andre mener, at det var en maske den gamle forsanger Dennis Wilcock havde, som kom med på scenen.

Forklaringerne er mange, men da Iron Maiden fik kontrakten med EMI, havde de en monsteragtig maskot, der var kendt som Eddie the ‘Ead (“Hovedet” – på cockneyengelsk er h stumt i begyndelsen af et ord ligesom på fransk). Det tog ikke lang tid for en af EMI’s faste coverdesignere, konceptkunstneren Derek Riggs, at udvikle Eddie the Monster, der har prydet hvert eneste Iron Maiden cover siden den første single Running Free.

Udover musikken havde Iron Maiden altså nogle ret gode markedsføringsværktøjer indbygget i bandets koncept. Iron Maiden er da også blevet drevet som en benhård forretning af bandets manager Rod Smallwood og EMI. Heftig turnevirksomhed var ligeledes en del af Iron Maidens hverdag, hvilket skabte stor opmærksomhed omkring gruppen. Det har således været muligt at skabe en verdensomspændende succes og sælge ca. 70 millioner albums med et band, der aldrig bliver spillet i radioen, og hvis videoer er henvist til de sene nattetimer på MTV.

På den måde har Iron Maiden været et skoleeksempel på markedsføring af heavy metal-bands. Heavy metal har siden 80’erne været big business med milliardomsætning. Salgstallene for de store bands og mængden af mennesker til koncerterne vidner om en genre, der har lige så stort et publikum og trækker ligeså mange penge op af folks lommer, som den normale popmusik. Alligevel er det lykkedes at holde et skær af undergrund over selv store og veletablerede bands som Iron Maiden og Metallica, primært på grund af manglende interesse fra medier og radiostationer.

Markedsføring og hårdt arbejde var, hvad der stod på menuen for Iron Maidens medlemmer. Steve Harris og Rod Smallwood kørte bandet nådesløst og som iskold business. Det var i sidste ende det, der sled både Paul Di’Anno og Clive Burr op. Det krævede helt specielle personligheder, hvis man også skulle have et kreativt overskud til at levere nye sange og give den fuld gas på scenen i det tempo og med de krav til professionalisme, som Steve Harris stillede. Det blev lagt planer flere år frem i tiden for hvornår Iron Maiden skulle på turne, hvornår der skulle skrives sange, og hvornår de næste mange plader skulle udkomme.

Gruppens femte plade, Powerslave, var den første uden udskiftning i besætningen. Der holdes fast i de gode takter fra Piece of Mind. Det melodiske og guitarharmonier er igen i højsædet. Ud af pladens otte numre er de fire gået hen og blevet udødelige klassikere. Højdepunkt er den 13½ minutter lange “Rime of the Ancient Mariner”, der på fornem vis slutter albummet.

Pladen begynder med de to krigseposer “Aces High” og “2 Minutes to Midnight”, der stadig begge kan findes på bandets liverepertoire. Iron Maiden gik nu ud på en endnu større turne end nogensinde før, der resulterede i livealbummet Live After Death. Selv Steve Harris kunne ikke længere holde til det høje tempo, så bandet valgte klogelig at gå i hi et års tid inden udsendelsen af næste studieplade.

Musikalske eksperimenter

Da Iron Maiden rører på sig igen efter pausen ovenpå den årelange World Slavery-tour, er det et band, der endelig har fundet sig selv oven på den lange konsolidering med skiftende bandmedlemmer og opbygning af en verdensomspændende fanskare. Bandets to næste plader, Somewhere in Time og Seventh Son of a Seventh Son er langt de mest eksperimenterende, der nogensinde er hørt fra Iron Maiden, men også to plader mange regner for deres bedste overhovedet.

Somewhere in Time fra 1986 er i høj grad et projekt båret frem af Adrian Smiths musikalske idéer. Numre som “Deja Vu” og “Sea of Madness” og “Stranger in a Strange Land” har meget anderledes melodisider, end man ellers er vant til at høre fra Iron Maiden.

Uden at komme for langt ind i musikteoretiske termer kan det vist godt slås fast, at numrene ikke bygger udelukkende på traditionel dur- og molharmonik. Lyden på hele pladen er også anderledes. Dette skyldes brugen af guitar- og bassynth, der ligger under hele pladen. Albummet indeholder også bandets hidtil mest kommercielle nummer, “Wasted Years”, der er det tætteste, Iron Maiden har været på regulær popmusik.

Iron Maiden begyndte nu at udgive plader med to års mellemrum for ikke at slide for meget på samarbejdet. Den næste plade, Seventh Son of a Seventh Son, udkommer i 1988, og fortsætter musikalsk i samme spor som Somewhere in Time. Denne gang er der dog tale om en vaskeægte konceptplade, hvor alle numrene hænger sammen. Seventh Son of a Seventh Son er kulminationen på det, som mange mener, er Iron Maidens gyldne periode. At der er tale om et af gruppens bedste plader, er der ikke nogen tvivl om, men at en såkaldt gylden periode slutter her, er jeg ikke enig i.

Seventh Son er eksperimenterende, men her falder eksperimenterne mere heldigt ud end på Somewhere in Time. Steve Harris og Bruce Dickinson står som medkomponister på alle Adrian Smiths numre, hvilket betyder, at Steves øre for en mere fængende melodi ofte har fået lov til at råde, og Bruce strammer gevaldigt op på tekstsiden. Der bruges stadig guitar- og bassynth, men mere afdæmpet og smagfuldt end på Somewhere in Time.

Pladens sange drejer sig alle om okkulte temaer, og i hvert fald pladens sidste fire numre handler om den mytologiske skikkelse, den syvende søn af en syvende søn, der besidder magiske evner, han livet igennem må kæmpe for at kontrollere. Både det gode og onde prøver at få ham på sin side, og endelig må han lide den bitre død, som en misforstået og udstødt skæbne, selvom han altid har valgt den gode side.

En ny lyd

Det klassiske Maiden-line up holdt, indtil sangskrivningsfasen begyndte på bandets næste album. Steve lod forstå, at han godt kunne tænke sig at lave en knap så eksperimenterende plade som de to forgængere, og så skulle lyden være markant hårdere. Dette skuffede Adrian Smith så meget, at han i begyndelsen af 1990 tog sit gode tøj og gik. Som erstatning fik bandet tilført nyt blod i form af Jannick Gers, der før havde slået sine folder på Bruces soloalbum Tatooed Millionaire.

Hvis man skal være rigtig grov, var det måske også på tide, der skete noget nyt i Iron Maiden. Ingen tvivl om at gruppen endnu ikke havde præsteret at lave en dårlig plade, men der kunne spores tendenser til en vis køren på rutinen, og den slags er som bekendt farligt. Derfor skal Steve Harris også have al mulig ros for at turde bryde med de ellers succesfulde koncepter på Somewhere og Seventh Son og vende tilbage til bandets udgangspunkt. At det så skulle koste samarbejdet med Adrian er selvfølgelig trist, men musikken må komme i første række.

Jannick Gers var på mange måder et forfriskende pust i bandet. For det første kunne man nok ikke finde et bedre bud på en guitarist, der kunne hjælpe Iron Maiden med at få en hårdere og mere aggressiv lyd. Selvom Jannick Gers altid har spillet den klassiske, britiske 80’er-metal, har hans lyd altid været præget af en meget tungere distortion, der minder mere om noget, man finder i amerikansk thrash og speed metal, hvilket han ikke ændrede på, da han trådte ind i Iron Maiden. Samtidig er hans spil også markant anderledes end både Adrian Smith og Dave Murrays.

Umiddelbart har han den samme intuitive og improvisatoriske tilgang til musikken som Dave, men hvor både Dave og Adrian til tider kan være meget tilbagelænede i deres spil, er Jannick altid helt fremme på beatet. Der er virkelig knald på, når Jannick sætter stikket i forstærkeren. Derudover har han en helt sindssygt hurtig teknik, hvor selv en Eddie van Halen skal stå tidligt op for at følge med.

Men ikke nok med det har, Jannick også en fantastisk timing. Det han spiller, sidder altid lige i skabet, og en frasering uden lige. Bare hør alle de liveudgaver, der findes af “Fear of the Dark”, og nyd hans fantastisk smukke introer til nummeret. På scenen er han også et energibundt uden lige, der ofte er med til at få de andre op i gear, hvis alderen skulle trykke lidt.

Tilbage til albummet. No Prayer for the Dying (1990) er sammen med opfølgeren Fear of the Dark (1992) et af de mest undervurderede Iron Maiden-albums. Iron Maiden vender sig på No Prayer bort fra den meget komplekse sangstruktur, som de har været kendt for tilbage fra deres tidligste dage. Der er heller ingen lange episke numre på pladen, hvilket især de gamle fans har kritiseret. Jeg synes dog, at kritikerne bør give pladen en chance mere. For det første er lyden på No Prayer lige så rå og direkte, som på de første plader, hvilket er godt.

Dette skyldes til dels den mere minimalistiske produktion, men også Jannick Gers vildere guitarlyd, og Bruces måde at synge på. Mange har begrædt, at Bruce eksperimenterer med en mere brutal sangstil på No Prayer, men det falder altså ret godt ud, og det er stadig gode gamle Bruce, der trykker den af. Selvfølgelig lyder han anderledes på et nummer som “Holy Smoke” end på nogen numre fra Seventh Son, men så prøv at sammenlign med, hvordan han synger på Number of the Beast-pladen. Der er ikke den store forskel.

Og selv om numrene er mere simpelt skruet sammen end på forgængerne, finder man stadig musikalsk udfordring. Bare hør numre som “No Prayer for the Dying”, “Run Silent Run Deep” og “Mother Russia”. Endelig er det som om, Bruce er kommet i tanke om, at det ikke er ligegyldigt, hvad man synger. For første gang finder man tekster med et virkeligt politisk bid. Der er langt fra de tekstmæssigt pinlige “To Tame a Land” og “Quest for Fire” fra Piece of Mind.

“Tailgunner” handler som “Aces High” om luftkrigen under Anden Verdenskrig, men teksten til “Tailgunner” kommer tættere på piloternes frygt og krigens grusomheder. “Holy Smoke” er en satirisk kommentar til alle de hykleriske amerikanske TV-præster, der altid har hadet Iron Maiden. “Mother Russia” kommenterer den aktuelle og uforudsigelige virkelighed, der udspillede sig i Rusland og Østeuropa omkring 1990.

Pladen indeholder også den morsomme og medrivende “Bring Your Daghter to the Slaughter”, som vandt en Golden Raspberry for Worst Song of the Year (hvilket vi her på Planet Pulp betragter som et succeskriterium), men røg direkte på hitlisterne som bandets første nummer ét single. Der kan man bare se…

Ind i halvfemserne

Iron Maiden fortsatte de gode takter på Fear of The Dark fra 1992. Pladen åbner med den rå og hurtige “Be Quick or be Dead”, der er en hvas kommentar til det forstenede politiske system. Fear of The Dark præges som No Prayer af en hård og enkel lyd, der klæder Iron Maiden godt. Der bliver stadig benyttet keyboards, og Maiden bruger sågar akustiske guitarer på nogle af numrene.

Fear of the Dark er den sidste med Martin Birch som producer, og markerer et højdepunkt i hans karriere. De enkelte instrumenter står utrolig klart i lydbilledet, hvilket giver en meget luftig og moderne lyd. Bruce fortsætter med den mere barske sangstil, han lancerede på No Prayer, hvilket endnu engang klæder den nye Iron Maiden-lyd.

Tekstuniverset blomstrer også på Fear of the Dark. Et af de bedste numre er “Afraid to Shoot Strangers”, der handler om, hvad der foregår inden i den almindelige soldat, der ikke kan få sig selv til at slå mennesker ihjel, og forgæves prøver at rense sin samvittighed ved at overbevise sig selv om de løgne, officerer og politikere fylder ham med.

Det lange og episke finder vi på titelnummeret “Fear of the Dark”. Nummeret er uendelig smukt bygget op, med Jannick Gers lange intro. De hurtige passager skal man tilbage til et nummer som “Hallowed be Thy Name” for at finde noget, der matcher, og teksten om den klaustrofobiske frygt for at være alene, og frygten der sniger sig ind på os i mørket, er genial. Intet mindre!

En del fans afskrev No Prayer for the Dying og Fear of the Dark som inferiøre, set i forhold til Iron Maidens samlede produktion. Det skulle vist være gået op for de fleste, at denne signatur ikke deler denne holdning. Tværtimod mener jeg, at det er godt, at Iron Maiden ikke holdt fast i lyden fra de glade 80’ere, men blev ved med at udvikle sig. Det havde været pinligt, hvis Iron Maiden, som en del af de gamle fans åbenbart ønsker, havde ladet tiden mellem 83 og 88 stå stille, og ikke havde været i stand til at flytte sig.

Faktisk er det et meget modent band, der viser sig på de to plader. Bandet viser, at de også har andet at byde på end symfoniske kompositioner og guitarlir med letkøbte tekster inspireret fra et okkult fantasyunivers, gyserfilm og historiske romaner. Man må ikke misforstå mig. I firserne udgav Iron Maiden mesterværk på mesterværk, men blot fordi bandet udvikler sig, skal man ikke afskrive dem.

Med den hårdere lyd, Bruces mere beskidte sangstil og mere seriøse tekster lægger Iron Maiden med No Prayer for the Dying og Fear of the Dark nye facetter til sit univers. Og hvis man stadig ikke kan lide stilen på de to plader, må jeg lige minde om, at Iron Maiden altså er et heavy metal-band. Det betyder, at deres musik er kendetegnet ved at være hård og aggressiv. Hvis man ikke kan lide dette faktum, kan man gå hjem og tude!

Exit Bruce

Og så kom chokket. Bruce forlod Iron Maiden! Nyheden sprang som bombe både i bandet og i fanskaren. Ingen havde set det komme. Især ikke oven på de tre særdeles potente liveplader A Real Live One, A Real Dead One og det officielle bootleg Live At Donington. Blandt fansene blev det betragtet som intet mindre end en katastrofe. Hvad ville der ske nu? Betød dette en opløsning af Iron Maiden?

Heldigvis indvilgede Bruce i en afskedsturne med bandet, så bruddet var først var en realitet fra efteråret 1993. Årsagerne til bruddet har vist sig at være mange. Først og fremmest trængte Bruce til luftforandring. Selv om Iron Maiden havde udviklet sig over årene, havde Bruce for mange musikalske idéer, der var urealiserbare i Maiden-regi.

I 1994 udgiver Bruce soloalbummet Balls to Picasso, der absolut ikke faldt i nogen gamle Maiden-fans’ smag. Musikken minder på ingen måde om Iron Maidens, her er både Pantera-lydende thrash metal, rap-metal a la Rage Against the Machine og masser af computerprogrammeringer. Alt for moderne og progressivt til traditionelle metal fans.

Iron Maiden meldte hurtigt ud, at bandet ville fortsætte med en ny forsanger. Alt andet ville også ligne Steve Harris temmelig dårligt. De vilde rygter gik om, hvem der skulle være bandets næste forsanger. En del gætteri gik på, om man kunne forvente et comeback for Paul Di’Anno. Der blev endda set seriøse bud på Ronnie James Dio som forsanger.

Iron Maiden brugte i stedet efteråret og vinteren 1993 til at have flere hundrede både kendte og ukendte vokalister til audition. Da den endelige beslutning skulle tages, faldt valget på forsangeren fra det forholdsvis ukendte Wolfsbane, Blaze Bayley. Der skulle gå lang tid, før man fik noget at høre fra Iron Maiden med den nye forsanger. Et grimt motorcykeluheld satte Bayley ud af spillet i næsten et år, før han var klar til at gå i studiet med Iron Maiden for at indspille bandets 10. studiealbum, The X Factor (1995).

Derouten

The X Factor var en katastrofe. Man troede, det var Eddie, der lavede en syg og ondskabsfuld joke, da Bayley satte ind med vokalen i åbningsnummeret “Sign of the Cross”. Ondt blev gjort til værre på næste nummer, “Lord of the Flies”, da det gik op for én, at mareridtet var virkelighed: Blaze Bayley kan ikke synge!

Det stod hurtigt lysende klart, at Steve Harris havde begået en kæmpe fejltagelse ved at hyre Blaze Bayley, som forsanger. Steve Harris, der altid havde stået for de højeste musikalske standarder, altid havde formået at samle de bedste og mest kreative musikere og nådesløst drevet dem til at yde deres bedste, havde som erstatning for Bruce Dickinson, ansat en forsanger der ikke kunne synge.

Indrømmet; det har været en umenneskelig opgave at finde en afløser for Bruce, og enhver efterfølger vil blive holdt op imod sin forgænger. Derfor forstår man udmærket valget af en helt anden type sanger end Bruce. Både Bruce og Paul Di’Anno havde høje tenorstemmer, og en forsanger med en mørk og dyster stemme som Blaze Bayley, er godt tænkt. Problemet er bare, at Bayley på ingen måde ejer de færdigheder, der skal til for at være med på Iron Maidens musikalske standarder.

Der er ingen numre på The X Factor, hvor Blaze Bayley synger rent. Hans intonering er simpelthen for dårlig. Albummets musikalske og tekstmæssige kvaliteter til trods, er dette ganske enkelt en bundskraber. Det er umuligt at nyde den ellers usædvanligt mørke musik på grund af det ubehagelige sug man får i maven, hver gang Bayley åbner munden.

Nu kunne Steve Harris have valgt at sætte et punktum for Iron Maiden, hvor pinligt det end ville være, at det der engang var verdens største og mest banebrydende heavy metal-band skulle dø med sådan en fuser af et album. Lur mig om ikke tanken har strejfet Steve Harris, men hans stædighed og ære har forbudt ham at sige stop. Pinlighederne fortsætter derfor i 1998 på Virtual XI, og denne gang er det rigtig slemt. Nu havde selv bandet mistet troen på, at det stadig kunne lade sig gøre at lave god musik. Mage til svag og uambitiøs omgang er aldrig tidligere set fra Iron Maidens hånd.

Hvor The X Factor faktisk rummer en del gode numre, der dog ødelægges af Bayleys vokal, er der intet positivt at sige om Virtual XI. Det værste nummer, og mest pinlige at høre for en gammel Iron Maiden-fan, er “The Angel and the Gambler”. Jeg kan ikke på nogen måde sætte mig ind i, hvad der er foregået i Steve Harris’ hoved, mens han skrev dette nummer, og endnu mindre hvordan det har fundet vej til en pladeudgivelse.

Der er tale om en slags røvballe-crossover af metal og Z.Z. Top-agtig Las Vegas-boogie, krydret med stueorgel og synthesizerblæs. Oven i hatten får man endnu engang en Blaze Bayley, der som sædvanlig ikke formår at ramme tonerne rent. Føj for Satan! De fans, der ikke allerede var blevet skræmt væk af The X Factor, sivede nu også bort, og tilbage var der kun en skare af syge fanatikere, der desperat prøvede at finde noget positivt at sige om Virtual XI og Blaze Bayley.

En ny begyndelse

Alle var mere eller mindre overbeviste om, at Virtual XI var noget af det sidste, man havde hørt til Iron Maiden, men i forbindelse med lanceringen af computerspillet Ed Hunter, hvor vores alles kære Eddie spiller en stor rolle, og soundtracket udgøres af 20 klassiske Maiden-sange, sker der noget. Under den efterfølgende promoveringsturne kommer Iron Maiden atter i forbindelse med både Adrian Smith og Bruce Dickinson.

En kontakt knyttes, og i efteråret 1999 sker det, ingen før havde troet var muligt. Bruce og Adrian vender tilbage til Iron Maiden. Både Dave og Jannick fortsætter, og bandet har nu tre guitarister, og Blaze Bayley vises ud i kulden. Samtidig annonceres en ny plade til udgivelse i år 2000, og som Fugl Fønix rejser Iron Maiden sig af asken.

Brave New World bliver et vaskeægte comeback for gruppen. Den indeholder alt, hvad en ægte Iron Maiden-plade skal. Allerede det første nummer åbner med en vaskeægte røvsparker, “The Wicker Man”, og så ved man, at man er hjemme igen. Nummeret er klassisk Maiden fra start til slut. Dernæst kommer den ligeså klassiske “Ghost of the Navigator”; Et længere nummer med et typisk lang Iron Maiden-intro, der langsomt bygger sangen op. Andre af pladens højdepunkter er titelnummeret “Brave New World” og “Blood Brothers”, som er Steve Harris’ forbrødring med sin afdøde far.

Steves problematiske forhold til sin far har været temaet for flere sange, helt tilbage til “Wrathchild” fra Killers. Og endelig er der “Out of the Silent Planet”. Maiden havde ikke mistet håndelaget. Brave New World er det første album med Steve Harris inde over produktionen, og lyden er virkelig god på pladen.

Den er en kombination af Seventh Son og en meget moderne produktion, der viser, at Iron Maiden ikke hænger i fortiden, selv om det er de gamle drenge, der mødes igen. Det eneste, der kunne begrædes lidt på Brave New World, er, at bandet ikke helt udnytter potentialet i at have tre fantastiske guitarister. Det bliver der rådet bod på tre år senere på opfølgeren Dance of Death.

Dance of Death fra 2003 viser et meget musikalsk afklaret band. Det er ikke et band, der skal bevise noget for nogen. Det som Dance of Death går ud på, er at spille noget god musik. Og der bliver virkelig gået til makronerne. Lad det være sagt med det samme, at der ikke er tale om nogen let tilgængelig plade. Man finder ingen catchy riffs som ”The Trooper” eller “2 Minutes to Midnight” på Dance of Death. Derimod finder man 11 velskrevne og udfordrende numre, der tager lytteren med på en rejse ind i det mest komplekse musikalske univers, Maiden hidtil har udforsket.

Der er ikke helt så tilbageskuende numre på denne plade, som man møder på Brave New World. Her var en hel del af sangene holdt i en gammel Iron Maiden-stil for at give fansene noget. På Dance of Death finder man udelukkende moderne prog metal, hvis det i det hele taget giver mening at tale om genre, for musikken er helt sin egen. Numrene er lange, og bygget op over melodiske, rytmiske og melodiske strukturer, der fletter sig ind og ud af hinanden. Som al god musik afdækkes der nye lag hver gang man hører albummet.

Pladens sidste nummer, “The Journeyman”, viser en helt ny side af Iron Maiden ved at nummeret er spillet helt akustisk. Der er absolut ikke tale om nogen radioballade, tværtimod. Nummeret henter sin musikalske inspiration i et folkinspireret univers, og er et af bandets smukkeste.

Uomtvistelig betydning

Iron Maiden er et band, der virkeligt har skilt vandene i metalverdenen. Langt de fleste elsker dem, en stor del elsker at hade dem, men alle er vist enige om Iron Maidens uomtvistelige betydning for den moderne metalmusiks udvikling. Endnu i dag er Iron Maiden et band, der udgiver plader, senest den mørke A Matter of Life and Death, og turnerer over hele verden. Maidens storhedstid var firserne, hvor bandet var indbegrebet af heavy metal. I dag, hvor metalscenen er splittet op i flere uafhængige subgenrer, giver det ikke længere nogen mening at krone Iron Maiden som kongerne af heavy rock.

Det er dog tankevækkende, at stort set alle førende metalbands, uanset hvor de befinder sig rent musikalsk, hylder Iron Maiden som en af deres største inspirationskilder og som en årsag til i det hele taget at gå i gang med at spille musik. Iron Maidens karriere er en fantastisk historie. Fra at have brugt fire år i halvfjerdserne til at udvikle et selvstændigt udtryk, der gav dem muligheden for at udsende 10 plader mellem 1980 og 1992; plader der alle har opnået kultstatus. Midthalvfemserne bød på en gevaldig musikalsk nedtur, men årtusindskiftet indvarslede et fantastisk comeback, ingen havde gættet på.

Iron Maiden fortsætter ufortrødent på 30. år. Nu i et mere roligt tempo end de hektiske 80’ere, men musikken er der ingen, der kan sætte fingre på. Uforfalsket heavy metal, spillet af scenens bedste musikere og sangskrivere. Så vi må alle sande Iron Maidens ord fra 1986: Heaven can wait – Wait ’til another day.

UP THE IRONS!

Udgivet i nr. 13 | 13/11/2006