Man skal vel have opholdt sig på en fremmed planet, hvis man ikke kender bare en lille smule til The Lord of the Rings, den engelske forfatter J.R.R. Tolkiens fantasyepos, der på dansk er udkommet som Ringenes Herre.
The Lord of the Rings, der udkom i 1954-55 (på dansk første gang 1968-70), er den kvintessentielle fantasyroman. Ikke fordi det er den første, og ved Gud heller ikke fordi, det er den sidste: Fantasy er big business og har været det i en del år, og der udkommer mangt og meget, der kvalitativt rangerer fra godt til det argeste lort.
Nej, Tolkiens roman er den kvintessentielle fantasyroman, fordi den er kommet til at definere en hel genre for eftertiden. Inden The Lord of the Rings – og selvfølgelig til en vis grad dens forgænger The Hobbit (1937, dansk: Hobbitten) – var fantasylitteraturen på visse måder mere multifacetteret og bredspektret end efter, romanen udkom. Dermed selvfølgelig ikke være sagt, at den form for fantasy, The Lord of the Rings er et eksempel på (ofte kaldet high fantasy), dominerer totalt, men for mange, vil genrebetegnelsen fantasy være forankret i en tolkiensk fantasyforståelse.
Tolkiensk fantasyforståelse
Og hvad er så denne fantasyforståelse? Kort – og ekstremt forenklet – kan den siges at være kendetegnet ved en fiktiv verden med sin egen historie og geografi, beboet af forskellige slags fantastiske dyr og væsner, foruden ofte mennesker, samt meget ofte kendetegnet ved tilstedeværelsen af forskellige former for magi. Lige præcis magi glimrer dog i store træk ved sit fravær i The Lord of the Rings, selv om den bestemt er til stede – blot på en mere subtil facon end ildkugler og anden gøgl.
Også C.S. Lewis’ Narnia-bøger (1950-56) – foruden The Lord of the Rings én af alle tiders mest elskede fantasyromanserier – er forankret i en tolkiensk fantasyforståelse; næppe overraskende al den stund at Tolkien og Lewis var gode venner, og Lewis udmærket kendte til Tolkiens roman, inden den udkom, og inden Lewis selv begyndte at skrive Narnia-bøgerne. Derudover må det med det samme siges, at der også er væsentlige forskelle mellem Tolkiens og Lewis’ tilgang til stoffet.
Når The Lord of the Rings har fået den enorme indflydelse på stort set al senere fantasylitteratur, som den har (og ja, jeg generaliserer her), skyldes det bl.a., at romanen i løbet af 1960’erne blev “opdaget” af hippierne i USA og siden hen også anerkendt af kritikerstanden, hvoraf mange ellers havde rakket romanen ned, da den udkom i 1950’erne.
I 1970’erne hentede to amerikanske figurkrigsspilsnørder ved navn Dave Arneson og Gary Gygax en meget stor del af deres inspiration fra The Lord of the Rings, da de skrev alle rollespils moder, Dungeons & Dragons, der udkom i 1974. Her optrådte væsner og racer fra The Lord of the Rings i en helt anden fantasyverden – orker, elvere, hobbitter (i D&D kaldet haflinger) og så videre. Dungeons & Dragons blev naturligvis skoledannende for fantasyrollespil fremover, hvilket yderligere var med til at cementere den tolkienske indflydelse på rollespilshobbyen.
Romanens store popularitet siden 1960’erne har gjort The Lord of the Rings til en uomgængelig roman, hvis man taler om fantasy. Der er kommet meget fantasy siden, der ikke opererer inden for det tolkienske paradigme, men uanset om man kan lide det eller ej, er The Lord of the Rings kommet til at stå som den helt centrale klassiker i genren – i øvrigt sammen med C.S. Lewis’ tidligere omtalte Narnia-bøger.
En længe ventet forklaring
Og hvad handler The Lord of the Rings så om? Først og fremmest er det naturligvis væsentligt at være klar over, at romanen er en opfølger, om end ikke en direkte fortsættelse, af The Hobbit. The Hobbit fortæller historien om hobbitten Bilbo Baggins (på dansk Bilbo Sækker), der under et storslået eventyr med troldmanden Gandalf og tretten dværge (og her menes fantasyracen dværge, ikke små mennesker) fik fingre i en magisk guldring, der kunne gøre ham usynlig.
I The Hobbit spiller Ringen en noget mindre rolle, end den skulle komme til at gøre i The Lord of the Rings, hvor den er romanens primære drivkraft. Tolkien har da også fortalt, at han først “opdagede”, hvordan Ringen passede ind i hans vidtforgrenede mytologi, efter at han havde skrevet The Hobbit, hvilket i øvrigt fik ham til at revidere en del af teksten i The Hobbit, da denne udkom i sin 2. udgave.
Og her er det så nødvendigt med en forklaring og en smule klodset eksposition af hensyn til de, der absolut ingen anelse har om, hvad hulen alt det her egentlig handler om. Ud over at vide, at The Lord of the Rings er en fortsættelse til The Hobbit, er det også nødvendigt at vide, at begge romaner foregår i en fiktiv verden, som Tolkien omhyggeligt havde opbygget, og som han allerede var begyndt at arbejde på, mens han var i hæren under 1. Verdenskrig.
I senere breve – bl.a. ét der er gengivet i forordet til The Silmarillion (udgivet posthumt i 1977) – har Tolkien forklaret, at hans omfattende fiktive verden blev til som en blanding af et ønske om at give englænderne en ægte engelsk mytologi (f.eks. i modsætning til den i store træk franske Arthur-sagntradition) og som en kulturel baggrund for de fiktive (men fuldt funktionelle) sprog, Tolkien konstruerede på grund af sin viden om og fascination af sprog. Tolkien var uddannet inden for engelsk sprog og litteratur, og var altså både lingvist og litteraturhistoriker – to træk der blev kendetegnende for hans litterære virke.
Med rødder helt tilbage i 1. Verdenskrigs skyttegrave brugte Tolkien resten af sit liv på at konstruere en fiktiv verden med dens egne sprog, myter og kulturer. Denne verden har en detaljerigdom, der aldrig er set før eller siden inden for fiktionen, og det er også denne detaljerigdom, der er med til at give Tolkiens litteratur den stærke fornemmelse af historicitet. Når man læser de af hans værker, der foregår i denne fiktive verden, fornemmer man dybden i fiktionen, der af samme grund kommer til at fremstå så meget mere overbevisende.
Fortidens skygge
For at forstå, hvad The Lord of the Rings overhovedet handler om, er det nødvendigt at forstå noget af baggrunden, som bliver fortalt i brudstykker i løbet af romanen, og som ellers findes i diverse appendikser samt i Tolkiens store mytopoetiske værk The Silmarillion, der bl.a. indeholder skabelsesberetningen for Arda – som er betegnelsen for Jorden i Tolkiens nomenklatur. Størstedelen af Tolkiens fortællinger, og hele The Hobbit og The Lord of the Rings, foregår dog i en del af Arda, der hedder Middle-earth (på dansk Midgård).
Langt tilbage i tiden var der i verden den første mørke fyrste, Morgoth. Oprindelig var Morgoth én af Valarne; en slags guder, der var sendt ind i verden af den “rigtige” gud, Eru (selv om Valarne er en slags guder, er Tolkiens univers faktisk monoteistisk). Melkor, som Morgoths oprindelige navn var, blev korrumperet, og efter lang tid blev han til sidst kastet ud i intetheden. Hans tjener Sauron flygtede imidlertid og blev med tiden til den nye mørkets fyrste.
På et tidspunkt antog Sauron en smuk skikkelse og gjorde sig venner med elverne, og med Saurons hjælp lavede elversmedene nitten magtfulde magiske ringe, de såkaldte Rings of Power, der kunne hjælpe bærerne i deres arbejder med at helbrede, bygge og forstå verden. Men i al hemmelighed lavede Sauron en sidste ring, der kunne herske over alle de andre, og i den ring lagde Sauron en stor del af sin egen styrke. Da elverne opdagede, at de var blevet snydt, tog de deres egne ringe af og undlod at bruge dem. Sauron fik med tiden fat i seksten af ringene og gav dem til menneskenes og dværgenes fyrster.
Under det store slag, der afsluttede det, der i Tolkiens verden kaldes Anden Tidsalder, blev Ringen skåret af Saurons hånd, og han var umiddelbart overvundet. Men Ringen blev ikke ødelagt, og dermed blev Sauron heller ikke helt overvundet. Ringen gik tabt, og som tiden gik – og vi taler her om flere tusinde år – fik Sauron mere og mere styrke tilbage, indtil han til sidst på ny etablerede sig i sit dystre og ødelagte land, Mordor, og begyndte at søge efter Ringen.
Skyerne samler sig
Ringen blev fundet af den uanselige hobbit Bilbo Baggins, og ved begyndelsen af The Lord of the Rings overgiver Bilbo Ringen, sammen med alle sine andre besiddelser, til sin unge fætter Frodo. Bilbo rejser derpå af sted for at nyde sine sidste år i elverdalen Rivendell (på dansk Kløvedal og ja, det er herfra kollektivet Kløvedal hentede sit navn og dermed også Ebbe Kløvedal Reich og Troels Kløvedal).
Troldmanden Gandalf er imidlertid blevet mistænksom med hensyn til Ringen og bruger de næste mange år på at finde ud af, om hans mistanke er sand: At Bilbos gamle usynlighedsring i virkeligheden er én af de Store Ringe og måske endda Den Ene Ring. Efter en del år, hvor Frodo har levet i fred og ro i hobbitternes hjemland, The Shire (Herredet), vender Gandalf tilbage. Ude i verden er der begyndt at komme dystre tidender om Saurons stigende magt i Mordor, og det hele lugter af, at der snart udbryder krig.
På den baggrund er det naturligvis ekstra skræmmende, da Gandalf får bekræftet sin mistanke: Bilbos gamle ring er Den Ene Ring, Saurons ring, som den mørke fyrste aldrig nogensinde må få fat på, da hans magt ellers vil være umulig at modstå og mørket vil brede sig over hele Middle-earth.
Efter nogen tid sætter Frodo og en lille gruppe af hans venner, hobbitterne Sam, Merry og Pippin, ud for at bringe Ringen til Rivendell, hvor der skal være rådslagning med tilstedeværelse af repræsentanter for alle de frie folk i Middle-earth. Gandalf skulle have fulgt dem, men han er på dette tidspunkt blevet tilbageholdt af en anden troldmand, Saruman, der selv er blevet korrumperet af sit ønske om at besidde Ringen. Til gengæld får hobbitterne hjælp og følge af vandringsmanden Strider, der senere viser sig at være Aragorn, tronarvingen til kongeriget Gondor.
Rådsforsamlingen hos Elrond
Turen er farefuld, for Saurons tro tjenere, de ni Nazgûl, eller ringånder, er på sporet af den lille gruppe, og de når med nød og næppe frem til Rivendell. Dér ender rådslagningen med, at Frodo tilbyder at fortsætte den farefulde færd for at kaste Ringen tilbage i Dommedagsbjerget, Mount Doom, i Mordor – det sted Ringen blev smedet og det eneste sted, den kan ødelægges. Han får dog følgeskab af Ringens Broderskab, The Fellowship of the Ring, der består af hans tre hobbitvenner, Gandalf (der nu er vendt tilbage), Aragorn, elveren Legolas, dværgen Gimli og mennesket Boromir.
Broderskabet går mange farer igennem. Undervejs mister de Gandalf, inden broderskabet opløses under et katastrofalt angreb fra Sarumans orker, hvor Boromir dør og Merry og Pippin tages til fange af orkerne. Frodo og Sam drager af sted for sig selv mod Mordor for at fortsætte missionen, mens Aragorn, Legolas og Gimli drager ud for at redde Merry og Pippin.
Herfra følger romanen i store træk to spor: Ét der følger Aragorn, Legolas og Gimli og deres bestræbelser på at redde Merry og Pippin samt sikre en alliance mellem landene Rohan og Gondor. Og ét der følger Frodo og Sam på deres stadigt mere farlige og desperate rejse mod det trøstesløse Mordor. De to får desuden følgeskab af Gollum, som Bilbo i sin tid stjal Ringen fra. Gollum er imidlertid selv besat af tanken om igen at besidde Ringen, og han er derfor en farlig rejsekammerat.
Hvordan det hele spænder af, og hvad der yderligere er af nuancer og handlingstråde i romanen hverken kan eller skal refereres her. De der kender romanen og filmene, der kom i 2001-2003, vil ikke have behov for det, og de der ikke gør, står sig bedst ved selv at læse romanen og derpå se filmene.
Mesterværk
Lad mig slå det fast med det samme: Jeg anser The Lord of the Rings for at være et mesterværk. Det er der mange, der gør, så det er ikke ligefrem noget banebrydende. Men der er også mange, der ikke bryder sig synderligt om romanen, eller som måske endda aldrig har kunnet komme igennem den – paradoksalt nok af præcis de samme årsager, som jeg elsker den.
Én ting man skal gøre sig klart, inden man kaster sig ud i at læse The Lord of the Rings er, at det ikke er nogen fast paced roman. Godt nok er den både spændende og uhyggelig og stedvist actionfyldt, men først og fremmest er det en roman, der er fyldt med stemningsfulde beskrivelser af den verden, vores hovedpersoner bevæger sig igennem.
Sproget er bevidst arkaisk og læner sig op ad Tolkiens mange litterære forbilleder, hvoraf de islandske sagaer er én af de vigtigste, i alle tilfælde i kompositorisk og sproglig henseende. Det gør The Lord of the Rings til en roman, som mange vil finde tung læsning, og der er også mange, der vil finde den decideret kedelig. Sådan er det bare, og de, der ikke kan affinde sig med romanens udformning, vil aldrig komme til at holde af den.
Deler man Tolkiens fascination af myter, sagaer og historie, er The Lord of the Rings til gengæld en ekstremt fascinerende læseoplevelse, hvor ens eget kendskab til myter og sagn, sagaer og middelalderlitteratur, hvor begrænset dette kendskab end måtte være, giver romanen en ekstra dimension og får én til yderligere at værdsætte Tolkiens enorme arbejde.
Det er vigtigt at være klar over, at Tolkien havde mange forskellige inspirationskilder, men at han på ingen måde bare kopierer eller genbruger. Som David Day mange gange påpeger i den interessante, men også frustrerende, undersøgelse af ringmotivet Tolkien’s Ring (1994), tog Tolkien sine mange inspirationskilder og omarbejdede dem og indpassede dem i sin egen mytopoesis. Det gør The Lord of the Rings til en roman, der på én gang er fuld af velkendte motiver og nye sammenstillingsformer.
Ikke en trilogi
Men man må også anerkende, at det ikke er alt i The Lord of the Rings, der fungerer helt optimalt. Dette kan f.eks. siges om Tolkiens valg af struktur for bog tre og fire (romanen er opdelt i seks “bøger”, og hermed menes ikke bind), der omhandler henholdsvis Aragorn, Legolas, Gimli m.fl. og Frodo og Sam. Handlingen foregår samtidig, men fortælles altså en bloc i hver deres bog. I denne forbindelse må jeg desuden lige gøre opmærksom på den ofte sete fejl, at The Lord of the Rings omtales som en trilogi. Det er forkert. En trilogi er leksikalt defineret som et værk, der hver især udgør en afsluttet helhed, men som beskæftiger sig med et fælles tema.
Dermed er The Lord of the Rings ingen trilogi (og det samme gælder i øvrigt for filmene), da den nu typiske opdeling i tre bind ikke var Tolkiens ønske, men udgiverens, og da ingen af de tre sædvanlige bind indeholder en afsluttet fortælling. Som regel udgives The Lord of the Rings som The Fellowship of the Ring (dansk: Eventyret om Ringen), The Two Towers (dansk: De to tårne) og The Return of the King (dansk: Kongen vender tilbage), hvor hvert bind indeholder to bøger. Men opdelingen var af rent økonomiske årsager, og i øvrigt var Tolkien alt andet end begejstret for forlæggerens titelforslag The Return of the King, som han følte var alt for afslørende. Som bekendt endte det med, at forlæggeren fik ret, og Tolkien fik ro.
Fra starten af havde Tolkien i øvrigt ønsket The Lord of the Rings udgivet sammen med The Silmarillion, så de til sammen (og med The Hobbit på sidelinjen) udgjorde en samlet fortælling om Arda fra de ældste tider til afslutningen af den Tredje Tidsalder.
Nå, men det var et sidespring. Hvis man er i stand til at se bort fra den lidt kluntede en bloc-opdeling af handlingen i bog tre og fire, er The Lord of the Rings fra et dramaturgisk synspunkt ellers vellykket. Det er ikke dramaturgien, der får nogle til at springe fra, men snarere sproget og den langsommelige opbygning, Tolkien benytter sig af, og som altså udspringer af hans inspirationskilder og hans ønske om, at The Lord of the Rings skulle indgå som en del af det store mytologiske værk for England. Personligt synes jeg, det er fantastisk, men det er altså på dette punkt, fårene skilles fra bukkene.
Mange temaer
Tematisk er The Lord of the Rings på alle måder et episk storværk, der forsøger at berøre mange aspekter af menneskelivet. For på trods af elvere, hobbitter og hvad vi ellers har, er The Lord of the Rings en bog om mennesker, menneskelig moral, etik og forfald. De forskellige racer tillægges så at sige bestemte karaktertræk, der bliver billeder på et bestemt verdenssyn, og spørgsmålet er, om man så bør drive tolkningen af værket meget videre. I hvert fald hvis man ønsker at holde sig inden for de tolkningsmæssige rammer, Tolkien selv så for The Lord of the Rings.
Det var i hvert fald ekstremt vigtigt for Tolkien, at man ikke læser The Lord of the Rings allegorisk. I både det brev, jeg har nævnt tidligere, som findes i forordet til The Silmarillion, og i forordet til anden udgave af The Lord of the Rings udtrykker Tolkien sit dybe mishag ved allegorier. På den måde kan man sige, at romanen i hvert fald ikke er tænkt som en allegori over hverken Anden Verdenskrig eller den Kolde Krig. Sauron er ikke Hitler eller Stalin, orkerne er ikke nazister osv. osv.
Men selvfølgelig er The Lord of the Rings et produkt af den tid, den blev skrevet, og det var Tolkien også velvidende om. Meget længere end det kommer man næppe, og en allegorisk læsning af romanen er på mange måder også uinteressant, fordi de overordnede temaer er så almengyldige. Kampen for at ødelægge Ringen er ganske enkelt den gode gamle kamp mellem Det Gode og Det Onde.
På den måde er The Lord of the Rings også (blandt meget andet) i sin grundkerne en kristen roman, og man kan finde mange forskellige delaspekter i tematikkerne, hvor Tolkiens katolske tro har spillet en rolle – i det tidligere nævnte brev nævner Tolkien f.eks. specifikt “Fald” (som i Syndefald) som ét af de tre primære temaer i hele hans kosmologi, og det andet tema er “Dødelighed” – begge er temaer, der naturligvis også er særdeles vigtige i kristendommen.
Heller ikke dette er overraskende, selv om det på sin vis er interessant, at organiseret religion glimrer ved sit fravær i Middle-earth. Derudover er det en fornøjelse, at Tolkiens figurer ikke så entydigt kan ækvivaleres med bibelske figurer som eksempelvis hos C.S. Lewis, hvor kristendommen kommer noget gumpetungt til udtryk.
Mere interessant end den overordnede tematik om Det Gode mod Det Onde er faktisk de aspekter af romanen, som Tolkien i ovennævnte brev betegner som “the Machine” (det tredje af de tre primære temaer), og som i romanen omfatter eksempelvis konkret magi, men som i bredere forstand betegner magt. Det indgår naturligvis i det overordnede tema, men hos Tolkien bliver magt-temaet også brugt i kombination med ringmyten på en mere sofistikeret facon.
Som David Day påpeger i Tolkien’s Ring, er The Lord of the Rings en omvendt ringrejse i forhold til de mange ringrejser, Tolkien lod sig inspirere af, og hvor ringrejsen typisk var en søgen efter en ring, der gav magt. Ringrejsen i The Lord of the Rings er en rejse for at ødelægge den magt, der korrumperer og som i sidste ende vil kunne lægge verden øde.
Ikke “bare” en fantasyroman
Endnu et fascinerende tematisk aspekt af The Lord of the Rings er den måde “the machine” kan komme til udtryk på, bl.a. som hensynsløs industriel ødelæggelse af naturen. Dette tema understreges af Sarumans voldtægt af naturen omkring sit tårn Orthanc og hans orkers hensynsløse skovhugst i Fangornskoven, men også af den måde, hobbitterne finder The Shire ændret på, da de vender hjem til sidst. Grimme bygninger og industri har sneget sig ind i det ellers så landlige og smukke Herred.
Af netop disse årsager er The Lord of the Rings ikke “bare” en fantasyroman, men et værk, der fortjener den anerkendelse, det har opnået som litteratur, og som man som læser kan få mange forskellige ting ud af, når man læser – og genlæser – romanen.
I sidste ende er spørgsmålet selvfølgelig: Hvordan fungerer The Lord of the Rings som roman? Det er et svar, der helt vil komme an på læserens egne præferencer. Hvis man er parat til at gå til The Lord of the Rings på romanens egne præmisser og også har en interesse i nogle af de mange forskellige forbilleder, Tolkien har haft, er The Lord of the Rings en fantastisk roman! Episk og underholdende, farverig og fascinerende. Kan man omvendt ikke acceptere dens langsommelige opbygning og bevidst arkaiske sprog, vil man formentlig kede sig bravt, og sådan er det bare.
Efter egen tanke og erfaring
Med undtagelse af nogle få fejlgreb, som den noget rigide opbygning af bog tre og fire, fungerer The Lord of the Rings efter min mening helt optimalt som episk fortælling. Der er mange andre aspekter af romanen, som selv denne lange anmeldelse ikke er gået ind på, både tematisk og hvad angår konkrete fortællemæssige greb, og man kan ikke på nogen måde håbe at dissekere The Lord of the Rings på nogle få sider. Ej heller bør man stræbe efter det. Tolkien ønskede først og fremmest at fortælle en historie. Professor Tolkien skrev om tolkninger følgende i sit forord til anden udgave af The Lord of the Rings:
Other arrangements could be devised according to the tastes and views of those who like allegory or topical reference. But I cordially dislike allegory in all its manifestations, and always have done so since I grew old and wary enough to detect its presence. I much prefer history, true or feigned, with its varied applicability to the thought and experience of readers.
Historier – fortællinger – som læseren selv kan bruge efter egen tanke og erfaring. Sådan bør The Lord of the Rings læses og nydes. Jeg har gjort det mange gange, siden jeg læste romanen første gang for hen ved tyve år siden, og jeg kommer til at gøre det mange gange i fremtiden.
Forfatter: J.R.R. Tolkien
Udgivet: 1954-55
Forlag: George Allen and Unwin
Anmeldte udgave:
Udgivet: 2001
Forlag: HarperCollins
Format: Paperback
Sideantal: 1528 sider
Oprindelig udkommet i tre forskellige bind med titlerne The Fellowship of the Ring (1954), The Two Towers (1954) og The Return of the King (1955).
Den anmeldte udgave er opdelt i tre bind med ovennævnte titler og sideantallet fordeler sig således: The Fellowship of the Ring: 535 sider, The Two Towers: 439 sider, The Return of the King: 554 sider. Dette er inkl. appendikser og index i The Return of the King.
The Lord of the Rings er udkommet på dansk i mange oplag. Romanen udkom første gang på forlaget Gyldendal i 1968-70 i tre bind, der fulgte ovennævnte opdeling og med de danske titler Eventyret om Ringen (1968), De to tårne (1969) og Kongen vender tilbage (1970).
Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010
Stikord: Fantasy, J.R.R. Tolkien, Middle-earth
