The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring

Man skal have boet på en anden planet, eller et sted i udkantsdanmark uden internetforbindelse, fjernsyn eller biograf, for ikke at kende til Peter Jackson mastodontfilmatiseringer af Tolkiens The Lord of the Rings (1954-1955). I tiden fra december 2001 til december 2003 var de the hot shit i popkulturen – både i form af filmene, merchandise og i genopdagelsen af Tolkiens mageløse roman.

På plads i Palads

The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (i resten af anmeldelsen omtalt Fellowship) er et ubetinget mesterværk, som i modsætning til de to efterfølgende film sagtens kunne have klaret sig uden hjælpen fra “The Extended Edition”. I sin oprindelige form, som vi så i biografen i december 2001, var filmen helstøbt.

Lad os i den sammenhæng lige tage en tur tilbage til den 19. december 2001. På Vesterbrogade i København sad vi fem gutter og spillede rollespil – nærmere bestemt Warhammer Fantasy Roleplay, som var vores lille forfest til én af alle tiders store oplevelser. Vi skulle ”fordrive” tiden til kl. 1.00, hvor vi havde billetter i Palads til Fellowship.

Tiden gik stærkt. Vi fik rullet nogle terninger, nedkæmpet nogle monstre, og snart sad vi placeret i Palads. Salen summede af forventning, og enten sad man med en stor omgang popcorn eller et latexvåben i hånden – eller begge dele for de hardcore. Og så startede filmen.

Det var magisk, det var storslået og det var unikt. I løbet af de næste tre uger så jeg filmen fire gange mere. Den dag i dag holder den stadig 100 %. Ja, nogle af effekterne ser lidt klodsede ud, og noget af skuespillet virker lidt overspillet. Men det er småting. Fellowship er for mig den bedste eventyrfilm, der til dato er produceret, og faktisk er det også en af de bedste film i det hele taget.

Something is rotten in the State of Mordor

Det er mørke tider i Middle-earth. En gammel ondskab er vågnet op til dåd, og dårligdom spreder sig som ringe i vandet til alle afkroge af Middle-earth. Således også til The Shire, hvor hobbitterne bor. Den gamle hobbit Bilbo Sækker holder sin fødseldagsfest. Bilbo er en kendt skikkelse i The Shire, og mange møder op til festen. Deriblandt troldmanden Gandalf.

Bilbo har en magisk ring, som han i romanen The Hobbit (1937, dansk Hobbitten) snød fra væsnet Gollum. Ringen kan gøre Bilbo usynlig, og midt under festen, til stor undren for alle, forsvinder Bilbo. Han har længe planlagt sin exit fra The Shire, og alt hans jordiske gods, inklusiv den magiske ring, overgår til hans unge fætter Frodo. Bilbo tager af sted, men beder først Gandalf om at holde et vågent øje med Frodo. Gandalf forsvinder en rum tid, og alt ånder fred i The Shire.

Men så kommer Gandalf tilbage med dårligt nyt: Ringen viser sig at være ”The Master Ring” – den ring, som mørkets fyrste Sauron fik smedet, så han kunne få verdensherredømmet. De onde magter leder efter Ringen, så Frodo må ud på sit livs eventyr. Sammen med vennerne Sam, Merry og Pippin begiver han sig mod Rivendell, hvor elverfyrsten Elrond vil holde et råd.

Det bliver besluttet at Ringen skal føres til Mordor, hvor den skal ødelægges i Mount Doom – det eneste sted, Ringen kan smeltes. Men hvem skal foretage den farefulde rejse? I én af filmens stærkeste scener påtager Frodo sig rollen – en scene som faktisk er væsentligt stærkere udført end den tilsvarende i bogen! Og Frodo får et følge af sande helte og krigere, og så ellers ikke mere om den storslåede handling her.

Rendyrket filmmagi

Peter Jacksons første skud i hans mesterlige trilogi er også det mest træfsikre. Fellowship er intet mindre end rendyrket filmmagi som aldrig, hverken før eller siden, er set lige. Udover at filmen er meget, meget episk, og fyldt med magi, flotte locations og drabelige kampe, så er filmens største styrke, sjovt nok når man tænker på, det er en fantasyfilm, dens troværdighed.

Med troværdighed menes der, at filmen er tro over for sit eget univers, og at man tror faktisk på, at Middle-earth findes. Det skyldes naturligvis også, som Peter Jackson selv har udtalt, at Tolkiens univers er meget velbeskrevet, og derfor var der masse at tage fat på for filmholdet, da de skulle transformere roman til film. Oprindeligt ville Peter Jackson ”bare” lave en fantasyfilm, men da han blev ved med at vende tilbage til, at den skulle indeholde det og det fra Tolkiens univers, endte han med at tænke: ”Hvorfor ikke ‘bare’ filmatisere The Lord of the Rings?” Og det kan vi så være glade for i dag.

Det er en unik præstation fra Peter Jacksons side at få filmen til at virke så frisk og ægte. Det skyldes flere ting, men mest af alt kan det tilskrives filmens fantastiske indledning i The Shire. Det er hyggeligt, meget nede på jorden, og de valgte locations er noget, der er printet ind i den popkulturelle bevidsthed frem til Dommedag. Man tror på, som det også var Tolkiens intention, at The Shire har eksisteret. Indledningen er spækket med fine detaljer, hvor alt virker ægte – altså ægte på den filmmagiske måde. Og da handlingen for alvor tager fart, er man som tilskuer revet ind i universet, og alle de fantastiske elementer virker som det mest naturlige i verden.

Tolkiens største bedrift, udover at skabe en meget episk fortælling, var at gøre sine personer og steder troværdige. Når man læser Tolkien folder en fantasyverden sig ud for én, komplet med sin egen mytologi og historie, og det er en verden, som man faktisk tror på har eksisteret. Peter Jackson har også succes med samme dagsorden, hvilket også er én af grundene til filmenes popularitet hos både fans og kritikere: Filmene er meget mere end bare fantasy, og man tror på de personer, man følger som var det en ”almindelig” film.

Så tænker man måske: Ja, hvordan skulle man ellers have lavet filmene? Og svaret er, at der er mange muligheder. Se blot Ralph Bakshis meget anderledes version i den animerede The Lord of the Rings (1978) – en film som Peter Jackson er meget inspireret af, da det var den, der introducerede ham til Tolkien! Normen er at fantasy skiller sig ud på alle leder og kanter fra vores egen virkelighed, men det lavede Jackson om på: Fantasy på film kan godt føles ægte.

Tro mod romanen

Fellowship er meget tro mod Tolkiens roman. Bevares, der er småjusteringer, passager er undladt og andre tilsat, men filmatiseringen har den rette Tolkien-feel. Og det er i min bog det vigtigste, når man snakker om filmatiseringer: Rammer de ånden i romanen, er man kommet et godt stykke vej mod succes. I tilfældet med Fellowship, som er meget mere actionpacked end romanen, har Jackson truffet de helt rigtige valg og fravalg. Hvis man vil læse detaljeret om forskellene kan man tjekke denne artikel, eller mere detaljeret her.

Så kan man selv bedømme om Peter Jackson er tro eller ej: For mig personligt er det bedøvende ligegyldigt, da filmen er så fantastisk, men diskussionen kommer mere til sin ret, når man kigger på The Lord of the Rings: The Two Towers (2002).

Mange af karaktererne er blevet ikoner i popkulturen. Og mange af scenerierne – hvad enten det er skove eller miner – er printet ind i vores hukommelse. Det samme er replikker som: ”I will take the Ring to Mordor! Though… I do not know the way.”, ”What about elevenses? Luncheon? Afternoon tea? Dinner? Supper? He knows about them, doesn’t he?” og ”Let them come. There is one dwarf yet in Moria who still draws breath.”

Fellowship er en film som ingen anden. Amen! Og så har jeg slet ikke omtalt Howard Shores geniale score, men det vil jeg råde bod på ved at henvise til anmeldelsen af dette andetsteds på Planet Pulp.

Når man har læst Tolkiens romaner, forstår man godt, hvorfor de er meget, meget populære. Tolkien har med sin magiske pen/pibe formået at puste liv ind i fantasyland, og fantasygenren vil altid skylde Tolkien mere, end den kan betale tilbage. Og det samme har Peter Jackson gjort med Fellowship. En mageløs bedrift – både teknisk og fortællemæssigt – som for altid være mejslet ind i de filmiske og nørdiske annaler!

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Stikord: Fantasy, Filmatisering, J.R.R. Tolkien, Middle-earth