Spider Baby, or The Maddest Story Ever Told

Med Spider Baby, or The Maddest Story Ever Told (bedre kendt under den kortere titel Spider Baby), har vi at gøre med en noget speciel film. For ikke nok med, at det er instruktøren Jack Hills debutfilm; det er også én af gyserstjernen Lon Chaney Jr.’s allersidste spillefilm. Filmen er skudt på et lille budget, og efter optagelserne gik produktionsselskabet bankerot, og filmen lå derfor gemt væk i en længere periode, før den så dagens lys.

Spas og løjer

Filmen åbner med en ”uhyggelig” sang, der slår den lettere fjollede tone an: Det er spas og løjer, vi her har med at gøre og ikke grusom uhygge. Sangen er for resten sunget af ingen andre end Lon ”The Wolf Man” Chaney Jr., der også spiller den bekymrede chauffør Bruno.

Bruno passer Merrye-børnene, der tæller Ralph, Elizabeth og Virginia, efter at deres forældre er døde. Børnene lider af en sjælden sygdom, der kun eksisterer i deres familie, og som får hjernen til at rådne – på et tidspunkt når til abelignende stadie. Sygdommens symptomer inkluderer foruden præhuman tilstand også trang til kannibalisme og voldelig adfærd. Den ældste af børnene, Ralph, er dog allerede så påvirket af sygdommen, at han har svært ved at udtrykke sig med ord, og han opfører sig mere og mere som et dyr.

Bruno har dog lovet sin tidligere herre, at passe på børnene og sørge for at de er i sikkerhed fra omverdenen, og at omverdenen er i sikkerhed fra dem. Dette bliver dog svært, da fjerne slægtninge kommer på uventet besøg sammen med deres advokat og dennes sekretær for at overtage huset og eventuelle værdigenstande. Og så er der ellers lagt i ovnen til hurlumhej i det gamle Merrye-hus med spas, løjer og en god portion gys – for hvad er det mon, der bor nede i kælderen, og som børnene fodrer hver aften?

En død kat til middag

Det er ikke fordi, der sker vanvittig meget i Spider Baby. Der går en rum tid inden børnenes slægtninge kommer på besøg og får sat sig til bords for at spise deres besynderlige mad, bestående af en død kat, tørre kviste og svampe fra haven. Men selvom der ikke er fart over feltet hele tiden, så bliver fremdriften aldrig langsom eller kedelig. Karaktererne er hyggelige og tilpas fjollede og Jack Hill formår, i samarbejde med fotografen Alfred Taylor og komponisten Ronald Stein, at skabe en glimrende gotisk atmosfære i det gamle skumle hus, som leder tankerne hen på Universals gamle monsterfilm.

Spider Baby indeholder hentydninger til flere af de gamle monsterfilm, mest tydeligt til The Wolf Man (1941), hvor Chaney jo spillede titelmonstret. Under middagen i det gamle Merrye-hus, sidder Onkel Peter (Quinn K. Redeker) og advokatens sekretær Ann (Marty Mitchel) og snakker om gyserfilm, hvor Ann bemærker, at hendes favoritmonster er Ulvemanden, hvorefter Lon Chaney skræmt kigger på hende og udbryder ”There’s gonna be a full moon tonight”.

Slutningen virkede en smule underlig og pludselig på undertegnede ved første gennemsyn, men efter at have set den igennem et par gange, kunne jeg ikke tænke mig en bedre slutning på så vanvittig og underfundig en film, og det er bare herligt – ser man bort fra den lidt kedelige rammehistorie, der ikke virker synderlig original.

Træt og syg ulvemand i kultfilm

Skuespillet er ganske solidt, og selvom Chaney virker lidt træt og syg (han døjede på daværende tidspunkt med bl.a. kræft og for meget alkohol), kan man ikke lade være med at smile af den godhjertede Bruno, som vil gøre alt for at passe på børnene. De andre karakterer er også ganske herlige som f.eks. advokaten Schlocker (Karl Schanzer), der i starten virker som en hård nyser, men til sidst viser sig at være noget af en bangebuks.

Det kan godt være at Spider Baby er en B-film, men den virker på ingen måde billig og tumpet, som så mange andre B-film-horrorproduktioner gør – den genopliver til gengæld den stemning man kunne finde i gyserproduktioner i 40’erne og 50’erne på en fantastisk, om end til tider billig, måde, og man forstår udmærket, hvorfor filmen med tiden har fået kultstatus. Er man helt skudt i de gamle gysere med gamle huse, spindelvæv, underlige familier og uhyggelig ting i kælderen, er der meget at komme efter i Jack Hills film.

På trods af de mange rosende ord, får Spider Baby ikke topkarakter her, da der lige mangler det sidste adrenalinskud til virkelig at få filmen til at sparke røv. Dette skyldes mest den lidt tumpede rammehistorie og så den lidt for flade romantik mellem Peter og sekretæren Ann, og scenerne, hvor de leder efter et motel. Var disse scener klippet ud, eller gjort kortere, og havde der været bare en smule mere kannibalisme med, vil der ikke herske nogen tvivl om, at filmen vil få smidt de to sidste stjerner i nakken.

Spider Baby er bestemt en film, man bør tjekke ud, om man så er stor fan af gamle sort/hvid gysere, eller bare trænger til at hygge sig med et godt grin og lidt gys (selvom gyset udebliver lidt – med mindre man er dødsensangst for edderkopper), bør man tjekke denne fine udgivelse ud.

Spider Baby or, The Maddest Story Ever Told er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Stikord: Edderkopper, Kannibaler