The Courtyard

Her har vi at gøre med Alan Moores første, og i skrivende stund eneste, indtog i H. P. Lovecrafts horrorunivers. Alan Moores The Courtyard er en gyserfortælling helt i Lovecrafts ånd, der oprindeligt udkom i to hæfter, men som nu er samlet i et bind. Den er illustreret af den forholdsvise ukendte tegner Jacen Burrows, der dog bestemt ikke er helt uden evner.

Starter som noir

Historien lægger egentlig ud med at være en noirfortælling. Vi møder den noget afdankede FBI-agent Aldo Sax, der sidder undercover i en beskidt lejlighed et sted i Brooklyn. Han sidder alene med en smøg i munden mens han gør sig tanker om sin nyeste sag. Ligesom i Sin City, og andre noirhistorier, så fører fortælleren konstant indre monologer med sig selv.

Det er derfor gennem Aldo selv, at vi bliver introduceret til ham og hans verden. Vi finder ud af, at han er et socialt afskåret menneske, og den eneste anden person i hans liv er hans skizofrene nabo, Germaine. Årsagen til at Aldo er så indelukket skal nok findes i hans analytiske evner, der har gjort ham til en af FBI’s mest roste agenter. Det har så også skaffet ham de tilsyneladende mest umulige sager. Sager som Aldo selv kalder for “Twilight jobs”. Men hans evner til trods, så er han alligevel forbløffet over denne sag.

Groteske mord

Der er blevet begået femten mord. De er alle identiske, men politiet har allerede anholdt tre gerningsmænd, som til sammen har tilstået tolv af mordene. De tre gerningsmænd kender dog ikke hinanden, og der kan umuligt være tale om en form for copycat-metode, fordi detaljerne om mordene aldrig blev offentliggjort til pressen.

Mordene var ganske groteske, og bestod egentlig mest af afhugninger af legemsdele med døden til følge. Desuden er de tre gerningsmænd – en sælger i en boghandel, en vagabond og en femtenårig skoleelev – ikke de mest sandsynlige kandidater til mordene. På trods af dette, så mener Aldo nu alligevel, at han har fundet en sammenhæng mellem de tre gerningsmænd; en sammenhæng, der fører ham til undergrundsklubben Club Zothique.

Da Vagabonden blev fanget havde han nemlig et forholdsvist ukendt designerstof kaldet dmt-7 på sig. Aldo ved, at dette stof kan skaffes på Club Zothique, og han begiver sig derned for at finde flere spor. Her får han nys om et andet stof, kaldet Aklo, og han bliver introduceret for den altid læspende Johnny Carcosa; en mand hvis mund altid er tildækket af et slør.

Johnny vil gerne vise Aldo noget Aklo, men det må blive i Johnnys lejlighed i et bygningskompleks kaldet The Courtyard. Det er naturligvis denne Courtyard, som titlen hentyder til. De to aftaler derfor at mødes senere på natten.

Selvom historien foregår i 2004, så er der kraftige hentydninger til Cthulhu-mytologien. Eksempelvis da Aldos boss faxer ham nogle informationer om Club Zothique. Her finder vi ud af, at klubben tidligere havde været en kirke, men den blev brændt ned i 1925, da der var mistanke om, at den var hjemsted for en satanisk kult. Der følger også en rapport med, der fortæller om en FBI-razzia mod en havneby i Massachusetts i 1927, en tydelig reference til byen Innsmouth fra Lovecrafts novelle The Shadow over Innsmouth.

Slutningen er dog også helt i Lovecrafts ånd, hvor Aldo tager ud for at besøge Johnny og først alt for sent opdager, hvilken fare han befinder sig i. Aklo viser sig nemlig ikke helt at være det, som Aldo havde forestillet sig, og mere om det skal der så ikke afsløres herfra.

Sort/hvide tegninger

Jacen Burrows leverer nogle utroligt detaljerige tegninger. Specielt skal fremhæves Aldos syretrip, der indeholder så mange detaljer, at man kan blive helt forpustet. Han har en meget moderne noirstil, der passer perfekt til historien. Alle tegningerne er i sort/hvid, dog ikke nær så skarpt som i eksempelvis Sin City. De er generelt mere grålige, hvilket passer fint til den dunkle Lovecraft-stemning, som hænger så tungt over hele historien.

The Courtyard er god psykologisk horror i bedste Alan Moore-stil. Hvis man endelig skal finde et klagepunkt over albummet, så er det, at den med sine 64 sider næsten er for hurtigt overstået. Det ændrer dog ikke ved, at helhedsindtrykket ligger langt over middel, og for enhver Moore-fan er albummet et must.