The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde

Den skotske forfatter Robert Louis Stevenson (1850-1894) vil for altid blive husket for at være ophavsmanden til én af alletiders bedste sørøverfortællinger, Treasure Island (dansk: Skatteøen), der udkom i 1883.

Blandt fans af horror, det gotiske og det makabre, vil Stevenson imidlertid være lige så kendt for at være manden bag The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, der ikke bare er blevet en litterær klassiker, men som desuden også er en aldeles fremragende gotisk horrorfortælling.

Freudiansk overload

Da jeg gik i 1.g. blev vi i dansktimerne udsat for store mængder freudiansk analyse, og der gik ikke længe, inden snart sagt enhver reklame kunne reduceres til fallossymboler, symbolske penetrationer og slige sager, ligesom id og overjeg blev faste bestanddele af rigtig mange litterære analyser.

Jeg fik efterhånden nok af det, og har lige siden haft en vis modvilje over for freudianske analyser, som jeg i mange tilfælde mener er en letkøbt måde at læse et værk på – om det så er en roman, film eller noget helt tredje. Alligevel kommer man bare ikke uden om, at de freudianske begreber udgør et nyttigt analyseapparat i mange situationer – og da især inden for horrorgenren, der er bristefærdig af ukontrollerede id’er og voldelige penetrationer.

Man skal da også være både blind, døv og ikke mindst dum for at ignorere eller overse de tydelige freudianske motiver i The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde. Men her kommer det interessante: Stevenson udgav sin kortroman over 30 år før, Freud for alvor etablerede sit senere så berømte analyseapparat i Jenseits des Lustprinzips i 1920 (dog havde idéerne figureret tidligere, om end i en lidt anderledes form).

Stevenson har altså ikke kendt Freuds forfatterskab, da han skrev sin roman, og den rent freudianske tolkning er da også kun én model ud af flere. Man kan også vælge at tolke romanen i et religiøst lys, hvor splittelsen i Henry Jekyll markerer menneskets iboende syndige side. Nogle hævder da også, at skriftsteder i Bibelen kan have været blandt Stevensons inspirationskilder, og samtidens gejstlighed elskede Dr Jekyll and Mr Hyde, og brugte den som illustration af de bibelske idéer.

Fin, victoriansk stemning

Hvis man imidlertid for en stund glemmer alle de højtravende tolkninger, og blot betragter kortromanen som en fortælling, kan man konstatere, at man har at gøre med en ekstremt velskrevet, underholdende og stemningsfuld historie, der på fornem vis fremmaner et billede af det victorianske London, komplet med regnvåde og tågede gader og stræder i gaslysets skær. Denne effekt opnås til trods for, at Stevenson faktisk er forholdsvis sparsom med beskrivelser, men når de forekommer er de præcise og manende.

The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde er indledningsvist fortalt i 3. person, og hovedpersonen er en aldrende advokat ved navn Utterson. Denne Utterson er en dag ude at spadsere med én af sine gode venner, og da de passerer en bygning i en sidegade, kan vennen fortælle en historie om et bizart optrin, han var vidne til – og deltager i – nogen tid tidligere.

En nat så han en mand komme gående hen ad gaden, og da denne mand, hvis beskrivelse vi snart får, stødte ind i en lille pige, stoppede han ikke op, men fortsatte fremad og trampede endog pigen under fode. Dette stødte Uttersons ven så meget, at han holdt manden an, og snart kom pigens familie til sammen med den læge, pigen var sendt ud for at hidkalde.

For at undgå alvorlige repressalier førte manden dem hen til en dør, hvor han gik ind, og snart efter vendte tilbage med nogle penge og en check for resten af det beløb, den skadevoldte familie mente sig berettiget til. Hvis navn checken var skrevet ud i får læseren endnu ikke at vide, men læseren af denne anmeldelse kan nok gætte, at der er tale om Dr Henry Jekyll.

An extraordinary-looking man

Nu får vi beskrivelsen af den mand, der trampede den lille pige under fode, og han får ikke noget godt skudsmål af Uttersons gode ven:

“There is something wrong with his appearance; something displeasing, something downright detestable. I never saw a man I so disliked, and yet I scarce know why. He must be deformed somewhere; he gives a strong feeling of deformity, although I couldn’t specify the point. He’s an extraordinary-looking man, and yet I can really name nothing out of the way. No, sir; I can make no hand of it; I can’t describe him. And it’s not for want of memory; for I declare I can see him this moment.”

Også den dør, den fremmede gik ind af for at hente sin kompensation til familien, beskrives som lurvet, og heri ligger én af kortromanens fine symbolske billeder på det splittede menneske, som Dr Jekyll er. For hvad Uttersons ven ikke ved, men som Utterson ved, så fører den lurvede dør ind til en bygning, der til den anden side har et langt mere stateligt udseende; en bolig, der tilhører den ærværdige aldrende doktor Henry Jekyll.

Sagen optager Utterson en hel del, for han er Jekylls advokat, og har i sin besiddelse et højst mærkværdigt testamente, som Jekyll har skrevet for kort tid siden, og som indeholder nogle besynderlige provisioner. Såsom at hvis Jekyll skulle dø eller forsvinde, skal al hans ejendom testamenteres til en vis Edward Hyde.

Tilståelsen

Sagen udvikler sig snart, og naturligvis er den mand, som Uttersons ven så, den mystiske Mr Hyde. Hydes forhold til Jekyll forbliver dog et mysterium for Utterson indtil romanens afslutning, hvor Stevenson introducerer to breve, der får lov at afslutte fortællingen. Det ene brev forfattet af Utterson og Jekylls fælles ven Dr Lanyon, det andet Jekylls egen tilståelse.

Jeg afslører forhåbentlig intet ved her at fortælle, at Jekyll og Hyde er én og samme mand – på en måde i alle tilfælde. Som vi får at høre i Jekylls tilståelse, har den gode doktor opfundet en eliksir, der tillader ham at blive til Edward Hyde, og igennem Hyde udleve alle sine dårlige sider. Den virkelige rædsel kommer så, da det går op for læseren, at Jekylls mod-eliksir, der forandrer ham tilbage til Jeyll igen, langsomt er holdt op med at virke, og at Hyde-personligheden nu begynder at manifestere sig af sig selv.

Jekyll må bruge stadig større mængder af mod-eliksiren for at holde sig i sin egen skikkelse, og her kommer Stevenson så med det endelige twist. Det er gået op for Jekyll, at han ikke bare kan købe nye ingredienser og blande sig en uendelig mængde mod-eliksir, for det har været en ukendt urenhed i de oprindelige ingredienser, der i det hele taget fik de to eliksirer til at virke. Og nu er han løbet tør.

Moralsk fabel

Præcis hvordan afslutningen forløber behøver jeg ikke skrive her, men det kræver næppe den store opfindsomhed at regne ud, at det nok ikke er en happy end, der er lagt i ovnen til. Det ville da heller ikke være i fortællingens ånd, for det ville undergrave den moralske kerne i Stevensons ærinde.

For der er ingen tvivl om, at The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde inderst inde er en moralsk fabel. Den var naturligvis også en glimrende gyserfortælling, der kunne tjene Stevenson nogle gode penge, og det må man heller ikke glemme, når man tænker på forfatterens motiver til at skrive den.

Dr Jekyll er en person, man ikke kan undgå at få medlidenhed med, når man læser fortællingen, for selv om han beskriver sine egne handlinger som kujonagtige, så ser man i Jekyll en typisk overklassekarakter fra Victoriatiden med alt, hvad det indebærer af stiff upper lip, krav om “decency” og undertrykt passion og seksualitet. Jekyll beskriver sig selv som en splittet personlighed: på den ene side har han altid aspireret mod det noble og det ædle, men han bærer i sig en syndig side med hang til livsnyderi og ondskab.

Denne splittelse har plaget doktoren hele hans liv, og det er i et forsøg på at afhjælpe denne tilstand, at han har opfundet eliksiren, der tillod ham at splitte de to sider op – troede han da. For eliksiren skabte kun én ren person: Edward Hyde, den rendyrkede ondskab. Når han indtog mod-eliksiren var han igen Henry Jekyll, ikke mindre splittet end før, og tilmed plaget af skyldfølelse over de excesser han indlod sig i, mens han var i Hydes skikkelse. Her skal man i øvrigt bemærke Stevensons fine ordspil – “Hyde” er lydligt identisk med det engelske “hide”, der både kan betyde “skind” (som substantiv) og “at gemme sig” (som verbum).

At Hyde-figuren ender med at have overtaget er naturligvis historiens moralske kerne: pas på ikke at indlade dig med dine dyriske lyster, for så vinder ondskaben – men man fornemmer alligevel et eller andet sted, at Stevenson har en dyb sympati for den stakkels Jekyll. Doktoren havde jo håbet at kunne skabe to rene personligheder – for at kompensere for Hyde skulle den nye Jekyll have været den rendyrkede godhed. Det er denne mission, der slår fejl for doktoren, og dyret vinder. For at sige det med freudianske termer lykkes det ikke for Jekyll at fremelske det rene overjeg, men kun det rene id. I sin normale skikkelse er Henry Jekyll blot stadig i besiddelse af sit splittede jeg.

Prototypen på den moderne varulv

Stephen King har skrevet en glimrende, klar og kortfattet analyse af The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, der indgår i hans fine oversigt over gysergenren, Danse Macabre (1981), hvorfra elementer i denne anmeldelse er hentet. King kommer i den forbindelse med én yderligere pointe, der er værd at få med her. Samtidig med, at den personlighedssplittelse, Dr Jekyll og Mr Hyde er udtryk for, kan ses som den litterære forløber for andre splittede monstre – King eksemplificerer med Norman Bates fra Robert Blochs Psycho (1959) – kan den også ses som det litterære forlæg for den moderne fremstilling af varulvemyten. Varulven som type (altså splittelsen mellem menneske og dyr, mellem kontrol og excesser) er netop én ud af tre monstre, King fremhæver som arketypiske for horrorgenren, og her må Stevensons roman siges at passe som fod i hose.

Varulven som mytologisk figur er naturligvis ældre, men hvor vampyren fik sin skelsættende klassiker i slutningen af 1800-tallet med Bram Stokers Dracula (1897), fik varulven ikke det samme. Ikke den rigtige varulv i hvert fald – men The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde er tæt nok på. Stevenson beskriver endda Edward Hyde som temmelig dyrisk: lav, senet, stærk og behåret. Heri finder vi også elementer af Charles Darwins udviklingslære, og Edward Hyde kan både mentalt og fysisk ses som en regression tilbage mod det dyriske.

Den moderne varulvs litterære milepæl

Det er svært ikke at se The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde som den moderne varulvs litterære milepæl, samtidig med at romanen naturligvis også i ren menneskelig forstand handler om splittede personligheder. På den måde er det svært at overvurdere kortromanens indflydelse på litteraturen – især populærlitteraturen.

Den eneste alvorlige anke man kan have mod fortællingen er dens forholdsvis pludselige slutning. Da fortælleformen skifter, og man introduceres for Dr Lanyons brev og derefter Dr Jekylls, er det i en forventning om, at man derefter vender tilbage til Mr Utterson og får en afslutning på den historie, der begyndte med en alvidende fortællerstemme. Det får man bare ikke. Jekyll får sidste ord i romanen, akkurat ligesom Hyde fik sidste ord overfor Jekyll. Den bratte slutning efterlader læseren en smule uforløst, men i det store hele er det en petitesse.

Det skal i hvert fald ikke afholde nogen fra at læse denne fremragende kortroman, der på så glimrende vis både fremmaner en fin gotisk stemning og er et så fint billede på en af den moderne horrorgenres klassiske arketyper.

Titel: The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde
Forfatter: Robert Louis Stevenson
Udgivet: 1886 (denne udgave 2007)
Forlag: Headline Review
Format: Paperback
Sideantal: 107

I denne bog, der blot bærer titlen The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, findes desuden Stevensons tre noveller The Body Snatcher (1884), Markheim (1885) og The Bottle Imp (1893). Bogens samlede længde er 210 sider.

Anmeldt i nr. 37 | 13/11/2008

Stikord: Filmatiseret, Formskiftere, Gotika, London, Varulve, Victoriatiden