The Howling

Det er sjovt som film med et bestemt tema ofte kommer i små grupper samme år – de forskellige filmstudiers måde at sige “so ein Ding müssen wir auch haben”. Hvad varulve angår, var 1981 sådant et år: Universal udsendte An American Werewolf in London, mens AVCO Embassy Pictures udsendte The Howling. Ud over at have varulve i hovedrollerne, har de to film nu ikke meget til fælles – bortset fra at begge film er ganske vellykkede.

Det indre dyr

The Howling foregår i Californien, og har Dee Wallace, også kendt fra E.T. – The Extra-Terrestrial (1982) og Cujo (1983), i hovedrollen som TV-journalisten Karen White. Ved filmens begyndelse hjælper hun politiet med at fange en brutal seriemorder, som har huseret i Los Angeles. Morderen dør, men Karen slipper ikke uden psykiske mén. Hun husker således intet fra sin konfrontation med morderen.

Til alt held kender hun TV-psykologen Dr. Waggner (Patrick McNee), der i fjernsynet udbreder sig om at komme ind til sit “indre dyr” og videre i den dur. Hvis man ikke allerede her har en fornemmelse af, hvor det bærer hen, har man ikke set mange genrefilm.

Dr. Waggner tilbyder Karen, at hun og hendes mand kan tage nordpå til en særlig koloni, den gode doktor har oprettet til sine patienter. Her, langt fra storbyens larm og jag, kan Karen komme i terapi, og få løst op for sit psykiske traume. Som sagt, så gjort, og Karen og hendes mand Bill (Christopher Stone) tager op til kolonien, der er befolket af en række ganske aparte personager.

I mellemtiden graver Karens kolleger videre i mysteriet omkring seriemorderen. I hans lejlighed finder de bl.a. en masse tegninger, der får dem til at fatte mistanke om, at morderen troede, han var en varulv. At der måske er mere om sagen end som så, går op for dem, da morderens lig forsvinder fra lighuset. I mellemtiden går tingene heller ikke stille for sig i kolonien, der naturligvis er befolket af varulve – og mere af handlingen behøver jeg ikke fortælle om her.

Varulve som flokdyr

The Howling lever primært på grund af sin grundlæggende fine præmis, der har en lidt anderledes tilgang til emnet, end så mange andre varulvefilm. Idéen om den gode psykolog, der tager sig af varulvene, er naturligvis ren guf for de, der vil læse varulvemyten med freudianske briller, og fred være med det. Det er nu ikke derfor, idéen er god. Det er den alene af den grund, at den introducerer varulve som flokdyr – noget, der ikke rigtig var set før The Howling, men som, ved siden af den enlige varulv, efterfølgende er blevet en tilbagevendende del af genren. Senest har vi set et eksempel på det i Neil Marshalls Dog Soldiers (2002). Selve konceptet er dog ikke noget, man skal tilskrive manuskriptforfatterne John Sayles og Terence Winkless – den er hentet fra Gary Brandners roman, som filmen er baseret på.

Ud over den fine præmis, er The Howling også en ganske atmosfærisk film. Selv om man lynhurtigt regner ud, hvad der vil ske – første indslag med TV-psykologen, og så sidder plottet i skabet – er den del af handlingen, der foregår i doktorens koloni alligevel både spændende og stemningsfuld. Som titlen antyder er det ikke ulvehyl, det skorter på, og Joe Dante formår at opbygge en rigtig fin atmosfære. Visse scener er ikke uefne, når det gælder uhygge, men rigtig skræmmende bliver The Howling sjældent. Det gør dog ikke så meget, når atmosfæren er i orden, som den er.

Udmærkede effekter

Også effekterne, bl.a. udført af effekt-ikonerne Rick Baker og Rob Bottin, er ganske udmærkede, selv om transformationssekvensen, hvor seriemorderen dukker op igen, og transformeres fra menneske til varulv, er knap så vellykket som den tilsvarende scene i An American Werewolf in London. Det er imidlertid dejligt at se en film fra en tid, hvor sådanne effekter blev realiseret med gammeldags make-up og stop motion-fotografering i stedet for fancy CGI. Derudover er varulvene generelt fint udført, selv om Joe Dante klogeligt nok holder dem i skyggerne det meste af tiden.

Foruden Dee Wallace og Patrick McNee er The Howling for det meste castet med mindre kendte skuespillere. Kevin McCarthy, der spillede hovedrollen i den første filmatisering af Invasion of the Body Snatchers (1956) dukker dog op i rollen som kynisk TV-producent, og Dick Miller spiller en boghandler med speciale i okkulte bøger. Millers navn siger måske ikke mange så meget, men han er nærmest fast inventar i Dantes film, og mange vil huske ham som Mr. Futterman i Gremlins (1984). Derudover dukker Carradine-brødrenes far, John Carradine, op i en lille rolle som (tilsyneladende) harmløs gamling. Genreaficionados skal holde øjnene åbne for at få et glimt af Roger Corman og Forrest J. Ackerman i ukrediterede cameos – Ackerman er en legende inden for science fiction-genren, og krediteres bl.a. for at være den første til at bruge forkortelsen “sci-fi”.

Alt i alt er The Howling nok én af de bedste varulvefilm derude, og i alle tilfælde én af de to-tre bedste varulvefilm fra 1980’erne. Handlingen kører problemfrit derudaf, og spilletiden er holdt på lige under halvanden time, så konceptet ikke malkes for mere, end det kan klare. Fin underholdning til en fuldmåneaften.

Anmeldt i nr. 37 | 13/11/2008

Stikord: Formskiftere, Filmatisering, Hukommelsestab, Seriemordere, Skove, Varulve