An American Werewolf in London

To unge amerikanere, David (David Naughton) og Jack (Griffin Dunne) er på rygsækrejse i Europa. I stedet for at rejse direkte til Rom, har de besluttet sig for at starte i Nordengland, og det er her, vi møder dem i begyndelsen af filmen: på en øde og vindblæst hede.

De kommer snart til den lille landsby East Proctor, hvor de imidlertid mødes med alt andet end åbne arme på den lille pub The Slaughtered Lamb. De to amerikanere undrer sig over et pentagram, der er tegnet på væggen, og de usædvanligt tilknappede landsbyboere virker hemmelighedsfulde og skumle.

Bidt af varulv

Efter at have begået den sociale brøler at stille spørgsmål om pentagrammet, beslutter de to unge mænd sig for at forlade pubben igen, og de får et råd med på vejen: hold jer væk fra heden, og hold jer på vejen.

Det råd tager de ikke specielt alvorligt, og de bevæger sig ud over heden, hvor de snart farer vild. Det er da, at ulvehylene begynder, og da de forsøger at finde tilbage til vejen, overfaldes de af en varulv. Jack bliver dræbt, mens David overlever – men først efter at være blevet bidt af varulven.

Han vågner op på et hospital i London, hvor han har ligget i tre uger. Ud over at han har mærkelige mareridt – heriblandt ét, der er virkelig godt realiseret og virkelig uhyggeligt – så opsøges han også af sin døde ven Jack, der kommer med en besked fra det hinsides. Han fortæller, at David nu bærer varulvens forbandelse videre, og at han bliver nødt til at begå selvmord, inden han selv transformeres til en varulv ved næste fuldmåne. Ellers vil han selv slå flere mennesker ihjel, og de, der er blevet slået ihjel af en varulv forbliver på jorden som gengangere, indtil varulven er død.

For kort

David slår naturligvis disse møder med Jack hen som drømme, og alt imens han kommer sig, forelsker han sig i den søde sygeplejerske Alex (Jenny Agutter). Da han bliver udskrevet fra hospitalet, tager Alex ham med hjem.

Men naturligvis talte den udøde Jack sandt, og i en spektakulært flot transformationssekvens bliver David til en varulv, da næste fuldmåne oprinder. Hvordan den videre handling spænder af, må du selv finde ud af, men faktisk er den fortsatte handling relativt kort – og det er én af de to anker, man kan have ved ved An American Werewolf in London: filmen er simpelthen en anelse til den korte side.

Det er ikke en kritik, man nu om dags har lejlighed til at komme med særlig ofte, men An American Werewolf in London varer kun godt halvanden time, og der kunne sagtens have været lidt mere fyld i filmens anden halvdel. Man kommer bare ikke uden om, at det, der er, er flot lavet og virkelig stemningsfuldt, og det er jo bestemt ingen dårlig ting.

Lettere skizofren

An American Werewolf in London er lavet med en vis grad af humoristisk distance til emnet. Landis, der selv har skrevet filmens manuskript, tager varulvemyten seriøst på den måde, at han overholder genrekonventionerne, og han giver os også nogle blodige effekter hist og her, ligsom transformationssekvensen er både flot og uhyggelig. Samtidig krydrer han dog filmen med sorthumoristiske elementer, især formidlet ved Davids besøg af Jack, der optræder i stadig mere henrådnende tilstand. Her bliver dialogen galgenhumoristisk, og flere steder er An American Werewolf in London regulært morsom. Også en scene, hvor David opsøges af Jack, der er i selskab med nogle af Davids egne ofre, er virkelig morsom. Derudover kommer anvendelsen af en række forskellige sange, der alle relaterer til månen – især figurer “Bad Moon Rising” og “Blue Moon” prominent på lydsporet.

Det er ikke så tit, at en gyserkomedie faktisk både er uhyggelig og sjov, men John Landis har ramt den helt perfekte blanding af de to genreelementer. Et tredje lag i filmens historie er de tragiske undertoner, der er. Det er f.eks. en scene, efter David har indset, at han er en varulv, og hvor han ringer hjem til sin familie for at sige farvel til dem, eller den underliggende tragedie, der ligger i Davids og Alex’ fremtidsløse kærlighedsforhold.

Disse elementer fungerer også, men giver alligevel filmen et lettere skizofrent udtryk – på den ene side vil den gerne være sjov, hvilket den er, men den vil også gerne være lidt trist og tragisk. Det gør, at man sidder tilbage med en lidt mærkelig fornemmelse, når man har set filmen til ende, og ikke helt ved, hvilket ben, man skal stå på. I sidste ende er der flere af de sorthumoristiske elementer, end der er tragiske, men filmens slutning er ikke just rosenrød, og det er derfor den tragiske bismag, der hænger ved. Personligt havde jeg gerne set Landis foretage et rent valg mellem den sorte humor og den mere seriøse tragik, for jeg tror, at det havde resulteret i en endnu bedre film. Det er dog en mindre anke mod en film, der på alle andre måder fungerer rigtig godt.

Velspillet og visuelt flot

An American Werewolf in London er også visuelt flot. Effekterne har jeg allerede nævnt, men jeg bliver nødt til at understrege at vi effektmæssigt har at gøre med én af varulvegenrens bedste film. Man skal her huske, at effekterne er realiseret med gammeldags makeup og stop motion-effekter, og når man ser det på den baggrund, er effekterne ikke bare gode – de er virkeligt gode! Også varulven i sin fulde ulve-form er rigtig vellykket, og for en gangs skyld behøver man ikke være glad for, at instruktøren har holdt ulven i skyggerne. I An American Werewolf in London kan varulven faktisk tåle at blive vist frem, og også for det må filmfolkene have stor ros.

Billedmæssigt fungerer An American Werewolf in London også rigtig godt. Personligt er jeg især glad for indledningen, der foregår på de nordengelske heder: her er billedsiden skummel og dyster, og man kan næsten mærke den kolde engelske tåge. Det er ekstremt stemningsfuldt, og det er scenerne fra den lille pub også. Her ser vi øvrigt kendte ansigter i små biroller – bl.a. Brian Glover (fra bl.a. Alien 3, 1992) og Rik Mayall (kendt fra Bottom, 1991-95) som nogle af de lokale. Desuden dukker Frank Oz op i en lille rolle som ambassademand.

Både David Naughton og Griffin Dunne gør det fint som de to amerikanere. Dunne har dog trukket det længste strå, og får lov at komme med nogle af filmens sjoveste replikker i rollen som den udøde Jack. Resten af castet gør det også fint, og Jenny Agutter er sød og sårbar i sin rolle som sygeplejersken Alex.

An American Werewolf in London har kun et par rigtige konkurrenter blandt 1980’ernes varulvefilm – den ligeledes velfungerende The Howling fra samme år, og Neil Jordans The Company of Wolves fra 1984. Det betyder også, at An American Werewolf in London er blandt genrens generelt bedste, og den er uomtvisteligt min personlige favorit inden for genren.

Anmeldt i nr. 37 | 13/11/2008

Stikord: Formskiftere, Hospitaler, Sygeplejersker, Varulve