100 European Horror Films

100 European Horror Films er udgivet af det britiske filminstitut, BFI, og indgår i deres serie af BFI Screen Guides, der bl.a. også tæller titler som 100 Road Movies, 100 Westerns og 100 Modern Soundtracks. Der er tale om en kompakt lille sag på 258 sider i mindre end A5-størrelse, der som titlen antyder, præsenterer 100 europæiske horrorfilm.

Bred skare af bidragsydere

Foruden redaktøren Steven Jay Schneider tæller bogen ikke mindre end 47 andre bidragsydere, hvoraf hovedparten er akademikere inden for en række forskellige felter – ikke bare film og medier, men også bl.a. journalistik, kommunikation, filosofi og psykologi.

Derudover er der en række bidragsydere, der ikke er akademikere, men som på anden måde har specialiseret sig inden for film – f.eks. den polske skribent Mirek Lipinski, der bl.a. står bag Paul Naschy-websiden The Mark of Naschy, og Darryl Wiggers, der er programdirektør for en canadisk TV-station, der har specialiseret sig i at vise genrefilm.

Blandt mange af Planet Pulps læsere vil navnet Kim Newman desuden være velkendt. Foruden at skrive for Empire er Newman naturligvis også manden bag psedonymet Jack Yeovil, som har skrevet en række romaner inden for de fantastiske genrer – bl.a. i Warhammer-rollespilsuniverset.

Det er altså en bredt sammensat skare, der står bag 100 European Horror Films, og det er en væsentlig styrke, for man mærker virkelig, at de, der har skrevet om en given film, også kender den indgående.

Et bud på en europæisk horrorfilmskanon

Bogens forord redegør kort, men præcist, for, hvad målet med den har været, nemlig at give et bud på en kanon over europæiske horrorfilm som et indlæg i debatten på et tidspunkt, hvor horrorgenren stadig er et relativt nyt emneområde inden for det akademiske felt.

Forordet gør desuden opmærksom på en række andre faktorer, der har indflydelse på, hvilke film, der inkluderes. Det bemærkes, at bogen hovedsageligt beskæftiger sig med “Eurohorror” – defineret som horrorfilm fra efter ca. 1960 og især fra lande som Italien, Spanien, Frankrig og i mindre grad Belgien, Tyskland og andre europæiske lande.

Der redegøres videre for årsagen til den tidsmæssige grænse ved omkring 1960. Den er nemlig ikke arbitrært sat, men alene et udtryk for, at det først var ved denne tid, at “Eurohorror” som genrebegreb kan siges at opstå:

“The reason for the post-1960 dating has largely to do with the fact that it was during this period that on-screen sex (including nudity and lesbianism), violence (both psychological and physical, including sadism, torture and gore) and what might be generally termed ‘alternative imagery’ (where the sex is often combined with the violence) became a great deal more explicit in the European commercial film industry.” (s. xx).

Samtidig afstår bogens forfattere ikke fra at medtage ældre film, der på én eller anden måde har haft en indflydelse på de senere Eurohorrorfilm, men det betyder blot, at hovedvægten ligger på tiden efter 1960.

Forordet redegør på samme vis fint for, hvorfor hovedparten af de inkluderede film er Vesteuropæiske – fordi gyserfilm generelt var svære at få igennem censuren i Østlandene i en stor del af det 20. århundrede. Som tilfældet var med den tidsmæssige grænse, overskrides dog også de geografiske, og der er da også Østeuropæiske film inkluderet.

Endeligt må det siges, at forordet udstråler en generel entusiasme for horrorgenren – også fra et akademisk perspektiv. Den interesse, der inden for de senere år er kommet for genren også i akademiske kredse, betegnes således som “refreshing”.

Eurohorror

Man kan mene om anvendelsen af betegnelsen Eurohorror, hvad man vil. Taget ud af det blå er det en noget vag term, men i forordet må man sige, at det lykkes Schneider at definere det ganske godt, og på den måde fungerer begrebet jo fint i bogens kontekst.

Selve de 100 film præsenteres på i alt 243 sider, inklusiv to sider med notehenvisninger. De fleste film er tildelt to sider, men enkelte fylder lidt mere, oftest fordi der hist og her er indsat billeder. Tekstmæssigt er alle filmene imidlertid tildelt nogenlunde lige meget plads.

Filmene præsenteres alfabetisk og for det meste med deres engelske titel, hvor originaltitlen så står i parentes efterfølgende. Enkelte præsenteres dog også med originaltitel først og engelsk titel i parentes, men det må være smuttere i et ellers stringent system.

Personligt havde jeg nok foretrukket, at filmene var præsenteret i kronologisk rækkefølge, frem for det noget tilfældige indtryk, en alfabetisk opdeling giver, men det er sådan set også den eneste alvorlige anke, jeg har ved bogen.

Velskrevet

De enkelte filmgennemgange er velskrevne, og ofte er de både underholdende og informative. Nogle få steder er der desværre spoilers i teksten, hvilket kan være lidt uheldigt, da bogen især må forventes at have interesse for almindelige dødelige, der finder genren spændende, og som måske køber den som en inspirationskilde til fremtidig filmkigning. Heldigvis flyder det ikke med spoilers, og langt de fleste af gennemgangene er forsætligt vage med lidt handlingsreferat og derefter nogle analytiske og/eller filmhistoriske betragtninger.

Kronologisk spænder bogen vidt. Selv om hovedvægten som sagt ligger på film efter ca. 1960, så gribes der helt tilbage til 1919, repræsenteret ved Das Cabinet des Dr. Caligari (Robert Wiene), ligesom 1920’erne og 30’erne også er repræsenteret ved et par film, bl.a. Murnaus Nosferatu: Eine Symphonie des Grauens fra 1922.

Den øvre grænse ligger ved 2004, repræsenteret ved bl.a. den russiske Nochnoi dozor, bedre kendt under sin engelske titel Nightwatch (Timur Bekmambetov). Sidstnævnte har intet at gøre med Ole Bornedals Nattevagten, men skal vi nu endelig kippe med Dannebrog, så er både Nattevagten (1993) og Lars von Triers Riget (1994) faktisk med.

Både kendte og mindre film

Hovedvægten ligger dog, som lovet i forordet, på italienske, franske og spanske film fra perioden efter 1960, og især 1960-90. Her bydes både på præsentationer af Lucio Fulcis zombiefilm, Argentos og Bavas gialli og flere af de italienske kannibalgnaskere. Fra Frankrig er bl.a. Jean Rollin repræsenteret, og fra Spanien bl.a. Jesus Franco og León Klimovski.

Det vil føre for vidt at gå ind i en længere redegørelse for, hvilke film og instruktører der er medtaget, og ovenstående er bare et lille udsnit af de mange. Men det skal siges, at Schneider og hans skribenter har fået udvalgt nogle af den europæiske horrorscenes væsentligste produktioner fra de sidste 50 år såvel som også nogle mindre kendte.

100 European Horror Films er ikke en bog, der egner sig til at blive læst fra ende til anden – man kan godt gøre det, men det ender med at blive en drøj omgang. Til gengæld er bogen perfekt som inspirationskilde og som den slags bog, man kan tage ned af hylden, læse et nogle få indlæg i og så sætte tilbage på hylden.

Under alle omstændigheder er den særdeles velskrevet, og de 100 omtaler byder på en række fine pointer og intelligente observationer, der kan hjælpe én til at sætte filmen i kontekst. Ind imellem er der også pointer, som man ikke nødvendigvis er enig i, men dette betyder ikke, at de ikke er gangbare. Som alt andet er det jo udtryk for, at også horrorfilm har subtekster, der er åben for fortolkning.

Sidstnævnte skal dog ikke forstås sådan, at 100 European Horror Films er en bog, der akademiserer emnet derud, hvor det bliver tørt, for det gør den bestemt ikke. Det er en helt igennem underholdende og nyttig lille bog, der både har noget at byde på for de, der kender genren ind og ud, og som måske har set hovedparten af de omtalte film, og for nybegyndere udi europæisk horror. Som sådan kan 100 European Horror Films derfor kun anbefales varmt.

100 European Horror Films er venligst stillet til rådighed af British Film Institute.

Anmeldt i nr. 30 | 13/04/2008

Stikord: Non-fiction