Med Tintin og Picaroerne er vi her på Planet Pulp nået til vejs ende med anmeldelserne af Carlsen Comics’ nyudgivelser af Tintins Oplevelser. For Tintin og Picaroerne er det sidste Tintin-album, Hergé nåede at gøre færdigt, selv om han var godt i gang med endnu et album, da han døde den 3. marts 1983, 75 år gammel.
Et mysterium på Møllenborg
Efter at Tintin og kompagni endnu engang havde kastet møtrikker i Rastapopoulos’ nøje lagte planer i Rute 714 til Sydney, skulle det næste eventyr byde på et gensyn med endnu en gammelkendt karakter fra Tintin-universet. Denne gang den koleriske general Alcazar i det lille (og fiktive) sydamerikanske land San Theodoros.
Som så mange andre Tintin-historier begynder affæren derhjemme. Indledningsvist er de mystiske hændelser indskrænket til, at der lader til at være noget i vejen med kaptajnens whiskey – han kan ikke længere drikke sprøjtet, selv om alle andre synes, at det smager ganske som det plejer. Svaret på dette mysterium får vi først senere, men det skal komme til at spille en vigtig rolle i handlingen.
En uventet drejning
Den egentlige handling i Tintin og Picaroerne starter, da kaptajnen i radionyhederne hører, at Bianca Castafiore er blevet fængslet i San Theodoros. Det er nu Alcazars gamle rival, general Tapioca, der er ved magten i landet, men umiddelbart er der ingen forklaring på, at den milanesiske nattergal er blevet sat i kachotten.
Snart er Møllenborg dog overrendt af journalister, for hvad Haddock ikke ved er, at styret i San Theodoros påstår, at Castafiore er medskyldig i et komplot mod landet, og at han selv, Tintin og professor Tournesol alle er medskyldige.
Den gode kaptajn tager ikke let på disse beskyldninger, og efter en del forargede telegrammer til general Tapioca, ender det med, at diktatoren inviterer Tintin, Haddock og Tournesol til at komme til San Theodoros under frit lejde for at få opklaret sagen. Kaptajnen er indledningsvist inklineret til at tage af sted, men Tintin fraråder det, da han er overbevist om, at Tapiocas lovning om frit lejde er det pure opspind.
Da kaptajnen imidlertid ikke i længden kan vende det døve øre til Tapiocas idelige beskyldninger, ender det dog med, at kaptajnen og Tournesol alligevel tager af sted. Og her kommer historiens første store overraskelse, for Tintin tager ikke med dem! Det er et helt nyt greb af Hergé at lade Kaptajn Haddock være den drivende kraft bag et eventyr, og inden Tintin (selvfølgelig) dukker op igen, er Haddock og Tournesol alene på glatis.
For selv om kaptajnen og Tournesol bliver venligt modtaget i San Theodoros og installeret på et komfortabelt hotel, viser det sig snart, at de befinder sig et gyldent bur. Reelt er de sat i husarrest, så Tintin viste sig naturligvis at have ret.
Gamle venner
Efter Tintins ankomst tager handlingen dog fart, da en anden gammel kending dukker op – Pablo, hvis liv Tintin skånede i Det Knuste Øre (1937), og som derefter blev Tintins ven. Pablo fortæller, at han nu er i ledtog med general Alcazar, og at generalen har en plan for at få Tintin og vennerne ud af suppedasen.
Det viser sig dog, at Pablo faktisk er i ledtog med styret i San Theodoros – præcis hvordan skal ikke afsløres – men dette til trods ender Tintin, Haddock og Tournesol faktisk sammen med general Alcazar og hans oprørsgruppe, Picaroerne.
Nu må Tintin og kompagni hjælpe Alcazar med sin revolution – ikke bare fordi general Tapioca er en skurk, men også for at redde både Bianca Castafiore og de to ærketumper Dupond og Dupont, der ligeledes er kommet til San Theodoros, og som ved en skueproces er blevet dømt til døden!
Problemet er blot, at Picaroerne er en samling fordrukne stoddere, hvis hang til alkohol gør dem til helt uduelige guerillaer. Men her kommer professor Tournesol ind i billedet, og endelig får vi et svar på, hvorfor Haddock ikke kunne drikke sin elskede whiskey i begyndelsen af albummet.
Underholdning og politisk kommentar
Som så mange andre tidligere Tintin-albums er Tintin og Picaroerne en ypperlig cocktail af spændende eventyr og politisk kommentar. Selv om historiens hovedformål uden tvivl er at fortælle en underholdende historie, så fungerer Tintin og Picaroerne også som en besk politisk kommentar til de forhold, der eksisterede (og eksisterer) i mange bananrepublikker verden over.
Det mest sigende eksempel på dette er det sidste panel på side 11 samt det næstsidste panel på side 62: Begge viser patruljerende betjente i slumkvarteret i San Theodoros’ hovedstad, blot med den forskel, at der i mellemtiden er sket en revolution. Budskabet kunne ikke være tydeligere: Selv om der er sket udskiftninger på magtens tinde, er intet forandret blandt samfundets svageste.
Derudover er hele historien også en kommentar på forholdene i alverdens bananrepublikker med diktatoriske ledere, falske anklager, skueprocesser osv. Vi vidste allerede fra Det Knuste Øre, at general Tapioca er en skurk (selv om Alcazar sådan set ikke er meget anderledes – han er blot Tintins ven), men for at understrege Tapiocas skurkagtighed, lader Hergé endnu en gammel kending dukke op i historien.
Det er den lede oberst Sponsz fra Bordurien, der første gang gjorde livet surt for Tintin og Kaptajnen i Tournesolmysteriet (1956), og som den borduriske regering har sendt til San Theodoros for at hjælpe general Tapioca.
Flere kendte skikkelser
Sammen med Dupond og Dupont er Sponsz dukker endnu en gammelkendt skikkelse op i løbet af eventyret og skal for en gangs skyld vise sig at være til nytte, selv om han også her er en kilde til stor irritation for især Haddock. Det er naturligvis den utålelige forsikringsagent Max Bjævermose, der her dukker op i egenskab af at være medlem af gøglerforeningen De Evigglade Gøglere, som skal deltage i det årlige karneval i hovedstaden.
Bjævermose vandrer ind i handlingen i en morsom og også ganske satirisk sekvens, hvor hele busladningen af europæiske turister/gøglere vandrer rundt i Alcazars guerillalejr og tager billeder og kommer med kommentarer som “Er der ikke et sted her, hvor man kan købe postkort?” og “Der må være en souvenirbutik et eller andet sted her…”
Historiens handling har en fin blanding af alvor og komik, og de komiske elementer styrkes betydeligt af, at de har en ofte satirisk kant. Det er et glædeligt gensyn med bananrepublikken San Theodoros og ikke mindst med general Alzacar, som sidst dukkede op i Koks i Lasten (1958), næsten tyve år tidligere.
Tintin følger med tiden
På dette tidspunkt i Hergés arbejdsliv var tempoet langsommere end tidligere. Mellem albumversionerne af Castafiores Juveler (1963) og Rute 714 til Sydney (1968) gik der fem år, men der skulle gå hele otte år mellem albumudgaverne af Rute 714 til Sydney og Tintin og Picaroerne. Hergé påbegyndte Tintin og Picaroerne i Tintin-bladet i september 1975, og afsluttede den i april året efter, hvor også albummet udkom.
Men blot fordi Tintin efterhånden var blevet næsten 50 år gammel, og der gik længere mellem hans eventyr, betød det ikke, at den evigt unge reporter ikke fulgte med tiden. På albummets første side kommer han således kørende til Møllenborg på en knallert, men hvad der er næsten mere sigende, er, at han har udskiftet sine trofaste plusfours med et par tidstypiske jeans. De er godt nok brune, som også de gamle plusfours var, men ikke desto mindre følger reporteren med tiden. De øvrige personer ligner dog sig selv – ikke mindst kaptajnen, der fortsat bærer sin blå rullekravesweater og trofaste kaptajnskasket.
Desværre blev Tintin og Picaroerne den sidste færdiggjorte Tintin-historie, for det havde været spændende at se, hvordan Hergé i øvrigt ville have ladet serien følge med tiden.
En stor tjeneste
Med dette sidste album i serien af nyudgivelser mellem hænderne, er det på tide at vurdere udgivelserne samlet. Og her må man sige, at Carlsen Comics virkelig har gjort alle danske Tintin-fans en stor tjeneste. Dels er serien, som nævnt i mange af de enkelte anmeldelser, konsekvent af høj teknisk kvalitet, og det betyder rigtig meget for albummenes holdbarhed, at de er udgivet i hardcover.
Når jeg kigger på mine gamle udgaver af Tintins Oplevelser er det tydeligt, hvor slidte de er efter flittigt at være blevet læst igen og igen, og denne slitage minimeres i hardcoverformatet. Den eneste ulempe ved, at Carlsen har fået reproduceret albummene så trofast over for de fransksprogede originaler, er, at albummenes rygge er i skiftende farver – de fleste er røde, men der er også en håndfuld gule iblandt.
Det ser måske ikke så godt ud på reolen som de gamle, der kun var røde, men man må alligevel tage hatten af for, at Carlsen har sørget for, at vi sidder med et produkt mellem hænderne, der ligger så tæt op ad de første albumudgivelser, som det er muligt. Den eneste reelle ulempe er, at albumtitlerne ikke er trykt på albummenes ryg, men også det er et mindre problem.
Niels Søndergaard, der har stået for de nye oversættelser, har ydet en fremragende indsats, og sproget flyder så godt som aldrig før. Jeg har berørt problematikken omkring enkelte af albumtitlerne i nogle af anmeldelserne, bl.a. i Krabben med de gyldne klosakse (1941) og Tournesolmysteriet, og dette er det eneste område, hvor jeg mener, der har været et par fejlprioriteringer.
Endnu engang må man dog erkende, at vi er ude i petitesseafdelingen, og at det måske i lige så høj grad handler om, at jeg er vokset op med Tintin og dermed med de gamle titler. Vanens magt er stor, men når først jeg lige vænner mig til de nye titler, er jeg sikker på, at jeg kommer mig over min irritation – også selv om Krabben med de gyldne klosakse er en unødigt gumpetung titel.
De originale tegninger
En anden fabelagtig ting ved Carlsens nyudgivelser er også relateret til det faktum, at vi er blevet præsenteret for facsimileoptryk af de originale albums. Det betyder nemlig, at vi får Hergés originale udgaver af historierne, uden de større og mindre ændringer, der i tidens løb blev foretaget i en af albummene. Det gælder eksempelvis Den Mystiske Stjerne (1942), hvor den konkurrerende ekspedition nu igen sejler under amerikansk flag og ikke det fiktive Sao Ricanske.
Eller Den Sorte Ø (1943), hvor vi for første gang på dansk kan læse Hergés udgave fra 1943 i stedet for den voldsomt omtegnede udgave fra 1965. I denne forbindelse må det dog siges, at det ville være ønskværdigt om Carlsen sørgede for fortsat at gøre i hvert fald Den Sorte Ø tilgængelig i den senere omtegnede version. Forskellene mellem de to udgaver af netop dette album er nemlig så radikale, at det ikke bare er en sjov og interessant oplevelse at kunne sammenligne de to udgaver side om side, men også at der langt hen ad vejen faktisk er tale om to helt forskellige læseoplevelser.
Jeg ved ikke, om Carlsen har planer i den retning, men ellers vil jeg da opfordre alle, der ikke ejer den oprindelige danske udgave af Den Sorte Ø til at købe 1965-versionen. Selv hvis den bliver totalt udsolgt fra boghandlerne, burde det dog nok være muligt at anskaffe den til en fornuftig pris i diverse brugtbutikker.
Samlet topkarakter
Til syvende og sidst kan man ikke andet end tage hatten af for Carlsen Comics for at have iværksat genudgivelserne af Tintin. Det har næppe været en økonomisk satsning, for figuren har en så blivende værdi og popularitet, at der nok skal være salg i albummene. Men det skulle der jo på den anden side også nok have været i de hidtidige udgaver.
Carlsen Comics’ beslutning om at genudgive serien i dens oprindelige skikkelse er derfor langt hen ad vejen en flot gestus til landets mange Tintin-fans – både de der allerede kender og elsker figuren, men så sandelig også de mange børn, der i disse og de kommende år skal lære Tintin, Terry, kaptajn Haddock, Dupont og Dupond, Tournesol og alle de andre at kende.
Samlet set får serien derfor absolut topkarakter her fra Planet Pulp. Tintins Oplevelser er en ubestridt tegneserieklassiker, der aldrig vil dø. Og gud ske tak og lov for det!
Tintin og Picaroerne er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Originaltitel: Tintin et les picaros
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures De Tintin
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
Udkom som føljeton i Tintin-bladet i Belgien i 1975-76.
Udkom som album i Belgien i 1976.
Udkom første gang på dansk som føljeton i Billed Bladet og i Politiken i 1976.
Udkom som album i Danmark på forlaget Carlsen i 1976.
Denne udgave udkom som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser i 2007 på forlaget Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008
Stikord: Sydamerika, Tintin
