Efter det forrygende tredje bind i serien, Ensomme Ørn, nærmer den første historie i Blueberry sig sin afslutning. Dødens hovslag er næstsidste album i den fem bind lange historie, der omhandler indianerkrigene.
Da Blueberry og ammunitionstransporten nåede frem til Camp Bowie i slutningen af Ensomme Ørn, var Blueberry endelig blevet genforenet med sin kammerat løjtnant Graig. Men det skulle blive en kort genforening, for da general Crook gav Blueberry tilladelse til at forsøge en sidste forhandling med Cochise, meldte Graig sig frivilligt til at forsøge at nå frem til den nærmeste telegrafstation for at kontakte Washington.
En vigtig biperson
Ved begyndelsen af Dødens hovslag tages Graig til fange af den usle Quanah og går en krank skæbne i møde. Da Graigs hest når frem til Camp Bowie, ved kavaleristerne, at noget er gået galt, men Blueberry beslutter sig for at ride ud og se, om han kan redde Graig. Det lykkes, men tiden er nu så fremskredet, at general Crook kun kan give Blueberry en kort frist til at finde Cochise – i telegrammet gav præsidenten nemlig sin tilladelse til at forsøge at mægle i striden.
Her træder en væsentlig karakter ind på scenen i Blueberry, nemlig den gamle guldgraver McClure, der har været på egnen i så mange år, at indianerne for det meste lader ham være i fred. Blueberry overtaler McClure til at hjælpe sig med at finde Cochise, og sammen rider den umage duo ud fra Camp Bowie. Helt enkelt skal det imidlertid ikke blive, og det er kun ved den tidligere kavalerist Crowes mellemkomst, at Blueberry og McClure redder livet, da de bliver taget til fange af indianerne.
Selv da er deres prøvelser dog ikke slut, for de må nemlig til Mexico for at opstøve Cochise, og der falder trekløveret i kløerne på en flok tidligere sydstatssoldater, der nu rider rundt som lovløse. Dette er ved at udvikle sig fatalt, da sydstatsfolkene efterlader dem i en lille by uden heste, hvor de kort efter pågribes af mexicanske soldater. Den mexicanske guvernør i området er ikke interesseret i fred mellem USA og indianerne, så han planlægger at henrette McClure og Blueberry som spioner.
Den videre udvikling skal jeg ikke komme ind på her, men mon ikke Blueberry og McClure på en eller anden måde redder livet?
Afmålt dosis humor
Dødens hovslag fortsætter det høje tempo fra Ensomme Ørn. Endnu engang bevæger vore hovedpersoner sig rundt i fjendeland – uanset om fjenden er indianere på krigsstien eller korrupte mexicanere – samtidig med, at de må prøve at finde Cochise, der ikke lige er sådan at få færten af. Det er der kommet endnu et virkeligt underholdende album ud af, og med introduktionen af den gamle guldgraver McClure gives serien et ekstra skvæt kulør.
McClure fungerer klart som en slags comic sidekick for Blueberry, uden at det dog på noget tidspunkt ender i farce. Sidstnævnte er vigtigt at fremhæve, for Blueberry er en serie, der tager sig selv ret seriøst, og hvor umådeholden indblanden af komik ikke ville gøre sig godt.
McClure er en komisk karakter, det skal der ikke herske tvivl om, men han er også en gammel rotte, der kan finde ud af at begå sig blandt indianerne, og i dette album kunne Blueberry næppe have klaret sig uden ham.
Fortsat autentisk tone
På nuværende tidspunkt er Quanah blevet etableret som den primære skurk i historien, og selv om det bestemt ikke er alle indianerne, der er blodtørstige skabninger, så er Quanah og hans umiddelbart allierede prototyperne på “onde indianere”.
Selv om fremstillingen af Quanah er klichépræget, så er det vigtigt at være opmærksom på, at dette fortsat ikke er en generel karakteristik af indianerne. De portrætteres fortsat langt mere nuanceret end i Hollywood-westerns fra samme periode, og det er da også én af de medvirkende årsager til, at Blueberry holder den meget autentiske og realistiske tone.
Introduktionen af de slyngelagtige sydstatssoldater, som der også er historisk belæg for, tilføjer et ekstra lag til denne autenticitet og giver en meget hurtig smagsprøve på nogle sider af det amerikanske vestens historie, som vi nok er mange, der ikke er klar over, har fundet sted.
Visuelt bevæger Blueberry sig i høj grad rundt i det samme univers som i de foregående bind. Giraud bliver løbende mere og mere fortrolig med universet, og får i dette album også lejlighed til at tegne en mexicansk landsby, der er som taget ud af en Sergio Leone-western. Det gør sig godt på film, og det er ikke mindre fint på tegneserieform.
Derudover holdes stilen og kvaliteten fra det foregående album, om end guldgraveren McClure måske er en anelse mere karikeret end de øvrige personer. Det kan i øvrigt bemærkes, at Girauds læremester Joseph Gillain (1914-1980), der tegnede under signaturen Jijé, står for planche 17-32 i Dødens hovslag. Det skal man imidlertid være særdeles opmærksom for at bemærke.
Dødens hovslag er ikke helt så intenst et album som det umiddelbart foregående, der var mesterligt opbygget hvad angår suspense, men det er tæt på! Blueberry kastes fortsat ind i den ene dramatiske situation efter den anden, og det er stadig særdeles underholdende.
Om det til sidst vil lykkes for Blueberry at mægle fred med Cochise afhænger fortsat af, om det lykkes vores trekløver at opspore den legendariske indianerhøvding, men det finder vi først ud af i Det store opgør, som er sidste bind i historien om indianerkrigene.
Originaltitel: Le cavalier perdu
Seriens titel: Løjtnant Blueberry
Seriens originaltitel: Blueberry
Forfatter: Jean-Michel Charlier
Tegner: Jean Giraud
Albumlængde: 46 sider
Dansk oversættelse: Inge Då
Udkom første gang på fransk som føljeton i bladet Pilote (nr. 288-311) i 1965.
Udkom første gang som album i Belgien i 1968.
Udkom første gang på dansk som føljeton i seriebladet fart og tempo fra nr. 23, 1970 til nr. 31, 1970.
Udkom første gang som album i Danmark i 1978 på Serieforlaget.
Anmeldelsen er baseret på den udgave af Dødens hovslag, der med den nye titel Med døden i hælene indgår i Egmont/Serieforlagets bog Blueberry: Lovløst Land (2006) (Blueberry Bog 3).
Publiceringsdetaljer hentet fra ComicWiki og BDoubliees.com.
Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008
