28 Weeks Later

De to kreative bagmænd bag den første film, Alex Garland og Danny Boyle, der henholdsvis skrev manuskriptet til og instruerede 28 Days Later har i denne omgang holdt sig som executive producers, mens instruktøren Fresnadillo selv har skrevet manuskriptet i samarbejde med Rowan Joffe.

Efterlader konen

Filmen åbner i et hus, hvor en gruppe raske mennesker har forskanset sig og forsøger at holde sig i live, mens ofrene for Rage-virusset huserer udenfor. Blandt de overlevende finder vi Don og Alice (Robert Carlyle og Catherine McCormack), et ældre ægtepar og et par andre. Men den rolige opstart får snart en ende, da huset angribes af inficerede. Don og Alice bliver splittet op, og Don må efterlade sin kone, hvis han vil overleve.

Her springer handlingen i tid, og en række tekster fortæller os, hvordan tingene har udviklet sig. Allerede slutningen på den første film afslørede jo, at Rage-virusset åbenbart var isoleret til England, og nu får vi bekræftelsen. Efter fem uger er alle de smittede døde af sult. Efter 11 uger rykker en amerikansk ledet NATO-styrke ind i London. Efter 18 uger erklæres Storbritannien for smittefri. Efter 24 uger begynder genopbygningen. Og efter 28 uger begynder filmens egentlige handling så.

Vi ser nu, hvorledes en gruppe englændere ankommer med fly til London for at slutte sig til de 15.000 mennesker, der allerede bor i en sikret sektor i byen. Blandt de tilbagevendende er to børn, den 12-årige Andy (Mackintosh Muggleton) og hans lidt ældre teenagesøster Tammy (Imogen Poots). Vi finder også ud af, at Don har overlevet strabadserne i filmens indledning, og at Andy og Tammy er Don og Alices børn.

Here we go again

Den lille genforenede familie installeres i en fin lejlighed i sikkerhedszonen, hvor Don arbejder som en slags vicevært, der blandt andet giver ham adgang til alle områder. Dette skal forstås bogstaveligt, og det skal vise sig at være filmens primære plothul. Men mere om det senere.

Selv om børnene er glade for at være sammen med deres far igen, så er Andy bange for, at han vil glemme, hvordan hans mor så ud, så imod alle regler sniger Andy og Tammy sig ud af sikkerhedszonen for at hente nogle ting i deres gamle hus. Og her begynder miseren så selvfølgelig. For da de kommer tilbage til deres gamle hus i London, finder de til deres store overraskelse deres mor i live! Ungerne er dog blevet overvåget og opsporet af militæret, så både de og moderen bliver hentet med tilbage.

Mens børnene placeres i karantæne, begynder militærlægen Scarlet (Rose Byrne) at undersøge Alice og opdager til sin overraskelse, at Alice faktisk bærer Rage-virusset, men uden at være blevet til en blodtørstig galning. Dette må betyde, at hendes blod – og måske også børnenes blod – kan være nøglen til en vaccine eller måske endda en kur mod virusset.

Og her kommer Dons “Access All Areas”-nøglekort så ind i billedet. For imod alle odds passer kortet også til de militære laboratorier, hvor han skaffer sig adgang til sin kone. Deres genforening bliver dog kort, for da Don og Alice kysser hinanden overføres smitten til Don, der ikke er immun, og så er Fanden for alvor løs i Laksegade! Snart har virusset spredt sig igen, og alt imens militæret forsøger at holde kontrol med situationen – hvad der ikke lykkes særlig godt – må Scarlet prøve at få børnene i sikkerhed, så chancen for at finde en kur mod virusset ikke skal dø med dem.

Den lille gruppe får hjælp af den samvittighedsfulde amerikanske skarpskytte Doyle (Jeremy Renner), og alt imens militæret iværksætter en storstilet udryddelseskampagne, hvor alt levende – smittede og raske – bliver dræbt, må de nu forsøge at slippe ud med livet i behold. Her spiller Doyles gode kammerat, helikopterpiloten Flynn (Harold Perrineau) en væsentlig rolle.

Uprætentiøs underholdning

Og så skal der ikke siges mere om handlingen i 28 Weeks Later. I stedet vil jeg opfordre folk til at leje eller købe filmen og selv nyde hele herligheden, for der er tale om en virkelig underholdende, blodig og ikke mindst nervepirrende zombiefilm, der med en spilletid på kun godt halvanden time får afviklet sin handling uden svinkeærinder og uden nogensinde at føles for lang.

I modsætning til sin oppustede forgænger er 28 Weeks Later helt og aldeles uprætentiøs og vil ikke andet end at underholde, og det takker man Fresnadillo og Joffe for. Den gumpetunge civilisationskritik, der gjorde anden halvdel af 28 Days Later til en pine at sidde igennem er ikke til stede, og samtidig er første del af 28 Weeks Later lige så imponerende i sin skildring af det mennesketomme London, som sin forgænger.

Filmen taber lidt i anden halvdel, der udvikler sig til en hektisk menneskejagt gennem det tomme London, men hvad filmen taber i postapokalyptisk atmosfære vinder den i nervepirrende og ikke mindst blodige sekvenser. 28 Weeks Later er en ganske brutal film, hvilket glimrende understreges af scenen, hvor militærets skarpskytter får besked på, at de ikke længere kun skal beskyde de smittede, men simpelthen skyde på alt, der bevæger sig.

Og at selve zombiedelen også er ganske blodig kan eksemplificeres ved scenen, da Don bliver smittet med virusset og klemmer øjnene ud på sin kone! Her er filmen også ganske kynisk, for det er selvfølgelig ironisk, at det er et kys mellem to, der elsker hinanden, der bliver startskuddet på det nye udbrud af virusset.

Hvis man er typen, der godt kan lide at se hovedparten af persongalleriet være i live, når filmen toner ud, ja så kan 28 Weeks Later ikke anbefales. Også her er filmen kompromisløs, og heldigvis skånes vi også for en påklistret happy end, som vi fik i 28 Days Later. Slutningen er faktisk det stik modsatte, men præcis hvad der sker, skal jeg ikke afsløre.

Let irriterende plotelementer

Det kolossale plothul, hvor viceværten Don uden problemer kan vandre ind i et ellers topsikret militært laboratorium, er irriterende og kunne sagtens være undgået. At Don også lader til at have en personlig vendetta kørende mod sine børn, efter han er blevet smittet og på mystisk vis finder frem til dem igen og igen, virker også en anelse for meget af det gode. Men når musikken først spiller, er man trods alt parat til at tilgive disse elementer, der selv i filmens eget univers ellers må siges at være temmelig urealistiske.

Fresnadillos instruktion er ligetil og uden de store falbelader. 28 Weeks Later er ikke en film, man ser for skuespillets skyld, men de medvirkende gør det som sådan ganske glimrende. Robert Carlyle er altid seværdig, og børnene gør det også fint og uden på noget tidspunkt at blive irriterende.

Udmærkede skuespillere og effektiv cinematografi

De to unge skuespillere er mere eller mindre ukendte, mens de øvrige hovedpersoner heller ikke spilles af store berømtheder. Rose Byrne, der spiller militærlægen Scarlet, er sammen med Harold Perrineau, der spiller helikopterpiloten Flynn, nok den bedst kendte.

Byrne havde en større birolle i Troy (2004), og medvirkede også i Danny Boyles Sunshine fra 2007, mens Harold Perrineau vil være et velkendt ansigt for de, der følger med i TV-serien Lost (2004-). Derudover er han også kendt fra The Matrix Reloaded og The Matrix Revolutions (begge fra 2003).

Jeremy Renner, der spiller skarpskytten Doyle, har primært arbejdet inden for TV, men er inden for de seneste år begyndt at få en filmkarriere stablet på benene. Her på Planet Pulp er vi tidligere stødt på ham som seriemorderen Jeffrey Dahmer i Dahmer (2002).

Skuespillerne gør det altså udmærket, og det er jo en væsentlig ting, men endnu vigtigere for en film som 28 Weeks Later er det, at cinematografien fungerer. Om man kan lide den ekstremt hurtige klipperytme, der især gør sig gældende i scenerne, hvor de Rage-inficerede går amok, er en smagssag, men den håndholdte og grynede kvalitet, der i øvrigt gør sig gældende, virker efter min mening glimrende og giver en ubehagelig dokumentarisk effekt.

Derudover må producenterne også roses for set designet og for at have fået arrangeret nogle virkeligt imponerende billeder af et helt mennesketomt London. Disse sekvenser var blandt de bedste i den første film, og det samme gør sig gældende i 28 Weeks Later, hvor scenerne med helikopterpiloten giver lejlighed til en del billeder af byen set fra luften.

Derudover må effekterne også roses, og som sagt er filmen stedvist endog meget blodig. Her må jeg lige nævne en helt urealistisk, men alligevel superfed sekvens, hvor Flynn anvender rotoren på sin helikopter til at meje en hel flok Rage-zombier ned!

Alt i alt har jeg stort set kun roser til 28 Weeks Later. Jeg var virkelig godt underholdt i samfulde 96 minutter. Og det bedste af det hele er, at man slet ikke behøver at se 28 Days Later for at kunne se 28 Weeks Later. Det er det, jeg kalder en win/win-situation!

28 Weeks Later er venligst stillet til rådighed af SF Film.

Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008

Stikord: 2’er, Fortsættelse, London, Splat, Sygdom, Zombier